Österlenleden fra Ystad til Kivik

Det er altid hyggeligt at vandre med andre. De sidste år har jeg derfor en gang i mellem arrangeret såkaldte Ultralight ture. Den første var vel for fire år siden på Øhavsstien fra Faldsled til Svendborg. Præmissen for turene har altid været "hike your own hike", som har betydet, at man forventes at være selvkørende med alt transport, udstyr og mad. Turene er ment som inspiration fra og møde med andre ligesindende vandrefolk. På denne tur fra Ystad til Kivik var vi fem, som mødtes en mørk torsdag aften i slutningen af november på Ystad station. 

Gråt vejr og gråt skæg

Den første aften gik vi ca. fem kilometer ud og stealth campede i et lille stykke skov før Nybrostrand. Næste morgen startede vi samlede lige omkring det blev lyst. Morgen maden blev indtaget på den, nu sæson lukkede campingplads ved Nyboderstrand. Vejret var gråt med gråt på, men det holdt nogenlunde tørt. 

Hammars backar på vej mod Kåseberga

Temperaturen var omkring en 8-10 grader med vindstille, så ikke specielt koldt for årstiden. Jeg kunne klare mig med en merino hoodie fra Aclima inderst og min windshirt fra Montbell som yderlag. Dagens vandring bød på flot kystvandring i Hammars backan på vej ned til Kåseberga, hvor det store vikinge stenskib Ales stenar ligger.

Ales stenar

Turen fortsatte mod Hagestads naturreservat, med dets store fygesandsområder. Omkring Sandhammaren gjorde vi et lille holdt, mens vi blev samlet igen. Nogen var gået igennem reservatet og andre havde fulgt stranden. 

Den gamle redningsstaion ved Sandhammaren.

Ved Sandhammaren ligger der et fyr og den gamle redningstation. Dagen var ved at gå på hæld som vi fortsatte ned langs stranden på udkig efter en lejr plads, der kunne rumme os alle fem (fire telte og en hammock).

Sandhammaren strand

Vi slog lejr et stykke fra stranden, lige ved siden af en af de gamle koldkrigsbunkere, som den svenske kyst er tilsået med. Næste morgen var jeg tidligt afsted, mens det stadig var mørkt. Jeg ville være på stranden mens lyset kom frem. Forhåbentligt ville denne dag byde på lidt mere klart vejr. Jeg forsøgte at tage nogle billeder mens det lysnede, men det lykkedes først med nedenstående billede. Efterhånden blev jeg indhentet af Erik, Roger og Henrik og vi fortsatte sammen. Poul så vi ikke mere den dag, han var blevet og sovet længe.

Morgensol og blå himmel for en kort stund

Resten af dagen bød på lækker kystvandring blandet mellem strand, små stier og vinterlukkede små hyggelige kystbyer. I Skillinge havde den lille købmand åbent og byens café bød på kager og kaffe. Vi fortsatte langs kysten forbi den udstillet propel på en gammel B-17 bombefly fra anden verdenskrig. Ved siden af stod der et lille skilt, der fortalte historien om flyet, der var blevet rat over Berlin. Besætningen kæmpede med flyet indtil de så den svenske kyst, hvor alle på nær to sprang ud. Nogen druknede andre reddede sig i land. De sidste to af besætningen forsøgte at nødlande flyet. De døde begge under forsøget. Jeg holder meget af sådanne små historiske fortællinger, der lige minder en om det store billede, hvilket betyder at nogle af ens små problemer synes fuldstændige irrelevante.

Skt. Nicolai Pilgrims kapel undervejs

Senere på dagen når vi frem til Simrishamn, som er Sveriges største fiskerihavn. For nogen var det "end off the road", og de drog hjem. Jeg derimod fortsætter gennem byen og nordpå langs kysten, gennem det lille fiskerleje Baskemölla og videre mod Vik. Henunder aften finder jeg et stille sted ikke langt fra stranden, hvor jeg slår mit telt op, og sover en rolig nat til lyden af bølgeskvulp.

Super kontrast farver mellem himmel og hav

Næste morgen går jeg det sidste stykke ind mod Vik, hvor jeg slår mig ned i et lille skur i havnen. Morgenmad med kaffe bliver spist her inden jeg begiver mig ud på stranden og videre nordpå. Stranden er meget stenfyldt, med nedsat tempo til følge, men jeg har ikke travlt og nyder egentligt bare solen, der desperat forsøger at trænge igennem de grå skyer. Jeg nærmer mig stille og roligt nationalparken Stenshuvud, men inden passerer jeg lige et lille kapel dedikeret til den trætte vandrer, jeg tager et lille hvil og kig indenfor.

Fra toppen af Stenhuvud på 96 meter ved Kivik

Oppe på Stenhuvud, som har været et vigtigt punkt for navigation for sejlende før i tiden, nyder jeg udsigten inden jeg går ned mod byen Kivik og endestationen for mig. Inden Kivik passerer jeg et hav af æbleplantager, hvilket vidner om områdets primære "industri". Inden i Kivik når jeg en kop kaffe og en sandwich, mens jeg venter på bussen, der tager mig tilbage til Simrishamn og derfra med toget mod København. Et anbefalelsesværdig stykke kystvandring er slut.

Merrel Grassbow Sport GTX Trail sko

Dem, der kender mig og følger denne blog, ved at jeg i gennem flere år trofast har gået med Inov-8 sko. Først i deres Terroc 330 model indtil de ændrede på den, og gjorde den smallere i snuden. Dernæst har jeg gået i deres Roclite 295 model, men den ændrede de også på, og ingen af ændringerne er til min smag.

Hallandsleden med Merrel Grassbow trailsko

Efter jeg kom hjem fra 3 uger på Applachian Trail i august var mine Inov-8 295'ere næsten slidt ned, og jagten gik derfor ind på nogle nye trailsko til at overtage deres rolle. Jeg bruger en størrelse 47, og med mindre sko er meget smalle (typisk fransk eller italiensk), passer mine fødder ofte direkte ned i dem uden problemer. Ihvertfald til dagligdags brug. God til dagligdags brug er bare ikke altid nok, når jeg kan finde på at straffe mine fødder ved at gå op til 40 km på dem, hver dag i flere dage på en vandretur. I sådanne tilfælde kræves lidt ekstra af både kroppen og skoen. I min søgen læser eller lytter man gerne til hvad andre gør. Heldige mig! For en af de personer, jeg kender, er Lars Bukkehave, som er en af danmarks førende Adventure Racers og lærer på Gerlev Idrætshøjskole. Han pegede mig i retning af Merrel, og nævnte for mig, at jeg lige skulle skrive en mail til PR manageren hos Bonvita (Merrel importør). De savnede sikkert en person, der gerne ville teste nogle af Merrels nye trailsko på længere letvægtsvandreture.

Lige fra kassen og på foden

Lars vilje be done og efter kort email korrespondance med Nanna hos Bonvita landede der en pakke hjemme hos mig med et par Merrel Grassbow Sport GTX Trailsko i en fed orange farve. Jeg valgte dem selv ud fra tanker omkring sæson og de kommende ture, jeg havde planlagt. Her virkede Grassbow modellen, som et oplagt valg til Hallandsledens 100 kilometer og Österlenledens 80 kilometer her til november. De blev straks prøvet på, og umiddelbart derefter taget i brug på deres første, af mange flere ture med hunden ned til Esrumsø. Jeg går normalt ikke i sko med membran, da jeg ofte synes de varmer for meget om fusserne. Jeg anerkender dog, at membraner er brugbare, hvis det er koldt og vådt. Mit problem er bare ofte at, der hvor jeg går kan være så vådt at våde fødder er givet ligegyldigt hvad fodtøj jeg har på. I sådanne tilfælde foretrækker jeg egentligt hurtigtørrende sko, hvor vandet hurtigt løber ud igen. Dette er sjældent tilfældet på membran sko. Nu har Grassbow modellen en goretex membran og den skal selvfølgelig tetstes når nu den alligevel er der.

Vandtætte!

Design

Skoen er, i følge Merrel, lavet i et ultra åndbart stof der udlufter godt, og en GRIP sål der har så meget friktionsmodstand, at den lader dig glide henover bjerge. Sålen er lavet med 3,5 mm forhøjninger i et M-Select mønster, hvad det så end betyder, men man må gå ud fra, at Merrel har tænkt over, hvorledes mønster er lavet i forhold til at kunne stå fast på forskellige underlag. Merrel angiver ikke, om noget underlag er bedre end et andet for Grassbow modellen.

Min fod og hæl holdes godt på plads i dem, hvilket var en positiv overraskelse, da de umiddelbart føles stivere i yderstoffet end, hvad jeg er vant til fra mine andre vandresko. Jeg troede dermed ikke de ville slutte så tæt på foden. Grassbow modellen har derudover flere "high tech" design egenskaber, de fleste, tror jeg, er mere gimmicks end reel værdi for brugeren, der bare ønsker et par gode lette sko til at vandre i. Jeg vil dog lige slå et slag for forstærkningerne omkring hælen og snuden, de fungerer rigtig godt, der er ingen tvivl om de giver skoen en bedre holdbarhed på den lange bane.

Membranen i skoen er stadig vandtæt efter ca. 200 km, dette skyldes nok i høj grad, at den indendige foring ikke gnider mod min fod nogen steder i skoen. Min fod passer godt i skoen og jeg oplever ingen vabler eller anden irritation under brug. En anden god design egenskab er pløsen, denne er en smule oppustet, så den lukker bedre af uden dog at irritere vristen. Dette skule eftersigende giver bedre vandtæthed og holde ral og skidt ude af skoen. 

Størrelse 47 med mudder på efter samlet ca. 200 kilometer

Performance

Jeg har gået sammenlagt 100 kilometer blandet terræn på Hallandsleden, samt 80 kilometer blandet terræn herunder stenet strand på Österlenleden. Derudover har de været brugt i undervisnings situationer i skov i Danmark og gået 30+ ture med hunden i mit lokalområde omkring Esrumsø. De trænger til en lille ydre vask, men derudover ser de stadig meget pæne ud, og skoen er ikke nævneværdigt slidt, hverken på sål eller ydre. De er også stadig vandtætte, så membranen i foringen er heller ikke slidt i stykker endnu.

Sålen er god, du står godt fast på de fleste underlag af våde blade og mudret jord. Selv på våde sten og for så vidt tørre sten er friktionen stadig god. Mit problem desværre, med den ellers udmærkede sål, er bare at jeg har tidligere oplevet bedre. Mine fødder og jeg er dermed vant til at stole på at min fod kan få "fat" i et underlag, og her må jeg indrømme, at der kommer Grassbow til kort nogengange og min fod gled, hvor jeg ellers ville have forventet at stå fast. Sålen giver dog god affjedring og den føles fleksibel. Jeg følte stadig, jeg havde god kontakt med underlaget i gennem sålen, og dermed god balance når jeg bevægede mig.

Jeg binder sjældent mine sko stramt, men selv med stramme snørebånd var volumen i skoen god. Mine fødder er lidt brede, men jeg havde stadig plads til at vrikke med tæerne. Hælen sluttede tæt og min fod gled ikke rundt i skoen. Grassbow fremstår som en godt designet og stabil let sko.

Den orange farve passer godt til efterår farverne, den kan fås i andre farver

Opsummering

Jeg kan virkelig godt lide skoen til tre sæsoners brug (efterår, vinter og forår) . Den passer mig godt i formen. Det mindre opstød omkring sålens friktion er til at leve med, jeg fornemmer, at jeg med tid vil vænne mig til skoens anderledeshed i forhold til tidligere skomodeller, jeg har brugt. Den ultimative thumbs up må være, at jeg beholder skoen og påtænker at fortsat bruge den henover vinter og forår. 

Den får hermed min anbefaling og fire snørebånd ud af fem mulige! Hvis du spørger mig til foråret ,når der er endnu flere kilometer på dem, så er det måske endda fem ud af fem.

Hallandsleden, 100 km fra Kungsbacka til Varberg

Jeg har tidligere gået med Roger Brown på Hallandsleden, se dette link. Jeg havde derfor udset mig et nyt stykke af Hallandsleden, for at kunne fortsætte min mission om at vandre de stykker af nordsøstien, der indenfor nem rækkevidde. Denne vandring ville være min første siden hjemkomsten fra mine tre uger på Applachian Trail i New England. En blogpost, som gerne snart skulle være online.

Fra Kungsbacka i nord til Varberg midt i Halland er der lidt mere end 100 kilometer. De to nordlige kort jeg skulle bruge kan downloades her.

Kort 1.
Kort 2.

Jeg havde begge kort på min telefon, samt tilkøbt de nødvendige 1:50000 kort på Viewranger app. Det fungerer perfekt til kortere ture, hvor strøm til telefonen ikke er et stort problem. Ruten var velmarkeret med nye markeringer, så navigation var slet ikke noget problem undervejs.

Jeg tog hjemmefra sent fredag aften, og ankom til Kungsbacka omkring kl. 22. Jeg gik de ca. 5-6 km, der er fra stationen, hvor unge mennesker var fest klare, ud til den lille by Hjälm, hvor jeg stødte til Hallandsleden og et shelter ved søen, som jeg overnattede i den nat.

Morgen den 1. dag med Fusion 50 rygsæk fra Six Moons Design

Vejret de to første dage var generelt grå med grå på. Masser af lavtliggende dis grundet den relativt store varme for november måned.

Mystiske sten sat på stort åbent område. Disen er meget tydelig.

Solen kom en smule frem i løbet af de to første dage. På et længere stykke af ruten, havde en venlig sjæl opstillet en række forskellige figurer, som biddrog til, at man gik og tænkte gad vide, hvad den næste er.

Sol og havenisse ved markeret sten.

En af de ting jeg godt kan lide ved at vandre i Sverige er de mange søer, der passeres i løbet af en typisk vandre dag.

Tidlig morgen på dag 2, med udsigt over Hornsjön.

Det er nogengange underlige ting folk i Sverige og Danmark, for den sags skyld efterlader i på deres jord.

Gammel brand og redningsbil efterladt på mark.

Undervejs på turen eksperimenterede jeg lidt med noget video, og det kom der følgende ud af.

Den sidste dag regnede det kraftigt fra morgenstunden, og hele vejen ind til Varberg. Jeg snød dog lidt og tog bussen de sidste 16 km. Ruten her var alligevel lidt kedelig, og jeg havde allerede gået over 100 km på tre dage.

30 nætter på Nemo Zor 20R Liggeunderlag

Nemo Zor på vægten

Jeg modtog før sommeren et Nemo Zor 20R selvoppusteligt liggeunderlag fra den danske importør. I en tidligere blogpost beskrev jeg mit første indtryk med dette, i Danmark, relativt ukendte brand. Jeg anbefaler du læser dette. Nu har jeg brugt underlaget henover sommeren på 2 kortere ture og en tre uger lang tur i USA, sammenlagt har jeg sovet omkring 30 nætter på det. Det er på dette grundlag jeg anmelder underlaget.

Nemo siger på deres hjemmeside, at missionen med Zor underlaget var at skabe det letteste underlag, der ikke kompromitterer din soveposition eller tre sæsoners anvendelse. Jeg har ikke noget at udsætte på komforten ved Zor. Det er det mest komfortable 2,5 cm underlag jeg har sovet på, men det er selvfølgelig ikke lige så "blødt" som et tykkere underlag, men det er logisk. Det koldeste jeg har sovet på det var ned til ca, tre grader celsius, så hvis ret skal være ret, så er det ikke testet under deciderede kulde forhold. Jeg ville nu ikke have problemer med at benytte underlaget til omkring 0 grader. Jeg tillader mig dog at sætte spørgsmåltegn ved Nemo's egen minus 9 grader rating, men som sagt jeg har ikke testet det. Underlaget vejer 406 gram og fylder som en en liters Nalgene flaske, hvilket må siges at være meget acceptabelt for et underlag af denne type, i denne tykkelse og længde.

Nemo Zor passer lige ind i mit Notch telt

Nemo skal have stort plus for det innovative i at lave både horisontale og vertikale udboringer i skummet. Det nedsætter vægten og volumen uden at ofre liggekomfort. Jeg har heller ikke noget at udsætte på kvaliteten af produktet. Efter omkring 30 nætter ligner det stadig noget, der vil holde i lang tid fremover. Skal man sammenligne Nemo Zor med et andet og lignende produkt, er det nærliggende at se på Thermarest's Prolite i samme størrelse. Her vinder Zor på parametere som pris (set til 829kr), vægt, komfort og isoleringsevne. Prolite er derimod fremstillet  i en tykkere vævning end Zor, så man må kunne forvente en større slidstyrke i Prolite modellen, dette bør ikke være noget problem, hvis du ellers passer på dit Zor og andet grej. Et andet plus i Zor's afdeling er silicone striberne på bagsiden, de virker og underlagt holder sig fast på min ellers meget glatte nylon teltbund. Ventilen har også i test perioden virket upåklageligt, og ingen "mystiske" og "uforklarlige" lufttab henover natten.

Bottom line er, hvis du ellers står og mangler denne type underlag, så kan jeg varmt anbefale Nemo Zor 20R. Ville jeg købe det for mine egne penge? Ja, og det har jeg gjort, men i den korte version, som passer bedre til mit behov. Du har, derfor muligheden for at komme til at overtage det som jeg har testet. Alt du skal gøre er at smide en kommentar på dette indlæg inden søndag d. 14/9, så trækker jeg lod mellem kommentarene. Skulle du være den heldige, så er det dit "som beset", altså du har ingen rettigheder i forhold til mig eller importøren STM Sport. Du har mit ord på det virkede, da jeg pakkede det ned.

Hvad tog jeg med til 3 uger på Appalachian Trail

Flere personer har efterspurgt en melding om, hvad jeg havde med, og hvordan det "klarede sig". Men først lidt baggrunds info omkring hvad jeg forventede af miljøet på turen, det hjælper også med at kvalificere mine valg af udstyr.

Kraftigt regnvejr på vej i White Mountains

Miljø.

August måned i nordøst USA er sommer med op til 32 grader og sjældent under 19 grader om dagen. Nætterne ned til omkring 12 grader. I White Mountains kunne jeg forvente ned til 0 grader om natten. Gennemsnitligt siges at hver dag har en 14% chance for torden. Luftfugtigheden ligger mellem 45% og 95%, desværre for mig var luftfugtigheden i specielt Vermont meget høj, mens jeg var der, hvilket betød sved, sved og mere sved. Det blev bedre i New Hampshire oppe i højderne. Dagene bød på masser af dagslys, og drikkevand var ofte tilgængeligt langs ruten. I White Mountains ville jeg have dagsetaper over trægrænsen, samt Mount Washington er berygtet for at have det dårligste vejr i hele nordamerika. To dage, inden jeg stod på toppen, havde det sneet og haglet deroppe. Jeg skulle derfor være forberedt på alt fra de "jungle" lignende tilstande i Vermonts skove til det alpine miljø over trægrænsen i White Mountains.

Intet udstyr var helt nyt. Alt, jeg medbragte, havde som minimum været med på en tur inden. Ved Pinkham Notch fik jeg vejet hele rygsækken, samlet vægt med 4 dages mad, men uden vand, var 22 lbs. (10 kg).

De tre store

Rygsæk

Jeg har to rygsække jeg bruger meget. Valget faldt på min Hyperlite Mountain Gear Windrider 55, som jeg har brugt i 2 år, følgende kriterier gjorde sig gældende. God størrelse. Den er vandtæt. Den bærer 12-15 kilo uden problemer. Nettet uden på er stort nok til at kunne indeholde et vådt telt, vandflaske og kamera. Mindre heldigt er de lidt "små" lommer på hoftebæltet, men der var plads til elektronik og småting i den ene og energi i den anden. Den perfekte rygsæk findes ikke, men denne her er tæt på for mig.Vægt 907 gram.

HMG Windrider og Pacerpoles i baggrunden ses  Franconia Ridge og Mount Lafayette

Telt 

Valget faldt på Tarptent Notch. Jeg har i flere år brugt Moment modellen fra samme producent, som jeg altid har været godt tilfreds med. De to modeller minder om hinanden med den store forskel at Notch sættes med vandrestave i stedet for en buestang som på Moment. Den mindre vægt og volumen på Notch, samt muligheden for at kunne åbne begge sider helt op på en varm nat, afgjorde det til Notch's fordel. Et valg jeg ikke fortrød, selvom det krævede lidt kreativitet, at få det til at være fritstående, de par gange jeg skulle slå det op på telt platforme.Vægt 770 gram.

Sovesystem

Montbell Downhugger 900 #5 med en komfort temperatur for en mand på 3 grader. Den udmærker sig med at have Montbells spiral system, der gør at kuldeområder i posen minimeres, derved kan man slippe afsted med mindre mængde dun. Der var intet tidspunkt undervejs, hvor jeg frøs om natten. Tvært imod var jeg glad for, den kunne lynes helt op, og kun bruges som dyne på meget varme nætter. To nætter sov jeg i langærmet trøje og underbuks, men jeg er også kuldeskær. Vægt 513 gram.

Nemo Zor 20 R pad kendetegnes ved at have både horisontale og vertikale udboringer i gennem dets skumkerne. Dette sænker vægten og har forbavsende nok ingen indflydelse på komforten, som er overraskende høj for et underlag på kun 2,5 cm tykkelse. Vægt 405 gram.

Aftensmad tilberedes en af de første dage i Vermonts skove.

Udstyr

Båret på kroppen

Golite Race Visor
Half Buff (eneste stykke udstyr købt derovre)
Golite Manitou kortærmet kunststof trøje eller Aclima Lightwool T-Shirt
Westcomb Crest Hoody
Golite Mesa Trail 5" shorts
Smartwool PHD ultralight micro sokker
Dirty Girl gaiters
Inov-8 Roclite 295 trailrunners sko

Vandrestave

Pacerpoles Carbon

Typisk vandre look på det meste af turen

I rygsækken

Chocolate Fish merino beanie hue
Defeet Dura glove wool handsker
Defeet Wooleators sokker
Aclima Lightwool langærmet trøje
Aclima Lightwool lange underbukser
Aclima Lightwool korte underbukser
Montane Featherlight nylon bukser
Montbell Ex Light down jakke
Berghaus Mount Asgaard Smock Goretex Pro skaljakke
ULA Rain Kilt

Foto

Canon G16 Powershot (smadret på Smarts Mountain)
Velbon ultralight stativ
Stickpic

Køkken

Evernew 900 ml ultralight gryde
Evernew 900 ml folde flaske
Evernew 1500 ml folde flaske
Trail Designs Sidewinder Caldera Cone
Trail Designs 12-10 Sprit brænder
450 ml plastic flaske til sprit
Bic lighter
Victorinox Classic mini kniv
Evernew 400 ml mug
Ti folde ske
Sawyer Mini vandrensnings filter

Typisk vandre look over trægrænsen med merino trøje og vind hoody

Diverse

Appalachian Trail Guide fra David Miller (AWOL)
Fenix LD02 lygte
Førstehjælps kit
Rep kit
Bear Hang kit (15 m spectra cord, karabin og lille HMG cuben stuff sack)
Samsung S4 Smartphone med View Ranger App og kort over AT installeret
Garmin Fenix ur
Kindle 
HMG cuben stuff sack pillow
HMG cuben stuff sack jumbo som madpose
HMG cuben wallet
Anker power batteri på 10.000 mHa
Diverse ledning til opladning af elektronik.
Silva kompas
Kort over White Mountains
Mad til 5 dage af gangen

Hvad ville jeg have gjort anderledes?

Ikke smadret mit kamera! Det betød at den visuelt smukkeste del gennem White Mountains blev fotograferet på en telefon. Uheldet skete mens det var monteret på stickpic, så brug kun stickpic med lette kameraer.

Et mindre power batteri kunne gjort have gjort det. Ruten var velmarkeret og fyldstgørende beskrevet i guiden, så jeg havde ikke så tit brug for at tjekke ruten på Viewranger appen. Kindle blev slet ikke opladet før i lufthavnen på hjemturen. Jeg havde på intet tidspunkt brug for GPS i mit Fenix ur (backup).

Foldeske i titanium fylder ikke meget, og kunne være i gryden, men den har en tendens til at falde sammen når man spiser eller rør i pastaen.

Hvad fungerede rigtig godt?

Generelt ramte jeg helt rigtig med udstyr og behov. Eneste medbragte udstyr jeg ikke brugte var mine handsker, men det var meget tæt på, de kom i brug på en meget regnfuld og blæsende formiddag over trægrænsen. Enkelte ting kræver lige en separat kommentar.

Sawyer mini vandrensnings filter er nemt og enkelt at bruge. Mange vandkilder behøvede garanterede ikke rensning, men jeg var konsekvent grundet den nemhed Sawyer filteret har. Det skal bare skrues på og du kan drikke direkte gennem det. Filteret passede lige i en strop på rygsækkens skulderrem, så det var nemt tilgængeligt hele tiden.

Læg mærke til Sawyer mini på skulderstroppen

Mine sko fra Inov-8 fungerede godt både på de stejle stigninger med mange rødder og sten, men i høj grad også, da stierne ændrede sig til at være endnu mere stejle og med åben klippe eller blokmarker. Sålen på Roclite 295 modstod, og havde godt greb på næsten alt hvad jeg bød dem. Jeg røg på rumpen to gange, begge var på meget stejle nedstigninger, hvor jeg var fysisk træt og derfor mere ukoncentreret i forhold til, hvor jeg satte mine fødder. Den ene gang kostede en lam albue, den anden en ringfinger der stadig er hævet i mindre grad. Billigt sluppet når jeg tænker på beskaffenheden af "stien" på nogle nedstigninger.

Mine stave var tæt på at være uundværlige, og ikke kun fordi de udgjorde stængerne på mit telt. Den ekstra støtte og balance de gav under vandring i hårdt terræn, ville jeg ikke have været foruden. De kunne bruges til at støtte af eller skubbe en opad, hvilket jeg ikke et sekund er i tvivl om betød mindre belastning på sener og specielt knæ. Der var tider, hvor de blev pakket væk under decideret klatring op og ned.

Smid en kommentar hvis jeg skal uddyber noget. Jeg arbejder på separate anmeldelser af Sawyer filteret og Nemo Zor. Hvor der vil være præmier, så stay tuned!

Rutland til Hanover paa AT

Jeg sidder her i byen Hanover New Hampshire paa biblioteket, og har lidt tid at slaa ihjel inden, jeg skal moede Warrior Hikerne og fortsaette paa Appalachian Trail. Taenkte jeg lige saa godt kunne skrive lidt om turen indtil nu.
 

For det foerste saa undskylder jeg for de manglende bogstaver som kendetegner det nordiske alfabet, men saadan er det over here. Derudover kan jeg ikke overfoere billeder fra mit kamera, saa dem maa du ogsaa undvaere. (fik et par stykker fra min telefon med dropbox).
 

Jeg ankom til Boston i torsdags med Iceland Air kl. 12.33 lokal tid (jeg er 6 timer fremme i forhold til DK tid). Desvaerre var flyveren omkring 30 minutter forsinket, og velvidende at US Immigration kan tage sin tid var jeg lidt nervoes for, om jeg havde nok tid til at naa min Cape Air flyver kl. 15.05. Ganske rigtigt var koen kaempe lang, og med kun 4 stationer aaben og alt den tagen fingeraftryk og billeder, saa tod det sin tid at komme igennem. Jeg havde frysetoerret mad med hjemmefra, saa jeg havde vaeret noed til at krydse den rubrik af paa tolddeklarationen. Endelig igennem Immigration, dog med roedt maerke paa min seddel, som selvfoelgelig drog en tolder til mig til "routine inspection". Han var nu flink nok, og et rigtig sludderhoved da, han opdagede at jeg var "Danish Vet". Han havde gjort tjeneste i Tyskland tidligere. Han snakkede, jeg trippede, mens jeg kiggede nervoest paa mit ur. Til sidst var jeg noed til at skynde paa ham, noget som ellers er no-no overfor amerikanske told- og immigrationspoliti.

Rygsaek og stave hvor jeg kom paa sporet

For at goere en lang historie kort var min sidste flyver en smule forsinket, saa alt var godt indtil jeg saa hvad det var, jeg skulle flyve med videre. Jeg havde regnet ud, at det nok ikke var en Boeing 767 der floej Boston til Rutland, meeen alligevel blev jeg lidt overrasket af at blive kostet ind i en lille to motors Cessna med plads til 8 passagere og en pilot, som gav "safety instructions" henkastet over sin skulder. Hans sidste melding var noget om en "weather front" og "bumpy up there". No Shit! Det var bumpy. Vi var 7 passagere ombord, de 2 af dem bad hoejlydt undervejs, som vi blev smidt lidt rundt paa himlen af regn og vind. Piloten saa rolig ud, saa det var jeg ogsaa, men jeg synes ikke det var sjovt. Manden ved siden af mig sov hele turen som tog omkring 55 minutter, eller ogsaa spilled han bare doed.

Vel ankommet til Rutland skulle jeg videre til Inn At The Long Trail, som jeg var blevet anbefalet af Sean Gobin fra Warrior Hike. Den ligger naesten lige ved siden af trailet hvor det krydser route 4 ud af Rutland. Lufthavnen i Rutland havde ingen busser og der var mindst 15 miles. Heldigvis havde en soed amerikansk kvinde der boede i Rutland sagt, at hun ville blive hentet af mand og boern, og de ville med glaede give mig et lift. Hendes boern skulle da moede og udsaettes for en vaske aegte europaer som mig. Jeg foelte mig lidt som et freakshow, men de var rigtig soede og satte mig af lige udenfor kroen.
 

Klokken var omkring 17, hvilket var 23 ifoelge min krop. Jeg indlogerede mig og satte mig ned i den tilhoerende irske bar, og fik en Guiness Stew og en lokal omgang draft beer. Ved siden af mig sad en 67 aarig mand, som introducerede sig som Ace, hvilket var hans trail name. Han var tidligere Vietnam veteran, nu var han pensioneret og bosat i Ohio. Han brugte to til tre maaneder om aaret paa at koere rundt og vandre forskellige stier. Nu var turen igen kommet til ruten Rutland til Hanover. Han havde tidligere thru hiket AT tilbage i 2003. Vi fik en lang snak og et par oel. Omkring kl. 21 var jeg segne faerdig og gik i seng.
 

Naeste morgen ringede jeg til min kontaktperson hos Warrior Hike, som jeg skulle moedes med for at hoere hvor de var henne. Det sidste jeg havde hoert var at de naermede sig Rutland. Nummeret var selvfoelgelig ikke det rigtige. Jeg emailede dem, men da jeg ikke vidste hvornaar de ville se emailen og jeg ikke gad at vente paa kroen, mens de maaske passerede Rutland, skrev jeg at jeg ville begive mig af sted for at komme igang. Saa ville jeg enten blive indhentet eller vente paa dem i naeste by, som var Hanover 45 miles laengere fremme. Omkring kl. 11 begav jeg mig saa afsted paa Applachian Trail.
 

Trailet startede med at gaa op af, saa gik det ned for derefter at gaa op igen. Stilen var lagt. Hidsige stejle stigninger med saakaldte switchbacks hvor man traverserer lidt paa tvaers for at zig-zagge op til toppen. Sveden haglede af mig i varmen og luftfugtigheden. Selve sporet er oftest smalt og kun med plads til en person. Skoven er vild og lukker sig om dig. Efter nogle miles begyndte opstigningen til Quimby (ham fra Simpsons) Mountain, og der paa sporet laa der fanden galme en lille gulbrun slange med zig-zag paa ryggen. Jeg hader slanger, specielt dem jeg ikke kender. Den smutted ind i skoven og jeg trippede let videre (fik billede).

Saadan ser AT typisk ud med white blaze

Efter at have hiket en 10-11 miles kom jeg til et shelter, der hed Stony Brook. Her var Ace fra aftenen foer. Derudover ankom der en 4-5 andre, men saa interessante navne som Freeman, Predator, Motown, Archangel og til sidst dukkede Mellow og hans hund Yellow op, de to sidste var saakaldte SOBOs, altsaa south bound modsatte os andre der var NOBOs. Snakken gik og jeg besluttede mig for at blive ved shelteret, dog i mit telt. Ens mad og

andre ting der lugter kraftig haenges op for at undgaa "critters" (mest mus).

 

Loerdagen gryede varm og fugtig. Jeg var afsted paa sporet omkring kl. 6.30 stadig med lidt jetlag. Jeg indhentede hurtigt to fra aftenen foer, men det meste af dagen var jeg alene. Sporet er nemt at foelge, der er saakaldte white blazes der viser ruten. Derudover havde jeg den loadet paa min Viewranger app, som jeg kunne starte op hvis jeg kom i tvivl, det gjorde jeg ikke, men tjekkede alligevel en gang i mellem.

Efter at have hiket omkring 15 miles slog jeg mit telt op ved en lille aa, lavede aftensmad og hang derefter min mad om i et trae. Foerste nat alene i en kaempeskov i Vermont. Det tog mig lidt tid at falde i soevn. Klokken tre om natten vaagnede jeg ved at noget kom i mod mig i gennem skovbunden, det var stort nok til at larme og knaekke kviste, men ingen lys, saa det var ikke et menneske. Jeg satte mig op og fumlede efter min lygte. Siderne paa teltet var oppe grundet varmen og jeg lyste lige ud paa enten en graevling eller et meget stort pindsvin. Hvad det en var saa luntede det vaek og kravlede op i et trae mens min lyskegle fulgte det. Tog mig omkring 30 minutter at falde i soevn igen.
 

Jeg var tidligt afsted igen om soendagen. I loebet af dagen moedtes jeg med flere jeg havde moedt tidligere og en enkelt eller to jeg ikke havde. Jeg spiste frokost med Freeman, og hoerte noget af hans livshistorie. Han havde levet uden indkomst siden 2003, hvor han havde "unplugged" sig selv. Hans sommere gik med at vandre og laese sin bibel, hans vintre gik med at sidde i et selvbygget skur i Maine og laese sin bibel. Senere oplevede jeg for foerste gang faenoment "Trail Magic". En dame stod et sted hvor sporet krydsede en vej og udelte sodavand og snacks til hikere. Motown og Archangel var der ogsaa. Mens vi drak sodavand snakkede vi, og jeg fortalte om denne tysker jeg kendte der havde thru hiket AT for nogle aar siden. Han var blevet doebt Sauerkraut som hans trail name. Det grinede de lidt af og prompte doebte dig saa mig til Danish, som det soede modsvar til de sure tyskere. Saa Danish jeg er fra nu af, og til jeg exiter fra trailet. Denne dag gik jeg 18-20 miles og overnattede igen i skoven naesten alene. Freeman sov nogle hundred meter fra mig.
 

Mandag krydsede jeg Conneticut floden og befandt mig i New Hampshire. Byen Hanover ligger lige paa den anden side. Paa bibliotektet laante jeg en computer, og fik kontakt til Warrior Hikers, som var en dag bag mig. Jeg indlogerede mig derfor paa et hotel her og venter paa dem. Dagen gik med stor amerikansk morgenmad, en tur rundt i byen og aftensmad paa Murphys hvor de skulle servere en af top ti burgere i USA. Den var god!
 

I dag tirsdag skriver jeg blog indlaeg, har handlet mad og venter paa at linke up med Warrior Hikers. Regner med at starte ud igen paa sporet her i eftermiddag. Der er ca. 50 miles (3-4 dage) til naeste  forsyningspunkt, og derefter er der en uge gennem White Mountains.

Warrior Hike og Applachian Trail

Warrior HIke logo.

I morgen flyver jeg til Boston, for derefter at flyve videre til Rutland i Vermont. Derinde skal jeg linke op med 10 amerikanske krigsveteraner, som har gået på Applachian Trail siden den 18. marts. De er en del af et projekt der hedder Warrior Hike. Projektet handler om at gå krigen af sig og blev startet sidste år af en tidligere US Marine kaptajn ved navn Sean Gobin. Jeg har, som nogen måske ved, netop afsluttet min Master med et speciale omkring netop krigsveteraner. Specialet hedder "Ingen Efterladt - et feltstudie af danske krigsveteraners erfaringer med friluftsliv". Det kan downloades her, hvis man skulle være interesseret i at læse det. 

Applachian Trail ruten.

Jeg skal i tre uger være en del af projektet mens vi går fra Vermont til Maine langs Applachian Trail. Denne del af ruten regnes blandt den smukkeste og hårdeste. Vi skal feks. igennem White Mountains i New Hampshire. Der er flere grunde til min deltagelse, som den eneste "outsider" indtil nu.

• Jeg er selv veteran.
• Kan jeg starte et lignende projekt op i Danmark og måske resten af Skandinavien.
• Danne grundlag for en videnskabelig artikel der sammenligner mit eget speciale, med de observationer jeg gør undervejs hos de amerikanske veteraner.
• Det er et mega fedt sted at vandre, som jeg har drømt om i mange år.
• Giver mig en mulighed for at hilse på de flinke fyre hos Hyperlite Mountain Gear, da de holder til i Maine.

Jeg ser meget frem til turen, som bliver spændende på så mange måder. Slutteligt lidt om det udstyr jeg tager med. Jeg vil ikke nævne det hele men her er det mest essentielle hvor noget er nyt til denne tur.

Alt mit udstyr jeg skal have med.

• Hyperlite Mountain Gear 55 liter Windrider rygsæk
• Pacerpoles vandrestave
• Trail Designs Caldera Cone med sprit stove og backup i form af esbit tabletter
• 900 ml Evernew gryde og 450 ml Evernew kop
• Canon G16 Powershot med Velbon ultralight stativ
• Hjemmelavet kit til "Bear Hang" af madpose
• Madpose er en stor OPSAK og en Hyperlite Mountain Gear jumbo stuff sack læsset med 5 dages mad hjemmefra.
• Fenix LD02 lampe
• Sawyer Mini vandrensnings system
• Tarptent Notch
• Nemo Zor Pad
• Hyperlite Mountain Gear stuff sack pillow
• Montbell Downhugger 900 #5 sovepose
• Inov8 Roclite 295 sko
• Anker 10.000 mHa External Battery
• Samsung S4 med downloadet Viewranger app og kort over Applachian Trail
• Papirkort over White Mountains og AT Guide fra David Miller
• Garmin Fenix ur til backup navigering
• Kindle til læsning
• Diverse tøj kan skimtes på billedet. Berghaus Mount Asgaard smock, Montbell Ex-light dunjakke og Golite Visor. 
• Derudover PHD Ultralight merino sokker, Montane Featherlite pants, Golite Mesa shorts, Golite merino LS trøje, Aclima merino SS trøje, Aclima merino boxers, hue, buff, handsker, Westcomb wind hoody, ULA Rain kilt, Dirty Girl gaiters.

Jeg skal forsøge at opdatere både min personlige og Backpackinglights facebook profil undervejs, så følg mig der hvis du har lyst, ellers kommer der en fuld rapport når jeg engang kommer hjem igen.

Gendarmstien

"Yours truly" kigger fra Broagerland over på Dybbøl Banke. I 1864 var det tyske kanoner i stedet.

Gendarm stammer fra fransk og betyder egentligt "mænd uden våben". Oprindeligt var de elitesoldater og livvagter for den franske konge, i Danmark var de mere politifolk og toldere. Deres opgave var at patruljere den danske grænse og give bistand til toldembedsfolkene, hvilket de gjorde fra 1839 til 1959. I 1920 ved genforeningen var grænsen til Tyskland fastlagt og gendarmerne patruljerede grænsen fra Vadehavet i vest til Als sydspids i øst. i 1959 overgik grænsekontrollen til politiet og gendarmkorpset blev nedlagt. I dag kan du gå gendarmstien fra Padborg til Høruphav på Als i alt ca. 74 km langs en smuk del af Danmarks kyst. Der ligger masser af information og kort online på diverse offentlige hjemmesider fra områdets kommuner. Bare lav en google søgning.

Gendarm ca. 1930-1940

Jeg sprang af toget i Padborg i bagende solskin efter ca. 5 timers rejse med tog, tog, bus og tog. Jeg havde for 70 kroner i mer-billetpris siddet på DSB 1st og nydt gratis kaffe og ostemadder ad libitum. Jeg havde endda hugget et par af deres "Espresso kopper" hvilket jeg senere skulle blive glad for, da jeg havde, viste det sig, glemt min egen kop derhjemme. Noget skal man jo glemme.

Hærvejen eller Oksevejen, her set på ind ind i Tyskland, krydses også.

Efter at have spændt skoene og rygsækken ordentligt begav jeg mig sydpå mod grænsen og starten på gendarmstien. Tydelige skilte fører en frem, men alligevel lykkedes det mig at gå 500 meter ind i Tyskland ,inden jeg indså, at jeg skulle den anden vej. En god start er halvt fuldendt siger man, så jeg var åbenbart meget langt hjemmefra og ikke en god begyndelse. Selve stien snor sig gennem skov og landbrugsland ud mod Flensborg Fjord. Jeg passerede i gennem grænseovergangen ved Kruså komplet med sex-shop og andre "traditionelle" danske forretninger.

Overblik over ruten

Ligeefter kommer man ind i Kollundskov og efter få kilometer rammes kysten med fin udsigt til Flensburg og en bar røv, da lige netop denne del af kysten åbenbart benyttes af nudister, men hey jeg er en fri sjæl og nyder gerne en nøgen kvindenumse, selvom sådan nogen var i klart mindretal. Kollundskov er i øvrigt meget kuperet.

Udsigt over Flenburg Fjord fra Kollundskov.

Derefter går ruten op mod og igennem Kollund og langs Kollund strand. Det var meget varmt, og jeg benyttede lejligheden til at svale mig i bølgerne sammen med en masse andre. Ved Sønderhav spiser jeg mig en is mens jeg kigger ud på de to små øer lige ud for kysten. Der går en lille færge, og kort overvejer jeg at tage ud og gå rundt om den store af dem. Jeg ved nemlig, der er en sti hele vejen rundt. Øerne hedder store og lille Okseø. Et sagn fortæller, at de er skabt af ler, der faldt fra en Jættes sko. En anden historie fortæller at Margrethe d. 1 døde af sygdom på lille Okseø, efter hun var på vej hjem fra fredsforhandlinger i Flensburg i 1412.

Store og Lille Okseø

Jeg havde fra starten ikke tænkt mig at gå så forfærdeligt langt denne dag, men, som altid for mig, gik det jo fint fremad i et godt tempo. Før jeg fik set mig om, var jeg i nærheden af Gråsten, og klokken var omkring 19. Frysetørret eller finde en cafe at spise på blev pludseligt et valg, og det var et nemt valg. Kan derfor anbefale cafe Feodoera i Gråstens pasta med laks og en kold Fuglsang Nightinggale fadøl. Den aften blev der stealth campet i en lille skov nord for marinaen i Egernssund efter ca. 31 kilometer effektiv vandring på gendarmstien med en 2-3 kilometer afstikker til cafebesøg i Gråsten havn.

Aftensol over Gråsten og Egernsund.

Næste morgen søgte jeg ned mod kysten, og fyldte vand på ved marinaen, og fortsatte østpå. Udsigtspunktet på Rendbjerg blev brugt til første stop med morgenmad og kaffe. Flot sol og dejlig udsigt over fjorden med sejlskibe og et enkelt stort pram der blev skubbet afsted.

Stubrest på stranden.

Derefter går ruten forbi Broager og sydpå hvor resterne af en storindustri kan opleves. Hele området husede en meget stor teglværksindustri med 8 af slagsen i hele området ved Iller strand. Informationstavler langs ruten fortæller mange historier omkring, hvem der ejede dem, og hvordan forholdene var i området. Meget interessant.

Eventyrskov ved Kragesand.

Efter Brunsnæs går det igen øst på. Her er ruten småkedelig, der er en del asfalt og grusveje langs store gårde. Det var også mega varmt og ikke meget vind rørte sig gennem de levende hegn langs vejene. Ved Kragesand holdt jeg en længere pause. Min højre fod havde udviklet en lille vabel lige i trædepuden. Det er heldigvis ikke så tit jeg får vabler, og det eneste jeg kan pege på, som var anderledes var de nye PHD Ultralight strømper jeg havde på, men jeg tror nu bare det var "bad luck" og ikke sokkens skyld, for min anden fod var rigtig godt kørende.

Disse små fyrtårne står langs hele kysten.

I Kobbelskoven standsede jeg, for at spise en frokost bestående af den frysetørret jeg ikke havde konsumeret dagen før. Stoppet blev til tre timer, for jeg lå en i en smuk lysning lige ved skrænten til vandet, og livet var bare godt. Til sidst overvejet jeg endda at blive natten over, men klokken var kun 16 og der var mange timers lys tilbage. Foden var også bedre, så jeg traskede videre nordpå mod Dynt Hovede og Gratelund, hvorfra der er den smukkeste udsigt til Sønderborg og Dybbøl Banke, hvor Dannebrog tydeligt vejede og møllen skimtes i det fjerne.

Tarptent Notch og Hyperlite rygsæk i solnedgang på Dybbøl Banke

Preusserne synes også udsigten mod Dybbøl var god dengang i 1864. Området var perfekt til placering af kanon batterier, der kunne sønderskyde de danske skanser omkring Dybbøl. Specielt skanse 1 og 2 var nemme at ramme (se senere billede af skanse to), og grundet deres lave placering på Dybbøl Banke kunne de ikke returnere ilden.Jeg fortsatte ind mod Vemmingbund hvor jeg spiste en meget velfortjent is ved stranden. Derefter vandrede jeg de sidste tre kilometer mod en primitivlejrplads på Dybbøl Banke, hvilket ville betyde jeg næste morgen kunne være ved Dybbøl Mølle når flaget gik til tops klokken 8, man er vel tidligere soldat og sergentelev i netop Sønderborg, og går derfor lidt op i sådan noget.

Skanse to på Dybbøl Banke med udsigt over til Broagerland.

Aftenen og natten var ekstrem lummer og endelig kom der lidt regn for at tage toppen af varmen, selvom det ikke var meget. Jeg var afsted tidligt, og vandrede rundt på Dybbøl Banke. Det er altid interessant at følge historien, og den 18. april 1864 er stadig en dato, der fylder meget i dansk selvforståelse. I dag kan man se tragisk og bedrevidende på placeringen af skanserne, og hvordan den danske regering selv bar en stor del af skylden for krigen, men for de enkelte mænd i skanserne har det været noget helt andet. Der er mange mindesmærker både for danskere men også for preusserne. 

Dybbøl Mølle om morgenen inden flaget blev hejst.

Faktisk havde de opstillet et sejrsmonument, som efter genforeneningen i 1920 fik lov til at blive stående. Formodede modstandsfolk sprængte det i luften efter 2. verdenskrig, det kan man så mene om hvad man vil, men faktum er, at vi fik på munden dengang i 1864. Ikke kun ved stormen på Dybbøl hvor tabene var omkring 1400 mand, men også ved slaget om Als, som var senere d. 29. juni da preusserne satte over Als sund og overraskede den 12.000 mand store danske styrke på Als. Her mistede vi omkring 3000 mand på få timer, ikke vores mest stolte øjeblik i krigshistorien.

Så kom Dannebrog også op over Dybbøl Mølle

Efter morgenmad og en snak med de to mand der hejste Dannebrog (to gange fordi de klumrede i linen, men jeg lovede ikke at sige noget) fortsatte jeg mod Sønderborg by. Jeg krydsede over Christian d. X bro ved Als sund og fortsatte langs havnen, forbi Sønderborg slot og ud mod marinaen. Det regnede sådan on and off. Det ene øjeblik varmt og bagende sol, det næste væltede en ordentligt skylle ned over en, for der igen at blive bagt af sol.

Høruphav komplet med lille gendarmhus og mannequin.

Resten af turen var relativt hurtig gået gennem skov og kyst. Da jeg nåede Høruphav glædede jeg mig lidt over, at man havde et lille gendarmhus, som var komplet med mannequin og udstyr. Eneste minus er bussen stort set ikke kører om lørdagen så langt ude på landet. Jeg tror dog nok, jeg satte ny personlig rekord, da jeg på femte tommel blev samlet op af en flink dame, der tog mig ind til stationen i Sønderborg. Jeg må have set til forladelig ud. Jeg var lige i tid til at nå en hurtigt etagevask på toilettet, inden toget kørte, så resten af tog passagerne kunne holde mig ud på rejsen hjem til Nødebo.

Lidt grej observationer:

Nemo Zor Pad regular.

Stadig tilfreds med den. Ligger forbavsende komfortabelt når man tænker på tykkelsen. Fylder lige for meget i rygsækken. Jeg tror den korte version vil være bedre til mig på sådanne ture som denne. Stort plus er den føles ikke klistrende at sove på, selvom man kun ligger i underbukser med soveposen på som tæppe. Den kommer med til USA.

Hyperlite Mountain Gear Windrider 55 liter version.

Har nu brugt den on and off i halvandet år. Stadig komfortabel og stor nok til at jeg kan bo i den med mad til omkring en uges tid. Den kommer med til USA.

PHD Ultralight Merino korte sokker.

Sidder godt og omsluttende på foden. Føltes lidt kunstige og jeg synes de var lidt varme. Kæmpe minus var en vabel på den ene fod. På den anden side var den anden fod slet ikke tapet, det plejer den ellers at være. De kommer med til USA, men tager et par Defeet Wooleators med for en sikkerheds skyld.

Tarptent Notch.

Efter at have brugt Moment i flere år, var det her min første tur med Notch, som groft sagt er et Moment uden buestang. Det skal sættes med vandrestave i stedet. Meget tilfreds med det, enormt nemt at sætte op og et ekstra plus i varmen var muligheden for helt at åben siderne op på det. Det kommer helt sikkert med til USA og mange ture i fremtiden.

Ps. Har nu et brugt Moment DW (Mesh) til salg, så send en mail hvis interesseret.

Montbell Downhugger 900 #5 sovepose.

Var glad for den kan lynes op og kun bruges som tæppe ellers var jeg død i varmen. Stadig tilfreds med den. Den fylder og vejer ikke meget. Den kommer med til USA.