Mange taler om det, men få gør det.
Enhver friluftsudstyrs producent, med respekt for sig selv,
har efterhånden Ultralight produkter, nogle godt nok mere Ultralight end andre,
men hvad er fænomenet egentligt? Hvor kommer det fra? Er budskabet overhovedet
interessant mere?
Baggrunden for fænomenet og ordet Ultralight starter i 1992,
da en mand ved navn Ray Jardine udgiver sin bog ”The Pacific Crest Trail
Hiker’s Handbook”. Bogen var i USA, og nu til dels i Europa, startskuddet til
en revolution i den amerikanske vandreverden, godt nok en lille en, men trods
alt stadig en revolution.
Ray Jardine, selv, var meget inspireret af den amerikanske
kvinde kaldet Grandma Gatewood. Hun var en bondekone fra midtvesten og mor til
elleve børn. I 1955 vandrede hun Appalachian Trail fra Georgia til Maine. I alt
små 3500 km. Med sig, medbragte hun en tarp lavet af et badeforhæng. På
fødderne havde hun et sæt normale sko, og over skulderen var slængt en kornsæk.
Hun var på det tidspunkt 67 år gammel, og hun gennemførte alle 3500 km på en
sæson. Hvad de ”over there” kalder en ”thru hiker”. I dag er hun selvfølgelig
en legende i vandreverden i USA. Six Moon Design har endda opkaldt udstyr efter
henden. En Gatewood Cape :-)
 |
| Mike Clelland tegning fra Ultralight Backpacking Tips |
Ray Jardines bog skelner mellem det at være traditionel
vandrer med kommercielt købt og traditionelt valgt udstyr, samt en tendens til
at medbringe alt ens grej. Uden hensyntagen til, hvad man egentligt reelt har
brug for. Det var i stærk kontrast til hans egen minimalistiske tilgang til
friluftsudstyr, og hans på det tidspunkt meget avancerede teknikker og ideer,
om kun at medbringe det absolutte nødvendige, man havde brug for på ens tur.
Derudover skriver han i sin bog, også en del om hvordan man kan lave og sy eget
udstyr.
Ray Jardine hyldede, i bogen, Grandma Gatewood, fordi hun, i
hans øjne, personificerede hans egen tilgang til det, at være minimalist. Ray
Jardine kaldte sig ikke Ultralighter. Det var først senere, at det ord blev
hæftet på hans systematiske og minimalistiske vandrestil. Ray Jardine var også
den første, der introducerede konceptet om de ”Tre Store”, som er dit
sovesystem (pose og underlag), dit shelter system (telt eller tarp) og din
rygsæk. De tre ting, hvor du hurtigst og mest effektivt kan spare udstyrsvægt,
for nogle måske endda flere kilo på den samlede vægt.
Ray Jardine hyldede også en række principper, som henover
tid og i samarbejde med andre blev til ”principperne” for Ultralight
vandring. Disse er et sæt værdier, som var designet til at hjælpe
vandreren med overgangen fra den traditionelle tilgang til vandring, og over
mod en filosofi om, at mindre kan gøre det samme, Og måske endda forstærke ens
oplevelse i udelivet.
Ultralight principperne er vigtige, fordi det er dem, der
ligger til grund for selve Ultralight filosofien. De er med til at definere
Ultralight begrebet, så det ikke bare er et kommercielt ræs for at købe den
letteste rygsæk, den letteste sovepose og det letteste telt, for derefter
stadig at hælde alt ens udstyr ned i sin nye minimalist rygsæk, og begive sig
af sted uden yderligere omtanke for, hvordan evner og udstyr hænger
sammen.
Ray Jardines sidste input til det, der i dag kaldes
Ultralight, var konceptet om, at hvis du bevægede dig ud i naturen, så krævede
det ikke kun letvægtsudstyr, men også at du havde udviklet nogle teknikker og evner,
der gjorde du kunne klare dig og stadig være komfortabel både fysisk og psykisk
med din nye minimalistiske tilgang til vandring.
I hans øjne var traditionelt og kommercielt udstyr designet
til at tage det ”vilde” ud af naturen. Hvorfor skulle man lære kort og kompas,
når GPS’er og andet elektronisk udstyr gjorde det overflødigt, hvorfor skulle
man tænke over ens teltplads når teltene og soveposen var designet til at holde
i alt slags vejr og vind. Hans tankegang var derfor enkel. Jo mere man
reducerede sit udstyr, jo mere var man nød til at have mellem ørerne, når man
var i naturen.
Den konklusion er jo ikke specielt revolutionerende i sig
selv. Og dog alligevel lidt, specielt set i lyset af vores forbruger samfund,
hvor vi alle suser ud, og køber mere grej, end vi reelt har behov for. Læg til
dette producenternes insisteren på, at den sidste nye lille latterlige detalje
på rygsækken er super vigtig for lige netop, at højne min friluftsoplevelse en
smule mere end før dimsen.
I det lys er det rart at stoppe op engang i mellem, og tænke
lidt på, at Ultralight måske nok er blevet perverteret og fordrejet over i ofte
kun at handle om, at indkøbe det seneste stykke überletvægtsgrej. I stedet stop
op og tænk på, at det rigtige budskab er, at det handler om at komme afsted med
det du har, og evnerne til at bruge det på en måde, hvorved du stadig føler dig
sikker og komfortabel.
Når du er der, så er du i princippet en
"Ultralighter", og vægten på dit grej er blevet uvedkommende.
