6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 2

En af de mange søer på vej op mod Vaktarekullen

Onsdag d. 1. august, Kynneälv til Örevättnet i nærheden af Svarteborg, 42 kilometer

Onsdagen gryede med flot vejr, som kan ses på billede op over. Benene var gode, fødderne havde ingen vabler, stort set alt virkede, bortset fra et lille problem (eller opgave). Den var blevet værre og værre henover de sidste par dage. En neglerod på min højre storetå var blevet betændt. En lillebitte ting der på en normal dag ikke ville betyde en hujende fis. Alt betyder bare noget når man skal præstere en hel dag gåen på fødderne op ad stolpe, og ned ad sten. Betændelses tilstanden gjorde, at min tå hævede på ydersiden mod skoen, og derfor stødte i mod siden af skoen. Hvilket ikke var behageligt, for at sige det mildt. Jeg havde derfor vasket mine fødder flere gange, de sidste dage for ikke, det skulle blive værre. Jeg havde også spist ibuprofen, ikke mod smerterne, men mere for at holde hævelsen nede. Jeg var noget ærgerlig hvis denne skade skulle koste mig resten af turen. Jeg vidste, at denne dag, ville være dagen der afgjorde,om jeg kunne gennemføre til Uddevalla eller måtte smide håndklædet inden.

Menneske skabt stenbro mellem Sjökärrsjön og Sälesjön

Kort efter start på dagen etape blev mine sko og fødder våde, dette gav en lidt dulmende fornemmelse i tåen, og der var alligevel ikke andet, at gøre end at klø på. Jeg var startet tidligt denne morgen omkring kl. 6. Efter nogen kilometer passerede jeg et shelter ved Sjökärrsjön, hvor der kom højlydte snorkelyde fra. Jeg listede bare videre. Det skal lige indskydes, at jeg mødte omkring 10-12 mennesker på hele turen, der også gik på Bohusleden eller benyttede de sheltere jeg passerede. Kun en anden person der solo vandrerede, han var fra Tyskland.

Torp ruin i Björnedalen hvor Anna Maja Andersdotter var sidste beboer, hun døde  27. april  1929

Etape 20 op mod Vaktarekullen, som er højeste punk på Kynnefjäll, var beskrevet som let vandret, igen synes jeg måske, at dette ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, eller i hvertfald en modificeret sandhed. Ruten var smuk, jeg passerede masser af idylliske søer, med højtliggende udsigtspunkter langs bredden, hvor man lige kunne snuppe sig et velfortjent break. I beskrivelsen af etapen står der, at det er her på Kynnefjäll at det sydlige Sverige møder det Nordlige Sverige, set med naturens øjne.

Udsigt over St. Holmvatten på en smuk dag

Kynnefjäll er et ca. 20 kilometer langt og 10 kilometer bredt høj plateau. Højeste punkt er Vaktarekullen der strækker sig 206 meter over havets overfalde, så det er måske nok lidt meget at kalde det et fjeld, men så ihvertfald et lille et. Toppen har tidligere været brugt, som brand og luftovervågnings plads, der findes også et altid åbent stuehus med plads til 12 overnattende personer. 

Kynnefjäll et meget besøgt natur område året rundt

Området har spillet en stor rolle igennem Sveriges historie med utallige grænsestridigheder, og der findes mange stier og vandreruter på fjeldet. På et tidspunkt besluttede den Svenske regering, at Kynnefjäll skulle være opbevaringssted for atomaffald, dette var ikke en populær beslutning, og fra 1980 til 2000 (20 år!) vogtede en aktionsgruppe i døgnet rundt for at afværge truslen mod området. Ved Lunden står deres hytte og en mindesten tilbage.

Mindesten for Kynnefjäll

Efter Lunden var der ca. 15 kilometer vej til Svarteborg. Jeg skal blankt erkende, at der røg høretelefoner på, og de kilometer blev gået til tonerne af Arctic Monkeys, Sting, U2 m.m. Aftenens hurtige stealth lejr blev på en lille tange ud i Örevattnet, hvor jeg blev "fundet" af 3 badende svenskere, som jeg fik en lille sludder med. De synes det var okay, jeg crashede her efter 42 kilometer, som var turens længste dag. Heldigvis ville min betændte storetå gradvis blive bedre fra nu af, og henmod slutningen af turen, så der var ikke flere tanker om at skulle smide nogen håndklæder før tid.

Torsdag d. 2. august, Örevattnet til Övre Trästickeln i Herrestads naturområde 37 kilometer

Blikstille Harska bukten om morgenen

Igen var jeg tidligt ude af fjerene, bogstaveligt talt, da jeg sover i en dun quilt. Klokken 6 var jeg på vejen mod Harska hvor etape 17 skifter til etape 16. Ruten går ud mod Kärnsjön og langs Harska bukten, som var blikstille denne morgen. Ved Harska passerede jeg endnu engang nogle sovende mennesker i et sheltere og helt inde i bugtens ende stod et familie telt. Efter Harska passerer ruten Lerbergsnäset hvor der ude på spidsen ligger Reorsgrottan. Opkaldt efter en fange der flygtede i 1600 tallet, han skulle, ifølge lokal historien, havde været en god træsnitter der bl.a. har snittet døbefonten i Håby Kyrka... Hvem sagde, mein vater var ein sehr berümter spurhund aus Dusseldorf :-)

Brålandsfallet over Örekilsälven komplet med laksetrapper, skulle eftersigende være et af syd Sveriges bedste fiskesteder

Efter at have krydset næsset, drejer ruten sydpå langs Örekilsälven, hvor der passeres flere interessante steder. Blandt andet Borgmästerbruket, som er et levn fra en storhedstid hvor vandvejene var vigtige transport ruter for den tidlige industrialisering. Her har ligget savværk, kværner, smedje og bosteder for arbejderne. Lige inden den halvstore by Munkedal drejer ruten østpå, men hvis man vil kan man fortsætte ind og "tanke" op i byen.

Udluftning og tørring i det dejlige vejr ved Kaserna etape 15

Vejret var i løbet af formiddagen gået hen og blevet høj solskin. Dette benyttede jeg mig af i frokostpausen til at vaske mig selv i Vassbotten ved Kaserna, samt tørre alt mit gear og mig selv i en times tid. Etape 15 følger  Munkedalsälven mod Viksjön i noget temmelig krævende og kuperet terræn. Området her har tidligere været genstand for mange blodige fejder mellem Sverige og Norge/Danmark. Älven krydses to gange, inden ruten drejer mod syd undervejs mod Herrestadsfjället, som også er et natur reservat. Omkring Viksjön ligger nogle ruiner, hvor dele af det er fra Jernalderen.

Bridge, not over the river Kwai, but Munkedalsälven

Jeg havde på forhånd udpeget området omkring søen Övre Trästickeln, som en potentiel lejrplads. Søen ligger ved indgangen til Herrestadsfjällets natur reservat, og ville betyde jeg ville have nogen og tyve kilometer tilbage til fredagens vandring. Søen og lejrpladsen jeg fandt var ren idyl, jeg slog mit telt op og kiggede lidt på skyerne der samlede sig inden en torden front i stor hastighed trak sig ind over mig, hvorefter det tordnede og regnede i en time, for efterfølgende at klare op til en smuk solnedgang i søens vestlige ende. Lige som det skal være.

Lejr ved Övre Trästickeln lige inden tordenfronten ramte mig

Fredag d. 3. august, Övre Trästickeln til tog station i Uddevalla 23 + 4 kilometer

Endnu engang var jeg afsted før 6 om morgenen, der er noget magisk over at være på sporet tidligt om morgenen. Fra starten af bevægede jeg mig ind og op i Herrestadsfjället, som er et meget brugt natur område med hytter og stier, både til vandring og langrend om vinteren.

Lappkåtan i Herrestadsfjället med plads til 15, og åben året rundt

Ruten for dagen var blandet trail med skovveje, så jeg opretholdt et rimeligt tempo. Området er også et militært område, så en del skilte advarer mod at samle ammunitions genstande op. Lige inden Uddevalla passerer man "Havskuren", som er en stor mose. Mine fødder var dog allerede drivvåde af det høje våde græs og krat, man ikke kan undgå at gå igennem. Hvilket lige får mig til at slå et slag for små Gaiters. De var uundværlige til at holde sten og ral ude af skoene. Thumbs up på den front.

Ruin omkring Åleslån naturskole i Herrestadsfjället

Tilbage resterede kun ca. 4 kilometer asfalt ind til stationen i Uddevalla, så på med høretelefonerne, skru op for musikken, så blev de også tilbagelagt i fin stil. Ved ankomst til stationen nåede jeg lige en kop kaffe og en Snickers inden jeg sprang ombord på toget til Göteborg, for der at skifte til tog til Helsingborg.

Når jeg ser tilbage på turen nu, er der få ting jeg ville gøre anderledes med hensyn til grej og mad. Etaperne var generelt hårdere end jeg havde troet (læs kuperet), og der var meget mere "trail" og "bushwhacking" end jeg havde turde håbet på. Meget lidt af ruten var på decideret asfalt. Det er ikke udelukket, jeg vender tilbage og går ruten Uddevalla til Göteborg, som er den anden halvdel af Bohusleden.

Hilsen 

Niels

4 dage i oktober på Nordsøstien langs Jammerbugten

I Danmark er Nordsøstien på ca. 1500 kilometer fra Sønderjylland op over Grenen, henover Århus, hvorefter der springes til Sjællandsleden, som viderefører ruten nedover mod Møns Klint. Nordsøstien er et fælles projekt for de lande der grænser op mod Nordsøen. 

Intentionen, og det færdige mål er, at kæde en række allerede eksisterende ruter sammen, og skabe en række nye ruter, der hvor disse mangler, til en sammenhængende rute, under navnet Nordsøstien. Målet er også, at ruten skal føres således en besøgende vil opleve den fælles Nordsø kultur, der er opstået igennem tiden, og blive ledt gennem de lokale egnes kulturarv og historie. Mere information på rutens hjemmeside www.northseatrail.org, eller hos de lokale turistbureauer langs ruten. Disse kan med stor fordel kontaktes i forvejen, hvis man ønsker kort eller andet materiale tilsendt.

Jammerbugten set fra Svinkøv Plantage

Når man står i Jammerbugtens enestående og afvekslende natur, og kigger ud over kystens tilsyneladende endeløse vand, kan man ikke lade være med at spekulere på, hvordan en så smuk kystlinje og bugt kan få et sådan lidt trist navn.

Kysten vest for Hanstholm

Jammerbugtens navn siges at stamme fra de mange forlis og strandinger langs den vindblæste kyst, hvor sandrevlerne flytter sig, hvilket gør sejllads vanskeligt i farvandet, og resulterede i mange tabte menneskeliv, når de blev tvunget til at sejle under sådanne forhold. Derfor jamrede man sig langs Jammerbugten. 

Geografisk afgrænses Jammerbugten af Hanstholm i syd, og Løkken i nord. Kystlinjen er lidt over 100 kilometer lang, og er omkring Lønstrup under voldsom nedbrydning, hvorimod den fra Bulbjerg henover Svinkløv til Løkken er stabil. Naturen varierer, fra det meget barske og golde Bulbjerg, til den milde og blide sådan lidt eventyragtige Fosdal. Igennem tiden har de primære erhverv været landbrug, fiskeri, jagt og handel.  De to først nævnte kunne indpasse i årstidernes cyklus, således der blev primært fisket i de perioder hvor landbruget lå stille.

Lild Strand fiskerby set fra Bulbjerg

Dag 1

Roger Brown fra NielsenBrownOutdoors og jeg havde slået pjalterne sammen, og besluttet os for, at ovenstående skulle danne ramme for en fælles tur. Roger og jeg mødtes gennem vores fælles interesse for letvægtsvandring. Lidt kuriøst udgør Roger, Danmarks bidrag til Nordic Lightpacking, selvom han oprindeligt er fra Australien.

Vi mødtes på Taastrup station, og efter en 1. klasses tur med DSB til Aalborg, tog vi bus mod Blokhus, hvor vi havde planlagt at støde til Nordsøruten, for der efter at følge denne mod Hanstholm, alt i alt ca. 100 kilometer. DMI havde meldt om kolde klare dage, med stærk vind og regn forudsagt til de sidste 2 dage af vores vandretur.

Nordsøruten drejer øst om Blokhus, og vi hoppede af bussen ved Hune, og begav os sydpå mod Moseby og Tranum Klitplantage, som vi havde sat som første dags mål. Et af de interessante punkter, der passeres på denne del af ruten er Briket fabrikken ved Kaas, eller man burde sige resterne af den. 

Briketfabrikken ved Kaas

Fabrikken blev opført i 1925, og var den første af sin art i verdenen, andre folk rejste til Danmark for at lære hvordan man fremstillede briketter. Yay for Danmark! Produktionen sluttede i 1965, hvor briketter var erstattet af olie, kul og gas. Der findes også en del tørvegrave i områdets moser. Ruten fortsætter gennem interessant og afvekslende terræn bl.a. Koldmosen og Sandmosen.

Sandmosen

Henunder aften ankom vi til Tranum Klitplantage, hvor teltene blev rejst, aftensmad blev lavet, og vi gik til ro lyttende til Kornhjortenes kalden det meste af aftenen. Vi så endda det største eksemplar af en Kronhjort, jeg nogensinde har set i Danmark, flot var den.

Dag 2 

Vi var oppe tidligt næste morgen, hensigten var at gå hele dagen. Tentativt havde vi sat Stenbjerg i Svinkøv Klitplantage som endemål. Ruten fortsætter sydpå mod Tranum by, rundt om Bratbjergsøerne, og videre mod og gennem Langdal Plantage, som fremstod aldeles smuk i efterårsfarver.

Langdal Plantage

Plantagen fortsætter vestpå, hvor vi stødte ind i Lerup Kirke, inden da havde vi indtaget frokost ved et smukt placeret bord på den nordlige højderyg, med fin udsigt udover havet. Fra Lerup Kirke går ruten nordpå gennem Fosdalen, hvor dette træ med hul i, står vagt over Frue Kilde.

Frue Kilde i Fosdalen

Ruten fortsætter ud mod vandet og Slettestrand, hvor der stadig fiskes fra kysten, og fiskerbådene fortsat hives op på sandet ved hjælp af spil.

Slettestrand

Vejret var rigtigt smukt, men stadig med en kold vind, vi havde derfor set frem til at besøge den kaffekop, der var markeret på vores kort. Stedet var desværre sæsonlukket, og vi måtte nøjes med den medbragte frysetørret nescafé, mens vi nød synet af fiskerbådene og den nedlagte rednings station.

Nedlagt rednings station

Vi vandrede videre vestpå langs kysten på toppen af skrænten, med udsigt udover Jammerbugten, mens dagen gik på hæld. I den vestlige ende af plantagen ligger Stenbjerg, som var dagens endestation og designerede lejrplads. Det var vores plan, at stealth campe ved Stenbjerg hvilket blev besværliggjort af en Dansk familie, der var ude for at nyde udsigten. 

Stenbjerg vest for Slettestrand

Roger og jeg talte engelsk indbyrdes, hvilket fik familiens overhoved til, at venligt henvende sig til os. Han ville bare lige sikre sig, at vi to "tåbelige" turister vidste hvor vi var, nu da mørket snart faldt på. Det ville jo blive koldt herude ved kysten. Meget venligt af ham, men vi ventede sådan set bare på, at han og hans familie smuttede, så vi kunne få vore telte sat op uden at blive spottet. Aftenen og natten var blæsende, men man  sover altså godt til bølger, der konstant og slår mod kysten, som en slags evighedsmaskine. ZzzzZZZZzzz.

Dag 3

Vi vågnede tidligt og pakkede sammen. DMI havde desværre ret og dagen bød på skyer, stærk vind og små regn, det meste af dagen.Den officielle rute går fra Stenbjerg sydpå til Kollerup og Fjerritslev. Roger og jeg besluttede os i stedet for at følge kysten mod Thorup Strand, endnu en fiskerlandsby ca. 12 kilometer mod vest, derfra fulgte vi fortsat kysten nu langs Vester Thorup Klitplantage mod Bulbjerg limstensklint.

Bulbjerg Danmarks eneste fuglefjeld

Bulbjerg indgik under 2. Verdenskrig, som en del af det tyske forsvarsanlæg, og der er både en bunker og et lille besøgscenter på toppen. Vi satte os ned i bunkeren, i selskab med en masse myg, og spiste frokost. Efter besøget på Bulbjerg følger ruten fortsat kysten mod Lild Strand. Dagens etape bød på masser af lækker kystvandring, og flere gange følte man sig uden for landslov og ret. 

Bulbjerg set fra Lild Strand

Vi havde udset os Hjardemål klit og Plantage, som et på kortet udmærket sted, at slå lejr for natten, vi overvejede kort, at fortsætte i det tiltagende mørke frem mod Vigsø, hvor der skulle være et shelterområde. Dette opgav vi dog, og slog os til tåls med en dagsetape på 32 kilometer, som var turens længste dag. Både Roger og jeg sov relativt hurtigt efter vores fælles aftensmad.

Dag 4

Dagen gryede aldrig rigtigt, hele dagen var mørk, regnfuld og med ekstrem hård vind fra vest, så det var ikke med uddelt glæde vi så frem til sidste stint på 12 kilometer ind mod Hanstholm, med vind og regn direkte i masken. Ruten den sidste dag var gået fra at hedde Nordsøstien, til at hedde Redningsvejen. Denne er opkaldt efter vejen, der forbandt alle rednings stationer langs Vestkysten, antallet var på sit højeste i 1924 med 63 stationer. Meningen var at redningsmandskaberne skulle kunne transportere deres udstyr og både langs kysten, så de nemmere kunne komme nødstedte skibe til hjælp. Det var et hårdt arbejde, og man skulle være en erfaren og pålidelig fisker, for at kunne blive medlem af et redningsmandskab, som ofte bestod af en skipper og 12 sømænd. Lønnen var et vigtigt supplement til en fisker familie, men det var bestemt heller ikke ufarligt arbejde.

Både Nordsøsti mærket og Redningsvejens Bådmærke

Blæsten på dagen var så kraftig, at, da jeg på et tidspunkt lettede på hætten, blæste min cap af og forsvandt, selv et hurtigt forsøg på at løbe den op var forgæves, væk var den. Roger og jeg fortsatte i strid modvind og regn langs kysten forbi Vigsø shelter, som var meget lækkert, og vi ærgrerede os næsten over, vi alligevel ikke var fortsat til det dagen før. Efterhånden, som vi kom tættere på Hanstholm så vi flere og flere Wind og Kitesurfere, der trodsede det hidsige vejr, og dyrkede deres sport ude på vandet. Det var meget imponerende, at se hvor manøvredygtige de var, og hvor hurtigt de kunne surfe. Ved Roshage var der et bølge energi eksperiment igang, det sagde lidt om vejret, at selv dette var indstillet for dagen grundet de høje bølger.

Wave Energy

Lige som vi ankom til busstationen i Hanstholm ankom bussen mod Thisted, vi røg derfor straks ombord, og benyttede busturen til at gnide grus ud af øjnene og aftage nogen af de mange lag tøj. Alt i alt kunne Roger og jeg prale med 100 kilometer tilbagelagt i noget af Danmarks flotteste natur. Jeg elsker bare at gå langs kysten!

Lidt observationer om grej jeg brugte.

GoLite Shangri-La 1 er et super solo shelter til denne slags ture, lav profil, du kan slå det op overalt og god plads. Jeg brugte det sammen med et Tyvek footprint.

Aarn Featherlite Freedom rygsæk, for stor til turen, men for f...... den sidder bare godt på mig. Kan heldigvis komprimeres når den ikke er fuld.

GoLite Ultralite 1+ Sæson quilt, den er rated til 4 grader, og var taget med, som et kalkuleret valg, da det godt kunne vise sig at blive koldere om natten end det. Det gik fint med lidt ekstra tøj den ene nat det var koldere end de 4 grader. Behøvede ikke at tage armstrækkere om natten :-)

Inov-8 Roclite 400, verdens letteste Goretex støvle og min første vandretur med dem. Super støvle, ingen problemer whatsoever med fødderne, og var glad for den ekstra beskyttelse membranen giver i stærk vind, så tæerne ikke nedkøles og fryser. (Vandreturen beskrevet her var i oktober 2011, siden da har jeg gået 300 km mere i støvlerne, de er stadig fremragende).

Hilsen

Niels