torsdag den 5. juni 2014

Montbell Downhugger 900 #5

Min datter tester min nye sovepose på gulvet i stuen.

Første kig på mit nye stykke übergrej! Jeg har længe kigget og savlet efter Montbells soveposer. Hvis ikke du kender navnet Montbell, så er det en japansk producent af tøj og udstyr til den seriøse letvægtsfeinschmencker, og det er jo lige mig. Jeg mødte første gang Montbell på Outdoor messen i Friedrichshafen. Det var "love at first sight" efter jeg skruede mig ned i deres spiral stretch system. Kort fortalt så er spiral stretch en måde at sy soveposen på i en spiral med sømme, der kan give sig. Effekten er at soveposen smyger sig om dig, og udvider sig eller sammentrækker sig efter din krop og dine bevægelser. Salgsgas hører jeg dig sige?..... Nej, det virker faktisk! Jeg kan næsten sidde med benene overkors inde i den, min datter ligger i på billedet, mens den er lukket. Når jeg strækker benene igen, så trækker soveposen sig ind til kroppen igen. Det er smart.

Hvorfor har jeg så først købt en Montbell sovepose nu? Det enkle svar er at de var for tunge og dyre. Indtil for kort tid siden. Montbell er begyndt, som nogen af de første at lave deres dunposer i 900 cuin kvalitet på deres gåsedun. Det er ret godt, og betyder der kan bruges mindre dun for at opnå samme varmeeffekt. Den på billedet er deres Downhugger 900 #5. 

Det er en "long" version da jeg er 187 cm. Samlet vægt er 513 gram hvoraf de 230 gram er dun. Hvilket betyder en EN rating på 3 grader i "lower limit", som er komfort temperaturen for en mand. Selve ydreskallen er en 8 denier Airlight Nylon med en vægt på 22 gram pr. m2. Lige her bliver det spændende at se, hvordan det holder på de fine dun på den lange bane. Montbell siger dunene er fra Tyskland, så ingen livepluck her, selvom posen er "Kina" made. Umiddelbart har jeg intet at udsætte på kvaliteten.

For mig er soveposen tiltænkt en rolle som 2 sæsoners brug. Den kan varmeforstærkes til brug længere ind i ydersæsonerne, men i de situationer ville jeg nok vælge storebroderen i stedet, som hedder  Downhugger 900 #2, den har så en lower limit på -5 grader med 370 gram 900 cuin gåsedun. 

Downhugger 900 #5 er en sovepose jeg ser frem til at teste henover sommeren, og hvis den, som forventet, performer rigtig godt, så er det nok også den sovepose jeg tager med til Applachian Trail i 3 uger til august. Det vilde er, at den er faktisk lettere end min gamle GoLite Ultralite 1+ Quilt, hvad sker der lige for det? Hold øje med bloggen, så giver jeg en fuld anmeldelse engang i efteråret når den er prøvet ordentligt.

Disclaimer. Jeg har selv købt soveposen for mine egne penge, jeg har dog fået noget rabat på den gennem The Good Karma Company, som er skandinavisk importør af Montbell, mod at jeg ville anmelde den objektivt her på min blog.


1 kommentar:

  1. Rart at høre, at der faktisk er folk som interesserer sig for produktionsformen og behandlingen af bl.a. fuglene der leverer dun i dette tilfælde.

    SvarSlet