Efterårs vandring i Jætternes fodspor.

Smukt efterårsvejr i fjeldet

Jeg har længe haft mit øje på Jotunheimen I Norge som fjeldområde til vandring. Området er nationalpark og kendt kendt for sine dybe dale, golde pas og høje tinder. I nationalparken ligger blandt andet Nordeuropas højeste bjerg kaldet Galdhøpiggen med sine 2469 meter. Det kan bestiges uden særligt udstyr. I området ligger en del bemandende og ubemandede hytter. De store hytter er velbesøgte året rundt.

Lejrplads første aften i passet

Min tur starter på Hovedbanegården i København en søndag formiddag. Foran mig venter ca. 12 timers kørsel nordpå. Derefter seks dage og omkring 96 kilometers cirkelvandring i fjeldterræn, inden turen går hjem igen mod Danmark. Jeg har med stigende optimisme holdt øje med langtidsudsigten for vejret i Jotunheimen den kommende uge. På denne årstid i de højder er det lidt et lotteri med vejret, men det ser lovende ud.

Stimarkering i fjeldet

Sent om aftenen omkring klokken 22 ankommer jeg til Bessheim hytteområdet, hvor teltet slås op ned til den store sø ved siden af hytten. Planen er, at efterlade bilen her i gratis parkeringen ved hytten, og starte tidligt mandag morgen på selve turen. Næste morgen klokken lidt i syv er jeg oppe og pakke telt og grej ned i rygsækken. Mosekonen har brygget en ordentlig gang fugtig dis her i 950 meters højde ved siden af søen. Den ligger kold og tyk, mens morgenmaden tilberedes og de sidste stumper klargøres.

Rener

Efter at have konsumeret en kop kaffe og en frysetørret morgenmad begiver jeg mig afsted ind og op i fjeldet. I løbet af den første times tid går jeg to en halv kilometer ind og vel omkring 250 meter op. Heroppe i 1200 meter på højplateauet skinner solen fra en skyfri himmel og disen lægger tyk i dalen bag mig.  Foran mig rejser fjeldene sig op i næsten 2500 meters højde. Jeg drejer nordpå og følger de røde stimarkeringer længere og længere ind i fjeldet. I løbet af den første dag passerer jeg fjeldsøerne Bessvatnet og Russvatnet med deres iskolde og klare vand. Førstnævnte vil jeg passerer igen på returen mod bilen på sidste dagen, når jeg krydser henover Bessegen.

I højfjeldet

Henunder eftermiddagen begynder jeg opstigningen til passet, der vil føre mig over til bjerget Glittertind. Jeg skal ikke op over det med følge dalen syd om. Inden jeg krydser passet slår jeg lejr i ved foden af Styggehøe en top på små 1880 meter. Lejren ligger i ca. 1600 meter, så jeg forventer en kølig nat. Om aftenen, efter jeg har spist min frysetørrede mad, begynder temperaturen også at falde hurtigt og soveposen kalder.

Smukke efterårsfarver

Tirsdag morgen, som jeg kigger ud af teltet, og overvejer en kop kaffe og noget morgenmad passerer en større flok rener min lejr. Efter at have pakket sammen følger jeg dem op og henover passet, og fortsætter ned mod Glitterheim hytten der ligger i 1300 meter for foden af Glittertinden. Netop som jeg nærmer mig Glitterheim hytten begynder det at småregne og vinden tager til. Jeg snupper en hurtig kop kaffe i hytten og tjekker en vejrudsigt inden jeg begiver mig syd og vest på ved foden af Glittertinden. Jeg følger dalen rundt indtil jeg stiger op gennem Veslglupen passet og bryder ud i strid modvind og regn på Skauteflye plateauet i 1600 meters højde.

Grå vejr ruller ind

Vejret og landskabets goldhed med blokmark så langt øjet rækker gør at området lynhurtigt bliver døbt til Mordors Slette med henvisning til Ringenes Herre. Sidst på eftermiddagen stilner regnen af, men vinden er stadig stærk, som jeg nærmer mig Visdalen og Spiterstulen hytten. Det er planen, at jeg vil telte her ved hytten i 1100 meters højde, og den skal fungere som base for en bestigning af Galdhøpiggen dagen efter. Ved hytten finder jeg ud af, der er varslet storm hele natten og næste formiddag med vinde på 18 sekundmeter i dalen og 24 sekundmeter på toppen. Med det i mente finder jeg en beskyttet teltplads, og gør mig klar til at ride nattens storm af i mit telt.

Lejrplads i en af de grønne dale

Onsdag morgen beslutter jeg mig for at aflyse turen til toppen, det er minusgrader deroppe, og i den vind vil windchill faktoren være ekstrem høj, og jeg har været der to gange før senest i juni i år i strålende solskin. I stedet tager jeg en overligger formiddag indtil tidlig eftermiddag, hvor vinden stilner så meget af, at jeg igen kan bevæge mig ind i fjeldet. Den tid, jeg vinder, ved ikke at topbestige Galdhøpiggen gør, jeg kan tage det helt rolig de næste dage. På vej op igennem Visdalen er vinden stadig kraftig, men den aftager efterhånden som dagen skrider frem, og som jeg står og nyder udsigten krydser to rener Visa floden få hundrede meter fra mig. Henunder tidlig aften slår jeg lejr inden opstigningen til Urddasdalpasset i strålende solskin, hvilket gør fjeldet står utroligt smukt i efterårsfarverne.

Højfjeldssø

Torsdag morgen starter grå og diset, men efterhånden som jeg kommer op gennem Urdadaspasset får solen magt. I passet passerer jeg en række høje fjeldsøer med deres smukke kolde klare vand. Selve passet krydses i næsten 1700 meter, før det går nedad igen mod Storådalen i 1100 meters højde, hvor det smukke vandfald Hellerfossen ligger. På bredden ved søen inden vandfaldet snupper jeg en lille morfar, mens jeg kigger på fjeldørrederne, der hapser de mange små tordenfluer, der ligger og flyver i overfladen. Næste gang tager en jeg fiskestang med sværger jeg for mig selv. Efter en times tid går jeg det sidste stykke ned i dalen og slår lejr.

På vej op gennem Visdalen

Fredag begynder, som stort set alle de andre dage, med en opstigning til Memurutunga plateauet i 1500 meters højde. Undervejs på dagens rute går jeg på de høje skrænter, der ligger ned mod den store Gjendesø 500 meter under stien. Dagens mål er hytten ved Memurubu, hvor jeg har planlagt at overnatte i deres teltområde. Dagens vandring er relativt afslappet. Jeg kan godt mærke at kroppen er ved at komme i flow med hensyn til at gå i det kuperede og vanskelige terræn. Dagen byder på noget regn, så den sædvanlige på og af med regnjakke dans gentages et par gange. Sidst på dagens skinner solen og, det sidste stykke ned mod hytten gås med oprullede ærmer og udluftningslynlåsene i bukserne vidåbne. Fredag eftermiddag ankommer jeg til Memurubu hytten, og slår mit telt op ned til Gjendesøen i 1000 meters højde, der hvor Muru floden, som jeg har fulgt på det sidste stykke, udløber i søen.

Gjendesøen

Lørdagen starter igen med en opstigning, og en stejl en af slagsen op mod Besshøe. Inden toppen drejer ruten øst på ud mod og over Norges mest berømte vandrerute, der går henover Bessegen for at slutte tilbage ved bilen henunder eftermiddagen. Desværre er vejret skiftet, og i stedet for sol er der lave skyer og regn, mens jeg krydser henover og opad den 200 meter høje og knivskarpe Besseg. Med Gjendesøen på den ene side og Besssøen på den anden. En oplevelse som ikke kan beskrives, men skal erfares selv. På toppen drejer jeg nordpå og følger en sti tilbage mod Bessvatnet fra den første dag, inden jeg går nedad tilbage mod turens udgangspunkt ved Bessheim hytten, hvor bilen holder. Efter en hurtig gang tøjskift, peges bilen mod København og hjem. Friluftsliv er tilfredshed, og som Sokrates har sagt, ”tilfredshed er naturlig rigdom, luksus er kunstig fattigdom”. 

Pakkeliste:

Navn	Kategori	Vægt	Enhed
Gossamer Gear Mariposa	Rygsæk	957	gram
Tarptent Notch Solid Inner	Telt	921	gram
As Tucas Sestrals quilt	Soveudstyr	696	gram
Exped Hyperlite liggeunderlag	Soveudstyr	353	gram
Aclima Lightwool Boxers	Tøj	65	gram
Aclima Lightwool Hoodie	Tøj	250	gram
Cap	Tøj	64	gram
Lundehags Makke bukser	Tøj	496	gram
No Grad Aero Belt	Tøj	64	gram
Patagonia Houdini Windshirt	Tøj	115	gram
Smartwool PHD Ultralight strømper	Tøj	44	gram
Buff halv	Tøj	26	gram
Berghaus Hypertherm Hoodie	Varmt tøj	227	gram
Inov8 Merino trøje langærmet	Varmt tøj	158	gram
Aclima Merino underbukser lange	Varmt tøj	165	gram
Chocolate Fish Merino Beanie	Varmt tøj	34	gram
Handsker	Varmt tøj	55	gram
Dexshell vandtæt strømper	Varmt tøj	78	gram
Berghaus Mount Asgard Goretex Pro Smock	Regntøj	306	gram
Montane Minimus Rainpants	Regntøj	199	gram
Zpacks Skalluffer	Regntøj	39	gram
Inov8 Roclite 295	Sko	731	gram
Dirty Girl Gaiters	Sko	44	gram
100 gram Gas	Køkken	184	gram
Jetboil Sol TI	Køkken	238	gram
Evernew 1,5 liter vandflaske	Køkken	41	gram
Drikkeflaske	Køkken	68	gram
Kniv, hjemmelavet	Køkken	114	gram
Ti Long Spoon	Køkken	16	gram
Mad til seks dage	Mad	4500	gram
Garmin Fenix	Navigation	83	gram
Gossamer Gear Poles	Vandrestave	276	gram
Lumix Kamera	Foto	230	gram
The StickPic	Foto	12	gram
Joby Gorilla Pod	Foto	166	gram
Kindle E-Reader	Diverse	200	gram
Numa Rider solbriller	Diverse	25	gram
Petzl Headlamp	Diverse	81	gram
Powerbank 10.000 mHa	Diverse	237	gram
Rep / FØHJ Kit	Diverse	255	gram
Sawyer Mini filter	Diverse	64	gram
Håndklæde	Diverse	29	gram
Sikkerhedskit (fløjte, lille lygte, snor, kniv)	Diverse	107	gram
Hygiejne kit	Diverse	161	gram
Sony Xperia 5	Telefon	120	gram
I alt		13294	gram

Optimer dit udstyr og få større turglæde

Det er logik, at når du bærer på tunge ting, så bruger du en masse dyrebar energi uden egentligt, at opnå noget med det. Derfor er det modsatte også sandt. Jo mere du reducerer vægten af det du bærer på, jo mindre energi bruger du. Du vil opleve at stigningerne bliver lettere, ømhed i skuldre og lænd forsvinder, den gamle knæskade driller ikke så meget mere, kort sagt! Du har mere overskud til at nyde turen, gå længere, se mere, tage den ekstra top o.s.v.

Thy Nationalpark

Ved at vurdere mine indkøb og mit udstyr i forhold til nogle enkle principper har jeg forøget min tur glæde på en ikke uvæsentlig skala. Dertil kommer, at jeg går længere, hurtigere og nemmere end nogensinde tidligere. Alt dette uden at blive fanatisk eller på anden måde kaste mig ud i ekstremer for at nå en eller anden magisk vægtgrænse. Jeg erkender, at jeg har slagtet nogle fordomme, givet afkald på traditionel tankegang og skiftet en del af mit udstyr over en årrække. Hvad er det så jeg har gjort?

Jeg har fire alt overskyggende kriterier, for hvornår udstyr er godt i mine øjne. Disse er i vilkårlig rækkefølge:

Vægt, Enkelthed, Multifunktionsdygtigt og Brugbart.

Godt udstyr opfylder 3 til 4 af de ovenstående kriterier.

Med det for øje har jeg over tid udviklet, læst, lært og tænkt over følgende principper, som jeg bruger til at optimere mine ture.

Letvægts setup af gear

1.      Vej alt dit udstyr! Før en liste over hvad du har, og hvad det vejer. Bare den simple ting at vide vægten på dine stumper sætter gang i en tankeproces, som hjælper dig med at træffe beslutninger, om hvad du vil have med på tur. Samt hvor du kan opnå størst vægt optimering ved en eventuel udskiftning. Typisk er det telt, sovepose, rygsæk og kogegrej du kan optimere mest vægt på ved at erstatte med andre og lettere løsninger, der har samme funktion.

2.      Vælg det grej, der er lettest og fylder mindst, til den tur eller formål du planlægger. Køber du nyt udstyr, så insister på at vide vægten inden du lægger pengene, også fra online forretninger.  Vær præcis med vægten en din sovepose vejer ikke ca. 1 kilo men nøjagtigt 956 gram. Har du en fibersovepose, kan du spare meget vægt og volumen på at vælge en dunsovepose eller en dunquilt. Materialer er i dag meget lettere og holdbare end før, så er du ejer af en ældre model rygsæk, kan du sikkert spare et kilo eller mere ved at skifte denne, måske skal du heller ikke bruge en så stor rygsæk, hvis du fortsætter med optimeringen.

3.      Undgå for mange lommer, lynlåse, knapper, remme, unødvendige åbninger og andet fyld på tøj og udstyr, med mindre det er noget du bruger eller vil bruge. Ellers er det bare ekstra vægt, kræver ekstra vedligeholdelse eller noget der er kan gå i stykker.

4.      Tag mindre med. Eliminer alt 'nice to have' udstyr! Spørg dig selv om du virkelig har brug for dette stykke udstyr, for enten har du virkelig brug for det, eller også bliver det hjemme. F.eks. Den ekstra varme trøje, de ekstra bukser, har du virkelig brug for 2 gryder. Hvad med alle de remme uden på rygsækken, bruger du virkelig dem? Lommen til drikkesystemet? Ellers kan de jo skæres væk.

5.      Tag kun den mængde med du skal bruge. Det gælder tøj, brændstof, mad, tandpasta, plastre o.s.v. Pak alt om i lette plasticposer.  Vælg altid den letteste sovepose du har til den vejrsituation du forventer, du kan altid tage mere tøj på i soveposen som varmeforstærkning, hvis det bliver lidt koldere end forventet. Skal inderteltet virkelig med på turen eller kan du klare dig med f.eks. et let Tyvek underlag inde i yderteltet. Nervøs for om din sovepose bliver våd uden indertelt eller kondens bliver for meget? Anskaf et let bivybag cover til din sovepose, de vejer ikke meget nu til dags. Klæd dig på efter 3 lags princippet, en god tommefinger regel er, du skal kunne have alt dit tøj på, på en gang, og gerne nede i soveposen, hvis det er nødvendigt.

6.      Brug udstyr der opfylder flere behov. Vandrestave er fremragende teltstænger, og din gryde en fremragende kaffekop. Tøj i en pose kan være en fin hovedpude, og en teltpløk kan sagtens grave efterladenskaber ned. Soveposen kan være en fin varmeforstærker hvis den er viklet rundt om dig på en kølig aften.

7.      Evaluer altid turen! Når du kommer hjem laver du to lister en over grej du brugte og hvordan det virkede, og en over grej du ikke brugte, for det skal måske ikke med på næste tur af samme type. På nær lige førstehjælpssættet, det skal helst ikke have været brugt, men skal helt sikkert med næste gang. Vær nysgerrig og eksperimenter, beløn dig selv med et nyt stykke grej en gang i mellem, tænk altid i optimering af udstyr og teknikker, og sidst men ikke mindst, smil og nyd turen, det i sig selv giver større overskud.

Redningsstien i Thy

Det med småt.

Letvægtsvandring er en proces og en filosofi. Du skal tage det alvorligt, men ikke til ekstremer. Tag fornuften med og tilpas det til din egen filosofi, der passer til dine tanker, ideer og pengepung. Pas dog på, for det kan godt blive lidt vanedannende J

Ultralight?

Mange taler om det, men få gør det.

Enhver friluftsudstyrs producent, med respekt for sig selv, har efterhånden Ultralight produkter, nogle godt nok mere Ultralight end andre, men hvad er fænomenet egentligt? Hvor kommer det fra? Er budskabet overhovedet interessant mere?

Baggrunden for fænomenet og ordet Ultralight starter i 1992, da en mand ved navn Ray Jardine udgiver sin bog ”The Pacific Crest Trail Hiker’s Handbook”. Bogen var i USA, og nu til dels i Europa, startskuddet til en revolution i den amerikanske vandreverden, godt nok en lille en, men trods alt stadig en revolution. 

Ray Jardine, selv, var meget inspireret af den amerikanske kvinde kaldet Grandma Gatewood. Hun var en bondekone fra midtvesten og mor til elleve børn. I 1955 vandrede hun Appalachian Trail fra Georgia til Maine. I alt små 3500 km. Med sig, medbragte hun en tarp lavet af et badeforhæng. På fødderne havde hun et sæt normale sko, og over skulderen var slængt en kornsæk. Hun var på det tidspunkt 67 år gammel, og hun gennemførte alle 3500 km på en sæson. Hvad de ”over there” kalder en ”thru hiker”. I dag er hun selvfølgelig en legende i vandreverden i USA. Six Moon Design har endda opkaldt udstyr efter henden. En Gatewood Cape :-)

Mike Clelland tegning fra Ultralight Backpacking Tips

Ray Jardines bog skelner mellem det at være traditionel vandrer med kommercielt købt og traditionelt valgt udstyr, samt en tendens til at medbringe alt ens grej. Uden hensyntagen til, hvad man egentligt reelt har brug for. Det var i stærk kontrast til hans egen minimalistiske tilgang til friluftsudstyr, og hans på det tidspunkt meget avancerede teknikker og ideer, om kun at medbringe det absolutte nødvendige, man havde brug for på ens tur. Derudover skriver han i sin bog, også en del om hvordan man kan lave og sy eget udstyr.

Ray Jardine hyldede, i bogen, Grandma Gatewood, fordi hun, i hans øjne, personificerede hans egen tilgang til det, at være minimalist. Ray Jardine kaldte sig ikke Ultralighter. Det var først senere, at det ord blev hæftet på hans systematiske og minimalistiske vandrestil. Ray Jardine var også den første, der introducerede konceptet om de ”Tre Store”, som er dit sovesystem (pose og underlag), dit shelter system (telt eller tarp) og din rygsæk. De tre ting, hvor du hurtigst og mest effektivt kan spare udstyrsvægt, for nogle måske endda flere kilo på den samlede vægt.

Ray Jardine hyldede også en række principper, som henover tid og i samarbejde med andre blev til ”principperne” for Ultralight vandring.  Disse er et sæt værdier, som var designet til at hjælpe vandreren med overgangen fra den traditionelle tilgang til vandring, og over mod en filosofi om, at mindre kan gøre det samme, Og måske endda forstærke ens oplevelse i udelivet. 

Ultralight principperne er vigtige, fordi det er dem, der ligger til grund for selve Ultralight filosofien. De er med til at definere Ultralight begrebet, så det ikke bare er et kommercielt ræs for at købe den letteste rygsæk, den letteste sovepose og det letteste telt, for derefter stadig at hælde alt ens udstyr ned i sin nye minimalist rygsæk, og begive sig af sted uden yderligere omtanke for, hvordan evner og udstyr hænger sammen. 

Ray Jardines sidste input til det, der i dag kaldes Ultralight, var konceptet om, at hvis du bevægede dig ud i naturen, så krævede det ikke kun letvægtsudstyr, men også at du havde udviklet nogle teknikker og evner, der gjorde du kunne klare dig og stadig være komfortabel både fysisk og psykisk med din nye minimalistiske tilgang til vandring. 

I hans øjne var traditionelt og kommercielt udstyr designet til at tage det ”vilde” ud af naturen. Hvorfor skulle man lære kort og kompas, når GPS’er og andet elektronisk udstyr gjorde det overflødigt, hvorfor skulle man tænke over ens teltplads når teltene og soveposen var designet til at holde i alt slags vejr og vind. Hans tankegang var derfor enkel. Jo mere man reducerede sit udstyr, jo mere var man nød til at have mellem ørerne, når man var i naturen. 

Den konklusion er jo ikke specielt revolutionerende i sig selv. Og dog alligevel lidt, specielt set i lyset af vores forbruger samfund, hvor vi alle suser ud, og køber mere grej, end vi reelt har behov for. Læg til dette producenternes insisteren på, at den sidste nye lille latterlige detalje på rygsækken er super vigtig for lige netop, at højne min friluftsoplevelse en smule mere end før dimsen. 

I det lys er det rart at stoppe op engang i mellem, og tænke lidt på, at Ultralight måske nok er blevet perverteret og fordrejet over i ofte kun at handle om, at indkøbe det seneste stykke überletvægtsgrej. I stedet stop op og tænk på, at det rigtige budskab er, at det handler om at komme afsted med det du har, og evnerne til at bruge det på en måde, hvorved du stadig føler dig sikker og komfortabel. 

Når du er der, så er du i princippet en "Ultralighter", og vægten på dit grej er blevet uvedkommende. 

30 nætter på Nemo Zor 20R Liggeunderlag

Nemo Zor på vægten

Jeg modtog før sommeren et Nemo Zor 20R selvoppusteligt liggeunderlag fra den danske importør. I en tidligere blogpost beskrev jeg mit første indtryk med dette, i Danmark, relativt ukendte brand. Jeg anbefaler du læser dette. Nu har jeg brugt underlaget henover sommeren på 2 kortere ture og en tre uger lang tur i USA, sammenlagt har jeg sovet omkring 30 nætter på det. Det er på dette grundlag jeg anmelder underlaget.

Nemo siger på deres hjemmeside, at missionen med Zor underlaget var at skabe det letteste underlag, der ikke kompromitterer din soveposition eller tre sæsoners anvendelse. Jeg har ikke noget at udsætte på komforten ved Zor. Det er det mest komfortable 2,5 cm underlag jeg har sovet på, men det er selvfølgelig ikke lige så "blødt" som et tykkere underlag, men det er logisk. Det koldeste jeg har sovet på det var ned til ca, tre grader celsius, så hvis ret skal være ret, så er det ikke testet under deciderede kulde forhold. Jeg ville nu ikke have problemer med at benytte underlaget til omkring 0 grader. Jeg tillader mig dog at sætte spørgsmåltegn ved Nemo's egen minus 9 grader rating, men som sagt jeg har ikke testet det. Underlaget vejer 406 gram og fylder som en en liters Nalgene flaske, hvilket må siges at være meget acceptabelt for et underlag af denne type, i denne tykkelse og længde.

Nemo Zor passer lige ind i mit Notch telt

Nemo skal have stort plus for det innovative i at lave både horisontale og vertikale udboringer i skummet. Det nedsætter vægten og volumen uden at ofre liggekomfort. Jeg har heller ikke noget at udsætte på kvaliteten af produktet. Efter omkring 30 nætter ligner det stadig noget, der vil holde i lang tid fremover. Skal man sammenligne Nemo Zor med et andet og lignende produkt, er det nærliggende at se på Thermarest's Prolite i samme størrelse. Her vinder Zor på parametere som pris (set til 829kr), vægt, komfort og isoleringsevne. Prolite er derimod fremstillet  i en tykkere vævning end Zor, så man må kunne forvente en større slidstyrke i Prolite modellen, dette bør ikke være noget problem, hvis du ellers passer på dit Zor og andet grej. Et andet plus i Zor's afdeling er silicone striberne på bagsiden, de virker og underlagt holder sig fast på min ellers meget glatte nylon teltbund. Ventilen har også i test perioden virket upåklageligt, og ingen "mystiske" og "uforklarlige" lufttab henover natten.

Bottom line er, hvis du ellers står og mangler denne type underlag, så kan jeg varmt anbefale Nemo Zor 20R. Ville jeg købe det for mine egne penge? Ja, og det har jeg gjort, men i den korte version, som passer bedre til mit behov. Du har, derfor muligheden for at komme til at overtage det som jeg har testet. Alt du skal gøre er at smide en kommentar på dette indlæg inden søndag d. 14/9, så trækker jeg lod mellem kommentarene. Skulle du være den heldige, så er det dit "som beset", altså du har ingen rettigheder i forhold til mig eller importøren STM Sport. Du har mit ord på det virkede, da jeg pakkede det ned.

El Camino og sjælen

Hvad er mere enkelt i verdenen, end at putte den ene fod foran den anden? At vandre i mange dage omtales tit som en spirituel rejse ind i dig selv. Jeg er ikke et religiøst menneske i ordets forstand, men jeg accepterer at der findes mere mellem himmel og jord. Jeg kan til tider godt finde på, at beskrive dette fænomen, som en del af min og andres sjæl. Spørgsmålet er så, om jeg er mere i kontakt med min sjæl, når jeg eksempelvis er i naturen og vandrer, end når jeg sidder her foran computeren og skriver dette?

Jeg har et meget afklaret forhold til min egen sjæl, herunder min egen motivation. Jeg ved hvad der skal til for at jeg er i min komfort zone. Om kort tid kommer der dog en vandretur, som jeg glæder mig meget til. Den vil kræve at jeg afdækker andet end bare mine egen behov og motiver. Ser du kære læser. Jeg har giftet mig med en kvinde, som, for at sige det mildt, ikke er det største Outdoor menneske jeg kender. Misforstå mig ikke, hun elsker frisk luft, samt at være omgivet af smuk natur. Så længe det ikke er for primitivt, hvilket for hende er alt der lugter af overnatning i telt.  Så det aspekt af friluftslivet får jeg lov til at nyde i fred. Til gengæld er hun meget spirituel, altså på den fede måde, med Yoga, Simple Living og, tro det eller ej, hun hylder også mine letvægts begreber, som less is more o.s.v.

For efterhånden en del år siden faldt der en kommentar fra min kone, som lød noget i retning af. ”Den der spirituelle pilgrims vandrerute i Spanien, hvad er det?”. Citatet er ikke helt korrekt, men det er som jeg husker det. Straks spidsede jeg mine ører, og begyndte at kalkulere på hvor var denne samtale på vej hen, og hvad var mine muligheder, inden jeg lidt henkastet svarede.  ”Er det Caminoen til Santiago De Compostela du mener? Skat”. Det er vigtigt at sige skat, når man fornemmer en positiv retning på samtalen.  For at gøre en lang historie kort, bliver vi enige om at det kunne være et spændende projekt for fruen og jeg sammen. Den umiddelbare stopklods var vores to dejlige børn og vores job. Begge er lidt svære, sådan lige at få en måned fri fra, til at gå hele ruten ud i et. Vi taler trods alt om ca. 800 km fra St. Jean De Port, som er startpunktet i Pyrenæerne.

Projektet strander lidt der indtil, bliver vi enige om, vores børn er gamle nok til at klare sig selv. Det vil sige indtil en dag her i foråret, hvor jeg, affødt lidt af desperation, hun bliver nemlig 40 år, og jeg mangler en virkelig god gave ide, foreslår at når nu vi ikke kan tage den hele på engang, hvad så med, at dele den i etaper, og tage en uges vandring på Caminoen om året? Voila til oktober skal vi til Spanien for at gå sammen en uge på El Camino.

Hvad har min sjæl så at gøre med det og hvad er det så for nogle tanker jeg gør mig om en sådan tur. Jeg vil med det samme understrege at vandring, for mig, altid er en fysisk rejse, men i høj grad også en mental rejse ind i dig selv. Jeg har det fint i selskab med ingen andre end mig selv. Jeg kan sagtens føre dybe samtaler med mit ego, afdække den politiske verdensorden, opdigte sange, redde planeten og få prinsessen til slut. Min fantasi fejler ikke noget.

Det her bliver noget helt andet. Denne vandretur handler overhovedet ikke om mig og mine behov, dette er et fælles projekt mellem min sjæl og min bedre halvdels sjæl. Andre pilgrimme beskriver tit Pilgrimsruten til Santiago, som en spirituel og sjælelig rejse en søgen efter ”The Way”.

Du kan altid genkende en der har vandret i flere dage, og er på ”The Way”. De har en rolighed og en fredfyldthed der omgiver dem. Intet haster særligt meget. De klager ikke over maden eller vejret, for de ved at der alligevel ikke er nogen der gider lytte. De er åbne for andre input. De fordømmer ikke andre mennesker, og giver plads til hinanden.

Jeg vil i hvert fald gøre mit for at vores fælles sjæl rammer ”The Way” på vejen til Santiago De Compostela.

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 2

En af de mange søer på vej op mod Vaktarekullen

Onsdag d. 1. august, Kynneälv til Örevättnet i nærheden af Svarteborg, 42 kilometer

Onsdagen gryede med flot vejr, som kan ses på billede op over. Benene var gode, fødderne havde ingen vabler, stort set alt virkede, bortset fra et lille problem (eller opgave). Den var blevet værre og værre henover de sidste par dage. En neglerod på min højre storetå var blevet betændt. En lillebitte ting der på en normal dag ikke ville betyde en hujende fis. Alt betyder bare noget når man skal præstere en hel dag gåen på fødderne op ad stolpe, og ned ad sten. Betændelses tilstanden gjorde, at min tå hævede på ydersiden mod skoen, og derfor stødte i mod siden af skoen. Hvilket ikke var behageligt, for at sige det mildt. Jeg havde derfor vasket mine fødder flere gange, de sidste dage for ikke, det skulle blive værre. Jeg havde også spist ibuprofen, ikke mod smerterne, men mere for at holde hævelsen nede. Jeg var noget ærgerlig hvis denne skade skulle koste mig resten af turen. Jeg vidste, at denne dag, ville være dagen der afgjorde,om jeg kunne gennemføre til Uddevalla eller måtte smide håndklædet inden.

Menneske skabt stenbro mellem Sjökärrsjön og Sälesjön

Kort efter start på dagen etape blev mine sko og fødder våde, dette gav en lidt dulmende fornemmelse i tåen, og der var alligevel ikke andet, at gøre end at klø på. Jeg var startet tidligt denne morgen omkring kl. 6. Efter nogen kilometer passerede jeg et shelter ved Sjökärrsjön, hvor der kom højlydte snorkelyde fra. Jeg listede bare videre. Det skal lige indskydes, at jeg mødte omkring 10-12 mennesker på hele turen, der også gik på Bohusleden eller benyttede de sheltere jeg passerede. Kun en anden person der solo vandrerede, han var fra Tyskland.

Torp ruin i Björnedalen hvor Anna Maja Andersdotter var sidste beboer, hun døde  27. april  1929

Etape 20 op mod Vaktarekullen, som er højeste punk på Kynnefjäll, var beskrevet som let vandret, igen synes jeg måske, at dette ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, eller i hvertfald en modificeret sandhed. Ruten var smuk, jeg passerede masser af idylliske søer, med højtliggende udsigtspunkter langs bredden, hvor man lige kunne snuppe sig et velfortjent break. I beskrivelsen af etapen står der, at det er her på Kynnefjäll at det sydlige Sverige møder det Nordlige Sverige, set med naturens øjne.

Udsigt over St. Holmvatten på en smuk dag

Kynnefjäll er et ca. 20 kilometer langt og 10 kilometer bredt høj plateau. Højeste punkt er Vaktarekullen der strækker sig 206 meter over havets overfalde, så det er måske nok lidt meget at kalde det et fjeld, men så ihvertfald et lille et. Toppen har tidligere været brugt, som brand og luftovervågnings plads, der findes også et altid åbent stuehus med plads til 12 overnattende personer. 

Kynnefjäll et meget besøgt natur område året rundt

Området har spillet en stor rolle igennem Sveriges historie med utallige grænsestridigheder, og der findes mange stier og vandreruter på fjeldet. På et tidspunkt besluttede den Svenske regering, at Kynnefjäll skulle være opbevaringssted for atomaffald, dette var ikke en populær beslutning, og fra 1980 til 2000 (20 år!) vogtede en aktionsgruppe i døgnet rundt for at afværge truslen mod området. Ved Lunden står deres hytte og en mindesten tilbage.

Mindesten for Kynnefjäll

Efter Lunden var der ca. 15 kilometer vej til Svarteborg. Jeg skal blankt erkende, at der røg høretelefoner på, og de kilometer blev gået til tonerne af Arctic Monkeys, Sting, U2 m.m. Aftenens hurtige stealth lejr blev på en lille tange ud i Örevattnet, hvor jeg blev "fundet" af 3 badende svenskere, som jeg fik en lille sludder med. De synes det var okay, jeg crashede her efter 42 kilometer, som var turens længste dag. Heldigvis ville min betændte storetå gradvis blive bedre fra nu af, og henmod slutningen af turen, så der var ikke flere tanker om at skulle smide nogen håndklæder før tid.

Torsdag d. 2. august, Örevattnet til Övre Trästickeln i Herrestads naturområde 37 kilometer

Blikstille Harska bukten om morgenen

Igen var jeg tidligt ude af fjerene, bogstaveligt talt, da jeg sover i en dun quilt. Klokken 6 var jeg på vejen mod Harska hvor etape 17 skifter til etape 16. Ruten går ud mod Kärnsjön og langs Harska bukten, som var blikstille denne morgen. Ved Harska passerede jeg endnu engang nogle sovende mennesker i et sheltere og helt inde i bugtens ende stod et familie telt. Efter Harska passerer ruten Lerbergsnäset hvor der ude på spidsen ligger Reorsgrottan. Opkaldt efter en fange der flygtede i 1600 tallet, han skulle, ifølge lokal historien, havde været en god træsnitter der bl.a. har snittet døbefonten i Håby Kyrka... Hvem sagde, mein vater var ein sehr berümter spurhund aus Dusseldorf :-)

Brålandsfallet over Örekilsälven komplet med laksetrapper, skulle eftersigende være et af syd Sveriges bedste fiskesteder

Efter at have krydset næsset, drejer ruten sydpå langs Örekilsälven, hvor der passeres flere interessante steder. Blandt andet Borgmästerbruket, som er et levn fra en storhedstid hvor vandvejene var vigtige transport ruter for den tidlige industrialisering. Her har ligget savværk, kværner, smedje og bosteder for arbejderne. Lige inden den halvstore by Munkedal drejer ruten østpå, men hvis man vil kan man fortsætte ind og "tanke" op i byen.

Udluftning og tørring i det dejlige vejr ved Kaserna etape 15

Vejret var i løbet af formiddagen gået hen og blevet høj solskin. Dette benyttede jeg mig af i frokostpausen til at vaske mig selv i Vassbotten ved Kaserna, samt tørre alt mit gear og mig selv i en times tid. Etape 15 følger  Munkedalsälven mod Viksjön i noget temmelig krævende og kuperet terræn. Området her har tidligere været genstand for mange blodige fejder mellem Sverige og Norge/Danmark. Älven krydses to gange, inden ruten drejer mod syd undervejs mod Herrestadsfjället, som også er et natur reservat. Omkring Viksjön ligger nogle ruiner, hvor dele af det er fra Jernalderen.

Bridge, not over the river Kwai, but Munkedalsälven

Jeg havde på forhånd udpeget området omkring søen Övre Trästickeln, som en potentiel lejrplads. Søen ligger ved indgangen til Herrestadsfjällets natur reservat, og ville betyde jeg ville have nogen og tyve kilometer tilbage til fredagens vandring. Søen og lejrpladsen jeg fandt var ren idyl, jeg slog mit telt op og kiggede lidt på skyerne der samlede sig inden en torden front i stor hastighed trak sig ind over mig, hvorefter det tordnede og regnede i en time, for efterfølgende at klare op til en smuk solnedgang i søens vestlige ende. Lige som det skal være.

Lejr ved Övre Trästickeln lige inden tordenfronten ramte mig

Fredag d. 3. august, Övre Trästickeln til tog station i Uddevalla 23 + 4 kilometer

Endnu engang var jeg afsted før 6 om morgenen, der er noget magisk over at være på sporet tidligt om morgenen. Fra starten af bevægede jeg mig ind og op i Herrestadsfjället, som er et meget brugt natur område med hytter og stier, både til vandring og langrend om vinteren.

Lappkåtan i Herrestadsfjället med plads til 15, og åben året rundt

Ruten for dagen var blandet trail med skovveje, så jeg opretholdt et rimeligt tempo. Området er også et militært område, så en del skilte advarer mod at samle ammunitions genstande op. Lige inden Uddevalla passerer man "Havskuren", som er en stor mose. Mine fødder var dog allerede drivvåde af det høje våde græs og krat, man ikke kan undgå at gå igennem. Hvilket lige får mig til at slå et slag for små Gaiters. De var uundværlige til at holde sten og ral ude af skoene. Thumbs up på den front.

Ruin omkring Åleslån naturskole i Herrestadsfjället

Tilbage resterede kun ca. 4 kilometer asfalt ind til stationen i Uddevalla, så på med høretelefonerne, skru op for musikken, så blev de også tilbagelagt i fin stil. Ved ankomst til stationen nåede jeg lige en kop kaffe og en Snickers inden jeg sprang ombord på toget til Göteborg, for der at skifte til tog til Helsingborg.

Når jeg ser tilbage på turen nu, er der få ting jeg ville gøre anderledes med hensyn til grej og mad. Etaperne var generelt hårdere end jeg havde troet (læs kuperet), og der var meget mere "trail" og "bushwhacking" end jeg havde turde håbet på. Meget lidt af ruten var på decideret asfalt. Det er ikke udelukket, jeg vender tilbage og går ruten Uddevalla til Göteborg, som er den anden halvdel af Bohusleden.

Hilsen 

Niels

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 1

En overraskende velmarkerede rute hele vejen

Jeg havde en plan om en sommertur i Lapland i år, men alle planer ændres, og muligheden blev derfor i stedet denne tur på Bohusleden, som også er en del af Nordsøstien. Ruten er velbeskrevet på hjemmesiden, med tilhørende kort som pdf filer, lige til at downloade og udprinting. Du kan også henvende dig til turistinformationerne i nogle af byerne i nærheden, og de sender med glæde rutebogen for en sum penge, omkring 50 svenske + porto, tror jeg. Supernemt og tilgængeligt, thumbs up til Svensken for det.

Björnerödspiggen som er højeste punkt på Bohusleden

Efter at have studeret hjemmesiden indgående og alle etaperne, besluttede jeg mig for ruten mellem Uddevalla og Strömstad. Jeg printede de relevante kort og rutebeskrivelser. Jeg var grundlæggende meget ambitiøs i hvor langt jeg ville gå, turen skulle være ferie, men samtidig også en fysisk udfordring. Fra Strömstad til Uddevalla er der i følge Bohusledens kort 203,5 kilometer, jeg havde tiden fra søndag til fredag, med en mulighed for at blive til lørdag, men det ville jeg kun i tilfælde af yderste nødvendighed, samt det faktum, at jeg kun havde mad til og med fredag, men det bekymrede mig nu ikke. Jeg havde lidt ekstra energi barrer og nok fedt på sidebenene til at overleve en dag ekstra.

Med planlagt ankomst Strömstad søndag kl. 14, og med planlagt hjemtur fredag sen eftermiddag, gav det mig 5½ dag til vandring, jeg ville derfor gennemsnitligt skulle bevæge mig fremad ca.  37 kilometer hver dag, bestemt ikke, tænkte jeg, urealistisk, tilbage var at overveje hvor fremkommelig og kuperet ruten ville være (her blev jeg lidt snydt). Jeg mente ikke den ville være svær at navigere (og fik ret).

Masser af idylliske søer undervejs

Tilbage var at beslutte om jeg skulle gå nord til syd eller omvendt, i sidste ende udgjorde vejrudsigten og mulighederne for exit punkter (byer med bus eller tog tæt på ruten) langs ruten udslaget for, at jeg valgte nord til syd. Hensynet til exit punkter var mest i tilfælde af min fysik, mod forventning, ikke ville være op til udfordringen.

Første "lille" fjeld kaldet Hoppareberget, med kig tilbage mod Strömstad

Søndag d. 29 juli, Strömstad til Björnerödpiggen 32 kilometer.

Afgang med tog meeeeget tidligt for en søndag, dagen viste sig at være store rejsedag i Sverige med fyldte toge til følge, men det var okay, de var til tiden, og jeg tilbragte de ca. 8 timer med at læse på min Kindle. Ankom til Strömstad omkring kl. 14 og gik de 2-3 kilometer ud mod startstedet på leden. Hver etape er markeret med et skilt og ruten skulle vise sig at være uhyre velafmærket hele tiden, jeg gik kun forkert en gang på hele turen, men det var på grund af min egen uopmærksomhed, ikke fordi ruten ikke var afmærket.

Sjov figur på vej op mod Björnerödpiggen

Bohusleden starter med at gå op af, derefter nedad, dette skulle vise sig at være normen resten af turen, med nogle til tider rimelige hidsige stigninger. Efter 15 km gik jeg fra Etape 27 ind på kortet over etape 26, kun 13 etaper mere indtil Uddevalla, tænkte jeg. Det var ikke planlagt med så lang en første dag, som det endte med at blive, men, som de siger i cykelsproget, jeg havde gode ben. Derfor endte jeg med at gå hele vejen op til Bohusledens højeste punkt. Selvom der lå et fint shelter og udsigtstårn, så bemærkede jeg de summende myg, og slog troligt mit Tarptent Moment, så jeg kunne kom ind bag dets myggenet til en summe fri og rolig nat.

Tarptent Moment i solnedgangen

Der er ikke noget vand på toppen, og der havde ikke været nogen vandsteder på vejen op, så jeg var tvunget til at gå ca. 1 kilometer for at fylde min 2 liters plasticflaske fra en lidt tvivlsom sø, men efter lidt UV vandrensning blev det både drukket og brugt til mad. Fra udsigtstårnet tilbage på toppen, havde jeg et dejligt udsyn mod vest og nord til en nedgående sol, som altid får mit hjerte til at slå lidt hurtigere i tilfredsstillelse over at være i live. Aftenen foreløb med god frysetørret mad og en kop varm kakao. Hvilket første til en yderst rolig nat, hvor jeg sov forbavsende godt. Jeg plejer ellers skulle have en eller to tilvænnings nætter til , at være alene i naturen, men ikke denne gang. Det var i quilten og godnat, nåede slet ikke at læse på min Kindle.

Flot, flot udsigt

Mandag d. 30 juli, Björnerödpiggen til Axlebergen øst for Vasbotten 33,5 kilometer

Jeg var igang og på vej nedad kl. 7 om morgenen mod Iddefjordens bred og byen Krokstrand, som er en gammel stenhugger by. I byen findes Sveriges første "Folkets hus" en slags fælles medborgerhus. Herfra området blev der udskibet sten af forskellige typer til hele verden. Det siges at den Argentinske tango kom til Sverige med sømænd fra skibe der lastede sten i Krokstrand. Derfor afholdes der også hvert år en tango festival i den meget lille by. Overalt ser man levn fra Krokstrands fortid, om det er den kæmpe kaj nede ved fjorden eller de store "rest" dynger af sten der lægger omkring det lille samfund. Ved indgangen til byen hænger der skilte der beskriver samfundets fortid.

Gammel rusten sten knuser omkring Krokstrand

Efter Krokstrand går ruten sydpå langs den Svenske og Norske grænse over højdedrag med udsigt over Iddefjorden.Vælger du at gå Bohusleden skal du være forberedt på, det går en del op og ned, og store dele af etape ruterne er på skov spor ikke skovveje, men det synes jeg jo kun er fedt. Undervejs ligger en del sheltere, disse er afmærket på kortene, men stødte også på enkelte der ikke var. Ved Sandvatten efter Krokstrand lå denne perle.Det var formiddag, men jeg overvejede da at snuppe en lur.

Shelter ved Sandvatten mellem Krokstrand og Hävedalen

Efter Hävedalen bliver terrænet barskt med dybe dale og høje bjerge (for området), ruten går stadig langs grænsen, og det er tydeligt at området ikke er, det mest beboede i verdenen. Omkring Vammen søerne føres du ad et snoede og meget krinklet spor, der giver dig mulighed for at øve din bushwhacking evner, op mod Tolvmanstegen, hvor træerne tynder ud i det klipperige landskab. På toppen mødes du af en formidabel udsigt..... Desværre står der også lige 10-15 Vestas vindmøller mod vest. Hey, jeg er pro alternativ energi, men det er sgu en ommer.

Ruten drejer nu mod øst stadig sammen med grænsen til Norge. Undervejs passerer man så den på billede viste bro (hvis man tør kan man jo lave en smagsprøve), den ligger tæt på Farlighögen, det skal jo passe sammen.

Jeg prøvede at sippe vandet, men der var ikke opstillet en Spritbolaget i nærheden

Ligeefter deler ruten sig i to. En nordlig del, der går ind i Norge, eller en sydlig en mod Vassbotten. Begge mødes igen ved Älgafallet, som er det største vandfald i Bohuslän med et fald på 46 meter. Jeg valgte den sydlige fordi den fører en forbi ruinerne af hvad der regnes som et af de få permanente bosteder hvor "Det Rejsende Folk" (Romaer eller Sigøjnere) har været bosat i Sverige. Stedet blev kaldt Snarsmon og har været beboet så sent som 1920'erne med ca. 30 familier. Det at bo permanent var meget atypisk for De Rejsende, der er flere skilte og en mindeplade der gennemgår stedets historie. I like, for det giver en ny dimension i din vandring, hvis man bare har lidt fantasi. Idag har ca. 25000 mennesker i Sverige "Roma" baggrund.

Skilt ved grænsen som udgøres af åen her ved Vassbotten

24 etape slutter i Vassbotten, som er et lille samfund, der tidligere har været en vigtig grænse overgang til Norge. Skilte ved grænsen fortæller om den lokale historie. Specielt under 2. Verdenskrig var der heftig smugling i området. På et tidspunkt var der endda stationeret 5000 soldater i byen, hvilket var godt for handlen. Smugler historien går helt tilbage til 1700 tallet, hvor det var tobak der blev smuglet.

Lige nord for Vassbotten ligger Älgafallet, som er en større og flot turist attraktion med udsigtspunkter og informations skilte. Efter at have været op og ned, og taget et hav af billeder, fortsatte jeg østpå på udkig efter en god lejrplads, da det var ved at være sent. Jeg endte op på en vest vendt skråning, der igen gav mig en fin solnedgang til aftensmaden, og en god nats hvile, hvilket jeg ville få brug for næste dag.

Älgafallet med et 46 meter fald

Tirsdag d. 31 juli, Axlebergen til Kynneälv ved foden af Kynnefjeld 36 kilometer

Dagen gryede en anelse grå, diset og småkold. Jeg var igen afsted omkring kl. 7. Etapen var nummer 23, som stod på 14 km middelsvær vandring øst på mod Nordre Kornsjön. Sporet ville følge grænsen, og beskrivelsen sagde henover åser i et bjerg og dalagtigt terræn. En garanteret afvekslende tur lovede beskrivelsen.... Det skal jeg love for, det var den hårdeste etape på hele turen, som ikke blev hjulpet af, at sporet var næsten tilvokset på store dele af etapen, samt det storregnede hele formiddagen. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været nede i en så lav en gennemsnitlig fart, som her, men som jeg har skrevet i et andet indlæg her på bloggen engang, så er solo vandring lig med mottoet, "Can't complain, because nobody listens anyway". Så smil og nyd turen, men jeg skal indrømme at jeg tænkte på Andrew Skurka, som har et mantra der lyder "continuous forward motion" eller CFM, for mig blev det til KBF, eller kontinuerlig bevægelse fremad, det er nøglen til at vandre langt.

Morgenmad lige inden regnen væltede ned resten af formiddagen

Undervejs i dette "vildnis" på grænsen støder man på flere ruiner af bygninger. Svenskerne er gode til at sætte et lille skilt op, der giver de sidste kendte detaljer for stedet. Feks. fortæller et lille skilt, om den "Fredløse" der boede her i grænseområdet i 1700 tallet, eller om den sidste familie der boede i resterne af en Torp ruin. Efter at have slidt mig igennem vildt terræn og regn brød jeg ud af skoven til et velfortjent hvil ved dette perle belligende shelter med egen sandstrand ned mod Kornsjön.Vejret var også blevet lidt bedre, men det fortsatte med at små regne on and off resten af dagen.

Shelter ved Nornäs på Kornsjön

Mens jeg hvilede en smule, studerede jeg kortet over næste etape, og glædede mig straks over at den bød på 8,5 kilometer "lätt" terræn, jeg nærlæste ikke beskrivelserne. Hvilket, kort tid efter, fik mig til at bande over ham der havde anmeldt etapen til "lätt", da det begyndte at gå opad mod Bufjällets højeste punkt, efter at have været i gennem Göpadalen. Ordet Göpa er et gammelt ord for Lods, jeg så dog ikke nogen af disse ekstremt sky dyr, selvom de lever i området i bedste velgående. Jeg prustede nok for meget :-)

Efter Bufjället ligger denne kirkeruin og tilhørende gravplads ved Ormelund

Hen på eftermiddagen kom jeg til Flötemarksön med et "vildmarks center", som jeg dog ikke gik hen til, så ved ikke helt hvad det betød. Jeg var mere fokuseret på, at nå frem Roslund og Kynneälv ved foden af Kynnefjäll, der havde jeg sat mig for at campere, og jeg var noget træt her sidst på denne dag. For mig på vandringer er tredje dagen den hårdeste, efter det vænner kroppen sig langsomt til den fysiske udfordring. det havde ikke hjulpet med en udfordrende formiddag, så jeg så frem til at slå mit telt op, få noget mad, og en god nats hvile inden onsdagens nye udfordring mod Vakterekullen, som er toppen af Kynnefjäll, ægte vildmark lovede ruten beskrivelsen, og det så jeg frem til, selvom jeg synes at dagen idag, også havde budt på masser af god vandring.

Del 2 kommer om nogen dage, så vend endelig tilbage.