Kun døde ting bevæger sig ikke

Mennesket er ikke skabt til at stå stille. Vi skal bevæge os hver dag både fysisk og mentalt.

I vores moderne tid er det uhyre sjældent forbundet med absolut nødvendighed at bevæge sig kropsligt. Samfundet tilbyder os alverdens måder at flytte os fra A til B, uden at kroppen unødigt anstrenges. Ligesom vinden, kulden og natten er kropslig bevægelse næsten en afskaffet disciplin i det moderne liv. I den sammenhæng kunne der argumenteres for, at vi dermed har afskaffet vores naturlige og basale livsrytme, og tilbage står tilsyneladende kun det livsvilkår, at vi altid synes, vi har travlt med et eller andet. Det moderne liv er et virvar af hurtige skift, hvor vi skal forholde os til en masse information, en lang række mennesker, store forventninger og en endeløs række af sociale og kulturelle krav.

Alt imens vi ofte oplever os selv som værende i en ubalance eller utilfredshed med os selv. Vi lever vores liv i mere eller mindre konstant tilstand af stress. Den engelske sociolog Anthony Giddens siger: “Det moderne liv kræver en evigt voksende positiv fortælling om vores liv, identitet og relationer.” Friheden til at vælge i dagligdagen og på arbejdet er altså en slags illusion. I virkeligheden er vores “frie” valg tvunget af nødvendigheden i at opretholde og konstruere en fortælling om os selv, der pinedød skal være positiv og helst selvrealiserende. Måske kan du nikke lidt genkendende til dette i disse sociale medier og kaffemøde-tider?

Det moderne liv er altså beskrives som en konstant bevægelse mod en eller anden meningsfuld selvbiografi. Kan du se den gordiske knude? Kravet om at leve det gode liv, har den modsatte effekt. Det fører til mistrivsel, og gør os usunde og stressede. Den danske psykolog Hans Henrik Knoop siger ligefrem: “Et kedeligt liv er ikke rigtigt værd at leve.” Forstået på den måde, at personlig vækst og trivsel er ved effektiv selvregulering i gennem oplevelser af frihed og i at få sine behov opfyldt på en tilfredsstillende måde. Så hvilket sværd vil hugge den moderne gordiske knude over og give os autentisk frihed til at leve et godt liv?

For mig er det enkle svar selvfølgelig naturen. I naturen sættes vi nemlig fri fra det sociale i et kort øjeblik, væk er formål, aftaler og intentioner. I naturen hersker ingen jantelov eller lukkelov. Jeg skal ikke bruge solnedgangen til noget, jeg er ikke på tid, når jeg går vandrer en tur. Naturen er ro, tid og rum til refleksion. I hvert fald for en stund, der tillader genopbygning af ressourcer til igen at køre hårdt på dagen efter. “Frie ånder har brug for frisk luft,” skrev Nietzsche i det forrige århundrede.

Livet skal ikke altid være krav, så slip forventningerne bare en gang i mellem. Du skal lade teknologien, teknikken og konkurrencen blive hjemme fra tid til anden. Sæt tempoet ned; at sætte den ene fod foran den anden er det nemmeste i verden, lad i stedet samtalen dreje sig om himlen, landskabet og hvordan bedst at nyde nærværet med dig selv eller andre. Det gode liv er ikke altid en kamp om position, og ikke al personlig vækst sker gennem kamp, men vi skal til tider slippe, hvad vi tror vi ved og bevæge os ud i nyt og ikke kortlagt territorium. Her kunne naturen være et sted, hvor fred og frihed hersker.

Gå nu ned på grej, bare engang i mellem!

Det er jul, det er cool. Der forventes, at danskerne bruger 7,6 milliarder kroner på julen i år.

Jeg sad her til aften og læste på et friluftforum. Her var der en, der gav det gode råd ”Du må ikke gå ned på grej” til en anden. Den sætning, eller en af art af den, kan du ikke undgå at stifte bekendtskab med, hvis du interesserer dig bare lidt for friluftsliv. Jeg har hørt og læst de ord så mange gange, at jeg skal indrømme, de efterhånden runger hult for mig, og skygger over en mentalitet, som jeg egentligt ikke bryder mig om. Jeg er med på, at ordene som oftest falder som en morsomhed eller i en ironisk sammenhæng, men alligevel, synes jeg, det er blevet en lidt kedelig floskel.

Grunden til det er, at underforstået i sætningen ”Du må ikke gå ned på grej” ligger, som nævnt, en mentalitet, som er potentielt dræbende for kreativiteten i os mennesker. Nemlig, den lidt selvfede forbruger mentalitet, at jeg kan da bare købe mig til succes og gode oplevelser alene ved at have nok ting. En slags ”mere er bedre” attitude. Et andet aspekt, som jeg synes rammer friluftslivet specielt hårdt, er at friluftsliv bliver til en slags implicit konkurrence, hvor vi pinedød konkurrerer om, hvem der har det meste og bedste grej. Vi glemmer lidt, at formålet med vores grej er at bruge det.

Klart nok, vi lever i en tid og et samfund der ikke belønner fejl, derfor har vi også en tendens til ikke at dvæle ved de gange vi har fejlet eller tingene ikke har virket som vi havde planlagt. Faktisk, synes jeg, vi nogen gange er så forhippet på at undgå at fejle, at vi måske helt glemmer, hvad succes er, og hvilken indstilling der kræves for at opnå den fornemmelse en god succes giver.

Et liv levet uden nederlag og succes er, i mine øjne, i fare for at blive et liv, der leves med håndbremsen trukket. Et liv, hvor vi ikke nødvendigvis får udviklet den læring og de historier, vi alle gerne vil videregive til vores efterkommere som en slags mesterlære eller visdom. I stedet bliver læringen ofte, nå det virkede ikke, så køber jeg bare noget nyt.

Thomas Edison var, så vidt jeg ved, ikke noget friluftsmenneske, men han forstod at succes var afhængigt af at lære af sine fejl, og dermed gå ned på grej. Historien fortæller, at han havde over 1.000 fejlslagne forsøg inden lyspæren endelig virkede. Adspurgt senere sagde han, at han ikke havde fejlet en eneste gang, han havde bare fundet 1.000 måder, der ikke virkede efter formålet. Underforstået, at alle de fejlslagne forsøg havde været uundgåelige og helt nødvendige skridt for læring og endelig succes.

Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser og erfaringer med friluftsliv, hvilke situationer er det så jeg husker bedst? Hvilke historier er det, jeg fortæller til andre, når jeg skal blære mig i kategorien ”sejeste og mest badass historie”? Ofte er det en historie, hvor noget gik skævt. I mine øjne, hersker der ingen tvivl om, at den bedste personlige sejr er den, der var den sværeste at få hevet hjem! Den hvor tingene gik skævt, eller der skete noget jeg var nød til at handle ekstraordinært og kreativt på. 

Vi, og herunder også mig selv, er blevet en flok forbrugere, der køber os til identitet. Vi bruger indkøb til at vise omverden, hvem vi er. Det er der som sådan ikke noget forkert i, så længe vi bevarer kontrollen over forbruget, og husker at materialisme bare er nogle døde ting hjemme i skabet. Vi skal eje vores grej ikke den anden vej rundt. Husk, livet skal leves, der hvor tingene er i bevægelse.