Filosofisering på højt plan |
Jeg læser til Master i Friluftsliv på KU, og som led i eksamen på modul 1 har jeg bl.a. forfattet denne refleksion over Friluftsliv som en kultur videnskab i det senmoderne videnssamfund præget af individualisering og globalisering.
Friluftsliv
for mine tanker skrev Henrik Ibsen i digtet ”Paa Vidderne” fra 1859, digtet
handler om menneskets opdagen af dets individuelle særegenskaber i naturen,
hovedpersonen trækker sig fra samfundet for at finde styrke og opnå personlig
indsigt i livet. Det siges, at det er første gang ordet friluftsliv fremkommer
i litteratur, og allerede dengang var personlig udvikling det væsentlige
element i friluftslivstanken.
Friluftsliv
engagerer kroppen, følelseslivet og tankerne. Det lader os opleve nye måder at
være menneske på der adskiller sig fra hverdagen. Vi lærer at sætte pris på de
enkle ting. Naturmødet spiller på alle vores sanser, stilheden, roen,
meningsfuldtheden og det at udtrykke os ved hjælp af kroppen. Erfaringer i
naturen giver os nyt perspektiv på det liv vi lever. Vi opdager måske nye sider
af os selv og andre. Om hvad der kendetegner det samfund vi lever i, vores
livsvilkår, idealer, livsvalg og meninger, måske kommer vi til at reflektere
over de mønstre vi gentager og tvinges til. Om oplevelsen af frihed og mening.
Bevægelse
og vores relation til naturen har en central rolle i betydningen for vores
udvikling, livsglæde og sindstilstand. Friluftslivet, herunder vandring i naturen,
spiller en ikke betydningsløs rolle i den sammenhæng. Hvordan kan bevægelse
langs en rute åbne for en dyb relations opbygning mellem menneske og natur, og
kan det have en helende effekt på os som individer.
Fænomenologien
siger, at det er igennem kroppen vores verden erfares (Merleau-Ponty). Krop og
sanser bliver erkendelsesveje, hvor målet er et erfare alle tings enhed og
sammensathed. Vi skal gennem kroppen trænge igennem illusionen af adskilthed i
tilværelsen og livet. Vi er ikke løsrevet fra resten af verdenen, vi står ikke
udenfor, vi er en del af den. Verdenen skal ikke besejres, verdenen skal
sanses.
Gennem
det at vandre i naturen erfarer vi først og fremmest at ruten vi vælger er
kropslig, vi går, ser, lugter, mærker underlaget, solen, vinden, naturen,
regnen, kulturen, historien kort sagt vi fornemmer vores verden og dermed os
selv. Vores kropslighed formes gennem vandringen, og gennem kroppen og vores
sanser svarer vi naturen igen. Vi strukturerer virkeligheden efter vores
sanselige og fysiske erfaringer. Vi ræsonnerer og træffer livsvalg på baggrund
af de erfaringer.
Det
er et grundlæggende paradoks, at vi mennesker oplever os selv som individer
adskilt fra verdenen, men samtidigt er vi vidende om, at vi er stadig en del af
den.
Den
enkelte friluftslivsudøver er formet af sine sociale, kulturelle og
individuelle erfaringer, samt sine oplevelser. Dette danner grundlag for ens
møde med naturen. Natur og friluftsliv vil opfattes forskelligt af forskellige
individer, og vores forskellige forudsætninger og erfaringer vil præge hvordan
vi oplever friluftslivet og naturen.
Gennem
vores kropslige sansning er vi forbundet med omgivelserne, vi kan ikke løsrive
os, kroppen er tilstede på ethvert tidspunkt, den er allestedsværende, vi kan
ikke slå kroppen og dens sanseapparat fra ligesom vi kan med feks. en computer
eller et TV.
Måske
kan Friluftslivet med dets enkle midler, ”Less is more”, som man siger i min
branche, hjælpe os med at reflektere over hvad som dybest set betyder mest for
os. Kan vi ved hjælp af friluftslivet kvalificere og gøre os værdige til den
individuelle frihed, så vi tør at vælge vores egen vej? Kan vores mod og valg
af vej bidrage til en fælles vej? Kan vi skabe en fælles vision om en
meningsfuld fremtid?
God jul.
Niels