Nu er jeg selv proklameret lighthiker og fastpacker i denne
verden af mange tilgange og definitioner til friluftslivet, men det gør ikke
min tilgang, metode eller stil til noget der er moralsk bedre end det andre
mere traditionelle vandrere gør, og det er en tynd linje man vandrer når man
forsøger at vejlede og inspirere andre uden at fremstå som en ’know it all’.
I de senere år, specielt med den indflydelse der er kommet
med hele ultralight konceptet, synes jeg der har indsneget sig en intolerance
overfor hinanden i vandreverdenen. Vi er blevet opdelt og splittet i vores verdensbillede,
der er næsten opstået en art hierarki hvor, dem der suser afsted, traver mange
kilometer med en lille rygsæk er mere i et med naturen end dem der traver
langsomt, går få kilometer med en tung traditionel oppakning. Det passer ikke! De fleste vandrere falder nok i midten af de to yderpunkter jeg lige har nævnt.
Nogen mennesker primært i USA har for en del år siden udtænkt
nogle definitioner omkring basis vægt, som er din rygsæk med alt indhold minus
det du konsumerer undervejs, som mad, vand og andre ting (myggebalsam,
toiletpair o.s.v.). Kan du klemme denne vægt under 10 lbs eller ca. 4,5 kg, så
er du en Ultralighter…. Men det er jo bare et arbitrært tal, min solnedgang
bliver ikke pænere af det, det regner ikke mindre på mig af den grund, mit
liggeunderlag bliver ikke blødere o.s.v. Definitionerne er blevet udvandet med tiden. Nu er ord som ultralight, letvægt og andre ord i samme boldgade blevet noget der skal sælge i en butik.
Jeg hører bestemt til dem der synes vægt er vigtigt, men kun
som et redskab til at gøre min tur komfortabel, så er jeg egentligt fuldstændig
hamrende ligeglad med hvilken definition jeg falder ind under, om det er UL,
SUL eller whatever. Jeg er ikke bedre fordi jeg sover under en Tarp tættere på
jorden og naturen, end ham der sover inde i sit 2 lags telt.
Hike your own Hike er en talemåde jeg har hørt som rammer
hvad jeg står for meget godt. Meningen med talemåden er, at du principielt kan
vandre med og hvordan det passer dig, bare du ikke generer, fordømmer andre eller
bryder nogen love. Vi skal ikke kategorisere os selv, men mere opmuntre,
inspirere og anerkende vores fælles kærlighed til et udendørsliv. Det er på en
kosmisk målestok ligegyldigt om jeg går 5-10-15 eller 40 kilometer hverdag, eller
om jeg slår lejr tidligt, og holder af at sidde i min lejr til langt ud på
formiddagen.
Det handler om turglæde, nydelsen ved naturen, bjergene,
bakkerne, skovene, kysten og ikke mindst det at komme afsted, så er vægten af
min rygsæk sekundært.
Hilsen
Niels
Godt indlæg. Jeg er meget enig! Selv om jeg også prøver at holde vægten på oppakningen nede (uden på nogen måde at være letvægt) og elsker at købe nyt grej, er mit fokus når jeg er afsted 100% på at nyde at være ude i vores storslåede natur :)
SvarSletHej Jacob, ja det gælder om at få proriteterne i orden, og kan du så få letvægt ind som nummer 2 :-)
SvarSletHilsen
Niels