Friluftsliv som et kropskulturelt fænomen

Filosofisering på højt plan

Jeg læser til Master i Friluftsliv på KU, og som led i eksamen på modul 1 har jeg bl.a. forfattet denne refleksion over Friluftsliv som en kultur videnskab i det senmoderne videnssamfund præget af individualisering og globalisering.

Friluftsliv for mine tanker skrev Henrik Ibsen i digtet ”Paa Vidderne” fra 1859, digtet handler om menneskets opdagen af dets individuelle særegenskaber i naturen, hovedpersonen trækker sig fra samfundet for at finde styrke og opnå personlig indsigt i livet. Det siges, at det er første gang ordet friluftsliv fremkommer i litteratur, og allerede dengang var personlig udvikling det væsentlige element i friluftslivstanken.

Friluftsliv engagerer kroppen, følelseslivet og tankerne. Det lader os opleve nye måder at være menneske på der adskiller sig fra hverdagen. Vi lærer at sætte pris på de enkle ting. Naturmødet spiller på alle vores sanser, stilheden, roen, meningsfuldtheden og det at udtrykke os ved hjælp af kroppen. Erfaringer i naturen giver os nyt perspektiv på det liv vi lever. Vi opdager måske nye sider af os selv og andre. Om hvad der kendetegner det samfund vi lever i, vores livsvilkår, idealer, livsvalg og meninger, måske kommer vi til at reflektere over de mønstre vi gentager og tvinges til. Om oplevelsen af frihed og mening.

Bevægelse og vores relation til naturen har en central rolle i betydningen for vores udvikling, livsglæde og sindstilstand. Friluftslivet, herunder vandring i naturen, spiller en ikke betydningsløs rolle i den sammenhæng. Hvordan kan bevægelse langs en rute åbne for en dyb relations opbygning mellem menneske og natur, og kan det have en helende effekt på os som individer.

Fænomenologien siger, at det er igennem kroppen vores verden erfares (Merleau-Ponty). Krop og sanser bliver erkendelsesveje, hvor målet er et erfare alle tings enhed og sammensathed. Vi skal gennem kroppen trænge igennem illusionen af adskilthed i tilværelsen og livet. Vi er ikke løsrevet fra resten af verdenen, vi står ikke udenfor, vi er en del af den. Verdenen skal ikke besejres, verdenen skal sanses.

Gennem det at vandre i naturen erfarer vi først og fremmest at ruten vi vælger er kropslig, vi går, ser, lugter, mærker underlaget, solen, vinden, naturen, regnen, kulturen, historien kort sagt vi fornemmer vores verden og dermed os selv. Vores kropslighed formes gennem vandringen, og gennem kroppen og vores sanser svarer vi naturen igen. Vi strukturerer virkeligheden efter vores sanselige og fysiske erfaringer. Vi ræsonnerer og træffer livsvalg på baggrund af de erfaringer.

Det er et grundlæggende paradoks, at vi mennesker oplever os selv som individer adskilt fra verdenen, men samtidigt er vi vidende om, at vi er stadig en del af den.

Den enkelte friluftslivsudøver er formet af sine sociale, kulturelle og individuelle erfaringer, samt sine oplevelser. Dette danner grundlag for ens møde med naturen. Natur og friluftsliv vil opfattes forskelligt af forskellige individer, og vores forskellige forudsætninger og erfaringer vil præge hvordan vi oplever friluftslivet og naturen.

Gennem vores kropslige sansning er vi forbundet med omgivelserne, vi kan ikke løsrive os, kroppen er tilstede på ethvert tidspunkt, den er allestedsværende, vi kan ikke slå kroppen og dens sanseapparat fra ligesom vi kan med feks. en computer eller et TV.

Måske kan Friluftslivet med dets enkle midler, ”Less is more”, som man siger i min branche, hjælpe os med at reflektere over hvad som dybest set betyder mest for os. Kan vi ved hjælp af friluftslivet kvalificere og gøre os værdige til den individuelle frihed, så vi tør at vælge vores egen vej? Kan vores mod og valg af vej bidrage til en fælles vej? Kan vi skabe en fælles vision om en meningsfuld fremtid?

God jul.

Niels