Efterårs vandring i Jætternes fodspor.

Smukt efterårsvejr i fjeldet

Jeg har længe haft mit øje på Jotunheimen I Norge som fjeldområde til vandring. Området er nationalpark og kendt kendt for sine dybe dale, golde pas og høje tinder. I nationalparken ligger blandt andet Nordeuropas højeste bjerg kaldet Galdhøpiggen med sine 2469 meter. Det kan bestiges uden særligt udstyr. I området ligger en del bemandende og ubemandede hytter. De store hytter er velbesøgte året rundt.

Lejrplads første aften i passet

Min tur starter på Hovedbanegården i København en søndag formiddag. Foran mig venter ca. 12 timers kørsel nordpå. Derefter seks dage og omkring 96 kilometers cirkelvandring i fjeldterræn, inden turen går hjem igen mod Danmark. Jeg har med stigende optimisme holdt øje med langtidsudsigten for vejret i Jotunheimen den kommende uge. På denne årstid i de højder er det lidt et lotteri med vejret, men det ser lovende ud.

Stimarkering i fjeldet

Sent om aftenen omkring klokken 22 ankommer jeg til Bessheim hytteområdet, hvor teltet slås op ned til den store sø ved siden af hytten. Planen er, at efterlade bilen her i gratis parkeringen ved hytten, og starte tidligt mandag morgen på selve turen. Næste morgen klokken lidt i syv er jeg oppe og pakke telt og grej ned i rygsækken. Mosekonen har brygget en ordentlig gang fugtig dis her i 950 meters højde ved siden af søen. Den ligger kold og tyk, mens morgenmaden tilberedes og de sidste stumper klargøres.

Rener

Efter at have konsumeret en kop kaffe og en frysetørret morgenmad begiver jeg mig afsted ind og op i fjeldet. I løbet af den første times tid går jeg to en halv kilometer ind og vel omkring 250 meter op. Heroppe i 1200 meter på højplateauet skinner solen fra en skyfri himmel og disen lægger tyk i dalen bag mig.  Foran mig rejser fjeldene sig op i næsten 2500 meters højde. Jeg drejer nordpå og følger de røde stimarkeringer længere og længere ind i fjeldet. I løbet af den første dag passerer jeg fjeldsøerne Bessvatnet og Russvatnet med deres iskolde og klare vand. Førstnævnte vil jeg passerer igen på returen mod bilen på sidste dagen, når jeg krydser henover Bessegen.

I højfjeldet

Henunder eftermiddagen begynder jeg opstigningen til passet, der vil føre mig over til bjerget Glittertind. Jeg skal ikke op over det med følge dalen syd om. Inden jeg krydser passet slår jeg lejr i ved foden af Styggehøe en top på små 1880 meter. Lejren ligger i ca. 1600 meter, så jeg forventer en kølig nat. Om aftenen, efter jeg har spist min frysetørrede mad, begynder temperaturen også at falde hurtigt og soveposen kalder.

Smukke efterårsfarver

Tirsdag morgen, som jeg kigger ud af teltet, og overvejer en kop kaffe og noget morgenmad passerer en større flok rener min lejr. Efter at have pakket sammen følger jeg dem op og henover passet, og fortsætter ned mod Glitterheim hytten der ligger i 1300 meter for foden af Glittertinden. Netop som jeg nærmer mig Glitterheim hytten begynder det at småregne og vinden tager til. Jeg snupper en hurtig kop kaffe i hytten og tjekker en vejrudsigt inden jeg begiver mig syd og vest på ved foden af Glittertinden. Jeg følger dalen rundt indtil jeg stiger op gennem Veslglupen passet og bryder ud i strid modvind og regn på Skauteflye plateauet i 1600 meters højde.

Grå vejr ruller ind

Vejret og landskabets goldhed med blokmark så langt øjet rækker gør at området lynhurtigt bliver døbt til Mordors Slette med henvisning til Ringenes Herre. Sidst på eftermiddagen stilner regnen af, men vinden er stadig stærk, som jeg nærmer mig Visdalen og Spiterstulen hytten. Det er planen, at jeg vil telte her ved hytten i 1100 meters højde, og den skal fungere som base for en bestigning af Galdhøpiggen dagen efter. Ved hytten finder jeg ud af, der er varslet storm hele natten og næste formiddag med vinde på 18 sekundmeter i dalen og 24 sekundmeter på toppen. Med det i mente finder jeg en beskyttet teltplads, og gør mig klar til at ride nattens storm af i mit telt.

Lejrplads i en af de grønne dale

Onsdag morgen beslutter jeg mig for at aflyse turen til toppen, det er minusgrader deroppe, og i den vind vil windchill faktoren være ekstrem høj, og jeg har været der to gange før senest i juni i år i strålende solskin. I stedet tager jeg en overligger formiddag indtil tidlig eftermiddag, hvor vinden stilner så meget af, at jeg igen kan bevæge mig ind i fjeldet. Den tid, jeg vinder, ved ikke at topbestige Galdhøpiggen gør, jeg kan tage det helt rolig de næste dage. På vej op igennem Visdalen er vinden stadig kraftig, men den aftager efterhånden som dagen skrider frem, og som jeg står og nyder udsigten krydser to rener Visa floden få hundrede meter fra mig. Henunder tidlig aften slår jeg lejr inden opstigningen til Urddasdalpasset i strålende solskin, hvilket gør fjeldet står utroligt smukt i efterårsfarverne.

Højfjeldssø

Torsdag morgen starter grå og diset, men efterhånden som jeg kommer op gennem Urdadaspasset får solen magt. I passet passerer jeg en række høje fjeldsøer med deres smukke kolde klare vand. Selve passet krydses i næsten 1700 meter, før det går nedad igen mod Storådalen i 1100 meters højde, hvor det smukke vandfald Hellerfossen ligger. På bredden ved søen inden vandfaldet snupper jeg en lille morfar, mens jeg kigger på fjeldørrederne, der hapser de mange små tordenfluer, der ligger og flyver i overfladen. Næste gang tager en jeg fiskestang med sværger jeg for mig selv. Efter en times tid går jeg det sidste stykke ned i dalen og slår lejr.

På vej op gennem Visdalen

Fredag begynder, som stort set alle de andre dage, med en opstigning til Memurutunga plateauet i 1500 meters højde. Undervejs på dagens rute går jeg på de høje skrænter, der ligger ned mod den store Gjendesø 500 meter under stien. Dagens mål er hytten ved Memurubu, hvor jeg har planlagt at overnatte i deres teltområde. Dagens vandring er relativt afslappet. Jeg kan godt mærke at kroppen er ved at komme i flow med hensyn til at gå i det kuperede og vanskelige terræn. Dagen byder på noget regn, så den sædvanlige på og af med regnjakke dans gentages et par gange. Sidst på dagens skinner solen og, det sidste stykke ned mod hytten gås med oprullede ærmer og udluftningslynlåsene i bukserne vidåbne. Fredag eftermiddag ankommer jeg til Memurubu hytten, og slår mit telt op ned til Gjendesøen i 1000 meters højde, der hvor Muru floden, som jeg har fulgt på det sidste stykke, udløber i søen.

Gjendesøen

Lørdagen starter igen med en opstigning, og en stejl en af slagsen op mod Besshøe. Inden toppen drejer ruten øst på ud mod og over Norges mest berømte vandrerute, der går henover Bessegen for at slutte tilbage ved bilen henunder eftermiddagen. Desværre er vejret skiftet, og i stedet for sol er der lave skyer og regn, mens jeg krydser henover og opad den 200 meter høje og knivskarpe Besseg. Med Gjendesøen på den ene side og Besssøen på den anden. En oplevelse som ikke kan beskrives, men skal erfares selv. På toppen drejer jeg nordpå og følger en sti tilbage mod Bessvatnet fra den første dag, inden jeg går nedad tilbage mod turens udgangspunkt ved Bessheim hytten, hvor bilen holder. Efter en hurtig gang tøjskift, peges bilen mod København og hjem. Friluftsliv er tilfredshed, og som Sokrates har sagt, ”tilfredshed er naturlig rigdom, luksus er kunstig fattigdom”. 

Pakkeliste:

Navn	Kategori	Vægt	Enhed
Gossamer Gear Mariposa	Rygsæk	957	gram
Tarptent Notch Solid Inner	Telt	921	gram
As Tucas Sestrals quilt	Soveudstyr	696	gram
Exped Hyperlite liggeunderlag	Soveudstyr	353	gram
Aclima Lightwool Boxers	Tøj	65	gram
Aclima Lightwool Hoodie	Tøj	250	gram
Cap	Tøj	64	gram
Lundehags Makke bukser	Tøj	496	gram
No Grad Aero Belt	Tøj	64	gram
Patagonia Houdini Windshirt	Tøj	115	gram
Smartwool PHD Ultralight strømper	Tøj	44	gram
Buff halv	Tøj	26	gram
Berghaus Hypertherm Hoodie	Varmt tøj	227	gram
Inov8 Merino trøje langærmet	Varmt tøj	158	gram
Aclima Merino underbukser lange	Varmt tøj	165	gram
Chocolate Fish Merino Beanie	Varmt tøj	34	gram
Handsker	Varmt tøj	55	gram
Dexshell vandtæt strømper	Varmt tøj	78	gram
Berghaus Mount Asgard Goretex Pro Smock	Regntøj	306	gram
Montane Minimus Rainpants	Regntøj	199	gram
Zpacks Skalluffer	Regntøj	39	gram
Inov8 Roclite 295	Sko	731	gram
Dirty Girl Gaiters	Sko	44	gram
100 gram Gas	Køkken	184	gram
Jetboil Sol TI	Køkken	238	gram
Evernew 1,5 liter vandflaske	Køkken	41	gram
Drikkeflaske	Køkken	68	gram
Kniv, hjemmelavet	Køkken	114	gram
Ti Long Spoon	Køkken	16	gram
Mad til seks dage	Mad	4500	gram
Garmin Fenix	Navigation	83	gram
Gossamer Gear Poles	Vandrestave	276	gram
Lumix Kamera	Foto	230	gram
The StickPic	Foto	12	gram
Joby Gorilla Pod	Foto	166	gram
Kindle E-Reader	Diverse	200	gram
Numa Rider solbriller	Diverse	25	gram
Petzl Headlamp	Diverse	81	gram
Powerbank 10.000 mHa	Diverse	237	gram
Rep / FØHJ Kit	Diverse	255	gram
Sawyer Mini filter	Diverse	64	gram
Håndklæde	Diverse	29	gram
Sikkerhedskit (fløjte, lille lygte, snor, kniv)	Diverse	107	gram
Hygiejne kit	Diverse	161	gram
Sony Xperia 5	Telefon	120	gram
I alt		13294	gram

Optimer dit udstyr og få større turglæde

Det er logik, at når du bærer på tunge ting, så bruger du en masse dyrebar energi uden egentligt, at opnå noget med det. Derfor er det modsatte også sandt. Jo mere du reducerer vægten af det du bærer på, jo mindre energi bruger du. Du vil opleve at stigningerne bliver lettere, ømhed i skuldre og lænd forsvinder, den gamle knæskade driller ikke så meget mere, kort sagt! Du har mere overskud til at nyde turen, gå længere, se mere, tage den ekstra top o.s.v.

Thy Nationalpark

Ved at vurdere mine indkøb og mit udstyr i forhold til nogle enkle principper har jeg forøget min tur glæde på en ikke uvæsentlig skala. Dertil kommer, at jeg går længere, hurtigere og nemmere end nogensinde tidligere. Alt dette uden at blive fanatisk eller på anden måde kaste mig ud i ekstremer for at nå en eller anden magisk vægtgrænse. Jeg erkender, at jeg har slagtet nogle fordomme, givet afkald på traditionel tankegang og skiftet en del af mit udstyr over en årrække. Hvad er det så jeg har gjort?

Jeg har fire alt overskyggende kriterier, for hvornår udstyr er godt i mine øjne. Disse er i vilkårlig rækkefølge:

Vægt, Enkelthed, Multifunktionsdygtigt og Brugbart.

Godt udstyr opfylder 3 til 4 af de ovenstående kriterier.

Med det for øje har jeg over tid udviklet, læst, lært og tænkt over følgende principper, som jeg bruger til at optimere mine ture.

Letvægts setup af gear

1.      Vej alt dit udstyr! Før en liste over hvad du har, og hvad det vejer. Bare den simple ting at vide vægten på dine stumper sætter gang i en tankeproces, som hjælper dig med at træffe beslutninger, om hvad du vil have med på tur. Samt hvor du kan opnå størst vægt optimering ved en eventuel udskiftning. Typisk er det telt, sovepose, rygsæk og kogegrej du kan optimere mest vægt på ved at erstatte med andre og lettere løsninger, der har samme funktion.

2.      Vælg det grej, der er lettest og fylder mindst, til den tur eller formål du planlægger. Køber du nyt udstyr, så insister på at vide vægten inden du lægger pengene, også fra online forretninger.  Vær præcis med vægten en din sovepose vejer ikke ca. 1 kilo men nøjagtigt 956 gram. Har du en fibersovepose, kan du spare meget vægt og volumen på at vælge en dunsovepose eller en dunquilt. Materialer er i dag meget lettere og holdbare end før, så er du ejer af en ældre model rygsæk, kan du sikkert spare et kilo eller mere ved at skifte denne, måske skal du heller ikke bruge en så stor rygsæk, hvis du fortsætter med optimeringen.

3.      Undgå for mange lommer, lynlåse, knapper, remme, unødvendige åbninger og andet fyld på tøj og udstyr, med mindre det er noget du bruger eller vil bruge. Ellers er det bare ekstra vægt, kræver ekstra vedligeholdelse eller noget der er kan gå i stykker.

4.      Tag mindre med. Eliminer alt 'nice to have' udstyr! Spørg dig selv om du virkelig har brug for dette stykke udstyr, for enten har du virkelig brug for det, eller også bliver det hjemme. F.eks. Den ekstra varme trøje, de ekstra bukser, har du virkelig brug for 2 gryder. Hvad med alle de remme uden på rygsækken, bruger du virkelig dem? Lommen til drikkesystemet? Ellers kan de jo skæres væk.

5.      Tag kun den mængde med du skal bruge. Det gælder tøj, brændstof, mad, tandpasta, plastre o.s.v. Pak alt om i lette plasticposer.  Vælg altid den letteste sovepose du har til den vejrsituation du forventer, du kan altid tage mere tøj på i soveposen som varmeforstærkning, hvis det bliver lidt koldere end forventet. Skal inderteltet virkelig med på turen eller kan du klare dig med f.eks. et let Tyvek underlag inde i yderteltet. Nervøs for om din sovepose bliver våd uden indertelt eller kondens bliver for meget? Anskaf et let bivybag cover til din sovepose, de vejer ikke meget nu til dags. Klæd dig på efter 3 lags princippet, en god tommefinger regel er, du skal kunne have alt dit tøj på, på en gang, og gerne nede i soveposen, hvis det er nødvendigt.

6.      Brug udstyr der opfylder flere behov. Vandrestave er fremragende teltstænger, og din gryde en fremragende kaffekop. Tøj i en pose kan være en fin hovedpude, og en teltpløk kan sagtens grave efterladenskaber ned. Soveposen kan være en fin varmeforstærker hvis den er viklet rundt om dig på en kølig aften.

7.      Evaluer altid turen! Når du kommer hjem laver du to lister en over grej du brugte og hvordan det virkede, og en over grej du ikke brugte, for det skal måske ikke med på næste tur af samme type. På nær lige førstehjælpssættet, det skal helst ikke have været brugt, men skal helt sikkert med næste gang. Vær nysgerrig og eksperimenter, beløn dig selv med et nyt stykke grej en gang i mellem, tænk altid i optimering af udstyr og teknikker, og sidst men ikke mindst, smil og nyd turen, det i sig selv giver større overskud.

Redningsstien i Thy

Det med småt.

Letvægtsvandring er en proces og en filosofi. Du skal tage det alvorligt, men ikke til ekstremer. Tag fornuften med og tilpas det til din egen filosofi, der passer til dine tanker, ideer og pengepung. Pas dog på, for det kan godt blive lidt vanedannende J

Gear til 4 dage på Höglandsleden

Hvad har en Ultralighter i rygsækken til en 4 dages tur på Höglandsleden i maj.

Kivik og rundt om Brösarps Bakker

Endelig tur igen! Frie ånder har brug for frisk luft, sagde denne herre!

Beklager, men kunne ikke stå for dette billede.

Jeg havde på min Facebook side lavet en fællestur under navnet Ultralight Vintertur. Vi endte med at være tre afsted som var Thomas fra Hillerød, Henrik fra Greve og mig. Henrik og jeg har efterhånden nogle ture sammen, men Thomas var ny i denne sammenhæng og ikke helt "skruet" ind vægtmæssigt, men han var på vej, sagde han selv. I sidste ende betyder det jo ikke meget for udbyttet af turen, altså udover at, han, endda som den yngste og i god fysisk form, på hjemturen i bilen trængte til søvn på bagsædet, mens de to gamle "letvægtere" foran ikke var nær så trætte af de sammenlagt små 60 kilometer. Endnu engang blev det dermed bevist, at der ikke er nogen gode argumenter mod at nedsætte vægt og volumen på rygsækken og dens indhold.

Solopgang over Brösarps Bakker

Vi satte Henriks bil i Kivik, og gik ned mod havnen og nordpå langs kysten mod Haväng og Brösarps Bakker (kort på link), hvor rundruten havde sit udgangspunkt. Klokken var allerede omkring 15.30 så vi havde ikke alt for mange timers lys tilbage. Eftermiddagslyset var fantastisk nede ved vandet. Solen stod lavt, og der var ikke meget varme at hente i den.

Fantastisk lys på stranden mens vi gik nordpå fra Kivik

Op langs kysten går leden langs vandet henovr et par små åer. Vi valgte at gå i kanten af sand og små skov. Efter Häveng drejer leden ind mod Brösarp, og der kommer et stykke på asfaltvej. Humøret var højt i det fine vejr, og snakken gik om alt og intet.

En venlig sjæl havde sat en stol til at nyde aftenen

Efter vi passerede jernbanen drejede ruten op i en lille skov, hvor vi fandt en fin lejrplads ikke langt fra en å. To telte og en tarp kom op, samlet vejede alle tre ting omkring 2,5 kilo (1200, 1000 og 300 gram), pænt ultralight, hvis vi selv skulle sige det. Thomas gjorde et hæderligt forsøg på et bål med vådt brænde, men i sidste ende var vi i poserne omkring kl. 20.30, klar til 10 timers søvn.

Henrik og Thomas på kreten i diset morgenvejr.

Næste morgen var vi afsted omkring kl. 6.30, det var diset. En lille fejl betød vi kom ind i gennem byen Brösarp. Tilbage på ruten spiste vi morgenmad og drak kaffe ved Torparebron. Her var også et opvarmet toilet, meget fine forhold, der blev udnyttet til fulde.

Øverste del af Skånes største vandfald på sammenlagt 24 meter

Videre på ruten kom vi forbi Hallamölla, der er Skånes største vandfald. Ved Alunbruket skiller ruten sig, og man skal huske at dreje nordpå ellers kommer man ned mod Ystad. Vi fortsatte op mod kirken i Hörröd. Kæmpekirke i så lille et samfund, hvor alle haner var frostlukket. Henrik var begyndt at drømme om cola og kanelbulle, og han satsede på at næste lille by ville have en lille lokal ICA.

Mit hjem på anden dagen

Desværre for ham viste det sig at være en samling sommerhuse. Vi tankede op på vand og fortsatte ind i skov igen med kurs mod Äskebjär, hvor vi havde udset os en lejr for foden af udsigtspunktet. Det var hundekoldt da solen gik ned, og efter aftensmaden traskede vi op til udsigtspunktet og kiggede lidt stjerner, inden vi fortrak til soveposerne.

Daggry på Askebjerget

Om morgenen var der is i min drikkeflaske, og jeg konstaterede mine bukser var meget kolde at få på igen. Det giver altid en lille dans og forskellige udbrud inden varmen vender tilbage. Henrik havde været oppe siden meget tidligt, men tror du han havde lavet morgenkaffe? Efter en kort foto session på udsigtspunktet, i en meget kold vind, begav vi os videre gennem den flotte Drakamöllan nationalpark. Derefter kommer man ind i skov og går ned mod Torparebron, hvor vi igen spiste morgenmad og drak kaffe.

På vej tilbage mod Kivik på Backaleden imen en meget kold vind blæser

Jeg havde hørt fra pålidelig kilde, at man fra Brösarp kunne gå langs en gul rute, der hedder Backaleden. Den skulle være mere interessant end den officielle fra Österlenleden. Så sagt, så gjort. Ruten gik meget kuperet gennem små dale, over bakker og kreter, og var ganske smuk. Ved kysten drejede vi sydpå og fulgte denne mod Kivik og en kop kaffe på den lokale café i byen. En ganske afvekslende og interessant tur i Brösarps Bakker, som jeg gerne anbefaler. Fra Kivik og tilbage igen var der vel omkring 60 km, som vi tilbagelagde på 2½ dag.

Lidt om grej.

Katabactic Gear er begyndt at producere rygsække, og jeg var så heldig at have nok en af de første i Europa med på denne tur. Helios 55 i cuben fiber. Rygsækken skal yderligere testes, og hvis den fortsætter de gode takter, kommer den i en webshop nær dig snart. Jeg var meget tilfreds med dens fit og opbyging.

Nye bukser i form af Makke fra Lundehags. Jeg har ikke fundet de "perfekte" bukser endnu og Makke var et nyt skud i bøssen. Lækre bukser, men ikke vinterbukser, og generelt for mange lynlåse. De har dog et virkeligt godt fit med stretch. De kommer med på næste tur også.

Berghaus har givet mig en Smoulder fleece med hætte. Den hidsige røde, du kan spotte på ovenstående billede. Den viste sig at være rigtig god som mellemlag mens jeg vandrede, men var ikke i nærheden af at være varm nok under pauserne, hvor den tykke puffy jakke kom frem.

Vil du med på næste tur?

Kunne du tænke dig at komme med på en tur, så er de helt gratis. Præmissen er fælleskab, hygge og inspiration. Du skal selv stå for alt dit grej og omkostninger. Ligenu er der en tur her den 27 marts til Blekingleden og en igen til maj til H¨glandsleden. Du ser mere og tilmelde dig på Backpackinglight.dks facebook side under begivenheder.

Hallandsleden, 100 km fra Kungsbacka til Varberg

Jeg har tidligere gået med Roger Brown på Hallandsleden, se dette link. Jeg havde derfor udset mig et nyt stykke af Hallandsleden, for at kunne fortsætte min mission om at vandre de stykker af nordsøstien, der indenfor nem rækkevidde. Denne vandring ville være min første siden hjemkomsten fra mine tre uger på Applachian Trail i New England. En blogpost, som gerne snart skulle være online.

Fra Kungsbacka i nord til Varberg midt i Halland er der lidt mere end 100 kilometer. De to nordlige kort jeg skulle bruge kan downloades her.

Kort 1.
Kort 2.

Jeg havde begge kort på min telefon, samt tilkøbt de nødvendige 1:50000 kort på Viewranger app. Det fungerer perfekt til kortere ture, hvor strøm til telefonen ikke er et stort problem. Ruten var velmarkeret med nye markeringer, så navigation var slet ikke noget problem undervejs.

Jeg tog hjemmefra sent fredag aften, og ankom til Kungsbacka omkring kl. 22. Jeg gik de ca. 5-6 km, der er fra stationen, hvor unge mennesker var fest klare, ud til den lille by Hjälm, hvor jeg stødte til Hallandsleden og et shelter ved søen, som jeg overnattede i den nat.

Morgen den 1. dag med Fusion 50 rygsæk fra Six Moons Design

Vejret de to første dage var generelt grå med grå på. Masser af lavtliggende dis grundet den relativt store varme for november måned.

Mystiske sten sat på stort åbent område. Disen er meget tydelig.

Solen kom en smule frem i løbet af de to første dage. På et længere stykke af ruten, havde en venlig sjæl opstillet en række forskellige figurer, som biddrog til, at man gik og tænkte gad vide, hvad den næste er.

Sol og havenisse ved markeret sten.

En af de ting jeg godt kan lide ved at vandre i Sverige er de mange søer, der passeres i løbet af en typisk vandre dag.

Tidlig morgen på dag 2, med udsigt over Hornsjön.

Det er nogengange underlige ting folk i Sverige og Danmark, for den sags skyld efterlader i på deres jord.

Gammel brand og redningsbil efterladt på mark.

Undervejs på turen eksperimenterede jeg lidt med noget video, og det kom der følgende ud af.

Den sidste dag regnede det kraftigt fra morgenstunden, og hele vejen ind til Varberg. Jeg snød dog lidt og tog bussen de sidste 16 km. Ruten her var alligevel lidt kedelig, og jeg havde allerede gået over 100 km på tre dage.

Hvad tog jeg med til 3 uger på Appalachian Trail

Flere personer har efterspurgt en melding om, hvad jeg havde med, og hvordan det "klarede sig". Men først lidt baggrunds info omkring hvad jeg forventede af miljøet på turen, det hjælper også med at kvalificere mine valg af udstyr.

Kraftigt regnvejr på vej i White Mountains

Miljø.

August måned i nordøst USA er sommer med op til 32 grader og sjældent under 19 grader om dagen. Nætterne ned til omkring 12 grader. I White Mountains kunne jeg forvente ned til 0 grader om natten. Gennemsnitligt siges at hver dag har en 14% chance for torden. Luftfugtigheden ligger mellem 45% og 95%, desværre for mig var luftfugtigheden i specielt Vermont meget høj, mens jeg var der, hvilket betød sved, sved og mere sved. Det blev bedre i New Hampshire oppe i højderne. Dagene bød på masser af dagslys, og drikkevand var ofte tilgængeligt langs ruten. I White Mountains ville jeg have dagsetaper over trægrænsen, samt Mount Washington er berygtet for at have det dårligste vejr i hele nordamerika. To dage, inden jeg stod på toppen, havde det sneet og haglet deroppe. Jeg skulle derfor være forberedt på alt fra de "jungle" lignende tilstande i Vermonts skove til det alpine miljø over trægrænsen i White Mountains.

Intet udstyr var helt nyt. Alt, jeg medbragte, havde som minimum været med på en tur inden. Ved Pinkham Notch fik jeg vejet hele rygsækken, samlet vægt med 4 dages mad, men uden vand, var 22 lbs. (10 kg).

De tre store

Rygsæk

Jeg har to rygsække jeg bruger meget. Valget faldt på min Hyperlite Mountain Gear Windrider 55, som jeg har brugt i 2 år, følgende kriterier gjorde sig gældende. God størrelse. Den er vandtæt. Den bærer 12-15 kilo uden problemer. Nettet uden på er stort nok til at kunne indeholde et vådt telt, vandflaske og kamera. Mindre heldigt er de lidt "små" lommer på hoftebæltet, men der var plads til elektronik og småting i den ene og energi i den anden. Den perfekte rygsæk findes ikke, men denne her er tæt på for mig.Vægt 907 gram.

HMG Windrider og Pacerpoles i baggrunden ses  Franconia Ridge og Mount Lafayette

Telt 

Valget faldt på Tarptent Notch. Jeg har i flere år brugt Moment modellen fra samme producent, som jeg altid har været godt tilfreds med. De to modeller minder om hinanden med den store forskel at Notch sættes med vandrestave i stedet for en buestang som på Moment. Den mindre vægt og volumen på Notch, samt muligheden for at kunne åbne begge sider helt op på en varm nat, afgjorde det til Notch's fordel. Et valg jeg ikke fortrød, selvom det krævede lidt kreativitet, at få det til at være fritstående, de par gange jeg skulle slå det op på telt platforme.Vægt 770 gram.

Sovesystem

Montbell Downhugger 900 #5 med en komfort temperatur for en mand på 3 grader. Den udmærker sig med at have Montbells spiral system, der gør at kuldeområder i posen minimeres, derved kan man slippe afsted med mindre mængde dun. Der var intet tidspunkt undervejs, hvor jeg frøs om natten. Tvært imod var jeg glad for, den kunne lynes helt op, og kun bruges som dyne på meget varme nætter. To nætter sov jeg i langærmet trøje og underbuks, men jeg er også kuldeskær. Vægt 513 gram.

Nemo Zor 20 R pad kendetegnes ved at have både horisontale og vertikale udboringer i gennem dets skumkerne. Dette sænker vægten og har forbavsende nok ingen indflydelse på komforten, som er overraskende høj for et underlag på kun 2,5 cm tykkelse. Vægt 405 gram.

Aftensmad tilberedes en af de første dage i Vermonts skove.

Udstyr

Båret på kroppen

Golite Race Visor
Half Buff (eneste stykke udstyr købt derovre)
Golite Manitou kortærmet kunststof trøje eller Aclima Lightwool T-Shirt
Westcomb Crest Hoody
Golite Mesa Trail 5" shorts
Smartwool PHD ultralight micro sokker
Dirty Girl gaiters
Inov-8 Roclite 295 trailrunners sko

Vandrestave

Pacerpoles Carbon

Typisk vandre look på det meste af turen

I rygsækken

Chocolate Fish merino beanie hue
Defeet Dura glove wool handsker
Defeet Wooleators sokker
Aclima Lightwool langærmet trøje
Aclima Lightwool lange underbukser
Aclima Lightwool korte underbukser
Montane Featherlight nylon bukser
Montbell Ex Light down jakke
Berghaus Mount Asgaard Smock Goretex Pro skaljakke
ULA Rain Kilt

Foto

Canon G16 Powershot (smadret på Smarts Mountain)
Velbon ultralight stativ
Stickpic

Køkken

Evernew 900 ml ultralight gryde
Evernew 900 ml folde flaske
Evernew 1500 ml folde flaske
Trail Designs Sidewinder Caldera Cone
Trail Designs 12-10 Sprit brænder
450 ml plastic flaske til sprit
Bic lighter
Victorinox Classic mini kniv
Evernew 400 ml mug
Ti folde ske
Sawyer Mini vandrensnings filter

Typisk vandre look over trægrænsen med merino trøje og vind hoody

Diverse

Appalachian Trail Guide fra David Miller (AWOL)
Fenix LD02 lygte
Førstehjælps kit
Rep kit
Bear Hang kit (15 m spectra cord, karabin og lille HMG cuben stuff sack)
Samsung S4 Smartphone med View Ranger App og kort over AT installeret
Garmin Fenix ur
Kindle 
HMG cuben stuff sack pillow
HMG cuben stuff sack jumbo som madpose
HMG cuben wallet
Anker power batteri på 10.000 mHa
Diverse ledning til opladning af elektronik.
Silva kompas
Kort over White Mountains
Mad til 5 dage af gangen

Hvad ville jeg have gjort anderledes?

Ikke smadret mit kamera! Det betød at den visuelt smukkeste del gennem White Mountains blev fotograferet på en telefon. Uheldet skete mens det var monteret på stickpic, så brug kun stickpic med lette kameraer.

Et mindre power batteri kunne gjort have gjort det. Ruten var velmarkeret og fyldstgørende beskrevet i guiden, så jeg havde ikke så tit brug for at tjekke ruten på Viewranger appen. Kindle blev slet ikke opladet før i lufthavnen på hjemturen. Jeg havde på intet tidspunkt brug for GPS i mit Fenix ur (backup).

Foldeske i titanium fylder ikke meget, og kunne være i gryden, men den har en tendens til at falde sammen når man spiser eller rør i pastaen.

Hvad fungerede rigtig godt?

Generelt ramte jeg helt rigtig med udstyr og behov. Eneste medbragte udstyr jeg ikke brugte var mine handsker, men det var meget tæt på, de kom i brug på en meget regnfuld og blæsende formiddag over trægrænsen. Enkelte ting kræver lige en separat kommentar.

Sawyer mini vandrensnings filter er nemt og enkelt at bruge. Mange vandkilder behøvede garanterede ikke rensning, men jeg var konsekvent grundet den nemhed Sawyer filteret har. Det skal bare skrues på og du kan drikke direkte gennem det. Filteret passede lige i en strop på rygsækkens skulderrem, så det var nemt tilgængeligt hele tiden.

Læg mærke til Sawyer mini på skulderstroppen

Mine sko fra Inov-8 fungerede godt både på de stejle stigninger med mange rødder og sten, men i høj grad også, da stierne ændrede sig til at være endnu mere stejle og med åben klippe eller blokmarker. Sålen på Roclite 295 modstod, og havde godt greb på næsten alt hvad jeg bød dem. Jeg røg på rumpen to gange, begge var på meget stejle nedstigninger, hvor jeg var fysisk træt og derfor mere ukoncentreret i forhold til, hvor jeg satte mine fødder. Den ene gang kostede en lam albue, den anden en ringfinger der stadig er hævet i mindre grad. Billigt sluppet når jeg tænker på beskaffenheden af "stien" på nogle nedstigninger.

Mine stave var tæt på at være uundværlige, og ikke kun fordi de udgjorde stængerne på mit telt. Den ekstra støtte og balance de gav under vandring i hårdt terræn, ville jeg ikke have været foruden. De kunne bruges til at støtte af eller skubbe en opad, hvilket jeg ikke et sekund er i tvivl om betød mindre belastning på sener og specielt knæ. Der var tider, hvor de blev pakket væk under decideret klatring op og ned.

Smid en kommentar hvis jeg skal uddyber noget. Jeg arbejder på separate anmeldelser af Sawyer filteret og Nemo Zor. Hvor der vil være præmier, så stay tuned!

Warrior Hike og Applachian Trail

Warrior HIke logo.

I morgen flyver jeg til Boston, for derefter at flyve videre til Rutland i Vermont. Derinde skal jeg linke op med 10 amerikanske krigsveteraner, som har gået på Applachian Trail siden den 18. marts. De er en del af et projekt der hedder Warrior Hike. Projektet handler om at gå krigen af sig og blev startet sidste år af en tidligere US Marine kaptajn ved navn Sean Gobin. Jeg har, som nogen måske ved, netop afsluttet min Master med et speciale omkring netop krigsveteraner. Specialet hedder "Ingen Efterladt - et feltstudie af danske krigsveteraners erfaringer med friluftsliv". Det kan downloades her, hvis man skulle være interesseret i at læse det. 

Applachian Trail ruten.

Jeg skal i tre uger være en del af projektet mens vi går fra Vermont til Maine langs Applachian Trail. Denne del af ruten regnes blandt den smukkeste og hårdeste. Vi skal feks. igennem White Mountains i New Hampshire. Der er flere grunde til min deltagelse, som den eneste "outsider" indtil nu.

• Jeg er selv veteran.
• Kan jeg starte et lignende projekt op i Danmark og måske resten af Skandinavien.
• Danne grundlag for en videnskabelig artikel der sammenligner mit eget speciale, med de observationer jeg gør undervejs hos de amerikanske veteraner.
• Det er et mega fedt sted at vandre, som jeg har drømt om i mange år.
• Giver mig en mulighed for at hilse på de flinke fyre hos Hyperlite Mountain Gear, da de holder til i Maine.

Jeg ser meget frem til turen, som bliver spændende på så mange måder. Slutteligt lidt om det udstyr jeg tager med. Jeg vil ikke nævne det hele men her er det mest essentielle hvor noget er nyt til denne tur.

Alt mit udstyr jeg skal have med.

• Hyperlite Mountain Gear 55 liter Windrider rygsæk
• Pacerpoles vandrestave
• Trail Designs Caldera Cone med sprit stove og backup i form af esbit tabletter
• 900 ml Evernew gryde og 450 ml Evernew kop
• Canon G16 Powershot med Velbon ultralight stativ
• Hjemmelavet kit til "Bear Hang" af madpose
• Madpose er en stor OPSAK og en Hyperlite Mountain Gear jumbo stuff sack læsset med 5 dages mad hjemmefra.
• Fenix LD02 lampe
• Sawyer Mini vandrensnings system
• Tarptent Notch
• Nemo Zor Pad
• Hyperlite Mountain Gear stuff sack pillow
• Montbell Downhugger 900 #5 sovepose
• Inov8 Roclite 295 sko
• Anker 10.000 mHa External Battery
• Samsung S4 med downloadet Viewranger app og kort over Applachian Trail
• Papirkort over White Mountains og AT Guide fra David Miller
• Garmin Fenix ur til backup navigering
• Kindle til læsning
• Diverse tøj kan skimtes på billedet. Berghaus Mount Asgaard smock, Montbell Ex-light dunjakke og Golite Visor. 
• Derudover PHD Ultralight merino sokker, Montane Featherlite pants, Golite Mesa shorts, Golite merino LS trøje, Aclima merino SS trøje, Aclima merino boxers, hue, buff, handsker, Westcomb wind hoody, ULA Rain kilt, Dirty Girl gaiters.

Jeg skal forsøge at opdatere både min personlige og Backpackinglights facebook profil undervejs, så følg mig der hvis du har lyst, ellers kommer der en fuld rapport når jeg engang kommer hjem igen.

Montbell Downhugger 900 #5

Min datter tester min nye sovepose på gulvet i stuen.

Første kig på mit nye stykke übergrej! Jeg har længe kigget og savlet efter Montbells soveposer. Hvis ikke du kender navnet Montbell, så er det en japansk producent af tøj og udstyr til den seriøse letvægtsfeinschmencker, og det er jo lige mig. Jeg mødte første gang Montbell på Outdoor messen i Friedrichshafen. Det var "love at first sight" efter jeg skruede mig ned i deres spiral stretch system. Kort fortalt så er spiral stretch en måde at sy soveposen på i en spiral med sømme, der kan give sig. Effekten er at soveposen smyger sig om dig, og udvider sig eller sammentrækker sig efter din krop og dine bevægelser. Salgsgas hører jeg dig sige?..... Nej, det virker faktisk! Jeg kan næsten sidde med benene overkors inde i den, min datter ligger i på billedet, mens den er lukket. Når jeg strækker benene igen, så trækker soveposen sig ind til kroppen igen. Det er smart.

Hvorfor har jeg så først købt en Montbell sovepose nu? Det enkle svar er at de var for tunge og dyre. Indtil for kort tid siden. Montbell er begyndt, som nogen af de første at lave deres dunposer i 900 cuin kvalitet på deres gåsedun. Det er ret godt, og betyder der kan bruges mindre dun for at opnå samme varmeeffekt. Den på billedet er deres Downhugger 900 #5. 

Det er en "long" version da jeg er 187 cm. Samlet vægt er 513 gram hvoraf de 230 gram er dun. Hvilket betyder en EN rating på 3 grader i "lower limit", som er komfort temperaturen for en mand. Selve ydreskallen er en 8 denier Airlight Nylon med en vægt på 22 gram pr. m2. Lige her bliver det spændende at se, hvordan det holder på de fine dun på den lange bane. Montbell siger dunene er fra Tyskland, så ingen livepluck her, selvom posen er "Kina" made. Umiddelbart har jeg intet at udsætte på kvaliteten.

For mig er soveposen tiltænkt en rolle som 2 sæsoners brug. Den kan varmeforstærkes til brug længere ind i ydersæsonerne, men i de situationer ville jeg nok vælge storebroderen i stedet, som hedder  Downhugger 900 #2, den har så en lower limit på -5 grader med 370 gram 900 cuin gåsedun. 

Downhugger 900 #5 er en sovepose jeg ser frem til at teste henover sommeren, og hvis den, som forventet, performer rigtig godt, så er det nok også den sovepose jeg tager med til Applachian Trail i 3 uger til august. Det vilde er, at den er faktisk lettere end min gamle GoLite Ultralite 1+ Quilt, hvad sker der lige for det? Hold øje med bloggen, så giver jeg en fuld anmeldelse engang i efteråret når den er prøvet ordentligt.

Disclaimer. Jeg har selv købt soveposen for mine egne penge, jeg har dog fået noget rabat på den gennem The Good Karma Company, som er skandinavisk importør af Montbell, mod at jeg ville anmelde den objektivt her på min blog.

El Camino og sjælen

Hvad er mere enkelt i verdenen, end at putte den ene fod foran den anden? At vandre i mange dage omtales tit som en spirituel rejse ind i dig selv. Jeg er ikke et religiøst menneske i ordets forstand, men jeg accepterer at der findes mere mellem himmel og jord. Jeg kan til tider godt finde på, at beskrive dette fænomen, som en del af min og andres sjæl. Spørgsmålet er så, om jeg er mere i kontakt med min sjæl, når jeg eksempelvis er i naturen og vandrer, end når jeg sidder her foran computeren og skriver dette?

Jeg har et meget afklaret forhold til min egen sjæl, herunder min egen motivation. Jeg ved hvad der skal til for at jeg er i min komfort zone. Om kort tid kommer der dog en vandretur, som jeg glæder mig meget til. Den vil kræve at jeg afdækker andet end bare mine egen behov og motiver. Ser du kære læser. Jeg har giftet mig med en kvinde, som, for at sige det mildt, ikke er det største Outdoor menneske jeg kender. Misforstå mig ikke, hun elsker frisk luft, samt at være omgivet af smuk natur. Så længe det ikke er for primitivt, hvilket for hende er alt der lugter af overnatning i telt.  Så det aspekt af friluftslivet får jeg lov til at nyde i fred. Til gengæld er hun meget spirituel, altså på den fede måde, med Yoga, Simple Living og, tro det eller ej, hun hylder også mine letvægts begreber, som less is more o.s.v.

For efterhånden en del år siden faldt der en kommentar fra min kone, som lød noget i retning af. ”Den der spirituelle pilgrims vandrerute i Spanien, hvad er det?”. Citatet er ikke helt korrekt, men det er som jeg husker det. Straks spidsede jeg mine ører, og begyndte at kalkulere på hvor var denne samtale på vej hen, og hvad var mine muligheder, inden jeg lidt henkastet svarede.  ”Er det Caminoen til Santiago De Compostela du mener? Skat”. Det er vigtigt at sige skat, når man fornemmer en positiv retning på samtalen.  For at gøre en lang historie kort, bliver vi enige om at det kunne være et spændende projekt for fruen og jeg sammen. Den umiddelbare stopklods var vores to dejlige børn og vores job. Begge er lidt svære, sådan lige at få en måned fri fra, til at gå hele ruten ud i et. Vi taler trods alt om ca. 800 km fra St. Jean De Port, som er startpunktet i Pyrenæerne.

Projektet strander lidt der indtil, bliver vi enige om, vores børn er gamle nok til at klare sig selv. Det vil sige indtil en dag her i foråret, hvor jeg, affødt lidt af desperation, hun bliver nemlig 40 år, og jeg mangler en virkelig god gave ide, foreslår at når nu vi ikke kan tage den hele på engang, hvad så med, at dele den i etaper, og tage en uges vandring på Caminoen om året? Voila til oktober skal vi til Spanien for at gå sammen en uge på El Camino.

Hvad har min sjæl så at gøre med det og hvad er det så for nogle tanker jeg gør mig om en sådan tur. Jeg vil med det samme understrege at vandring, for mig, altid er en fysisk rejse, men i høj grad også en mental rejse ind i dig selv. Jeg har det fint i selskab med ingen andre end mig selv. Jeg kan sagtens føre dybe samtaler med mit ego, afdække den politiske verdensorden, opdigte sange, redde planeten og få prinsessen til slut. Min fantasi fejler ikke noget.

Det her bliver noget helt andet. Denne vandretur handler overhovedet ikke om mig og mine behov, dette er et fælles projekt mellem min sjæl og min bedre halvdels sjæl. Andre pilgrimme beskriver tit Pilgrimsruten til Santiago, som en spirituel og sjælelig rejse en søgen efter ”The Way”.

Du kan altid genkende en der har vandret i flere dage, og er på ”The Way”. De har en rolighed og en fredfyldthed der omgiver dem. Intet haster særligt meget. De klager ikke over maden eller vejret, for de ved at der alligevel ikke er nogen der gider lytte. De er åbne for andre input. De fordømmer ikke andre mennesker, og giver plads til hinanden.

Jeg vil i hvert fald gøre mit for at vores fælles sjæl rammer ”The Way” på vejen til Santiago De Compostela.

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 2

En af de mange søer på vej op mod Vaktarekullen

Onsdag d. 1. august, Kynneälv til Örevättnet i nærheden af Svarteborg, 42 kilometer

Onsdagen gryede med flot vejr, som kan ses på billede op over. Benene var gode, fødderne havde ingen vabler, stort set alt virkede, bortset fra et lille problem (eller opgave). Den var blevet værre og værre henover de sidste par dage. En neglerod på min højre storetå var blevet betændt. En lillebitte ting der på en normal dag ikke ville betyde en hujende fis. Alt betyder bare noget når man skal præstere en hel dag gåen på fødderne op ad stolpe, og ned ad sten. Betændelses tilstanden gjorde, at min tå hævede på ydersiden mod skoen, og derfor stødte i mod siden af skoen. Hvilket ikke var behageligt, for at sige det mildt. Jeg havde derfor vasket mine fødder flere gange, de sidste dage for ikke, det skulle blive værre. Jeg havde også spist ibuprofen, ikke mod smerterne, men mere for at holde hævelsen nede. Jeg var noget ærgerlig hvis denne skade skulle koste mig resten af turen. Jeg vidste, at denne dag, ville være dagen der afgjorde,om jeg kunne gennemføre til Uddevalla eller måtte smide håndklædet inden.

Menneske skabt stenbro mellem Sjökärrsjön og Sälesjön

Kort efter start på dagen etape blev mine sko og fødder våde, dette gav en lidt dulmende fornemmelse i tåen, og der var alligevel ikke andet, at gøre end at klø på. Jeg var startet tidligt denne morgen omkring kl. 6. Efter nogen kilometer passerede jeg et shelter ved Sjökärrsjön, hvor der kom højlydte snorkelyde fra. Jeg listede bare videre. Det skal lige indskydes, at jeg mødte omkring 10-12 mennesker på hele turen, der også gik på Bohusleden eller benyttede de sheltere jeg passerede. Kun en anden person der solo vandrerede, han var fra Tyskland.

Torp ruin i Björnedalen hvor Anna Maja Andersdotter var sidste beboer, hun døde  27. april  1929

Etape 20 op mod Vaktarekullen, som er højeste punk på Kynnefjäll, var beskrevet som let vandret, igen synes jeg måske, at dette ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, eller i hvertfald en modificeret sandhed. Ruten var smuk, jeg passerede masser af idylliske søer, med højtliggende udsigtspunkter langs bredden, hvor man lige kunne snuppe sig et velfortjent break. I beskrivelsen af etapen står der, at det er her på Kynnefjäll at det sydlige Sverige møder det Nordlige Sverige, set med naturens øjne.

Udsigt over St. Holmvatten på en smuk dag

Kynnefjäll er et ca. 20 kilometer langt og 10 kilometer bredt høj plateau. Højeste punkt er Vaktarekullen der strækker sig 206 meter over havets overfalde, så det er måske nok lidt meget at kalde det et fjeld, men så ihvertfald et lille et. Toppen har tidligere været brugt, som brand og luftovervågnings plads, der findes også et altid åbent stuehus med plads til 12 overnattende personer. 

Kynnefjäll et meget besøgt natur område året rundt

Området har spillet en stor rolle igennem Sveriges historie med utallige grænsestridigheder, og der findes mange stier og vandreruter på fjeldet. På et tidspunkt besluttede den Svenske regering, at Kynnefjäll skulle være opbevaringssted for atomaffald, dette var ikke en populær beslutning, og fra 1980 til 2000 (20 år!) vogtede en aktionsgruppe i døgnet rundt for at afværge truslen mod området. Ved Lunden står deres hytte og en mindesten tilbage.

Mindesten for Kynnefjäll

Efter Lunden var der ca. 15 kilometer vej til Svarteborg. Jeg skal blankt erkende, at der røg høretelefoner på, og de kilometer blev gået til tonerne af Arctic Monkeys, Sting, U2 m.m. Aftenens hurtige stealth lejr blev på en lille tange ud i Örevattnet, hvor jeg blev "fundet" af 3 badende svenskere, som jeg fik en lille sludder med. De synes det var okay, jeg crashede her efter 42 kilometer, som var turens længste dag. Heldigvis ville min betændte storetå gradvis blive bedre fra nu af, og henmod slutningen af turen, så der var ikke flere tanker om at skulle smide nogen håndklæder før tid.

Torsdag d. 2. august, Örevattnet til Övre Trästickeln i Herrestads naturområde 37 kilometer

Blikstille Harska bukten om morgenen

Igen var jeg tidligt ude af fjerene, bogstaveligt talt, da jeg sover i en dun quilt. Klokken 6 var jeg på vejen mod Harska hvor etape 17 skifter til etape 16. Ruten går ud mod Kärnsjön og langs Harska bukten, som var blikstille denne morgen. Ved Harska passerede jeg endnu engang nogle sovende mennesker i et sheltere og helt inde i bugtens ende stod et familie telt. Efter Harska passerer ruten Lerbergsnäset hvor der ude på spidsen ligger Reorsgrottan. Opkaldt efter en fange der flygtede i 1600 tallet, han skulle, ifølge lokal historien, havde været en god træsnitter der bl.a. har snittet døbefonten i Håby Kyrka... Hvem sagde, mein vater var ein sehr berümter spurhund aus Dusseldorf :-)

Brålandsfallet over Örekilsälven komplet med laksetrapper, skulle eftersigende være et af syd Sveriges bedste fiskesteder

Efter at have krydset næsset, drejer ruten sydpå langs Örekilsälven, hvor der passeres flere interessante steder. Blandt andet Borgmästerbruket, som er et levn fra en storhedstid hvor vandvejene var vigtige transport ruter for den tidlige industrialisering. Her har ligget savværk, kværner, smedje og bosteder for arbejderne. Lige inden den halvstore by Munkedal drejer ruten østpå, men hvis man vil kan man fortsætte ind og "tanke" op i byen.

Udluftning og tørring i det dejlige vejr ved Kaserna etape 15

Vejret var i løbet af formiddagen gået hen og blevet høj solskin. Dette benyttede jeg mig af i frokostpausen til at vaske mig selv i Vassbotten ved Kaserna, samt tørre alt mit gear og mig selv i en times tid. Etape 15 følger  Munkedalsälven mod Viksjön i noget temmelig krævende og kuperet terræn. Området her har tidligere været genstand for mange blodige fejder mellem Sverige og Norge/Danmark. Älven krydses to gange, inden ruten drejer mod syd undervejs mod Herrestadsfjället, som også er et natur reservat. Omkring Viksjön ligger nogle ruiner, hvor dele af det er fra Jernalderen.

Bridge, not over the river Kwai, but Munkedalsälven

Jeg havde på forhånd udpeget området omkring søen Övre Trästickeln, som en potentiel lejrplads. Søen ligger ved indgangen til Herrestadsfjällets natur reservat, og ville betyde jeg ville have nogen og tyve kilometer tilbage til fredagens vandring. Søen og lejrpladsen jeg fandt var ren idyl, jeg slog mit telt op og kiggede lidt på skyerne der samlede sig inden en torden front i stor hastighed trak sig ind over mig, hvorefter det tordnede og regnede i en time, for efterfølgende at klare op til en smuk solnedgang i søens vestlige ende. Lige som det skal være.

Lejr ved Övre Trästickeln lige inden tordenfronten ramte mig

Fredag d. 3. august, Övre Trästickeln til tog station i Uddevalla 23 + 4 kilometer

Endnu engang var jeg afsted før 6 om morgenen, der er noget magisk over at være på sporet tidligt om morgenen. Fra starten af bevægede jeg mig ind og op i Herrestadsfjället, som er et meget brugt natur område med hytter og stier, både til vandring og langrend om vinteren.

Lappkåtan i Herrestadsfjället med plads til 15, og åben året rundt

Ruten for dagen var blandet trail med skovveje, så jeg opretholdt et rimeligt tempo. Området er også et militært område, så en del skilte advarer mod at samle ammunitions genstande op. Lige inden Uddevalla passerer man "Havskuren", som er en stor mose. Mine fødder var dog allerede drivvåde af det høje våde græs og krat, man ikke kan undgå at gå igennem. Hvilket lige får mig til at slå et slag for små Gaiters. De var uundværlige til at holde sten og ral ude af skoene. Thumbs up på den front.

Ruin omkring Åleslån naturskole i Herrestadsfjället

Tilbage resterede kun ca. 4 kilometer asfalt ind til stationen i Uddevalla, så på med høretelefonerne, skru op for musikken, så blev de også tilbagelagt i fin stil. Ved ankomst til stationen nåede jeg lige en kop kaffe og en Snickers inden jeg sprang ombord på toget til Göteborg, for der at skifte til tog til Helsingborg.

Når jeg ser tilbage på turen nu, er der få ting jeg ville gøre anderledes med hensyn til grej og mad. Etaperne var generelt hårdere end jeg havde troet (læs kuperet), og der var meget mere "trail" og "bushwhacking" end jeg havde turde håbet på. Meget lidt af ruten var på decideret asfalt. Det er ikke udelukket, jeg vender tilbage og går ruten Uddevalla til Göteborg, som er den anden halvdel af Bohusleden.

Hilsen 

Niels