Som en frø i vandet?

Jeg har en klar romantisk side til mit friluftsliv. Jeg er overbevist om, jeg gennem mine naturoplevelser kan opnå indsigt i mig selv, lære nogle vigtige ting om livet, og dermed blive et bedre menneske. Har jeg overhovedet noget at have mine forestillinger i? Og i så fald hvad har jeg lært?

Ideen om at søge visdom i naturen er bestemt ikke ny.  Jesus, Moses, Mohammed og Buddha havde alle nogle af deres livs højdepunkter mens de var i naturen. Lidt mere jordnært har personer som Henry David Thoreau og John Muir være en stor inspirationskilde med deres spirituelle tekster, der ofte kan tolkes som værende imod at lægge for stor vægt på materiel velstand. De to er nok mest kendt i USA, men deres værker er klart et litterært besøg værd, hvis du er interesseret i noget sådant. 

På vores breddegrader er det ofte folk som Roald Amundsen, Fridtjoff Nansen og ikke mindst vores egen Knud Rasmussen, som de fleste har hørt om for deres store mod i at udforske, opleve og mestre det ukendte men også deres hjemlige natur. Sidstnævnte har vel egentligt aldrig fået den anerkendelse i Danmark, han måske burde have haft.

Jeg skal ikke på nogen som helst måde forsøge at påstå, jeg er i deres liga med hensyn til formåen, men mindre kan jo også godt gøre det. For mig indeholder det at vandre og sove i naturen altid noget meditativt og spirituelt. En forenkling af livet helt ned i det mest basale. Madonna sang engang ”into the Groove” og det passer metaforisk meget godt på, hvordan jeg mener vandring kan opleves. Ikke at jeg er Madonna fan som sådan. Der er bare en fred og ro i hovedet på en når man ”groover”. Jean-Jaques Rosseau en fransk filosof har engang sagt. ”Jeg kan kun meditere når jeg går. Hvis jeg standser holder jeg op med at tænke. Min hjerne fungerer kun sammen med mine ben”. Rosseau mente måske, at vi kun gennem kroppens sanser kan skabe mening i tilværelsen. Vi skal sanse inden vi kan erkende mening, mestre naturen og dens udfordringer.

Herhjemme er vores egen Søren Kierkegaard citeret for at sige. ”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom. Jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den”.  Kierkegaard mente i sin filosofi, at vi adskiller os fra dyrene og planterne fordi vi har en bevidsthed og en ånd. Han postulerede også, at vi fornægter denne ånd ved overdrevent forbrug og ødselhed. Vi fastlåser os for nemt i faste vaner og er ofte for konforme i vore livsvalg. 

Det er lidt som frøen, hvis du smider den i en gryde med kogende vand, så springer den ud med det samme. Hvorimod, hvis du langsomt varmer vandet op til kogepunktet, så bliver den siddende og møder til sidst en smertefuld skæbne. Kierkegaard er også kendt for at mene, at for meget selvindsigt i sidste ende vil føre til en slags eksistentiel angst. Kan det være noget af en forklaring på alle vores krumspring for at realisere os selv på den ene eller den anden måde.  Det giver i hvert fald stof til ironisk eftertanke, når jeg ligefrem sidder, og skriver en klumme om det at opnå selvindsigt gennem vandring, men det er vist en anden klumme.

Tilbage til mit første spørgsmål. Hvad er det så jeg oplever at få ud af at gå? Grundlæggende er det tre ting.

• Jeg tillader mig selv at give mig tid til en aktivitet, jeg holder af meget af. 
• Jeg er sammen med mig selv i så lang tid, at jeg ofte ”groover” i en slags flowlignende tilstand (mediterer) mens jeg går. 
• Less is more bliver min pejlestok i livet, og jeg undgår derfor at blive som frøen i gryden, der bliver siddende indtil det er for sent.

En gå tur bliver derfor nogen gange det skridt tilbage, den til frysning af ens tilværelse og arbejde, som man mentalt har behov for bedre at kunne overskue, analysere og se kritisk på ens liv. Er man midt i det hele, er det det bare hektisk og hurtigt, en dag tager en anden, og man sidder fast i dalbunden fremfor at bevæge sig på bakkekammen. Gå en tur, det giver mening.