Natur! What is it good for?

Jeg voksede op og lyttede en del til et meget populært band I 90’erne. De hed Frankie Goes to Hollywood. Nogen nyere (læs yngre) læsere vil ikke ane hvem de er. Andre vil nikke indforstået og måske allerede have genkendt en af deres mere kendte sange i min overskrift. Frankie Goes to Hollywood var, så vidt jeg ved, ikke specielle friluftsmennesker selvom de skrev sange som ”Welcome to the Pleasuredome”, ”The World is my Oyster” og ”Relax”, som alt andet lige passer meget godt på hvordan jeg anskuer fænomenet natur. Den sang jeg alluderer til i overskriften har nu et helt andet tema. Sangen hedder ”War” og indledes med ordene ”Man has a sense for the discovery of beauty”, de fortsætter med at synge “Beauty must have power over man”. Frankie Goes to Hollywood stiller i sangen skønhed og det naturlige overfor krig, som en af menneskets mest destruktive sider. Ja krig er vel i menneskets natur, men skønheden ligger over krigen. Et eller andet sted i os er altså indlejret fornemmelsen af at natur er noget smukt, og den kan være god for os. Det rejser jo det helt relevante spørgsmål om hvad er egentligt natur?

Mange vil nok svare at natur er det modsatte af byen. Hvorfor er det at vi mennesker tit beskriver ting ved at omtale deres modsætning? Frankie Goes to Hollywood gør det samme når de roser skønheden ved at lave en sang om krig. Du hører mange sige ”kom lad os gå en tur ud i naturen”. Natur bliver her til noget der eksisterer uden for mit hjem. Noget der ligger på min cykelvej når jeg pendler på arbejde mellem mit hus og byen. Natur bliver et konkret begreb jeg kan afgrænse og modstille mod noget andet. Det kan være natur mod by. Natur mod kultur. Natur mod struktur o.s.v.

Franske lænker smides under revolutionen

Den franske filosof Jean-Jaques Rosseau mente endda, at naturen var kilden til alt der var sandt og harmonisk, modsat naturen stod selvfølgelig civilisationen. Der indeholdt alt hvad der var kilden til hensynsløshed, grådighed og egoisme. Rosseau er nok mest kendt for følgende citat ”Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker". Han mente, at vi havde indrettet vores kultursystemer (politiske og religiøse) på en sådan måde at konceptet om fri vilje var ikke eksisterende. Dette skulle løses ved at bringe os tilbage til en naturtilstand. Han blev naturligvis kritiseret for ikke at have overvejet, at hvis mennesket kom i naturtilstand, så ville vi nok være som Frankie Goes to Hollywood synger om, nemlig i konstant konflikt og krig om hvem der kan få fingrene i flest ressourcer. Rosseau parerede kritikken ved at tale om sociale kontrakter hvor individet underkastede sig fælleskabet.

Romantikken nærmest drypper i dette billede

Nu skal man huske, at læse ting i deres kontekst. Rosseau levede i romantikken, hvor det var mere moderigtigt, at skrive om tingenes tilstand end rent faktisk, at efterleve det man skrev om. Nu, når jeg tænker lidt over det, så har det jo ikke ændret sig meget til vores tid. Det er stadig højeste mode at tale i stedet for at handle, siger manden mens han skriver på sin blog. Ja selvironi er en god ting. Ret skal være ret, og Rosseau har på mange måder stået fader til den frie opdragelse og dermed efterladt et gigantisk fingeraftryk på vestlig kultur.

For at vende tilbage til overskriften. Jeg kan jo også påstå at natur starter der hvor kulturen hører op. Vil det så være mere dækkende? Problemet her bliver jo at så er der ikke noget natur i Danmark eller for den sags skyld i resten af verden. Mennesket har været i de dybeste afgrunde og de højeste bjerge, og stort set alt ind i mellem de to. Så den går heller ikke.

Tilbage står at natur må være noget grænseløst. Natur er alt oprindelig. Alt hvad jeg siger, gør og tænker er en del af verdenen, virkeligheden og kosmos. Natur er altså et fænomen der omfatter alt, så hvis vi skal beskrive det kan jeg ikke se anden løsning, end at natur er en arena for vores levet erfaring. En genstand der i en særlig grad tiltrækker vores opmærksomhed og vækker vores interesse. Vidste du for øvrigt at ordet natur stammer fra ordet fødsel, det er jo lidt pudsigt.

Montbell Downhugger 900 #5

Min datter tester min nye sovepose på gulvet i stuen.

Første kig på mit nye stykke übergrej! Jeg har længe kigget og savlet efter Montbells soveposer. Hvis ikke du kender navnet Montbell, så er det en japansk producent af tøj og udstyr til den seriøse letvægtsfeinschmencker, og det er jo lige mig. Jeg mødte første gang Montbell på Outdoor messen i Friedrichshafen. Det var "love at first sight" efter jeg skruede mig ned i deres spiral stretch system. Kort fortalt så er spiral stretch en måde at sy soveposen på i en spiral med sømme, der kan give sig. Effekten er at soveposen smyger sig om dig, og udvider sig eller sammentrækker sig efter din krop og dine bevægelser. Salgsgas hører jeg dig sige?..... Nej, det virker faktisk! Jeg kan næsten sidde med benene overkors inde i den, min datter ligger i på billedet, mens den er lukket. Når jeg strækker benene igen, så trækker soveposen sig ind til kroppen igen. Det er smart.

Hvorfor har jeg så først købt en Montbell sovepose nu? Det enkle svar er at de var for tunge og dyre. Indtil for kort tid siden. Montbell er begyndt, som nogen af de første at lave deres dunposer i 900 cuin kvalitet på deres gåsedun. Det er ret godt, og betyder der kan bruges mindre dun for at opnå samme varmeeffekt. Den på billedet er deres Downhugger 900 #5. 

Det er en "long" version da jeg er 187 cm. Samlet vægt er 513 gram hvoraf de 230 gram er dun. Hvilket betyder en EN rating på 3 grader i "lower limit", som er komfort temperaturen for en mand. Selve ydreskallen er en 8 denier Airlight Nylon med en vægt på 22 gram pr. m2. Lige her bliver det spændende at se, hvordan det holder på de fine dun på den lange bane. Montbell siger dunene er fra Tyskland, så ingen livepluck her, selvom posen er "Kina" made. Umiddelbart har jeg intet at udsætte på kvaliteten.

For mig er soveposen tiltænkt en rolle som 2 sæsoners brug. Den kan varmeforstærkes til brug længere ind i ydersæsonerne, men i de situationer ville jeg nok vælge storebroderen i stedet, som hedder  Downhugger 900 #2, den har så en lower limit på -5 grader med 370 gram 900 cuin gåsedun. 

Downhugger 900 #5 er en sovepose jeg ser frem til at teste henover sommeren, og hvis den, som forventet, performer rigtig godt, så er det nok også den sovepose jeg tager med til Applachian Trail i 3 uger til august. Det vilde er, at den er faktisk lettere end min gamle GoLite Ultralite 1+ Quilt, hvad sker der lige for det? Hold øje med bloggen, så giver jeg en fuld anmeldelse engang i efteråret når den er prøvet ordentligt.

Disclaimer. Jeg har selv købt soveposen for mine egne penge, jeg har dog fået noget rabat på den gennem The Good Karma Company, som er skandinavisk importør af Montbell, mod at jeg ville anmelde den objektivt her på min blog.