Aftensol over Vesterhavet nord for Løkken |
Nogen af jer læsere ved måske at jeg har et projekt Danmark
rundet langs kysterne til fods. Jeg har nu været i gang i en 5-6 år. Projektet
går ud på jeg tager en weekend + nogen dage når jeg kan og går en bid af
kystlinjen. Jeg følger som oftest etablerede stier.
Tysk bunker gledet ned fra skrænten grundet erosion. Menneskene i baggrunden giver en god fornemmelse af størrelse. |
Projektet er et lille modsvar til dem, der mener at friluftsliv er noget man kun kan opleve i vildmarken. Der er masser af friluftsliv og gode
kulturelle oplevelser i din baghave. Derudover er det også et projekt, der giver
mig muligheden for at opnå kontakt med mig selv, samt et kulturelt og historisk
Danmark jeg ikke kan læse mig til.
![]() |
Vraggods på stranden helt fra Aberdeen. Håber ikke der var nogen i den. |
Jeg skulle til Slette Strand i forbindelse med mit Master
studie på KU. Jeg besluttede mig for at blive lidt længere, og gå fra Løkken mod Frederikshavn henover Grenen. Jeg læser sammen med en, der bor omkring
Hjørring, så det krævede ikke meget overtalelse, for at få hende til at deponere
mig i Løkken lørdag eftermiddag. Klokken var tre og solen stod allerede lavt på
himlen. Jeg bevægede mig ud mod stranden, fandt den første markør med, det for
mig, efterhånden velkendte bølgede N der signalerer en del af Nordsøstien. Lad mig med det samme slå fast at al færdsel langs
Vestkysten af Danmark er forbundet med vind. Jeg har aldrig oplevede en
vindstille dag derude, men de findes nok. Til gengæld var det fremragende
solskin, hvilket holdt det meste af turen. Minussiden af ingen skyer og vind er
kulde på denne årstid, men det var jeg forberedt på. Jeg havde vinter udstyret
med, da der var varslet ned mod en minus 4-5 grader om natten.
Sandfygning |
Jeg gik helt ude på skrænten med et 20 meters fald på
venstre side ned mod den brede sandstrand, som er fast nok til at biler kan
køre på den. Hvilket for mange er en oplevelse og for andre en forbandelse over
man tillader kørsel på sandet. Jeg så ikke nogen biler på stranden og i det
hele taget meget få mennesker på hele turen.
![]() |
Tornby Klitplantage med udsigt mod havet op gennem kløften |
Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at gå så langt da det var
sent på dagen, men det ene skridt tog det andet, kroppen faldt ind i en ”groove”.
Omkring Rugbjerg Knude Fyr sænkede mørket sig totalt og pandelampen kom på, for
jeg var egentligt ikke parat til at stoppe. Fyret er i dag opgivet grundet
sandflugt.
Det gav en særlig oplevelse at passere igennem Mårup Kirke i
mørke mens du tydeligt hørte havets brusen nedenfor stranden. Mårup Kirke er
fra det 13. Århundrede men blev taget ud af brug i 1928. Kirken blev
oprindeligt opført to kilometer fra havet. I dag er dele af den og gravene faldet
i havet. Kort tid efter kommer man ind til Lønstrup by og manglen på ”stealth”
camp muligheder tvang mig helt op lige nord for Skallerup Klit hvor et tomt
sommmerhus fik en overnattende gæst i haven helt ude mod vandet.
Indgangen til Hirtshals |
Den, for området, normale vind tog til i løbet af natten og
vendte sig i nord, hvilket gjorde at mit telt larmede gevaldigt i vinden. Kl.
5.30 gav jeg op på at sove mere, pakkede ned og vandrede videre igen i
pandelampens skær. Vinden var så stærk at sandfygning gjorde de næste mange
kilometer i åbent terræn langs Kærsgård Strand op til Tornby Plantage til noget
knap så morsomt. Jeg overvejede at søge længere ind i land og følge cykelruten.
Det blev ved overvejelsen og efter en time var jeg i læ i Tornby Klitplantage.
Solen stod op ligesom jeg gik i en kløft ud mod vandet igen. Resten af ruten
mod Hirtshals var direkte på stranden i stærk vind og med god sandfygning, det
meste dog denne gang ikke højere end knæene. Hvor det tidligere havde været i
hovedhøjde fra de store klitter.
They mean business around here! |
I løbet af formiddagen drejede jeg østpå og passerede gennem
Hirtshals for at fortsætte mod Tversted Plantage som jeg havde udset som et
passende mål for dagens vandring. Lige før Skiveren ligger en primitiv
overnatningsplads. Jeg regnede med, at kunne nå den lige inden mørket sænkede
sig totalt omkring kl. 16.30. Eftermiddagen bød på en del vandring gennem
sommerhus områder og vekslede mellem grusvej og sti i klitterne. Ruten fører op
til Tversted by men i retrospekt skulle jeg bare have fortsat via stranden, da
jeg ikke skulle noget inde i byen. Tverstedsøerne er et lille kunstigt sø
område indrettet som udflugtsmål og Østerklitmølle var skuffende da selv møllen
stod ved siden af laden. Jeg slog mit telt op, fik lavet noget aftensmads og
læste på min Kindle indtil kl. 21 hvor jeg blev overmandet af træthed. Jeg
havde også gået langt og havde været tidligt oppe. Denne nat var der ingen vind
der forstyrrede. Jeg sov dejligt indtil kl. 6 næste dag.
Ensomt træ på heden og i klitterne. |
Jeg er hvad jeg vil kalde en organiseret vandrer. Jeg
efterlader ikke noget ”flydende rod” i teltet. Det tager mig derfor ikke lang
tid at pakke ned når jeg først har tvunget mig ud af den varme sovepose. Jeg er
til gengæld en frossen pind om natten. Derfor havde jeg også medbragt min nye
vintersovepose. Jeg skal blankt erkende den var svær at forlade. Jeg vil gætte
på at temperaturen var omkring 0 til minus 2 den morgen. Det skulle dog blive
koldere den næste nat.
Lille mand i Danmarks Wilderness omkring Råbjerg Mile. |
Jeg var afsted mod Skiveren en time inden morgengryet.
Omkring campingpladsen mødte jeg den lokale opsynsmand. Han havde lyst til at
snakke lidt med ”den tossede Københavner” der dukkede op her før kl. 7 i mørke.
Mens jeg fyldte vand på min flaske udvekslede vi lidt smalltalk. Han fortalte
om den bindegale nordmand der havde sejlet kajak fra Norge og til Skiveren på
36 timer tværs over havet. Noget af en
bedrift må man sige.
Råbjerg Miles ørkenlandskab i baggrunden |
Efter Skiveren begynder Danmarks ”wilderness”. Grenen er
ikke det mest befolkede område i Danmark.
Udover det lille sommerhus område Kandestederne ville jeg stort set ikke
støde på et hus før jeg ramte Gamle Skagen. Hvilket også var grunden til jeg
lige skulle tanke op i Skiveren inden afgang. Jeg kom videre og spiste
morgenmad lige inden jeg igen kom helt ud på stranden, for at fortsætte op mod
Danmarks største vandreklit kaldet Råbjerg Mile. Denne strækning er øde og
smuk. Solen kommer på denne årstid ikke højt på himlen, men lidt varme kunne
man godt fornemme når jeg kom fri af klitterne og den skinnede på mig. Råbjerg Mile dukkede op i horisonten som et
ørkenlandskab. Jeg skulle ikke op på selve Milen, men lige inden drejede jeg
nord vestpå ud mod stranden, som ville tage mig hele vejen op til selve Grenen.
Råbjerg Mile rummer omkring 4 millioner m3 sand og er optil 40 meter høje
sandklitter der former et miniørken landskab. Selve Milen bevæger sig ca. 15
meter om året i en nordøstlig retning som vinden blæser oftest. I år 2230 vil
den nå Kattegat.
Mølle i Kandestederne |
Det var koldt og jeg holdt ikke mange pauser undervejs. Jeg
var lidt i tvivl om hvor langt der var til spidsen og hvad min fart ville være
i sandet langs stranden. Vil lige indskyde at vandrestave bare er guld værd i
halvløst sand.
Danmarks nordligste markør på Nordsø Stien med Pacerpoles og Hyperlite Pack |
Plan A var at nå frem lige inden solnedgang, for at fortsætte
indtil Skagen, hvor en god øl og en gang pizza/burger ville være en lækker
belønning. Plan B var at slå lejr lige
inden Grenen for at besøge den ved solopgang og potentielt spise en tidlig
brunch i Skagen som belønning. Det blev til plan A efter en spurt langs
Nordstranden. Jacobs Cafe inde i Skagen bød på burger og juleøl serveret af en
sød pige, der lige skulle høre hvad jeg lavede med den rygsæk på. Efter et godt
måltid, lidt juice på telefonen og en frisk kop kaffe trissede jeg mod Den
Tilsandede Kirke for at slå mit telt op i plantagen og sove længe.
Skagen set fra Grenen i nedgående aftensol |
Som tirsdagen gryede, fik jeg nogle super billeder af
kirken. Planen for dagen i dag var at nå så langt mod Frederikshavn som muligt, så jeg
ville kunne vandre indtil banegården onsdag morgen og tage toget hjem. Jeg
passerede Hulsig hede, og Bunken Plantage. Fik hilst på Råbjerg Mile (igen).
![]() |
Den Tilsandede Kirke i morgengry med måne over. |
Omkring
Ålbæk blev jeg ringet op og informeret om at min søn havde fået en akuttid hos
tandlægen til to rodbehandlinger af hans fortænder (han har været involveret i
et trafikuheld tidligere på året). Det ønskede jeg at være sammen med ham om, så længe leve
rejseplanens app, der fortalte mig at jeg kunne nå et tog fra Ålbæk kl. 15.10
og være i Hillerød kl. 22.30.
Gaardbo Birk Tingsten minder om at Skagen odde er et landskab i konstant forandring grundet naturen |
Jeg slog et venstresving mod Ålbæk, forsynede mig
med proviant til togturen fra det lokale supermarked. Bippede mit rejsekort og
slog mig ned i toget med min Kindle. Bon voyage.
![]() |
Brede strande langs det meste af ruten |
Jeg har regnet lidt på antal kilometer fra Løkken til Ålbæk
og når frem til 145 kilometer tilbagelagt fra lørdag kl. 15 til tirsdag kl. 15.
Det er sgu meget godt gået.
Nogle har spurgt efter pakkeliste, så ved lejlighed lægger jeg den under linket pakkelister.
Nogle har spurgt efter pakkeliste, så ved lejlighed lægger jeg den under linket pakkelister.