Hærvejen sommer 2013

Viborg Domkirke

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg normalt er mere til vandring langs kysterne. Derfor holder jeg også så meget af Danmark, som jo bekendt har omkring 7300 km kyststrækning. Med mindre man er tilhænger af fraktalt kaos teori, for så kan man jo slet ikke måle sådan noget og kyststrækningen vil være uendelig, men det er vist et andet indlæg, som nok hører mere hjemme på en matematik blog.

Jeg har i mine unge dage gået Hærvejsmarch i grønt tøj, derudover er jeg selvfølgelig bekendt med vejen, som et kulturelt og historisk mindesmærke for Danmarks udvikling igennem tiderne. Hærvejen har heddet mange forskellige ting, og burde måske i dag hedde studevejen i stedet, men det lyder ikke helt så hipt. Der regnes med at i 1600 og 1700 tallet blev der drevet mellem 30.000 og 50.000 stykker kvæg langs vejen om året. Det har været lukrativt både for befolkningen men også staten (kongen) har nydt godt af denne trafik. Med fremkomsten af jernbanen forsvandt grundlaget for denne praksis.

På vej ud af Viborg 

Ruten følger Danmarks vandskel og den Jyske højderyg. Rent geologisk har istiden skubbet store mængder jord, grus og sand foran sig. Når isen trak sig tilbage blev dette liggende. I dag udspringer både Gudenåen og Skjern å (Danmarks mest vandrige) meget tæt på Hærvejen. Den ene løber mod vest og den anden mod øst. Hærvejens beliggenhed har betydet at man som rejsende eller som handlende kunne rejse langs den uden at få våde fødder.

Kulturelt og økonomisk har hærvejen været et meget brugt trafik knudepunkt for alskens handel. Militært havde den også strategisk betydning hvilke mange mindesmærker langs den også vidner om. Der findes militære fortidslevn helt tilbage til Vikingetiden. Selv Vikingkongerne havde behov for at understøtte infrastrukturen i landet for at konsolidere deres magt over Danerne.

Tarptent Moment DW omkring Hald

Sommeren 2013 skulle vise sig som en god dansk sommer med høj sol og høje temperaturer. Jeg kunne på ingen måde have ønsket mig bedre vejr på vandringen. Min pakning var justeret til dette i det jeg slet ikke medbragte regntøj. Derudover havde jeg kun en meget tynd og let sommer dun quilt med, der indeholdt små 150 gram gåsedun, godt nok i fineste kvalitet, men det skulle vise sig at næsten være for lidt en enkelt nat. Her faldt temperaturen for meget og jeg måtte i løbet af natten tage mere tøj på for at holde varmen. Jeg har ikke styr på hvor lange mine dagsetaper var, og gider heller ikke måle dem op på kort. Jeg gik det meste af dagene fra morgen til aften. I alt nåede jeg næsten til Vejen på 4½ dags vandring. I alt en distance på ca. 165 kilometer. Det giver 36,8 kilometer i gennemsnit hver dag. Grundlæggende er den nordlige del af Hærvejen mere interessant grundet større områder hvor ruten går i skov eller plantager. Den sydlige del følger som oftest veje, hvilket ikke er min favorit kost. Specielt efter Givskud dukkede der mere og mere asfalt op.

Forfatteren undervejs

Viborg til Hald Hovedgård.

Jeg steg af toget i Viborg hen på eftermiddagen, med intentionen om at tage en slapper og ikke gå særligt langt denne aften. Lige når du står af toget kan du dreje til højre, krydse togsporene og være afsted på Hærvejen. Det var nu ikke hvad jeg gjorde. I min optik starter ruten ved domkirken. Jeg traskede derfor den ”forkerte” vej indtil kirken, hvor jeg stak hovedet indenfor, kiggede mig lidt omkring, tog et billede, vendte rundt og gik tilbage mod togstationen. På tilbagevejen købte jeg en is, en sandwich og en dåseøl. Sandwichen og øllen røg i rygsækken, da det skulle udgøre aftensmad senere. Hærvejen snor sig ud af byen og ud mod Viborg Hedeplantage. Lige inden Hald Hovedgård ligger der en primitiv lejrplads med vand hvor jeg slog mit Tarptent, konsumerede sandwich og øl, sluttende med at nyde den utrolige flotte aften og måne der stod op.

Dollerup Bakker

Hald Hovedgård til Bølling Sø.

Min vane er tidligt op og afsted. Vejret var utroligt smukt men varmt. Efter kort tid kom jeg ind i området kendt som Dollerup Bakker, som er skabt under istiden. Ruten går op og ned af bakkerne med smuk udsigt udover Hald sø. Derefter gav jeg den gas ned igennem Skelhøje. Jeg havde så meget fart på at jeg missede et venstredrej og gik for langt sydover. Først da jeg stod i udkanten af byen opdagede jeg min fejl. Typisk! Tilbage på sporet gik det ned i gennem Ulvedal plantage med Jens Langeknivs Hule. Videre gennem Grathede hvor Valdemar den Store besejrede Svend Grathe i 1157 i en af de mange kongefejder. Herefter drejer ruten sydvest mod Bølling sø, som var mit endemål for i dag. Lige nord for søen lå en shelterplads, hvor jeg slog mit Tarptent op og gik til ro. Bølling sø er kendt for at have huset bopladser allerede inden Bondestenalderen. I dag er søen fredet og genskabt som natur område.

Som veteran skal man tage sådan nogle billeder

Bølling sø til Boest mose.

Endnu en smuk dag gryede. Stedet hvor Tollund manden blev fundet er lige ved siden af Bølling sø, men ikke på ruten. Jeg afvigede derfor fra ruten of fulgte søen ned til hans tørvegravsted. Hans relativt velbevarede rester blev fundet i maj 1950 efter at have ligget i tørven i over 2000 år. Tæt på er også fundet Ellingpigen. Begge var hængt, i hvad man tror, har været religiøse ofringer til guderne.

Smuk natur

Efter Bølling sø præges ruten af nogle store naturområder. Her ligger både plantager, heder og nogle af Danmarks reneste søer. Vrads indsande med lyng og store klitter vil jeg dog mest huske for den Hugorm jeg trådte på i siden af sporet. Jeg ved ikke hvem der blev mest forskrækket den eller mig. Tingdal søerne er fællesnavnet på en stribe rene søer i området. Søerne er så rene at man ikke må bade i dem? Jeg havde en halv tanke med at overnatte på herberget Nørhovede, hvor der var en del mennesker. Jeg havde bare ikke noget pilgrimspas, så derfor skulle jeg betale er højere pris. I stedet blev der stealth campet ude omkring Boest mose. Inden turen næste dag gik ind til morgenmad i Nørre Snede.

Ikke alle sheltere er lige grimme

Boest mose til Jelling skov.

Efter at have spist nogle gode boller og drukket en kop kaffe fra den lokale i Nørre Snede drog jeg videre sydpå ud af byen. Denne dag ville bringe mig tæt på guderne i bogstavelig forstand. Lige efter Rørbæk sø står du direkte på Danmarks vandskel. Her udspringer Skjern å og løber mod øst. Og Gudenåen udspringer og løber mod vest. Jeg havde hørt man fik gudernes styrke hvis man drak direkte fra Gudenåens udspring, så det skulle prøves. Virkede ikke så jeg vaskede mig også og slog en streg i åen. Virkede heller ikke, men det var et forsøg værd. Opfrisket af gudernes nektar fortsatte jeg langs den støvede grusvej sydpå. 

Danmarks vandskel med Pacerpoles og ULA Ohm rygsæk

Et stykke nede rammer du ind i Øster Nykirke, der ligger højt på en bakketop men den fineste udsigt. Det var temmelig varmt så jeg benyttet skyggen af det store træ ved kirken til at tørre og lufte grej, mens jeg tog mig en lur. Graveren vækkede mig efter kort tid. Han ville ikke have jeg teltede her sagde han, mens han pegede på mit opslåede telt. Jeg forsikrede ham om at jeg ikke havde planer om det, og ville fortsætte inden for kort tid. Lige ved siden af kirken ligger der en hellig kilde hvor de valfartende søgte helbredelse. Ruten fortsætter på asfalt ned mod Givskud og videre ind mod Jelling by. Her røg der musik i ørerne, da der bare skulle traskes varm asfalt. Ikke særligt spændende. Ikke engang Knudshøje kunne hidse mig op. De er gravhøje fra Jernalderen. Inde i Jelling besøgte jeg selvfølgelig kirken og Jellingstenen inden jeg fandt et udendørsbord på den lokale cafe. Aftensmaden var en lækker Jelling burger med lokalbrygget øl. Jeg kunne efter det solide måltid lige slæbe mig ud til Jelling skov, hvor jeg stealth campede ved siden af golfbanen.

De lokale vilddyr ser mig an

Jelling til Vejen (næsten)

Jelling var tidligere konge by, i hvert fald når kongen besøgte det jyske. De to sten kaldes for Danmarks dåbsattest. Den ene proklamerer at Harald gjorde Danerne kristne. Den anden omtaler Thyra, som var Gorms frue. Hun kaldes for Danmarks pryd på stenen. Vi var derfor Daner og boede i Danmark. Det er første gang det nævnes på skrift. Syd for Jelling ude i Fårup sø lå der et vikingskib for anker, det så meget autentisk ud. Derefter går ruten ned i gennem Vejle å dal langs bindeballestien. Lækkert sted, men hvorfor i den hede hule helvede har man asfalteret stien? En meget interessant bygningsværk jeg kom forbi var resterne af den kæmpestore vikingbro der var anlagt ved Ravning Enge for man kunne krydse å dalen tørskoet. Broen var 5 meter bred og 730 meter lang! Allerede under Harald Blåtand har det været vigtigt at bygge infrastruktur. 

Vikingerne kommer!

En anden interessant ting jeg passerede selvom det lå e stykke fra ruten var Egtved pigens grav. Jeg fortsatte mod Bække og Vejen. Det var min sidste dag og jeg var lidt i tvivl om jeg skulle blive og overnatte i det fri eller satse på et sent tog hjem mod Nordsjælland. Det løste sig selv, da jeg et stykke inden Vejen blev tilbudt et lift ind til Vejle af en flink mand. Jeg tog i mod tilbuddet og ankom hjemme sent om aftenen efter at have bippet mit rejsekort nogle gang.

Selv tak!

Hvorfor er vi så grebet af friluftslivet?

Hjemme hos mig er det tradition, at vi lytter til Dronningens nytårstale. Jeg vil ikke gå så langt som at kalde mig selv for royalist, men det er meget svært at undslippe sin fortid, og min indeholder i tidernes morgen 12 års tro tjeneste i grønt tøj ved Gardehusarregimentet. Alt andet lige har det vel sat sine royale spor i mig.  

Nuvel hendes tale er fuld af floskler og generelt blottet for en hver form for kontrovers. Normalt lytter jeg også kun med et enkelt øre, mens jeg fører en samtale med hvem der nu end er vores gæster dette år. I år var ingen undtagelse. Jeg sippede champagne og talte om vind og vejr, indtil jeg hørte vores Dronning sige, og jeg citerer:

Vores moderne liv giver os mange fordele, som vi ikke ville være foruden. Vi har en frihed og en velstand, som de forrige generationer aldrig har kendt magen til. Men udviklingen har også sin pris. Nogle gange glemmer vi at nyde den smukke dag, solen og blæsten og de skiftende årstider.

Nødebo Holt i min baghave

Det der fik mig til at studse i hendes ordvalg var, at her sidder vores fælles monark, som er indbegrebet af dansk kultur, kilden til vores nationale selvforståelse, hende vis billede pryder stort set alle publikationer der bare nævner landet Danmark. Hendes budskab er, at vi skal huske at stoppe op og nyde den friske natur. Det er ikke fordi jeg ikke synes hun har ret i det hun siger med, at du kan finde fred og ro i naturen.

Paradokset, der får mig til at stoppe med at sippe champagne og lytte, opstår i mit hoved fordi jeg altid har ment at friluftsliv er et overskudsliv, en slags overbygning og naturlig videreudvikling på arbejdslivet. Friluftsliv er et produkt at netop frihed og velstand. Hvordan kan det ene så være modpolen til det andet som Dronningen mere end antyder? For mig hænger de to uløseligt sammen.

Hvis jeg skal vende tilbage til overskriften, så er der på baggrund af mine egne refleksioner og erfaringer, fire hovedelementer der knytter sig til den kvalitet og oplevelsespotentiale friluftslivet rummer for os danskere.

Det kropslige knytter sig til handlingen, som kan variere fra det, at tålmodigt stå med sin fiskestang. Til at gå oppe under himlens tag i de højeste bjerge man kan finde. De mange mulige handleformer inden for friluftsliv er ligeså rige og varieret, som der er mennesker der udøver dem. Fælles for dem er at kropslig kundskab kræves både i handlingen og bevægelsen, der er knyttet til udøvelsen af handlingen. Handlingen skal altid indeholde et vist potentiale for spænding, fascination, forventning, uvished, glæde og fordybelse.

Det mentale knytter sig til, at vi gennem mestring af friluftslivets handling og aktiviteter får frihed til at være os selv, komme nærmere os selv og møde os selv i nye sammenhænge. Vi oplever en intensitet og glæde der kan beskrives som en Flow lignende tilstand. Når jeg vandrer alene med mig selv, og har fundet en god rytme kan jeg fornemme mine tanker flyde. I stilheden løfter min sjæl sig og der opstår måske en flow lignende lykketilstand hvor min bevidsthed udvides. Jeg hørte engang en kemiker fortælle mig at vores naturlige endorphiner er kraftigere end det værste narkotikum.

Esrum Sø med foretrukken fiskebro i min baghave

Naturen er rammen for handlingerne og selvoplevelsen. Kvaliteten af friluftslivet afhænger af den symbolværdi vi tillægger den. Ofte bruger vi naturen til at beskrive vores egne stemninger og følelser. Bare tænk på Dronningens brug af ”smukke dag”. Jeg hører tit mig selv sige ”naturens stilhed” eller ”vindens susen i træerne”. Naturen udgør en samhørig helhed der giver os rum til en meditiativ rytmisk proces som ikke kræver speciel tilrettelægning. Jeg kunne rejse mig fra computeren, som jeg skriver disse ord på, for at gå en tur ned til Esrum sø. Naturen i denne sammenhæng kunne ligeså vel være en stor park i København eller en tur langs stranden.

Det sidste element i min erfaring er konteksten. Friluftsliv foregår som oftest i en afgrænset og overskuelig virkelighed, som jeg oplever som værende ægte, enkel og meningsfuld. Altså noget der ofte står i stor kontrast til mit dagligdagsliv. Når jeg vandrer eller begår friluftsliv, så er det ikke med et rationelt udbytte for øje. Min vandring drives af en indre motivation og et indre udbytte ikke ussel mammon.

Friluftsliv skal derfor, i mine øjne, foregå i en kontekst af frihed og velvære, den skal indeholde en kropslig og mental dimension og rammen er et landskab der minder om natur. Alt er derfor sammenhængende, det giver ikke så meget mening at udfolde de fire elementer som nogle enestående, da de overlapper og definerer hinanden.