Viser opslag med etiketten nordsøstien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nordsøstien. Vis alle opslag

lørdag den 30. januar 2016

Optimer dit udstyr og få større turglæde


Det er logik, at når du bærer på tunge ting, så bruger du en masse dyrebar energi uden egentligt, at opnå noget med det. Derfor er det modsatte også sandt. Jo mere du reducerer vægten af det du bærer på, jo mindre energi bruger du. Du vil opleve at stigningerne bliver lettere, ømhed i skuldre og lænd forsvinder, den gamle knæskade driller ikke så meget mere, kort sagt! Du har mere overskud til at nyde turen, gå længere, se mere, tage den ekstra top o.s.v.

Thy Nationalpark

Ved at vurdere mine indkøb og mit udstyr i forhold til nogle enkle principper har jeg forøget min tur glæde på en ikke uvæsentlig skala. Dertil kommer, at jeg går længere, hurtigere og nemmere end nogensinde tidligere. Alt dette uden at blive fanatisk eller på anden måde kaste mig ud i ekstremer for at nå en eller anden magisk vægtgrænse. Jeg erkender, at jeg har slagtet nogle fordomme, givet afkald på traditionel tankegang og skiftet en del af mit udstyr over en årrække. Hvad er det så jeg har gjort?

Jeg har fire alt overskyggende kriterier, for hvornår udstyr er godt i mine øjne. Disse er i vilkårlig rækkefølge:

Vægt, Enkelthed, Multifunktionsdygtigt og Brugbart.

Godt udstyr opfylder 3 til 4 af de ovenstående kriterier.

Med det for øje har jeg over tid udviklet, læst, lært og tænkt over følgende principper, som jeg bruger til at optimere mine ture.

Letvægts setup af gear

1.      Vej alt dit udstyr! Før en liste over hvad du har, og hvad det vejer. Bare den simple ting at vide vægten på dine stumper sætter gang i en tankeproces, som hjælper dig med at træffe beslutninger, om hvad du vil have med på tur. Samt hvor du kan opnå størst vægt optimering ved en eventuel udskiftning. Typisk er det telt, sovepose, rygsæk og kogegrej du kan optimere mest vægt på ved at erstatte med andre og lettere løsninger, der har samme funktion.

2.      Vælg det grej, der er lettest og fylder mindst, til den tur eller formål du planlægger. Køber du nyt udstyr, så insister på at vide vægten inden du lægger pengene, også fra online forretninger.  Vær præcis med vægten en din sovepose vejer ikke ca. 1 kilo men nøjagtigt 956 gram. Har du en fibersovepose, kan du spare meget vægt og volumen på at vælge en dunsovepose eller en dunquilt. Materialer er i dag meget lettere og holdbare end før, så er du ejer af en ældre model rygsæk, kan du sikkert spare et kilo eller mere ved at skifte denne, måske skal du heller ikke bruge en så stor rygsæk, hvis du fortsætter med optimeringen.

3.      Undgå for mange lommer, lynlåse, knapper, remme, unødvendige åbninger og andet fyld på tøj og udstyr, med mindre det er noget du bruger eller vil bruge. Ellers er det bare ekstra vægt, kræver ekstra vedligeholdelse eller noget der er kan gå i stykker.

4.      Tag mindre med. Eliminer alt 'nice to have' udstyr! Spørg dig selv om du virkelig har brug for dette stykke udstyr, for enten har du virkelig brug for det, eller også bliver det hjemme. F.eks. Den ekstra varme trøje, de ekstra bukser, har du virkelig brug for 2 gryder. Hvad med alle de remme uden på rygsækken, bruger du virkelig dem? Lommen til drikkesystemet? Ellers kan de jo skæres væk.

5.      Tag kun den mængde med du skal bruge. Det gælder tøj, brændstof, mad, tandpasta, plastre o.s.v. Pak alt om i lette plasticposer.  Vælg altid den letteste sovepose du har til den vejrsituation du forventer, du kan altid tage mere tøj på i soveposen som varmeforstærkning, hvis det bliver lidt koldere end forventet. Skal inderteltet virkelig med på turen eller kan du klare dig med f.eks. et let Tyvek underlag inde i yderteltet. Nervøs for om din sovepose bliver våd uden indertelt eller kondens bliver for meget? Anskaf et let bivybag cover til din sovepose, de vejer ikke meget nu til dags. Klæd dig på efter 3 lags princippet, en god tommefinger regel er, du skal kunne have alt dit tøj på, på en gang, og gerne nede i soveposen, hvis det er nødvendigt.

6.      Brug udstyr der opfylder flere behov. Vandrestave er fremragende teltstænger, og din gryde en fremragende kaffekop. Tøj i en pose kan være en fin hovedpude, og en teltpløk kan sagtens grave efterladenskaber ned. Soveposen kan være en fin varmeforstærker hvis den er viklet rundt om dig på en kølig aften.

7.      Evaluer altid turen! Når du kommer hjem laver du to lister en over grej du brugte og hvordan det virkede, og en over grej du ikke brugte, for det skal måske ikke med på næste tur af samme type. På nær lige førstehjælpssættet, det skal helst ikke have været brugt, men skal helt sikkert med næste gang. Vær nysgerrig og eksperimenter, beløn dig selv med et nyt stykke grej en gang i mellem, tænk altid i optimering af udstyr og teknikker, og sidst men ikke mindst, smil og nyd turen, det i sig selv giver større overskud.

Redningsstien i Thy

Det med småt.

Letvægtsvandring er en proces og en filosofi. Du skal tage det alvorligt, men ikke til ekstremer. Tag fornuften med og tilpas det til din egen filosofi, der passer til dine tanker, ideer og pengepung. Pas dog på, for det kan godt blive lidt vanedannende J

torsdag den 28. november 2013

Løkken til Ålbæk henover Grenen langs Nordsøstien


 Vandring i kystens kulturhistorie

Aftensol over Vesterhavet nord for Løkken

Nogen af jer læsere ved måske at jeg har et projekt Danmark rundet langs kysterne til fods. Jeg har nu været i gang i en 5-6 år. Projektet går ud på jeg tager en weekend + nogen dage når jeg kan og går en bid af kystlinjen. Jeg følger som oftest etablerede stier.

Tysk bunker gledet ned fra skrænten grundet erosion. Menneskene i baggrunden giver en god fornemmelse af størrelse.

Projektet er et lille modsvar til dem, der mener at friluftsliv er noget man kun kan opleve i vildmarken. Der er masser af friluftsliv og gode kulturelle oplevelser i din baghave. Derudover er det også et projekt, der giver mig muligheden for at opnå kontakt med mig selv, samt et kulturelt og historisk Danmark jeg ikke kan læse mig til.

Vraggods på stranden helt fra Aberdeen. Håber ikke der var nogen i den.

Jeg skulle til Slette Strand i forbindelse med mit Master studie på KU. Jeg besluttede mig for at blive lidt længere, og gå fra Løkken mod Frederikshavn henover Grenen. Jeg læser sammen med en, der bor omkring Hjørring, så det krævede ikke meget overtalelse, for at få hende til at deponere mig i Løkken lørdag eftermiddag. Klokken var tre og solen stod allerede lavt på himlen. Jeg bevægede mig ud mod stranden, fandt den første markør med, det for mig, efterhånden velkendte bølgede N der signalerer en del af Nordsøstien. Lad mig med det samme slå fast at al færdsel langs Vestkysten af Danmark er forbundet med vind. Jeg har aldrig oplevede en vindstille dag derude, men de findes nok. Til gengæld var det fremragende solskin, hvilket holdt det meste af turen. Minussiden af ingen skyer og vind er kulde på denne årstid, men det var jeg forberedt på. Jeg havde vinter udstyret med, da der var varslet ned mod en minus 4-5 grader om natten.

Sandfygning

Jeg gik helt ude på skrænten med et 20 meters fald på venstre side ned mod den brede sandstrand, som er fast nok til at biler kan køre på den. Hvilket for mange er en oplevelse og for andre en forbandelse over man tillader kørsel på sandet. Jeg så ikke nogen biler på stranden og i det hele taget meget få mennesker på hele turen.

Tornby Klitplantage med udsigt mod havet op gennem kløften

Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at gå så langt da det var sent på dagen, men det ene skridt tog det andet, kroppen faldt ind i en ”groove”. Omkring Rugbjerg Knude Fyr sænkede mørket sig totalt og pandelampen kom på, for jeg var egentligt ikke parat til at stoppe. Fyret er i dag opgivet grundet sandflugt.

Så forstår man godt, at skiltningen skal vedligeholdes

Det gav en særlig oplevelse at passere igennem Mårup Kirke i mørke mens du tydeligt hørte havets brusen nedenfor stranden. Mårup Kirke er fra det 13. Århundrede men blev taget ud af brug i 1928. Kirken blev oprindeligt opført to kilometer fra havet. I dag er dele af den og gravene faldet i havet. Kort tid efter kommer man ind til Lønstrup by og manglen på ”stealth” camp muligheder tvang mig helt op lige nord for Skallerup Klit hvor et tomt sommmerhus fik en overnattende gæst i haven helt ude mod vandet.

Indgangen til Hirtshals

Den, for området, normale vind tog til i løbet af natten og vendte sig i nord, hvilket gjorde at mit telt larmede gevaldigt i vinden. Kl. 5.30 gav jeg op på at sove mere, pakkede ned og vandrede videre igen i pandelampens skær. Vinden var så stærk at sandfygning gjorde de næste mange kilometer i åbent terræn langs Kærsgård Strand op til Tornby Plantage til noget knap så morsomt. Jeg overvejede at søge længere ind i land og følge cykelruten. Det blev ved overvejelsen og efter en time var jeg i læ i Tornby Klitplantage. Solen stod op ligesom jeg gik i en kløft ud mod vandet igen. Resten af ruten mod Hirtshals var direkte på stranden i stærk vind og med god sandfygning, det meste dog denne gang ikke højere end knæene. Hvor det tidligere havde været i hovedhøjde fra de store klitter.

They mean business around here!

I løbet af formiddagen drejede jeg østpå og passerede gennem Hirtshals for at fortsætte mod Tversted Plantage som jeg havde udset som et passende mål for dagens vandring. Lige før Skiveren ligger en primitiv overnatningsplads. Jeg regnede med, at kunne nå den lige inden mørket sænkede sig totalt omkring kl. 16.30. Eftermiddagen bød på en del vandring gennem sommerhus områder og vekslede mellem grusvej og sti i klitterne. Ruten fører op til Tversted by men i retrospekt skulle jeg bare have fortsat via stranden, da jeg ikke skulle noget inde i byen. Tverstedsøerne er et lille kunstigt sø område indrettet som udflugtsmål og Østerklitmølle var skuffende da selv møllen stod ved siden af laden. Jeg slog mit telt op, fik lavet noget aftensmads og læste på min Kindle indtil kl. 21 hvor jeg blev overmandet af træthed. Jeg havde også gået langt og havde været tidligt oppe. Denne nat var der ingen vind der forstyrrede. Jeg sov dejligt indtil kl. 6 næste dag.

Ensomt træ på heden og i klitterne.

Jeg er hvad jeg vil kalde en organiseret vandrer. Jeg efterlader ikke noget ”flydende rod” i teltet. Det tager mig derfor ikke lang tid at pakke ned når jeg først har tvunget mig ud af den varme sovepose. Jeg er til gengæld en frossen pind om natten. Derfor havde jeg også medbragt min nye vintersovepose. Jeg skal blankt erkende den var svær at forlade. Jeg vil gætte på at temperaturen var omkring 0 til minus 2 den morgen. Det skulle dog blive koldere den næste nat.

Lille mand i Danmarks Wilderness omkring Råbjerg Mile.

Jeg var afsted mod Skiveren en time inden morgengryet. Omkring campingpladsen mødte jeg den lokale opsynsmand. Han havde lyst til at snakke lidt med ”den tossede Københavner” der dukkede op her før kl. 7 i mørke. Mens jeg fyldte vand på min flaske udvekslede vi lidt smalltalk. Han fortalte om den bindegale nordmand der havde sejlet kajak fra Norge og til Skiveren på 36 timer tværs over havet.  Noget af en bedrift må man sige.

Råbjerg Miles ørkenlandskab i baggrunden

Efter Skiveren begynder Danmarks ”wilderness”. Grenen er ikke det mest befolkede område i Danmark.  Udover det lille sommerhus område Kandestederne ville jeg stort set ikke støde på et hus før jeg ramte Gamle Skagen. Hvilket også var grunden til jeg lige skulle tanke op i Skiveren inden afgang. Jeg kom videre og spiste morgenmad lige inden jeg igen kom helt ud på stranden, for at fortsætte op mod Danmarks største vandreklit kaldet Råbjerg Mile. Denne strækning er øde og smuk. Solen kommer på denne årstid ikke højt på himlen, men lidt varme kunne man godt fornemme når jeg kom fri af klitterne og den skinnede på mig.  Råbjerg Mile dukkede op i horisonten som et ørkenlandskab. Jeg skulle ikke op på selve Milen, men lige inden drejede jeg nord vestpå ud mod stranden, som ville tage mig hele vejen op til selve Grenen. Råbjerg Mile rummer omkring 4 millioner m3 sand og er optil 40 meter høje sandklitter der former et miniørken landskab. Selve Milen bevæger sig ca. 15 meter om året i en nordøstlig retning som vinden blæser oftest. I år 2230 vil den nå Kattegat.

Mølle i Kandestederne

Det var koldt og jeg holdt ikke mange pauser undervejs. Jeg var lidt i tvivl om hvor langt der var til spidsen og hvad min fart ville være i sandet langs stranden. Vil lige indskyde at vandrestave bare er guld værd i halvløst sand.

Danmarks nordligste markør på Nordsø Stien med Pacerpoles og Hyperlite Pack

Plan A var at nå frem lige inden solnedgang, for at fortsætte indtil Skagen, hvor en god øl og en gang pizza/burger ville være en lækker belønning.  Plan B var at slå lejr lige inden Grenen for at besøge den ved solopgang og potentielt spise en tidlig brunch i Skagen som belønning. Det blev til plan A efter en spurt langs Nordstranden. Jacobs Cafe inde i Skagen bød på burger og juleøl serveret af en sød pige, der lige skulle høre hvad jeg lavede med den rygsæk på. Efter et godt måltid, lidt juice på telefonen og en frisk kop kaffe trissede jeg mod Den Tilsandede Kirke for at slå mit telt op i plantagen og sove længe.


Skagen set fra Grenen i nedgående aftensol

Som tirsdagen gryede, fik jeg nogle super billeder af kirken. Planen for dagen i dag var at nå så langt mod Frederikshavn som muligt, så jeg ville kunne vandre indtil banegården onsdag morgen og tage toget hjem. Jeg passerede Hulsig hede, og Bunken Plantage. Fik hilst på Råbjerg Mile (igen). 

Den Tilsandede Kirke i morgengry med måne over.

Omkring Ålbæk blev jeg ringet op og informeret om at min søn havde fået en akuttid hos tandlægen til to rodbehandlinger af hans fortænder (han har været involveret i et trafikuheld tidligere på året). Det ønskede jeg at være sammen med ham om, så længe leve rejseplanens app, der fortalte mig at jeg kunne nå et tog fra Ålbæk kl. 15.10 og være i Hillerød kl. 22.30. 

Gaardbo Birk Tingsten minder om at Skagen odde er et landskab i konstant forandring grundet naturen

Jeg slog et venstresving mod Ålbæk, forsynede mig med proviant til togturen fra det lokale supermarked. Bippede mit rejsekort og slog mig ned i toget med min Kindle. Bon voyage.

Brede strande langs det meste af ruten

Jeg har regnet lidt på antal kilometer fra Løkken til Ålbæk og når frem til 145 kilometer tilbagelagt fra lørdag kl. 15 til tirsdag kl. 15. Det er sgu meget godt gået.

Nogle har spurgt efter pakkeliste, så ved lejlighed lægger jeg den under linket pakkelister.



torsdag den 16. august 2012

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 2

En af de mange søer på vej op mod Vaktarekullen

Onsdag d. 1. august, Kynneälv til Örevättnet i nærheden af Svarteborg, 42 kilometer


Onsdagen gryede med flot vejr, som kan ses på billede op over. Benene var gode, fødderne havde ingen vabler, stort set alt virkede, bortset fra et lille problem (eller opgave). Den var blevet værre og værre henover de sidste par dage. En neglerod på min højre storetå var blevet betændt. En lillebitte ting der på en normal dag ikke ville betyde en hujende fis. Alt betyder bare noget når man skal præstere en hel dag gåen på fødderne op ad stolpe, og ned ad sten. Betændelses tilstanden gjorde, at min tå hævede på ydersiden mod skoen, og derfor stødte i mod siden af skoen. Hvilket ikke var behageligt, for at sige det mildt. Jeg havde derfor vasket mine fødder flere gange, de sidste dage for ikke, det skulle blive værre. Jeg havde også spist ibuprofen, ikke mod smerterne, men mere for at holde hævelsen nede. Jeg var noget ærgerlig hvis denne skade skulle koste mig resten af turen. Jeg vidste, at denne dag, ville være dagen der afgjorde,om jeg kunne gennemføre til Uddevalla eller måtte smide håndklædet inden.

Menneske skabt stenbro mellem Sjökärrsjön og Sälesjön

Kort efter start på dagen etape blev mine sko og fødder våde, dette gav en lidt dulmende fornemmelse i tåen, og der var alligevel ikke andet, at gøre end at klø på. Jeg var startet tidligt denne morgen omkring kl. 6. Efter nogen kilometer passerede jeg et shelter ved Sjökärrsjön, hvor der kom højlydte snorkelyde fra. Jeg listede bare videre. Det skal lige indskydes, at jeg mødte omkring 10-12 mennesker på hele turen, der også gik på Bohusleden eller benyttede de sheltere jeg passerede. Kun en anden person der solo vandrerede, han var fra Tyskland.

Torp ruin i Björnedalen hvor Anna Maja Andersdotter var sidste beboer, hun døde  27. april  1929

Etape 20 op mod Vaktarekullen, som er højeste punk på Kynnefjäll, var beskrevet som let vandret, igen synes jeg måske, at dette ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, eller i hvertfald en modificeret sandhed. Ruten var smuk, jeg passerede masser af idylliske søer, med højtliggende udsigtspunkter langs bredden, hvor man lige kunne snuppe sig et velfortjent break. I beskrivelsen af etapen står der, at det er her på Kynnefjäll at det sydlige Sverige møder det Nordlige Sverige, set med naturens øjne.

Udsigt over St. Holmvatten på en smuk dag

Kynnefjäll er et ca. 20 kilometer langt og 10 kilometer bredt høj plateau. Højeste punkt er Vaktarekullen der strækker sig 206 meter over havets overfalde, så det er måske nok lidt meget at kalde det et fjeld, men så ihvertfald et lille et. Toppen har tidligere været brugt, som brand og luftovervågnings plads, der findes også et altid åbent stuehus med plads til 12 overnattende personer. 

Kynnefjäll et meget besøgt natur område året rundt

Området har spillet en stor rolle igennem Sveriges historie med utallige grænsestridigheder, og der findes mange stier og vandreruter på fjeldet. På et tidspunkt besluttede den Svenske regering, at Kynnefjäll skulle være opbevaringssted for atomaffald, dette var ikke en populær beslutning, og fra 1980 til 2000 (20 år!) vogtede en aktionsgruppe i døgnet rundt for at afværge truslen mod området. Ved Lunden står deres hytte og en mindesten tilbage.

Mindesten for Kynnefjäll

Efter Lunden var der ca. 15 kilometer vej til Svarteborg. Jeg skal blankt erkende, at der røg høretelefoner på, og de kilometer blev gået til tonerne af Arctic Monkeys, Sting, U2 m.m. Aftenens hurtige stealth lejr blev på en lille tange ud i Örevattnet, hvor jeg blev "fundet" af 3 badende svenskere, som jeg fik en lille sludder med. De synes det var okay, jeg crashede her efter 42 kilometer, som var turens længste dag. Heldigvis ville min betændte storetå gradvis blive bedre fra nu af, og henmod slutningen af turen, så der var ikke flere tanker om at skulle smide nogen håndklæder før tid.

Torsdag d. 2. august, Örevattnet til Övre Trästickeln i Herrestads naturområde 37 kilometer


Blikstille Harska bukten om morgenen

Igen var jeg tidligt ude af fjerene, bogstaveligt talt, da jeg sover i en dun quilt. Klokken 6 var jeg på vejen mod Harska hvor etape 17 skifter til etape 16. Ruten går ud mod Kärnsjön og langs Harska bukten, som var blikstille denne morgen. Ved Harska passerede jeg endnu engang nogle sovende mennesker i et sheltere og helt inde i bugtens ende stod et familie telt. Efter Harska passerer ruten Lerbergsnäset hvor der ude på spidsen ligger Reorsgrottan. Opkaldt efter en fange der flygtede i 1600 tallet, han skulle, ifølge lokal historien, havde været en god træsnitter der bl.a. har snittet døbefonten i Håby Kyrka... Hvem sagde, mein vater var ein sehr berümter spurhund aus Dusseldorf :-)

Brålandsfallet over Örekilsälven komplet med laksetrapper, skulle eftersigende være et af syd Sveriges bedste fiskesteder

Efter at have krydset næsset, drejer ruten sydpå langs Örekilsälven, hvor der passeres flere interessante steder. Blandt andet Borgmästerbruket, som er et levn fra en storhedstid hvor vandvejene var vigtige transport ruter for den tidlige industrialisering. Her har ligget savværk, kværner, smedje og bosteder for arbejderne. Lige inden den halvstore by Munkedal drejer ruten østpå, men hvis man vil kan man fortsætte ind og "tanke" op i byen.

Udluftning og tørring i det dejlige vejr ved Kaserna etape 15

Vejret var i løbet af formiddagen gået hen og blevet høj solskin. Dette benyttede jeg mig af i frokostpausen til at vaske mig selv i Vassbotten ved Kaserna, samt tørre alt mit gear og mig selv i en times tid. Etape 15 følger  Munkedalsälven mod Viksjön i noget temmelig krævende og kuperet terræn. Området her har tidligere været genstand for mange blodige fejder mellem Sverige og Norge/Danmark. Älven krydses to gange, inden ruten drejer mod syd undervejs mod Herrestadsfjället, som også er et natur reservat. Omkring Viksjön ligger nogle ruiner, hvor dele af det er fra Jernalderen.

Bridge, not over the river Kwai, but Munkedalsälven

Jeg havde på forhånd udpeget området omkring søen Övre Trästickeln, som en potentiel lejrplads. Søen ligger ved indgangen til Herrestadsfjällets natur reservat, og ville betyde jeg ville have nogen og tyve kilometer tilbage til fredagens vandring. Søen og lejrpladsen jeg fandt var ren idyl, jeg slog mit telt op og kiggede lidt på skyerne der samlede sig inden en torden front i stor hastighed trak sig ind over mig, hvorefter det tordnede og regnede i en time, for efterfølgende at klare op til en smuk solnedgang i søens vestlige ende. Lige som det skal være.

Lejr ved Övre Trästickeln lige inden tordenfronten ramte mig

Fredag d. 3. august, Övre Trästickeln til tog station i Uddevalla 23 + 4 kilometer


Endnu engang var jeg afsted før 6 om morgenen, der er noget magisk over at være på sporet tidligt om morgenen. Fra starten af bevægede jeg mig ind og op i Herrestadsfjället, som er et meget brugt natur område med hytter og stier, både til vandring og langrend om vinteren.

Lappkåtan i Herrestadsfjället med plads til 15, og åben året rundt

Ruten for dagen var blandet trail med skovveje, så jeg opretholdt et rimeligt tempo. Området er også et militært område, så en del skilte advarer mod at samle ammunitions genstande op. Lige inden Uddevalla passerer man "Havskuren", som er en stor mose. Mine fødder var dog allerede drivvåde af det høje våde græs og krat, man ikke kan undgå at gå igennem. Hvilket lige får mig til at slå et slag for små Gaiters. De var uundværlige til at holde sten og ral ude af skoene. Thumbs up på den front.

Ruin omkring Åleslån naturskole i Herrestadsfjället

Tilbage resterede kun ca. 4 kilometer asfalt ind til stationen i Uddevalla, så på med høretelefonerne, skru op for musikken, så blev de også tilbagelagt i fin stil. Ved ankomst til stationen nåede jeg lige en kop kaffe og en Snickers inden jeg sprang ombord på toget til Göteborg, for der at skifte til tog til Helsingborg.

Når jeg ser tilbage på turen nu, er der få ting jeg ville gøre anderledes med hensyn til grej og mad. Etaperne var generelt hårdere end jeg havde troet (læs kuperet), og der var meget mere "trail" og "bushwhacking" end jeg havde turde håbet på. Meget lidt af ruten var på decideret asfalt. Det er ikke udelukket, jeg vender tilbage og går ruten Uddevalla til Göteborg, som er den anden halvdel af Bohusleden.

Hilsen 

Niels

mandag den 6. august 2012

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 1

En overraskende velmarkerede rute hele vejen

Jeg havde en plan om en sommertur i Lapland i år, men alle planer ændres, og muligheden blev derfor i stedet denne tur på Bohusleden, som også er en del af Nordsøstien. Ruten er velbeskrevet på hjemmesiden, med tilhørende kort som pdf filer, lige til at downloade og udprinting. Du kan også henvende dig til turistinformationerne i nogle af byerne i nærheden, og de sender med glæde rutebogen for en sum penge, omkring 50 svenske + porto, tror jeg. Supernemt og tilgængeligt, thumbs up til Svensken for det.

Björnerödspiggen som er højeste punkt på Bohusleden

Efter at have studeret hjemmesiden indgående og alle etaperne, besluttede jeg mig for ruten mellem Uddevalla og Strömstad. Jeg printede de relevante kort og rutebeskrivelser. Jeg var grundlæggende meget ambitiøs i hvor langt jeg ville gå, turen skulle være ferie, men samtidig også en fysisk udfordring. Fra Strömstad til Uddevalla er der i følge Bohusledens kort 203,5 kilometer, jeg havde tiden fra søndag til fredag, med en mulighed for at blive til lørdag, men det ville jeg kun i tilfælde af yderste nødvendighed, samt det faktum, at jeg kun havde mad til og med fredag, men det bekymrede mig nu ikke. Jeg havde lidt ekstra energi barrer og nok fedt på sidebenene til at overleve en dag ekstra.

Med planlagt ankomst Strömstad søndag kl. 14, og med planlagt hjemtur fredag sen eftermiddag, gav det mig 5½ dag til vandring, jeg ville derfor gennemsnitligt skulle bevæge mig fremad ca.  37 kilometer hver dag, bestemt ikke, tænkte jeg, urealistisk, tilbage var at overveje hvor fremkommelig og kuperet ruten ville være (her blev jeg lidt snydt). Jeg mente ikke den ville være svær at navigere (og fik ret).

Masser af idylliske søer undervejs

Tilbage var at beslutte om jeg skulle gå nord til syd eller omvendt, i sidste ende udgjorde vejrudsigten og mulighederne for exit punkter (byer med bus eller tog tæt på ruten) langs ruten udslaget for, at jeg valgte nord til syd. Hensynet til exit punkter var mest i tilfælde af min fysik, mod forventning, ikke ville være op til udfordringen.

Første "lille" fjeld kaldet Hoppareberget, med kig tilbage mod Strömstad

Søndag d. 29 juli, Strömstad til Björnerödpiggen 32 kilometer.

Afgang med tog meeeeget tidligt for en søndag, dagen viste sig at være store rejsedag i Sverige med fyldte toge til følge, men det var okay, de var til tiden, og jeg tilbragte de ca. 8 timer med at læse på min Kindle. Ankom til Strömstad omkring kl. 14 og gik de 2-3 kilometer ud mod startstedet på leden. Hver etape er markeret med et skilt og ruten skulle vise sig at være uhyre velafmærket hele tiden, jeg gik kun forkert en gang på hele turen, men det var på grund af min egen uopmærksomhed, ikke fordi ruten ikke var afmærket.

Sjov figur på vej op mod Björnerödpiggen

Bohusleden starter med at gå op af, derefter nedad, dette skulle vise sig at være normen resten af turen, med nogle til tider rimelige hidsige stigninger. Efter 15 km gik jeg fra Etape 27 ind på kortet over etape 26, kun 13 etaper mere indtil Uddevalla, tænkte jeg. Det var ikke planlagt med så lang en første dag, som det endte med at blive, men, som de siger i cykelsproget, jeg havde gode ben. Derfor endte jeg med at gå hele vejen op til Bohusledens højeste punkt. Selvom der lå et fint shelter og udsigtstårn, så bemærkede jeg de summende myg, og slog troligt mit Tarptent Moment, så jeg kunne kom ind bag dets myggenet til en summe fri og rolig nat.

Tarptent Moment i solnedgangen

Der er ikke noget vand på toppen, og der havde ikke været nogen vandsteder på vejen op, så jeg var tvunget til at gå ca. 1 kilometer for at fylde min 2 liters plasticflaske fra en lidt tvivlsom sø, men efter lidt UV vandrensning blev det både drukket og brugt til mad. Fra udsigtstårnet tilbage på toppen, havde jeg et dejligt udsyn mod vest og nord til en nedgående sol, som altid får mit hjerte til at slå lidt hurtigere i tilfredsstillelse over at være i live. Aftenen foreløb med god frysetørret mad og en kop varm kakao. Hvilket første til en yderst rolig nat, hvor jeg sov forbavsende godt. Jeg plejer ellers skulle have en eller to tilvænnings nætter til , at være alene i naturen, men ikke denne gang. Det var i quilten og godnat, nåede slet ikke at læse på min Kindle.

Flot, flot udsigt

Mandag d. 30 juli, Björnerödpiggen til Axlebergen øst for Vasbotten 33,5 kilometer

Jeg var igang og på vej nedad kl. 7 om morgenen mod Iddefjordens bred og byen Krokstrand, som er en gammel stenhugger by. I byen findes Sveriges første "Folkets hus" en slags fælles medborgerhus. Herfra området blev der udskibet sten af forskellige typer til hele verden. Det siges at den Argentinske tango kom til Sverige med sømænd fra skibe der lastede sten i Krokstrand. Derfor afholdes der også hvert år en tango festival i den meget lille by. Overalt ser man levn fra Krokstrands fortid, om det er den kæmpe kaj nede ved fjorden eller de store "rest" dynger af sten der lægger omkring det lille samfund. Ved indgangen til byen hænger der skilte der beskriver samfundets fortid.

Gammel rusten sten knuser omkring Krokstrand

Efter Krokstrand går ruten sydpå langs den Svenske og Norske grænse over højdedrag med udsigt over Iddefjorden.Vælger du at gå Bohusleden skal du være forberedt på, det går en del op og ned, og store dele af etape ruterne er på skov spor ikke skovveje, men det synes jeg jo kun er fedt. Undervejs ligger en del sheltere, disse er afmærket på kortene, men stødte også på enkelte der ikke var. Ved Sandvatten efter Krokstrand lå denne perle.Det var formiddag, men jeg overvejede da at snuppe en lur.

Shelter ved Sandvatten mellem Krokstrand og Hävedalen

Efter Hävedalen bliver terrænet barskt med dybe dale og høje bjerge (for området), ruten går stadig langs grænsen, og det er tydeligt at området ikke er, det mest beboede i verdenen. Omkring Vammen søerne føres du ad et snoede og meget krinklet spor, der giver dig mulighed for at øve din bushwhacking evner, op mod Tolvmanstegen, hvor træerne tynder ud i det klipperige landskab. På toppen mødes du af en formidabel udsigt..... Desværre står der også lige 10-15 Vestas vindmøller mod vest. Hey, jeg er pro alternativ energi, men det er sgu en ommer.

Ruten drejer nu mod øst stadig sammen med grænsen til Norge. Undervejs passerer man så den på billede viste bro (hvis man tør kan man jo lave en smagsprøve), den ligger tæt på Farlighögen, det skal jo passe sammen.

Jeg prøvede at sippe vandet, men der var ikke opstillet en Spritbolaget i nærheden

Ligeefter deler ruten sig i to. En nordlig del, der går ind i Norge, eller en sydlig en mod Vassbotten. Begge mødes igen ved Älgafallet, som er det største vandfald i Bohuslän med et fald på 46 meter. Jeg valgte den sydlige fordi den fører en forbi ruinerne af hvad der regnes som et af de få permanente bosteder hvor "Det Rejsende Folk" (Romaer eller Sigøjnere) har været bosat i Sverige. Stedet blev kaldt Snarsmon og har været beboet så sent som 1920'erne med ca. 30 familier. Det at bo permanent var meget atypisk for De Rejsende, der er flere skilte og en mindeplade der gennemgår stedets historie. I like, for det giver en ny dimension i din vandring, hvis man bare har lidt fantasi. Idag har ca. 25000 mennesker i Sverige "Roma" baggrund.

Skilt ved grænsen som udgøres af åen her ved Vassbotten

24 etape slutter i Vassbotten, som er et lille samfund, der tidligere har været en vigtig grænse overgang til Norge. Skilte ved grænsen fortæller om den lokale historie. Specielt under 2. Verdenskrig var der heftig smugling i området. På et tidspunkt var der endda stationeret 5000 soldater i byen, hvilket var godt for handlen. Smugler historien går helt tilbage til 1700 tallet, hvor det var tobak der blev smuglet.

Lige nord for Vassbotten ligger Älgafallet, som er en større og flot turist attraktion med udsigtspunkter og informations skilte. Efter at have været op og ned, og taget et hav af billeder, fortsatte jeg østpå på udkig efter en god lejrplads, da det var ved at være sent. Jeg endte op på en vest vendt skråning, der igen gav mig en fin solnedgang til aftensmaden, og en god nats hvile, hvilket jeg ville få brug for næste dag.

Älgafallet med et 46 meter fald

Tirsdag d. 31 juli, Axlebergen til Kynneälv ved foden af Kynnefjeld 36 kilometer

Dagen gryede en anelse grå, diset og småkold. Jeg var igen afsted omkring kl. 7. Etapen var nummer 23, som stod på 14 km middelsvær vandring øst på mod Nordre Kornsjön. Sporet ville følge grænsen, og beskrivelsen sagde henover åser i et bjerg og dalagtigt terræn. En garanteret afvekslende tur lovede beskrivelsen.... Det skal jeg love for, det var den hårdeste etape på hele turen, som ikke blev hjulpet af, at sporet var næsten tilvokset på store dele af etapen, samt det storregnede hele formiddagen. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været nede i en så lav en gennemsnitlig fart, som her, men som jeg har skrevet i et andet indlæg her på bloggen engang, så er solo vandring lig med mottoet, "Can't complain, because nobody listens anyway". Så smil og nyd turen, men jeg skal indrømme at jeg tænkte på Andrew Skurka, som har et mantra der lyder "continuous forward motion" eller CFM, for mig blev det til KBF, eller kontinuerlig bevægelse fremad, det er nøglen til at vandre langt.

Morgenmad lige inden regnen væltede ned resten af formiddagen

Undervejs i dette "vildnis" på grænsen støder man på flere ruiner af bygninger. Svenskerne er gode til at sætte et lille skilt op, der giver de sidste kendte detaljer for stedet. Feks. fortæller et lille skilt, om den "Fredløse" der boede her i grænseområdet i 1700 tallet, eller om den sidste familie der boede i resterne af en Torp ruin. Efter at have slidt mig igennem vildt terræn og regn brød jeg ud af skoven til et velfortjent hvil ved dette perle belligende shelter med egen sandstrand ned mod Kornsjön.Vejret var også blevet lidt bedre, men det fortsatte med at små regne on and off resten af dagen.

Shelter ved Nornäs på Kornsjön

Mens jeg hvilede en smule, studerede jeg kortet over næste etape, og glædede mig straks over at den bød på 8,5 kilometer "lätt" terræn, jeg nærlæste ikke beskrivelserne. Hvilket, kort tid efter, fik mig til at bande over ham der havde anmeldt etapen til "lätt", da det begyndte at gå opad mod Bufjällets højeste punkt, efter at have været i gennem Göpadalen. Ordet Göpa er et gammelt ord for Lods, jeg så dog ikke nogen af disse ekstremt sky dyr, selvom de lever i området i bedste velgående. Jeg prustede nok for meget :-)

Efter Bufjället ligger denne kirkeruin og tilhørende gravplads ved Ormelund

Hen på eftermiddagen kom jeg til Flötemarksön med et "vildmarks center", som jeg dog ikke gik hen til, så ved ikke helt hvad det betød. Jeg var mere fokuseret på, at nå frem Roslund og Kynneälv ved foden af Kynnefjäll, der havde jeg sat mig for at campere, og jeg var noget træt her sidst på denne dag. For mig på vandringer er tredje dagen den hårdeste, efter det vænner kroppen sig langsomt til den fysiske udfordring. det havde ikke hjulpet med en udfordrende formiddag, så jeg så frem til at slå mit telt op, få noget mad, og en god nats hvile inden onsdagens nye udfordring mod Vakterekullen, som er toppen af Kynnefjäll, ægte vildmark lovede ruten beskrivelsen, og det så jeg frem til, selvom jeg synes at dagen idag, også havde budt på masser af god vandring.

Del 2 kommer om nogen dage, så vend endelig tilbage.

torsdag den 23. februar 2012

4 dage i oktober på Nordsøstien langs Jammerbugten

I Danmark er Nordsøstien på ca. 1500 kilometer fra Sønderjylland op over Grenen, henover Århus, hvorefter der springes til Sjællandsleden, som viderefører ruten nedover mod Møns Klint. Nordsøstien er et fælles projekt for de lande der grænser op mod Nordsøen. 

Intentionen, og det færdige mål er, at kæde en række allerede eksisterende ruter sammen, og skabe en række nye ruter, der hvor disse mangler, til en sammenhængende rute, under navnet Nordsøstien. Målet er også, at ruten skal føres således en besøgende vil opleve den fælles Nordsø kultur, der er opstået igennem tiden, og blive ledt gennem de lokale egnes kulturarv og historie. Mere information på rutens hjemmeside www.northseatrail.org, eller hos de lokale turistbureauer langs ruten. Disse kan med stor fordel kontaktes i forvejen, hvis man ønsker kort eller andet materiale tilsendt.

Jammerbugten set fra Svinkøv Plantage

Når man står i Jammerbugtens enestående og afvekslende natur, og kigger ud over kystens tilsyneladende endeløse vand, kan man ikke lade være med at spekulere på, hvordan en så smuk kystlinje og bugt kan få et sådan lidt trist navn.

Kysten vest for Hanstholm

Jammerbugtens navn siges at stamme fra de mange forlis og strandinger langs den vindblæste kyst, hvor sandrevlerne flytter sig, hvilket gør sejllads vanskeligt i farvandet, og resulterede i mange tabte menneskeliv, når de blev tvunget til at sejle under sådanne forhold. Derfor jamrede man sig langs Jammerbugten. 

Geografisk afgrænses Jammerbugten af Hanstholm i syd, og Løkken i nord. Kystlinjen er lidt over 100 kilometer lang, og er omkring Lønstrup under voldsom nedbrydning, hvorimod den fra Bulbjerg henover Svinkløv til Løkken er stabil. Naturen varierer, fra det meget barske og golde Bulbjerg, til den milde og blide sådan lidt eventyragtige Fosdal. Igennem tiden har de primære erhverv været landbrug, fiskeri, jagt og handel.  De to først nævnte kunne indpasse i årstidernes cyklus, således der blev primært fisket i de perioder hvor landbruget lå stille.

Lild Strand fiskerby set fra Bulbjerg

Dag 1

Roger Brown fra NielsenBrownOutdoors og jeg havde slået pjalterne sammen, og besluttet os for, at ovenstående skulle danne ramme for en fælles tur. Roger og jeg mødtes gennem vores fælles interesse for letvægtsvandring. Lidt kuriøst udgør Roger, Danmarks bidrag til Nordic Lightpacking, selvom han oprindeligt er fra Australien.

Vi mødtes på Taastrup station, og efter en 1. klasses tur med DSB til Aalborg, tog vi bus mod Blokhus, hvor vi havde planlagt at støde til Nordsøruten, for der efter at følge denne mod Hanstholm, alt i alt ca. 100 kilometer. DMI havde meldt om kolde klare dage, med stærk vind og regn forudsagt til de sidste 2 dage af vores vandretur.

Nordsøruten drejer øst om Blokhus, og vi hoppede af bussen ved Hune, og begav os sydpå mod Moseby og Tranum Klitplantage, som vi havde sat som første dags mål. Et af de interessante punkter, der passeres på denne del af ruten er Briket fabrikken ved Kaas, eller man burde sige resterne af den. 

Briketfabrikken ved Kaas

Fabrikken blev opført i 1925, og var den første af sin art i verdenen, andre folk rejste til Danmark for at lære hvordan man fremstillede briketter. Yay for Danmark! Produktionen sluttede i 1965, hvor briketter var erstattet af olie, kul og gas. Der findes også en del tørvegrave i områdets moser. Ruten fortsætter gennem interessant og afvekslende terræn bl.a. Koldmosen og Sandmosen.

Sandmosen

Henunder aften ankom vi til Tranum Klitplantage, hvor teltene blev rejst, aftensmad blev lavet, og vi gik til ro lyttende til Kornhjortenes kalden det meste af aftenen. Vi så endda det største eksemplar af en Kronhjort, jeg nogensinde har set i Danmark, flot var den.

Dag 2 

Vi var oppe tidligt næste morgen, hensigten var at gå hele dagen. Tentativt havde vi sat Stenbjerg i Svinkøv Klitplantage som endemål. Ruten fortsætter sydpå mod Tranum by, rundt om Bratbjergsøerne, og videre mod og gennem Langdal Plantage, som fremstod aldeles smuk i efterårsfarver.

Langdal Plantage

Plantagen fortsætter vestpå, hvor vi stødte ind i Lerup Kirke, inden da havde vi indtaget frokost ved et smukt placeret bord på den nordlige højderyg, med fin udsigt udover havet. Fra Lerup Kirke går ruten nordpå gennem Fosdalen, hvor dette træ med hul i, står vagt over Frue Kilde.

Frue Kilde i Fosdalen

Ruten fortsætter ud mod vandet og Slettestrand, hvor der stadig fiskes fra kysten, og fiskerbådene fortsat hives op på sandet ved hjælp af spil.

Slettestrand

Vejret var rigtigt smukt, men stadig med en kold vind, vi havde derfor set frem til at besøge den kaffekop, der var markeret på vores kort. Stedet var desværre sæsonlukket, og vi måtte nøjes med den medbragte frysetørret nescafé, mens vi nød synet af fiskerbådene og den nedlagte rednings station.

Nedlagt rednings station

Vi vandrede videre vestpå langs kysten på toppen af skrænten, med udsigt udover Jammerbugten, mens dagen gik på hæld. I den vestlige ende af plantagen ligger Stenbjerg, som var dagens endestation og designerede lejrplads. Det var vores plan, at stealth campe ved Stenbjerg hvilket blev besværliggjort af en Dansk familie, der var ude for at nyde udsigten. 

Stenbjerg vest for Slettestrand

Roger og jeg talte engelsk indbyrdes, hvilket fik familiens overhoved til, at venligt henvende sig til os. Han ville bare lige sikre sig, at vi to "tåbelige" turister vidste hvor vi var, nu da mørket snart faldt på. Det ville jo blive koldt herude ved kysten. Meget venligt af ham, men vi ventede sådan set bare på, at han og hans familie smuttede, så vi kunne få vore telte sat op uden at blive spottet. Aftenen og natten var blæsende, men man  sover altså godt til bølger, der konstant og slår mod kysten, som en slags evighedsmaskine. ZzzzZZZZzzz.

Dag 3

Vi vågnede tidligt og pakkede sammen. DMI havde desværre ret og dagen bød på skyer, stærk vind og små regn, det meste af dagen.Den officielle rute går fra Stenbjerg sydpå til Kollerup og Fjerritslev. Roger og jeg besluttede os i stedet for at følge kysten mod Thorup Strand, endnu en fiskerlandsby ca. 12 kilometer mod vest, derfra fulgte vi fortsat kysten nu langs Vester Thorup Klitplantage mod Bulbjerg limstensklint.

Bulbjerg Danmarks eneste fuglefjeld

Bulbjerg indgik under 2. Verdenskrig, som en del af det tyske forsvarsanlæg, og der er både en bunker og et lille besøgscenter på toppen. Vi satte os ned i bunkeren, i selskab med en masse myg, og spiste frokost. Efter besøget på Bulbjerg følger ruten fortsat kysten mod Lild Strand. Dagens etape bød på masser af lækker kystvandring, og flere gange følte man sig uden for landslov og ret. 

Bulbjerg set fra Lild Strand

Vi havde udset os Hjardemål klit og Plantage, som et på kortet udmærket sted, at slå lejr for natten, vi overvejede kort, at fortsætte i det tiltagende mørke frem mod Vigsø, hvor der skulle være et shelterområde. Dette opgav vi dog, og slog os til tåls med en dagsetape på 32 kilometer, som var turens længste dag. Både Roger og jeg sov relativt hurtigt efter vores fælles aftensmad.

Dag 4

Dagen gryede aldrig rigtigt, hele dagen var mørk, regnfuld og med ekstrem hård vind fra vest, så det var ikke med uddelt glæde vi så frem til sidste stint på 12 kilometer ind mod Hanstholm, med vind og regn direkte i masken. Ruten den sidste dag var gået fra at hedde Nordsøstien, til at hedde Redningsvejen. Denne er opkaldt efter vejen, der forbandt alle rednings stationer langs Vestkysten, antallet var på sit højeste i 1924 med 63 stationer. Meningen var at redningsmandskaberne skulle kunne transportere deres udstyr og både langs kysten, så de nemmere kunne komme nødstedte skibe til hjælp. Det var et hårdt arbejde, og man skulle være en erfaren og pålidelig fisker, for at kunne blive medlem af et redningsmandskab, som ofte bestod af en skipper og 12 sømænd. Lønnen var et vigtigt supplement til en fisker familie, men det var bestemt heller ikke ufarligt arbejde.

Både Nordsøsti mærket og Redningsvejens Bådmærke

Blæsten på dagen var så kraftig, at, da jeg på et tidspunkt lettede på hætten, blæste min cap af og forsvandt, selv et hurtigt forsøg på at løbe den op var forgæves, væk var den. Roger og jeg fortsatte i strid modvind og regn langs kysten forbi Vigsø shelter, som var meget lækkert, og vi ærgrerede os næsten over, vi alligevel ikke var fortsat til det dagen før. Efterhånden, som vi kom tættere på Hanstholm så vi flere og flere Wind og Kitesurfere, der trodsede det hidsige vejr, og dyrkede deres sport ude på vandet. Det var meget imponerende, at se hvor manøvredygtige de var, og hvor hurtigt de kunne surfe. Ved Roshage var der et bølge energi eksperiment igang, det sagde lidt om vejret, at selv dette var indstillet for dagen grundet de høje bølger.

Wave Energy

Lige som vi ankom til busstationen i Hanstholm ankom bussen mod Thisted, vi røg derfor straks ombord, og benyttede busturen til at gnide grus ud af øjnene og aftage nogen af de mange lag tøj. Alt i alt kunne Roger og jeg prale med 100 kilometer tilbagelagt i noget af Danmarks flotteste natur. Jeg elsker bare at gå langs kysten!

Lidt observationer om grej jeg brugte.

GoLite Shangri-La 1 er et super solo shelter til denne slags ture, lav profil, du kan slå det op overalt og god plads. Jeg brugte det sammen med et Tyvek footprint.

Aarn Featherlite Freedom rygsæk, for stor til turen, men for f...... den sidder bare godt på mig. Kan heldigvis komprimeres når den ikke er fuld.

GoLite Ultralite 1+ Sæson quilt, den er rated til 4 grader, og var taget med, som et kalkuleret valg, da det godt kunne vise sig at blive koldere om natten end det. Det gik fint med lidt ekstra tøj den ene nat det var koldere end de 4 grader. Behøvede ikke at tage armstrækkere om natten :-)

Inov-8 Roclite 400, verdens letteste Goretex støvle og min første vandretur med dem. Super støvle, ingen problemer whatsoever med fødderne, og var glad for den ekstra beskyttelse membranen giver i stærk vind, så tæerne ikke nedkøles og fryser. (Vandreturen beskrevet her var i oktober 2011, siden da har jeg gået 300 km mere i støvlerne, de er stadig fremragende).

Hilsen

Niels