Optimer dit udstyr og få større turglæde

Det er logik, at når du bærer på tunge ting, så bruger du en masse dyrebar energi uden egentligt, at opnå noget med det. Derfor er det modsatte også sandt. Jo mere du reducerer vægten af det du bærer på, jo mindre energi bruger du. Du vil opleve at stigningerne bliver lettere, ømhed i skuldre og lænd forsvinder, den gamle knæskade driller ikke så meget mere, kort sagt! Du har mere overskud til at nyde turen, gå længere, se mere, tage den ekstra top o.s.v.

Thy Nationalpark

Ved at vurdere mine indkøb og mit udstyr i forhold til nogle enkle principper har jeg forøget min tur glæde på en ikke uvæsentlig skala. Dertil kommer, at jeg går længere, hurtigere og nemmere end nogensinde tidligere. Alt dette uden at blive fanatisk eller på anden måde kaste mig ud i ekstremer for at nå en eller anden magisk vægtgrænse. Jeg erkender, at jeg har slagtet nogle fordomme, givet afkald på traditionel tankegang og skiftet en del af mit udstyr over en årrække. Hvad er det så jeg har gjort?

Jeg har fire alt overskyggende kriterier, for hvornår udstyr er godt i mine øjne. Disse er i vilkårlig rækkefølge:

Vægt, Enkelthed, Multifunktionsdygtigt og Brugbart.

Godt udstyr opfylder 3 til 4 af de ovenstående kriterier.

Med det for øje har jeg over tid udviklet, læst, lært og tænkt over følgende principper, som jeg bruger til at optimere mine ture.

Letvægts setup af gear

1.      Vej alt dit udstyr! Før en liste over hvad du har, og hvad det vejer. Bare den simple ting at vide vægten på dine stumper sætter gang i en tankeproces, som hjælper dig med at træffe beslutninger, om hvad du vil have med på tur. Samt hvor du kan opnå størst vægt optimering ved en eventuel udskiftning. Typisk er det telt, sovepose, rygsæk og kogegrej du kan optimere mest vægt på ved at erstatte med andre og lettere løsninger, der har samme funktion.

2.      Vælg det grej, der er lettest og fylder mindst, til den tur eller formål du planlægger. Køber du nyt udstyr, så insister på at vide vægten inden du lægger pengene, også fra online forretninger.  Vær præcis med vægten en din sovepose vejer ikke ca. 1 kilo men nøjagtigt 956 gram. Har du en fibersovepose, kan du spare meget vægt og volumen på at vælge en dunsovepose eller en dunquilt. Materialer er i dag meget lettere og holdbare end før, så er du ejer af en ældre model rygsæk, kan du sikkert spare et kilo eller mere ved at skifte denne, måske skal du heller ikke bruge en så stor rygsæk, hvis du fortsætter med optimeringen.

3.      Undgå for mange lommer, lynlåse, knapper, remme, unødvendige åbninger og andet fyld på tøj og udstyr, med mindre det er noget du bruger eller vil bruge. Ellers er det bare ekstra vægt, kræver ekstra vedligeholdelse eller noget der er kan gå i stykker.

4.      Tag mindre med. Eliminer alt 'nice to have' udstyr! Spørg dig selv om du virkelig har brug for dette stykke udstyr, for enten har du virkelig brug for det, eller også bliver det hjemme. F.eks. Den ekstra varme trøje, de ekstra bukser, har du virkelig brug for 2 gryder. Hvad med alle de remme uden på rygsækken, bruger du virkelig dem? Lommen til drikkesystemet? Ellers kan de jo skæres væk.

5.      Tag kun den mængde med du skal bruge. Det gælder tøj, brændstof, mad, tandpasta, plastre o.s.v. Pak alt om i lette plasticposer.  Vælg altid den letteste sovepose du har til den vejrsituation du forventer, du kan altid tage mere tøj på i soveposen som varmeforstærkning, hvis det bliver lidt koldere end forventet. Skal inderteltet virkelig med på turen eller kan du klare dig med f.eks. et let Tyvek underlag inde i yderteltet. Nervøs for om din sovepose bliver våd uden indertelt eller kondens bliver for meget? Anskaf et let bivybag cover til din sovepose, de vejer ikke meget nu til dags. Klæd dig på efter 3 lags princippet, en god tommefinger regel er, du skal kunne have alt dit tøj på, på en gang, og gerne nede i soveposen, hvis det er nødvendigt.

6.      Brug udstyr der opfylder flere behov. Vandrestave er fremragende teltstænger, og din gryde en fremragende kaffekop. Tøj i en pose kan være en fin hovedpude, og en teltpløk kan sagtens grave efterladenskaber ned. Soveposen kan være en fin varmeforstærker hvis den er viklet rundt om dig på en kølig aften.

7.      Evaluer altid turen! Når du kommer hjem laver du to lister en over grej du brugte og hvordan det virkede, og en over grej du ikke brugte, for det skal måske ikke med på næste tur af samme type. På nær lige førstehjælpssættet, det skal helst ikke have været brugt, men skal helt sikkert med næste gang. Vær nysgerrig og eksperimenter, beløn dig selv med et nyt stykke grej en gang i mellem, tænk altid i optimering af udstyr og teknikker, og sidst men ikke mindst, smil og nyd turen, det i sig selv giver større overskud.

Redningsstien i Thy

Det med småt.

Letvægtsvandring er en proces og en filosofi. Du skal tage det alvorligt, men ikke til ekstremer. Tag fornuften med og tilpas det til din egen filosofi, der passer til dine tanker, ideer og pengepung. Pas dog på, for det kan godt blive lidt vanedannende J

Gear til 4 dage på Höglandsleden

Hvad har en Ultralighter i rygsækken til en 4 dages tur på Höglandsleden i maj.

Ultralight?

Mange taler om det, men få gør det.

Enhver friluftsudstyrs producent, med respekt for sig selv, har efterhånden Ultralight produkter, nogle godt nok mere Ultralight end andre, men hvad er fænomenet egentligt? Hvor kommer det fra? Er budskabet overhovedet interessant mere?

Baggrunden for fænomenet og ordet Ultralight starter i 1992, da en mand ved navn Ray Jardine udgiver sin bog ”The Pacific Crest Trail Hiker’s Handbook”. Bogen var i USA, og nu til dels i Europa, startskuddet til en revolution i den amerikanske vandreverden, godt nok en lille en, men trods alt stadig en revolution. 

Ray Jardine, selv, var meget inspireret af den amerikanske kvinde kaldet Grandma Gatewood. Hun var en bondekone fra midtvesten og mor til elleve børn. I 1955 vandrede hun Appalachian Trail fra Georgia til Maine. I alt små 3500 km. Med sig, medbragte hun en tarp lavet af et badeforhæng. På fødderne havde hun et sæt normale sko, og over skulderen var slængt en kornsæk. Hun var på det tidspunkt 67 år gammel, og hun gennemførte alle 3500 km på en sæson. Hvad de ”over there” kalder en ”thru hiker”. I dag er hun selvfølgelig en legende i vandreverden i USA. Six Moon Design har endda opkaldt udstyr efter henden. En Gatewood Cape :-)

Mike Clelland tegning fra Ultralight Backpacking Tips

Ray Jardines bog skelner mellem det at være traditionel vandrer med kommercielt købt og traditionelt valgt udstyr, samt en tendens til at medbringe alt ens grej. Uden hensyntagen til, hvad man egentligt reelt har brug for. Det var i stærk kontrast til hans egen minimalistiske tilgang til friluftsudstyr, og hans på det tidspunkt meget avancerede teknikker og ideer, om kun at medbringe det absolutte nødvendige, man havde brug for på ens tur. Derudover skriver han i sin bog, også en del om hvordan man kan lave og sy eget udstyr.

Ray Jardine hyldede, i bogen, Grandma Gatewood, fordi hun, i hans øjne, personificerede hans egen tilgang til det, at være minimalist. Ray Jardine kaldte sig ikke Ultralighter. Det var først senere, at det ord blev hæftet på hans systematiske og minimalistiske vandrestil. Ray Jardine var også den første, der introducerede konceptet om de ”Tre Store”, som er dit sovesystem (pose og underlag), dit shelter system (telt eller tarp) og din rygsæk. De tre ting, hvor du hurtigst og mest effektivt kan spare udstyrsvægt, for nogle måske endda flere kilo på den samlede vægt.

Ray Jardine hyldede også en række principper, som henover tid og i samarbejde med andre blev til ”principperne” for Ultralight vandring.  Disse er et sæt værdier, som var designet til at hjælpe vandreren med overgangen fra den traditionelle tilgang til vandring, og over mod en filosofi om, at mindre kan gøre det samme, Og måske endda forstærke ens oplevelse i udelivet. 

Ultralight principperne er vigtige, fordi det er dem, der ligger til grund for selve Ultralight filosofien. De er med til at definere Ultralight begrebet, så det ikke bare er et kommercielt ræs for at købe den letteste rygsæk, den letteste sovepose og det letteste telt, for derefter stadig at hælde alt ens udstyr ned i sin nye minimalist rygsæk, og begive sig af sted uden yderligere omtanke for, hvordan evner og udstyr hænger sammen. 

Ray Jardines sidste input til det, der i dag kaldes Ultralight, var konceptet om, at hvis du bevægede dig ud i naturen, så krævede det ikke kun letvægtsudstyr, men også at du havde udviklet nogle teknikker og evner, der gjorde du kunne klare dig og stadig være komfortabel både fysisk og psykisk med din nye minimalistiske tilgang til vandring. 

I hans øjne var traditionelt og kommercielt udstyr designet til at tage det ”vilde” ud af naturen. Hvorfor skulle man lære kort og kompas, når GPS’er og andet elektronisk udstyr gjorde det overflødigt, hvorfor skulle man tænke over ens teltplads når teltene og soveposen var designet til at holde i alt slags vejr og vind. Hans tankegang var derfor enkel. Jo mere man reducerede sit udstyr, jo mere var man nød til at have mellem ørerne, når man var i naturen. 

Den konklusion er jo ikke specielt revolutionerende i sig selv. Og dog alligevel lidt, specielt set i lyset af vores forbruger samfund, hvor vi alle suser ud, og køber mere grej, end vi reelt har behov for. Læg til dette producenternes insisteren på, at den sidste nye lille latterlige detalje på rygsækken er super vigtig for lige netop, at højne min friluftsoplevelse en smule mere end før dimsen. 

I det lys er det rart at stoppe op engang i mellem, og tænke lidt på, at Ultralight måske nok er blevet perverteret og fordrejet over i ofte kun at handle om, at indkøbe det seneste stykke überletvægtsgrej. I stedet stop op og tænk på, at det rigtige budskab er, at det handler om at komme afsted med det du har, og evnerne til at bruge det på en måde, hvorved du stadig føler dig sikker og komfortabel. 

Når du er der, så er du i princippet en "Ultralighter", og vægten på dit grej er blevet uvedkommende. 

Kivik og rundt om Brösarps Bakker

Endelig tur igen! Frie ånder har brug for frisk luft, sagde denne herre!

Beklager, men kunne ikke stå for dette billede.

Jeg havde på min Facebook side lavet en fællestur under navnet Ultralight Vintertur. Vi endte med at være tre afsted som var Thomas fra Hillerød, Henrik fra Greve og mig. Henrik og jeg har efterhånden nogle ture sammen, men Thomas var ny i denne sammenhæng og ikke helt "skruet" ind vægtmæssigt, men han var på vej, sagde han selv. I sidste ende betyder det jo ikke meget for udbyttet af turen, altså udover at, han, endda som den yngste og i god fysisk form, på hjemturen i bilen trængte til søvn på bagsædet, mens de to gamle "letvægtere" foran ikke var nær så trætte af de sammenlagt små 60 kilometer. Endnu engang blev det dermed bevist, at der ikke er nogen gode argumenter mod at nedsætte vægt og volumen på rygsækken og dens indhold.

Solopgang over Brösarps Bakker

Vi satte Henriks bil i Kivik, og gik ned mod havnen og nordpå langs kysten mod Haväng og Brösarps Bakker (kort på link), hvor rundruten havde sit udgangspunkt. Klokken var allerede omkring 15.30 så vi havde ikke alt for mange timers lys tilbage. Eftermiddagslyset var fantastisk nede ved vandet. Solen stod lavt, og der var ikke meget varme at hente i den.

Fantastisk lys på stranden mens vi gik nordpå fra Kivik

Op langs kysten går leden langs vandet henovr et par små åer. Vi valgte at gå i kanten af sand og små skov. Efter Häveng drejer leden ind mod Brösarp, og der kommer et stykke på asfaltvej. Humøret var højt i det fine vejr, og snakken gik om alt og intet.

En venlig sjæl havde sat en stol til at nyde aftenen

Efter vi passerede jernbanen drejede ruten op i en lille skov, hvor vi fandt en fin lejrplads ikke langt fra en å. To telte og en tarp kom op, samlet vejede alle tre ting omkring 2,5 kilo (1200, 1000 og 300 gram), pænt ultralight, hvis vi selv skulle sige det. Thomas gjorde et hæderligt forsøg på et bål med vådt brænde, men i sidste ende var vi i poserne omkring kl. 20.30, klar til 10 timers søvn.

Henrik og Thomas på kreten i diset morgenvejr.

Næste morgen var vi afsted omkring kl. 6.30, det var diset. En lille fejl betød vi kom ind i gennem byen Brösarp. Tilbage på ruten spiste vi morgenmad og drak kaffe ved Torparebron. Her var også et opvarmet toilet, meget fine forhold, der blev udnyttet til fulde.

Øverste del af Skånes største vandfald på sammenlagt 24 meter

Videre på ruten kom vi forbi Hallamölla, der er Skånes største vandfald. Ved Alunbruket skiller ruten sig, og man skal huske at dreje nordpå ellers kommer man ned mod Ystad. Vi fortsatte op mod kirken i Hörröd. Kæmpekirke i så lille et samfund, hvor alle haner var frostlukket. Henrik var begyndt at drømme om cola og kanelbulle, og han satsede på at næste lille by ville have en lille lokal ICA.

Mit hjem på anden dagen

Desværre for ham viste det sig at være en samling sommerhuse. Vi tankede op på vand og fortsatte ind i skov igen med kurs mod Äskebjär, hvor vi havde udset os en lejr for foden af udsigtspunktet. Det var hundekoldt da solen gik ned, og efter aftensmaden traskede vi op til udsigtspunktet og kiggede lidt stjerner, inden vi fortrak til soveposerne.

Daggry på Askebjerget

Om morgenen var der is i min drikkeflaske, og jeg konstaterede mine bukser var meget kolde at få på igen. Det giver altid en lille dans og forskellige udbrud inden varmen vender tilbage. Henrik havde været oppe siden meget tidligt, men tror du han havde lavet morgenkaffe? Efter en kort foto session på udsigtspunktet, i en meget kold vind, begav vi os videre gennem den flotte Drakamöllan nationalpark. Derefter kommer man ind i skov og går ned mod Torparebron, hvor vi igen spiste morgenmad og drak kaffe.

På vej tilbage mod Kivik på Backaleden imen en meget kold vind blæser

Jeg havde hørt fra pålidelig kilde, at man fra Brösarp kunne gå langs en gul rute, der hedder Backaleden. Den skulle være mere interessant end den officielle fra Österlenleden. Så sagt, så gjort. Ruten gik meget kuperet gennem små dale, over bakker og kreter, og var ganske smuk. Ved kysten drejede vi sydpå og fulgte denne mod Kivik og en kop kaffe på den lokale café i byen. En ganske afvekslende og interessant tur i Brösarps Bakker, som jeg gerne anbefaler. Fra Kivik og tilbage igen var der vel omkring 60 km, som vi tilbagelagde på 2½ dag.

Lidt om grej.

Katabactic Gear er begyndt at producere rygsække, og jeg var så heldig at have nok en af de første i Europa med på denne tur. Helios 55 i cuben fiber. Rygsækken skal yderligere testes, og hvis den fortsætter de gode takter, kommer den i en webshop nær dig snart. Jeg var meget tilfreds med dens fit og opbyging.

Nye bukser i form af Makke fra Lundehags. Jeg har ikke fundet de "perfekte" bukser endnu og Makke var et nyt skud i bøssen. Lækre bukser, men ikke vinterbukser, og generelt for mange lynlåse. De har dog et virkeligt godt fit med stretch. De kommer med på næste tur også.

Berghaus har givet mig en Smoulder fleece med hætte. Den hidsige røde, du kan spotte på ovenstående billede. Den viste sig at være rigtig god som mellemlag mens jeg vandrede, men var ikke i nærheden af at være varm nok under pauserne, hvor den tykke puffy jakke kom frem.

Vil du med på næste tur?

Kunne du tænke dig at komme med på en tur, så er de helt gratis. Præmissen er fælleskab, hygge og inspiration. Du skal selv stå for alt dit grej og omkostninger. Ligenu er der en tur her den 27 marts til Blekingleden og en igen til maj til H¨glandsleden. Du ser mere og tilmelde dig på Backpackinglight.dks facebook side under begivenheder.

Hallandsleden, 100 km fra Kungsbacka til Varberg

Jeg har tidligere gået med Roger Brown på Hallandsleden, se dette link. Jeg havde derfor udset mig et nyt stykke af Hallandsleden, for at kunne fortsætte min mission om at vandre de stykker af nordsøstien, der indenfor nem rækkevidde. Denne vandring ville være min første siden hjemkomsten fra mine tre uger på Applachian Trail i New England. En blogpost, som gerne snart skulle være online.

Fra Kungsbacka i nord til Varberg midt i Halland er der lidt mere end 100 kilometer. De to nordlige kort jeg skulle bruge kan downloades her.

Kort 1.
Kort 2.

Jeg havde begge kort på min telefon, samt tilkøbt de nødvendige 1:50000 kort på Viewranger app. Det fungerer perfekt til kortere ture, hvor strøm til telefonen ikke er et stort problem. Ruten var velmarkeret med nye markeringer, så navigation var slet ikke noget problem undervejs.

Jeg tog hjemmefra sent fredag aften, og ankom til Kungsbacka omkring kl. 22. Jeg gik de ca. 5-6 km, der er fra stationen, hvor unge mennesker var fest klare, ud til den lille by Hjälm, hvor jeg stødte til Hallandsleden og et shelter ved søen, som jeg overnattede i den nat.

Morgen den 1. dag med Fusion 50 rygsæk fra Six Moons Design

Vejret de to første dage var generelt grå med grå på. Masser af lavtliggende dis grundet den relativt store varme for november måned.

Mystiske sten sat på stort åbent område. Disen er meget tydelig.

Solen kom en smule frem i løbet af de to første dage. På et længere stykke af ruten, havde en venlig sjæl opstillet en række forskellige figurer, som biddrog til, at man gik og tænkte gad vide, hvad den næste er.

Sol og havenisse ved markeret sten.

En af de ting jeg godt kan lide ved at vandre i Sverige er de mange søer, der passeres i løbet af en typisk vandre dag.

Tidlig morgen på dag 2, med udsigt over Hornsjön.

Det er nogengange underlige ting folk i Sverige og Danmark, for den sags skyld efterlader i på deres jord.

Gammel brand og redningsbil efterladt på mark.

Undervejs på turen eksperimenterede jeg lidt med noget video, og det kom der følgende ud af.

Den sidste dag regnede det kraftigt fra morgenstunden, og hele vejen ind til Varberg. Jeg snød dog lidt og tog bussen de sidste 16 km. Ruten her var alligevel lidt kedelig, og jeg havde allerede gået over 100 km på tre dage.

30 nætter på Nemo Zor 20R Liggeunderlag

Nemo Zor på vægten

Jeg modtog før sommeren et Nemo Zor 20R selvoppusteligt liggeunderlag fra den danske importør. I en tidligere blogpost beskrev jeg mit første indtryk med dette, i Danmark, relativt ukendte brand. Jeg anbefaler du læser dette. Nu har jeg brugt underlaget henover sommeren på 2 kortere ture og en tre uger lang tur i USA, sammenlagt har jeg sovet omkring 30 nætter på det. Det er på dette grundlag jeg anmelder underlaget.

Nemo siger på deres hjemmeside, at missionen med Zor underlaget var at skabe det letteste underlag, der ikke kompromitterer din soveposition eller tre sæsoners anvendelse. Jeg har ikke noget at udsætte på komforten ved Zor. Det er det mest komfortable 2,5 cm underlag jeg har sovet på, men det er selvfølgelig ikke lige så "blødt" som et tykkere underlag, men det er logisk. Det koldeste jeg har sovet på det var ned til ca, tre grader celsius, så hvis ret skal være ret, så er det ikke testet under deciderede kulde forhold. Jeg ville nu ikke have problemer med at benytte underlaget til omkring 0 grader. Jeg tillader mig dog at sætte spørgsmåltegn ved Nemo's egen minus 9 grader rating, men som sagt jeg har ikke testet det. Underlaget vejer 406 gram og fylder som en en liters Nalgene flaske, hvilket må siges at være meget acceptabelt for et underlag af denne type, i denne tykkelse og længde.

Nemo Zor passer lige ind i mit Notch telt

Nemo skal have stort plus for det innovative i at lave både horisontale og vertikale udboringer i skummet. Det nedsætter vægten og volumen uden at ofre liggekomfort. Jeg har heller ikke noget at udsætte på kvaliteten af produktet. Efter omkring 30 nætter ligner det stadig noget, der vil holde i lang tid fremover. Skal man sammenligne Nemo Zor med et andet og lignende produkt, er det nærliggende at se på Thermarest's Prolite i samme størrelse. Her vinder Zor på parametere som pris (set til 829kr), vægt, komfort og isoleringsevne. Prolite er derimod fremstillet  i en tykkere vævning end Zor, så man må kunne forvente en større slidstyrke i Prolite modellen, dette bør ikke være noget problem, hvis du ellers passer på dit Zor og andet grej. Et andet plus i Zor's afdeling er silicone striberne på bagsiden, de virker og underlagt holder sig fast på min ellers meget glatte nylon teltbund. Ventilen har også i test perioden virket upåklageligt, og ingen "mystiske" og "uforklarlige" lufttab henover natten.

Bottom line er, hvis du ellers står og mangler denne type underlag, så kan jeg varmt anbefale Nemo Zor 20R. Ville jeg købe det for mine egne penge? Ja, og det har jeg gjort, men i den korte version, som passer bedre til mit behov. Du har, derfor muligheden for at komme til at overtage det som jeg har testet. Alt du skal gøre er at smide en kommentar på dette indlæg inden søndag d. 14/9, så trækker jeg lod mellem kommentarene. Skulle du være den heldige, så er det dit "som beset", altså du har ingen rettigheder i forhold til mig eller importøren STM Sport. Du har mit ord på det virkede, da jeg pakkede det ned.

Hvad tog jeg med til 3 uger på Appalachian Trail

Flere personer har efterspurgt en melding om, hvad jeg havde med, og hvordan det "klarede sig". Men først lidt baggrunds info omkring hvad jeg forventede af miljøet på turen, det hjælper også med at kvalificere mine valg af udstyr.

Kraftigt regnvejr på vej i White Mountains

Miljø.

August måned i nordøst USA er sommer med op til 32 grader og sjældent under 19 grader om dagen. Nætterne ned til omkring 12 grader. I White Mountains kunne jeg forvente ned til 0 grader om natten. Gennemsnitligt siges at hver dag har en 14% chance for torden. Luftfugtigheden ligger mellem 45% og 95%, desværre for mig var luftfugtigheden i specielt Vermont meget høj, mens jeg var der, hvilket betød sved, sved og mere sved. Det blev bedre i New Hampshire oppe i højderne. Dagene bød på masser af dagslys, og drikkevand var ofte tilgængeligt langs ruten. I White Mountains ville jeg have dagsetaper over trægrænsen, samt Mount Washington er berygtet for at have det dårligste vejr i hele nordamerika. To dage, inden jeg stod på toppen, havde det sneet og haglet deroppe. Jeg skulle derfor være forberedt på alt fra de "jungle" lignende tilstande i Vermonts skove til det alpine miljø over trægrænsen i White Mountains.

Intet udstyr var helt nyt. Alt, jeg medbragte, havde som minimum været med på en tur inden. Ved Pinkham Notch fik jeg vejet hele rygsækken, samlet vægt med 4 dages mad, men uden vand, var 22 lbs. (10 kg).

De tre store

Rygsæk

Jeg har to rygsække jeg bruger meget. Valget faldt på min Hyperlite Mountain Gear Windrider 55, som jeg har brugt i 2 år, følgende kriterier gjorde sig gældende. God størrelse. Den er vandtæt. Den bærer 12-15 kilo uden problemer. Nettet uden på er stort nok til at kunne indeholde et vådt telt, vandflaske og kamera. Mindre heldigt er de lidt "små" lommer på hoftebæltet, men der var plads til elektronik og småting i den ene og energi i den anden. Den perfekte rygsæk findes ikke, men denne her er tæt på for mig.Vægt 907 gram.

HMG Windrider og Pacerpoles i baggrunden ses  Franconia Ridge og Mount Lafayette

Telt 

Valget faldt på Tarptent Notch. Jeg har i flere år brugt Moment modellen fra samme producent, som jeg altid har været godt tilfreds med. De to modeller minder om hinanden med den store forskel at Notch sættes med vandrestave i stedet for en buestang som på Moment. Den mindre vægt og volumen på Notch, samt muligheden for at kunne åbne begge sider helt op på en varm nat, afgjorde det til Notch's fordel. Et valg jeg ikke fortrød, selvom det krævede lidt kreativitet, at få det til at være fritstående, de par gange jeg skulle slå det op på telt platforme.Vægt 770 gram.

Sovesystem

Montbell Downhugger 900 #5 med en komfort temperatur for en mand på 3 grader. Den udmærker sig med at have Montbells spiral system, der gør at kuldeområder i posen minimeres, derved kan man slippe afsted med mindre mængde dun. Der var intet tidspunkt undervejs, hvor jeg frøs om natten. Tvært imod var jeg glad for, den kunne lynes helt op, og kun bruges som dyne på meget varme nætter. To nætter sov jeg i langærmet trøje og underbuks, men jeg er også kuldeskær. Vægt 513 gram.

Nemo Zor 20 R pad kendetegnes ved at have både horisontale og vertikale udboringer i gennem dets skumkerne. Dette sænker vægten og har forbavsende nok ingen indflydelse på komforten, som er overraskende høj for et underlag på kun 2,5 cm tykkelse. Vægt 405 gram.

Aftensmad tilberedes en af de første dage i Vermonts skove.

Udstyr

Båret på kroppen

Golite Race Visor
Half Buff (eneste stykke udstyr købt derovre)
Golite Manitou kortærmet kunststof trøje eller Aclima Lightwool T-Shirt
Westcomb Crest Hoody
Golite Mesa Trail 5" shorts
Smartwool PHD ultralight micro sokker
Dirty Girl gaiters
Inov-8 Roclite 295 trailrunners sko

Vandrestave

Pacerpoles Carbon

Typisk vandre look på det meste af turen

I rygsækken

Chocolate Fish merino beanie hue
Defeet Dura glove wool handsker
Defeet Wooleators sokker
Aclima Lightwool langærmet trøje
Aclima Lightwool lange underbukser
Aclima Lightwool korte underbukser
Montane Featherlight nylon bukser
Montbell Ex Light down jakke
Berghaus Mount Asgaard Smock Goretex Pro skaljakke
ULA Rain Kilt

Foto

Canon G16 Powershot (smadret på Smarts Mountain)
Velbon ultralight stativ
Stickpic

Køkken

Evernew 900 ml ultralight gryde
Evernew 900 ml folde flaske
Evernew 1500 ml folde flaske
Trail Designs Sidewinder Caldera Cone
Trail Designs 12-10 Sprit brænder
450 ml plastic flaske til sprit
Bic lighter
Victorinox Classic mini kniv
Evernew 400 ml mug
Ti folde ske
Sawyer Mini vandrensnings filter

Typisk vandre look over trægrænsen med merino trøje og vind hoody

Diverse

Appalachian Trail Guide fra David Miller (AWOL)
Fenix LD02 lygte
Førstehjælps kit
Rep kit
Bear Hang kit (15 m spectra cord, karabin og lille HMG cuben stuff sack)
Samsung S4 Smartphone med View Ranger App og kort over AT installeret
Garmin Fenix ur
Kindle 
HMG cuben stuff sack pillow
HMG cuben stuff sack jumbo som madpose
HMG cuben wallet
Anker power batteri på 10.000 mHa
Diverse ledning til opladning af elektronik.
Silva kompas
Kort over White Mountains
Mad til 5 dage af gangen

Hvad ville jeg have gjort anderledes?

Ikke smadret mit kamera! Det betød at den visuelt smukkeste del gennem White Mountains blev fotograferet på en telefon. Uheldet skete mens det var monteret på stickpic, så brug kun stickpic med lette kameraer.

Et mindre power batteri kunne gjort have gjort det. Ruten var velmarkeret og fyldstgørende beskrevet i guiden, så jeg havde ikke så tit brug for at tjekke ruten på Viewranger appen. Kindle blev slet ikke opladet før i lufthavnen på hjemturen. Jeg havde på intet tidspunkt brug for GPS i mit Fenix ur (backup).

Foldeske i titanium fylder ikke meget, og kunne være i gryden, men den har en tendens til at falde sammen når man spiser eller rør i pastaen.

Hvad fungerede rigtig godt?

Generelt ramte jeg helt rigtig med udstyr og behov. Eneste medbragte udstyr jeg ikke brugte var mine handsker, men det var meget tæt på, de kom i brug på en meget regnfuld og blæsende formiddag over trægrænsen. Enkelte ting kræver lige en separat kommentar.

Sawyer mini vandrensnings filter er nemt og enkelt at bruge. Mange vandkilder behøvede garanterede ikke rensning, men jeg var konsekvent grundet den nemhed Sawyer filteret har. Det skal bare skrues på og du kan drikke direkte gennem det. Filteret passede lige i en strop på rygsækkens skulderrem, så det var nemt tilgængeligt hele tiden.

Læg mærke til Sawyer mini på skulderstroppen

Mine sko fra Inov-8 fungerede godt både på de stejle stigninger med mange rødder og sten, men i høj grad også, da stierne ændrede sig til at være endnu mere stejle og med åben klippe eller blokmarker. Sålen på Roclite 295 modstod, og havde godt greb på næsten alt hvad jeg bød dem. Jeg røg på rumpen to gange, begge var på meget stejle nedstigninger, hvor jeg var fysisk træt og derfor mere ukoncentreret i forhold til, hvor jeg satte mine fødder. Den ene gang kostede en lam albue, den anden en ringfinger der stadig er hævet i mindre grad. Billigt sluppet når jeg tænker på beskaffenheden af "stien" på nogle nedstigninger.

Mine stave var tæt på at være uundværlige, og ikke kun fordi de udgjorde stængerne på mit telt. Den ekstra støtte og balance de gav under vandring i hårdt terræn, ville jeg ikke have været foruden. De kunne bruges til at støtte af eller skubbe en opad, hvilket jeg ikke et sekund er i tvivl om betød mindre belastning på sener og specielt knæ. Der var tider, hvor de blev pakket væk under decideret klatring op og ned.

Smid en kommentar hvis jeg skal uddyber noget. Jeg arbejder på separate anmeldelser af Sawyer filteret og Nemo Zor. Hvor der vil være præmier, så stay tuned!

Warrior Hike og Applachian Trail

Warrior HIke logo.

I morgen flyver jeg til Boston, for derefter at flyve videre til Rutland i Vermont. Derinde skal jeg linke op med 10 amerikanske krigsveteraner, som har gået på Applachian Trail siden den 18. marts. De er en del af et projekt der hedder Warrior Hike. Projektet handler om at gå krigen af sig og blev startet sidste år af en tidligere US Marine kaptajn ved navn Sean Gobin. Jeg har, som nogen måske ved, netop afsluttet min Master med et speciale omkring netop krigsveteraner. Specialet hedder "Ingen Efterladt - et feltstudie af danske krigsveteraners erfaringer med friluftsliv". Det kan downloades her, hvis man skulle være interesseret i at læse det. 

Applachian Trail ruten.

Jeg skal i tre uger være en del af projektet mens vi går fra Vermont til Maine langs Applachian Trail. Denne del af ruten regnes blandt den smukkeste og hårdeste. Vi skal feks. igennem White Mountains i New Hampshire. Der er flere grunde til min deltagelse, som den eneste "outsider" indtil nu.

• Jeg er selv veteran.
• Kan jeg starte et lignende projekt op i Danmark og måske resten af Skandinavien.
• Danne grundlag for en videnskabelig artikel der sammenligner mit eget speciale, med de observationer jeg gør undervejs hos de amerikanske veteraner.
• Det er et mega fedt sted at vandre, som jeg har drømt om i mange år.
• Giver mig en mulighed for at hilse på de flinke fyre hos Hyperlite Mountain Gear, da de holder til i Maine.

Jeg ser meget frem til turen, som bliver spændende på så mange måder. Slutteligt lidt om det udstyr jeg tager med. Jeg vil ikke nævne det hele men her er det mest essentielle hvor noget er nyt til denne tur.

Alt mit udstyr jeg skal have med.

• Hyperlite Mountain Gear 55 liter Windrider rygsæk
• Pacerpoles vandrestave
• Trail Designs Caldera Cone med sprit stove og backup i form af esbit tabletter
• 900 ml Evernew gryde og 450 ml Evernew kop
• Canon G16 Powershot med Velbon ultralight stativ
• Hjemmelavet kit til "Bear Hang" af madpose
• Madpose er en stor OPSAK og en Hyperlite Mountain Gear jumbo stuff sack læsset med 5 dages mad hjemmefra.
• Fenix LD02 lampe
• Sawyer Mini vandrensnings system
• Tarptent Notch
• Nemo Zor Pad
• Hyperlite Mountain Gear stuff sack pillow
• Montbell Downhugger 900 #5 sovepose
• Inov8 Roclite 295 sko
• Anker 10.000 mHa External Battery
• Samsung S4 med downloadet Viewranger app og kort over Applachian Trail
• Papirkort over White Mountains og AT Guide fra David Miller
• Garmin Fenix ur til backup navigering
• Kindle til læsning
• Diverse tøj kan skimtes på billedet. Berghaus Mount Asgaard smock, Montbell Ex-light dunjakke og Golite Visor. 
• Derudover PHD Ultralight merino sokker, Montane Featherlite pants, Golite Mesa shorts, Golite merino LS trøje, Aclima merino SS trøje, Aclima merino boxers, hue, buff, handsker, Westcomb wind hoody, ULA Rain kilt, Dirty Girl gaiters.

Jeg skal forsøge at opdatere både min personlige og Backpackinglights facebook profil undervejs, så følg mig der hvis du har lyst, ellers kommer der en fuld rapport når jeg engang kommer hjem igen.

Montbell Downhugger 900 #5

Min datter tester min nye sovepose på gulvet i stuen.

Første kig på mit nye stykke übergrej! Jeg har længe kigget og savlet efter Montbells soveposer. Hvis ikke du kender navnet Montbell, så er det en japansk producent af tøj og udstyr til den seriøse letvægtsfeinschmencker, og det er jo lige mig. Jeg mødte første gang Montbell på Outdoor messen i Friedrichshafen. Det var "love at first sight" efter jeg skruede mig ned i deres spiral stretch system. Kort fortalt så er spiral stretch en måde at sy soveposen på i en spiral med sømme, der kan give sig. Effekten er at soveposen smyger sig om dig, og udvider sig eller sammentrækker sig efter din krop og dine bevægelser. Salgsgas hører jeg dig sige?..... Nej, det virker faktisk! Jeg kan næsten sidde med benene overkors inde i den, min datter ligger i på billedet, mens den er lukket. Når jeg strækker benene igen, så trækker soveposen sig ind til kroppen igen. Det er smart.

Hvorfor har jeg så først købt en Montbell sovepose nu? Det enkle svar er at de var for tunge og dyre. Indtil for kort tid siden. Montbell er begyndt, som nogen af de første at lave deres dunposer i 900 cuin kvalitet på deres gåsedun. Det er ret godt, og betyder der kan bruges mindre dun for at opnå samme varmeeffekt. Den på billedet er deres Downhugger 900 #5. 

Det er en "long" version da jeg er 187 cm. Samlet vægt er 513 gram hvoraf de 230 gram er dun. Hvilket betyder en EN rating på 3 grader i "lower limit", som er komfort temperaturen for en mand. Selve ydreskallen er en 8 denier Airlight Nylon med en vægt på 22 gram pr. m2. Lige her bliver det spændende at se, hvordan det holder på de fine dun på den lange bane. Montbell siger dunene er fra Tyskland, så ingen livepluck her, selvom posen er "Kina" made. Umiddelbart har jeg intet at udsætte på kvaliteten.

For mig er soveposen tiltænkt en rolle som 2 sæsoners brug. Den kan varmeforstærkes til brug længere ind i ydersæsonerne, men i de situationer ville jeg nok vælge storebroderen i stedet, som hedder  Downhugger 900 #2, den har så en lower limit på -5 grader med 370 gram 900 cuin gåsedun. 

Downhugger 900 #5 er en sovepose jeg ser frem til at teste henover sommeren, og hvis den, som forventet, performer rigtig godt, så er det nok også den sovepose jeg tager med til Applachian Trail i 3 uger til august. Det vilde er, at den er faktisk lettere end min gamle GoLite Ultralite 1+ Quilt, hvad sker der lige for det? Hold øje med bloggen, så giver jeg en fuld anmeldelse engang i efteråret når den er prøvet ordentligt.

Disclaimer. Jeg har selv købt soveposen for mine egne penge, jeg har dog fået noget rabat på den gennem The Good Karma Company, som er skandinavisk importør af Montbell, mod at jeg ville anmelde den objektivt her på min blog.

I Snaphanernes fodspor på Hallandsleden

5 dage på Hallandsleden

Efterhånden, har jeg vil gået i det meste af Skåne, ihvertfald de dele jeg umiddelbart har fundet mest interessante. Det var derfor naturligt for mig at kigge længere nordpå mod Halland, som udflugtsmål for næste vandretur i det syd Svenske.

'Det Danske Vandfald' på Hallandsleden med Pacerpoles

Hallandleden er i alt en 380 km lang vandrerute, der udspringer på Hallandsåsen, der er grænse mellem Skåne og Halland, for derefter at sno sig nordpå. Undervejs deler den sig i to grene, en østlig og en vestlig, der samles igen omkring Varberg, for derefter at fortsætte mod Göteborg. Ruten er blandet terræn, mest skov blandet med åbent land. Du vil passere mange idylliske skovsøer, og andre overraskende små perler undervejs. Ruten er forholdsvis let vandret men kuperet.

Når det ikke var nåleskov fremstod leden meget forårsagtig i lysegrønne farver.

Halland var Dansk område, indtil vi måtte afstå det i 30 år til Svenskerne i freden ved Brömsebro i 1645, denne afståelse blev sidenhen gjort permanent ved freden i Roskilde i 1658. Området skulle nu Svenskificeres, forstået på den måde, at alt var der lugtede af Dansk skulle væk. Denne udrensning blev ofte gjort ved yderst grove metoder. Dette var befolkningen ikke udpræget tilfredse med, og mange Danske bønder og tidligere soldater dannede derfor små bander af Snaphaner. I nutidens sprog ville de være partisaner eller sågar frihedskæmpere. De var ikke specielt godt organiserede eller udrustet, men de var kendt for deres vildhed og råhed. Feks. siges det, at de skar næserne af de Svenske soldater. Navnet fik de for låsen på de bøsser de ofte brugte, en såkaldt snaphanelås. Der fortælles mange historier om Snaphanerne, hvor den mest kendte nok er Carit Etlars bøger om Gøngehøvdingen. Idag når man bevæger sig langs Hallandsleden, ser man stadig spor af denne historie, og man kan til tider forestille sig, hvordan Snaphanerne levede under devisen om 'hit and run' på de Svenske soldater og forsynings kolonner, der fortælles endda om den gang de stak af med hele den Svenske konge Karl d. XI krigskasse ved Kuppet i Loshult.

Pudsige menneskeskabte ting man støder på i naturen.

Roger Nielsen Brown fra NielsenBrown Outdoors og jeg havde i en tid talt om, at slå pjalterne sammen på endnu en vandretur, som vi havde gjort sidste år på en etape af Nordsøstien. Roger er Australier men dansk gift og bosat i Danmark. Han har været, og er på mange måder stadig en inspiration for mig, i min transitionering til en endnu lettere oppakning. I dette tilfælde havde eleven dog overgået mesteren, da min rygsæk var både mindre og lettere end Rogers fra turens start, hvilket han var pænt træt af, at blive mindet om de næste 4 dage. Vi havde udpeget de på papiret 115 km mellem Ätran i nord til Knäred i syd til at udgøre ruten vi ville følge. Denne skulle udgøre Hallandsledens mest spændende og interessante tur. Ruten skulle dog vise sig at være lidt længere end angivet, ihvertfald i følge vores GPS'er løb hele turen op på 125 km på 4 dages vandring.

Lejr ved Holmsjön den første aften.

Onsdag dag 1,Ätran til Holmsjön, 8 km.

Grundet så kedelige ting som arbejde, var vi først i Ätran ved Esseredjön kl. 18.15 om aftenen, turen var togbus, tog, taxa, og til sidst bus. Grundet sporarbejde mellem Helsingborg og Laholm blev den indsatte bus så forsinket, at vi måtte ty til taxa fra Falkenberg til Ullared, for at nå sidste bus til Ätran. Dette skulle ikke ødelægge den gode stemning. Den blev dog alligevel ødelagt lige syd for byen, hvor store entreprenør maskiner havde hærget et stort område fladt og mudret, med våde sko og fødder til følge. Dette skulle dog ikke være sidste gang fusserne blev våde. Jeg var dog forberedt på dette, og kunne inden jeg gik til ro skifte til tørre strømper i quilten. Efter 8 km varieret og afvekslende terræn slog vi lejr til lyden af gæs og svaner ved Holmsjön.

Torsdagen bød på regn, sol og til slut en haglstorm.

Torsdag dag 2, Holmsjön til Sandsjön, 35 km.

Vi var undervejs kl. 7.30 om morgenen, hvilket er sent i min bog, men når man er to skal man jo indrette sig, og Roger i er ikke til stå op, pakke sammen og afsted, som jeg er. Hele formiddagen og det meste af eftermiddagen bød på grå skyer, blæst og en skøn blanding mellem regn, sol, støvregn og til slut haglstorm i en time. Svært at klæde sig korrekt på, så der blev skiftet mellem Windshirt og Skaljakke flittigt. Hallandsleden i dette område er meget skov og småstier, til tider virkede stien helt væk, og der måtte læses kort for at finde korrekt vejfinding. Den byder også på en smule asfalt, men dette er primært omkring de små Torps, man passerer fra tid til anden. Der passeres mange små og store søer, disse er meget flotte, som de ligger skruet ind i skovene, du skal dog være forberedt på våde fødder specielt omkring Lyngsjön havde skovhugst gjort området næsten impassabelt, så enten skal du have de store høje vandtætte støvler på eller lette vandresko der tørrer hurtigt. Jeg havde valgt det sidste, hvilket betød våde fødder hele torsdagen, men efterhånden, som vejret blev bedre på turen tørrede min sko også.

Inov 8 Terrocs holder ikke meget vand ude, men var tørre igen dagen efter.

Vi havde udpeget Sandsjön som vores mål for denne dag, ifølge vores oplysninger skulle dagens etape være ca. 30 km, dette var ikke i overensstemmelse med virkligheden, på jorden langs ruten skulle denne vise sig at være 5 km længere. Sandsjön var hellere ikke det idylliske mål, vi var blevet stillet i udsigt. Toilette ved shelteret var låst, vandkilden var en langsomt flydende bæk, der ikke så specielt appetitlig ud, så er det godt man har vandrensning med i form af en SteriPEN og kunne koge vandet. Dagen var dog langtfra øv, for undervejs løb vi ind i en af de perler man ikke forventer på en rute som Hallandsleden. Ligefør den lille by Rydöbruk efter at have passeret en hovedvej, bliver man ledt over en halvstor å, og derefter ned langs denne. Ligepludselig står man i en canyon med klippesider og brusende vand. Meget smuk!

Canyon ved Rydöbruk.

Fredag dag 3, Sandjön til Fylleån nord for Gyltige, 27 km.

Dagen bød på tørvejr fra morgenstunden, men stadig en anelse køligt. Dette skulle dog ændre sig, og vejret på turen ville fra nu af kun blive bedre. Det skulle vise sig at holde stik. Ruten klatrer over Baggåsen inden du kommer ned til Kvarnforsen ved de to søer Nordsjön og Mjälasjön, her er mange fiskemuligheder. Friluftsliv 101 fastslå at man altid skal have et kompas på sig, ruter der som oftest er så velmarkerede som Hallandsleden, kan godt få en til at efterlade det hjemme. På denne dag skulle Roger og jeg blive glade for at vi havde et med os. Vi var dybt i en samtale, da vi pludselig opdager at vi har gået forbi det sted vi skulle dreje mod vest. Istedet for at returnere kigger vi lidt kort og beslutter os for lidt off trail igennem skoven tilbage ind på ruten, som også indebar krydsning af større vandløb ved sten hop. Så var der også lidt spænding den dag.

I Sverige såvel som Danmark er der steder, der for lov til at forfalde.

Dagen bød på mange højdemeter specielt mellem Ynnabo og Arnaböke, samlet set henover alle dagene gik vi over 2000 højdemeter. Undervejs på vandringen støder man på skilte der fortæller en lokalhistorie, eller giver en et praj om stedets fortid. Feks. at stien man bevæger sig på tidligere gik mellem to små landsbyer (Torps) og kaldes 11 stigninger, små ting som dette er med til at pirre ens underbevidsthed og give liv til en ellers småkedelig skovsti. Henmod aften skar vi væk fra ruten mod Fylleån for at finde et idyllisk sted ved flodbredden at slå lejr.

Campsite ved Fylleån, to Tarptents, Notch og Moment

Det lykkedes os at finde et nogenlunde fladt sted vi kunne snorke side om side. Aftenen blev tilbragt på en lille skråning ned mod Fylleån i den nedgående aftensol, der kastede sin sidste varme på os, mens vi nød det frysetørrede skyllet ned med kaffe, så bliver livet ikke meget bedre.

Lørdag dag 4, Fylleån til Mästocka 37 km.

Jeg er stor tilhænger af, at være tidligt ude af fjerene og afsted. Roger er ikke så stor tilhænger af dette, han kan godt lide at fedte rundt om morgenen. Vi havde derfor indgået et kompromis denne morgen, da vi vidste det ville være en lang dag, og vi ville ikke skynde os. Jeg var vågen 5.45 og kl. 6.01 var jeg klar til at gå! Roger kiggede vantro på mig, og sagde jeg skulle bare gå i forvejen, så ville han indhente mig, så afsted jeg gik. Der er noget magisk over at være på sporet når alle andre sover, hvis ikke du har prøvet det, så skylder du dig selv en oplevelse. Denne morgen skinnede solen bag mig og kastede skygger foran mig.

Udsigt over Store Algünnen søen.

Inden vi nåede Gyltige var vi samlet igen. Vi stoppede ved Simlångs gården, der huser et mindre museum over et Stenalder bosted. Ved siden af ligger en shelterplads med udsigt over de tre søer der ligger ned i dalen af samme navn. Imponerende nok havde shelterne indbyggede liggeunderlag, det har jeg ikke set før. Vi spiste vores morgenmad, fik en kop kaffe og drog afsted ned igennem Simlångsdalen.

Morgenmad ved Gyltige, udsigt over søerne i Simlångsdalen.

Ruten ned i gennem Simlångsdalen følger Bannvallsleden, som er en cykelrute langs den nedlagte Bolmens Järnväger. Langt lige stræk på spor ved siden af asfalt vej, men heldigvis kan man nyde udsigten over søerne.

Bannvallsleden langs Simlångsdalens tre søer.

Efter at have passeret byen klatrer ruten opad mod Danska Fall. Vandfaldet falder 36 meter på en kort distance, og er meget imponerende. Navnet på floden fik os til at små smile, set i lyset af at Roger taler engelsk. Til de uindviede hedder den Assman.

Danska Fall i baggrunden, billedet taget med The StickPic, ham i midten kan jeg ikke gøre noget ved :-)

Efter Danska Fall fortsætter man med at klatre opad mod Gårdshult. Ruten følger nu den gamle 'Hærvej', som Karl XI tropper brugte til at bringe forstærkninger og forsyninger frem mod krigen mod Danskerne. Der fortælles en historie om en Snaphane, der var hjemme på besøg, da han blev forrådt af sin nabo. De Svenske soldater omringede hans hus, men det lykkedes ham at stikke af med dem lige i hælene på ham. Jagten gik over stok og sten, til ligepludselig var han som sunket i jorden. Soldaterne ledte og ledte, men kunne ikke finde ham, og de måtte returnere tomhændet. Flere år gik og ingen så eller hørte mere til den forsvundne Snaphane. Indtil den gamle hule eg vætede i en storm og de fandt hans lig inden i den. Tilsyneladende havde den været så godt et gemmested, at han ikke kunne komme ud igen.

Mästocka naturreservat med en lille område med urørt lynghede, Björsjön i baggrunden.

Ligefør Mästocka kommer vi væk fra den markerede rute, der har været enkelte strækninger undervejs på ruten hvor markeringerne nærmest forsvinder. Andre steder er der næsten latterlig mange markeringer. Her efterfølgende har jeg ladet mig fortæller at officielt vedligeholdes ruten ikke mere, men er overladt til lokal samfundene.Endestationen for os denne dag var shelterpladsen ved søen i Mästocka hvor vi slog vores Tarptents op og nød den rolige aften inden vi gik til ro i solnedgangen over søen.

Solnedgang over Mästocka set gennem åbningen på mit Tarptent Moment.

Søndag dag 5, Mästocka til Knäred 19 km.

Denne dag bød igen på varieret terræn, alt fra vej, ås, stier til offtrail. Undervejs passeres Bollaltebygget, som er et totalfredet kulturminde. Ikke langt derfra kommer vi overraskende ind på noget der hedder art Trail. Ideen har været at udsmykke en lille den af ruten med kunstværker fra lokale kunstnere. Vi så dog kun dette ene.

Sværm af plastic kampfly i stedet for sværme af myg.

Dagen bød på nogle halvlange stræk af plankevandring henover vådområder, derudover var det også dagen jeg så flest dyr på af forskellige slags, nogen var mere farlige end andre.

Krokodille ved vejkanten.

Og denne, som tog sig god tid med at komme af vejen.

Hugorm på ruten.

På sidste stræk ind om Knäred passerer man Krokån, der lige gav os den sidste visuelle perle inden vi nåede ind i byen. Vejret var varmt og skønt hele dagen, så det var lige før jeg tog en dukkert i det kolde vand.

Fosser og vandfald ved Krokån i Knäred.

Istedet blev det til en kold øl og en is på en bænk mens vi ventede på Rogers frue skulle komme og hente os. Dagen sluttede med fælles mad hjemme hos mig. 

Grej pakket til hjemtransport, bare tæer, kold øl og is på en bænk i Knäred.

Det var en god tur, og det er ikke sidste gang Roger og jeg går sammen.

Hilsen

Niels