Sovposen, dun eller fiber?

Cumulus Liteline 400 dunpose

Sovepose junglen

Alle friluftsmennesker holder af at krybe i sin sovepose efter en god lang dag i naturen og på sporet. En god nats søvn er alfa omega for jeg kan præstere igen dagen efter. Det er et af de vigtigste stykker udstyr du har med dig, og det eneste der bare ikke må blive gennemblødt.

Skal du til at købe en sovepose kan det nogen gange være en jungle. Grundlæggende skal du vide at vi alle sover forskelligt, at komfort er ikke ens for alle og at alle producenter lyver i større eller mindre grad. Det er ikke nødvendigvis med vilje, de udnytter bare at der ikke findes så mange standarder på området. Min erfaring er der er to primære ting du skal holde for øje. Det er mængden af fyld i gram og kvaliteten af fyldet.  Jo større kvalitet jo mindre fyld kan du slippe af sted med for samme varme egenskab.

Dun, fjer eller syntetisk fyld.

Dun er små løse fjer fra gæs eller ænder. Dun sidder helt inde på kroppen ved dækfjerene, deres hovedopgave på fuglen er at virke varmeisolerende og det gør de fremragende. Dun fra gæs er at foretrække fremfor and, da de er finere end and. Dun kvalitet måles i ”fill power” eller dunenes bæreevne, nogen gange også kaldet ”loft”. Feks. 900 cm3/gram eller 300 cm3/gram, jo højere værdi, jo mindre dun skal der til for at skabe samme varmeisolerende egenskab. Der kan altså skabes samme varme af forskellige kvaliteter dun, en lavere kvalitet er bare meget tungere og indeholder flere fjer end dun. Bagsiden af medaljen er selvfølgelig, at jo finere dun desto mere koster processen og dermed soveposen. Vægt og volumen er jo meget interessant for os der drager af sted med vores hjem på ryggen.

Gode ting ved dun:

Vejer mindst, kan komprimeres mest, meget holdbar, mest åndbar, duns bærevne holder i længere tid end tilsvarende for syntetisk fyld.

Negative sider ved dun:

Koster mere (ikke på den lange bane), gennemvåde dun klasker sammen og mister dets isolerende egenskab.

Syntetisk fyld kan groft sagt deles i to. Korte fibre som feks. Primaloft og lange fibre som feks. Climashield. Korte fibre er mest udbredt og ofte lidt billigere. De korte fibre skaber deres varmeisolerende egenskab ved at være pakket tæt sammen og dermed skabe det ”loft” der isolerer og fanger luft. De kan komprimeres en del, men de degraderer hurtigere og kan knække hvis komprimeret for meget i længere tid.

De lange fibre er typisk stærkere og mere holdbare da selve fiberen er tykkere. Denne egenskab giver et bedre ”loft”, men det betyder også at en sovepose med lange fibre fylder mere og kan ikke komprimeres så meget. De degraderer heller ikke helt så hurtigt.

Fordele ved syntetisk fyld:

Billigere end dun, Fyldet er bedre fordelt i soveposen, Isolerer bedre vådt end dun (men ikke prangende, så lad være med at teste det).

Negative sider ved syntetisk fyld:

Tungere end dun, lavere varme effekt for samme vægt, Kan ikke komprimeres lige så meget , syntetisk lavet med petroleum og derfor ikke bæredygtigt, holder ikke lige så lang tid som dun, da fiber degraderes over tid.

Yderligere om soveposer

Gennemgå for dig selv hvilken temperatur du mest skal bruge soveposen i og vælg derefter, du kan varmeforstærke en ”tyndere” pose, det er sværere den anden vej.

Soveposer kan være syet på et hav af forskellige måder. Generelt ønsker producenten at optimere ”loft” og undgå kuldebroer. Derfor syes der på en sådan måde at der er overlap mellem de enkelte dun celler. Soveposer der er syet igennem skal være enten til sommerbrug, eller anden minimalistisk brug.

Den ydre skal i soveposen er ofte i en vandafvisende ripstop nylon. Nogle producenter tilbyder endda soveposer med vandtætte ydre. Dette kan være til god effekt i f.eks. top eller bund hvis man kommer til at røre kondensfyldte teltsider eller andet der er vådt. Helt vandtætte soveposer er mere specialiserede soveposer til specielle miljøer.

Cumulus Quilt 350

Af andre typer soveposer vil jeg lige nævne Quilten, som er en hybrid mellem et tæppe og en sovepose. Du skal forestille dig at bunden er taget ud af en traditionel mumieformet sovepose. Det giver nogle begrænsninger men bestemt også nogle fordele. Teorien bag det at fjerne bunden er god nok. De dun du ligger oven på bliver alligevel presset flade og isolerer derfor minimalt, så dem kan man ligeså godt fjerne helt. Det er meget producent afhængigt hvor stor en del der fjernes, men ens for alle er at der beholdes en fodboks omkring under benene og fødderne. Er man minimalist (som mig) så har Quilten den store fordel at den vejer og fylder mindre end en tilsvarende traditionel sovepose. Det jeg mister, er en hætte så den kræver god og varm hovedbeklædning når det er koldt.

Hjemvendt fra Hærvejen

Selv tak!

Jeg er netop hjemvendt fra 5 dages vandring fra Viborg til Vejen langs Hærvejen. Ruten følger stort set det Jyske vandskel hvorfra bla. Gudenåen og Skjern å har sit udspring, de løber henholdsvis mod øst og mod vest. Undervejs passerer man mange historisk interessante steder. På mange måder en tilbagerejse i det danske landskab.

Jeg havde varme og sol alle dage med temperaturer helt op til 30 grader. Jeg vil senere komme med et fuldt indlæg om turen og lægge min pakkeliste op.

Jeg skylder også et indlæg fra min maj tur langs Stevns Klint til Vordingborg ;-)

Naturstyrelsens Idestorm for friluftsliv

Ja, så røg min ide online på deres hjemmeside. Kvag mit studie har jeg gennem et stykke tid gået og tygget på hvad mit Masterspeciale skulle være. Det oplagte ville selvfølgelig være at lave et speciale om Udeskole udervisning på Hillerød 10. Klasse Skole eller om min Outdoor linje på Hillerød Ungdoms Center. Jeg har bare kunne mærke at hjertet var et andet sted. Efter en af vores forelæsninger af Anette Bischoff på Høgskolen i Telemark, hvor hun tog udgangspunkt i hendes Phd afhandling med det "catchy" navn "Mellom meg og det andre er der stier... En afhandling om natur, mennesker og stier" var jeg hooked.

Jeg har altid elsket følgende indgravering på "The Forgotten Army's" mindesmærke, som siger "When you go home, tell them of us and say, for your tomorrow we gave our today". Det er ikke for at minde om at vi skylder dem noget specielt tak, men mere at deres villighed til at ofre noget af dem selv skal ses som noget vi alle skal stræbe i mod for at skabe et bedre liv for alle. Her mener jeg ikke nødvendigvis med krig, for der er mange veteraner indenfor Politi, Beredskab og andre organisationer.

Jeg er selv veteran, jeg har det godt. Det er ikke alle veteraner der har det godt ligesom mig, men alle har vi givet af sig selv på et tidspunkt og jeg vil gerne give noget tilbage til mine "Brothers (and Sisters) in Arms".

Du kan finde mit foreslag her.

http://idestorm.naturstyrelsen.dk/friluftspolitik/ideas/243

115 km på Camino de Santiago

Katedralen i Santiago De Compostela

Min dejlige kone udtrykte for nogle år siden et ønske om at prøve kræfter med ”Den der spirituelle vandrerute i Spanien”. I 2012 ville hun blive 28 år igen, eller var det nu 40, så jeg havde bestemt mig for at parkere vores to børn hos mine svigerforældre, og invitere fruen på en uges vandring i Galicien langs den sidste del af Caminoen til Santiago.Vi gik turen i oktober måned 2012.

Camino de Santiago et kort tilbageblik.

Spanien var i Middelalderen, som nogen måske ved, besat af Mauerne. De bekendte sig til den Muslimske tro. De regerede den Iberiske halvø med Spanien og Portugal i relativ fred og ro. Det var blandt andet tilladt at dyrke andre religioner såsom kristendom og andre mere hedenske traditioner, så alt i alt gik det okay på den Iberiske halvø. De fik lov til at være i fred. I hvert fald så længe der var vigtigere slag at slå omkring Jerusalem, man kan jo ikke det hele på en gang har den Katolske kirke nok tænkt, og der var vel ikke rigtig noget ”dernede” der kunne motivere de rige Konger, Prinser, Baroner og Ridderordner til at starte en krig mod Mauerne.

Indtil år 813 hvor en Eremit ledes til en grav i Galicien af en ledestjerne (hvor har vi hørt den før?). Ret hurtigt går rygtet om, at man har fundet Apostelen Jakobs grav, hvis du nu sidder og tænker, hey han blev da henrettet i Jerusalem, hvordan er han endt op i Galicien på den Iberiske halvø, så er du ikke helt forkert på den, men større mirakler er jo sket. For at markere den helt mirakuløse begivenhed blev der beordret opførelsen af en Katedral oven på Sankt Jacobs gravsted (Campus Stella). Santiago betyder Sankt Jacob, så ikke så underligt hedder byen og katedralen i dag Santiago De Compostela .

Sankt Jacob pryder kirken  i Melide

Et så helligt område kunne selvklart ikke være under Mauersk kontrol. Den Kristne Kirke og de herskende magter i Europa samlede sig hurtigt i en militær Sankt Jacobs orden og drog afsted for at generobre Spanien fra Mauerne. Faktisk siges der at Sankt Jacob på et tidspunkt genopstod for at kæmpe på de kristnes side.

Krig koster penge, og hvem har flere penge end turister, derfor skabte man en ny pilgrimsrute og gjorde Sankt Jacobs grav til et af de vigtigste rejsemål for kristne turister, også kaldet pilgrimme. Det at begive sig afsted på vandring ansås som en måde, at forkorte sjælens tid i Skærsilden inden denne kunne forsætte til Paradis. ”Husk Herrens ord, jeg er vejen, sandheden og livet”. I år 1200 var der tre store hellige områder i Europa, som pilgrimme valfartede til, disse var Jesu grav i Jerusalem, Peters grav i Rom og Jacob grav i Santiago De Compostela.

Op gennem århundrederne indtil omkring år 1600 hvor reformationen ændrer lidt på kirkens spilleregler, estimerer man i dag, at omkring 500.000 pilgrimme hvert år valfartede til Jacobs grav. Et imponerende tal. Derefter falder interessen en del i hvert fald udenfor Spanien indtil disse moderne tider hvor tankerne omkring Jakobs vejen som en spirituel dannelsesrejse genopstår. I 1993 optages ruten på UNESCOS liste over verdens kulturarv, og i 2010 estimerede man at 270.000 pilgrimme valfartede til Santiago igen. Det er ca. halvdelen af hvor mange der foretog rejsen i Middelalderen, men stadig et imponerende antal.

Vordende pilgrim klar til afgang hjemmefra

Man kan jo spørge sig selv hvad de leder efter dem der foretager rejsen i dag? Det tror jeg ikke der er noget enkelt svar på, men helt sikkert har det noget at gøre med at komme væk fra ens normale omgivelser, deres etablerede sammenhænge og forventninger for derved at skabe ny mening, finde nye sider og måske endda orientere sig anderledes i sit liv. Der er forsket i denne ”moderne” pilgrimstradition. Her er det netop spiritualitet set i en moderne kontekst af løsrivelse fra normer i tid og rum, søgen efter mening, livfølelser og personlig identitet. Religion fylder meget lidt i denne moderne pilgrim.

Rejsen derned og Dag 1, Sarria til Portomarin 24 km

Hele Camino De Santiago eller Camino Frances, som er den oprindelige, eller i hvertfald så tæt på den oprindelige som muligt, starter i hele sin længde i den franske by St. Jean Pied De Port . Herfra snor ruten sin gennem nord Spanien indtil den rammer Santiago De Compostela ca. 780 km senere.

Da vi kun havde en uge, havde vi besluttet os for at gå de sidste 115 km fra Sarria til Santiago, det ville give overkommelige dagsetaper, gode muligheder for overnatning samt kvalificere os til et Compostela (bevis på pilgrimsvandringen) ved ankomsten til Santiago og katedralen.

Det var som om selv lufthavnen vidste hvad vi var på vej til

Vi fløj fra København til Santiago med mellemlanding i Madrid. Der er ikke nogen fly der flyver direkte fra København til Santiago. Vi ankom sent mandag aften. Efter en kort taxa tur indtil byen og hotellet, jeg havde indlogeret os på, gik vi til ro. Vi skulle tidligt op næste morgen og afsted. Planen var at tage en bus fra Santiago og ud til start i Sarria. Bus turen var med skift i Lugo. Alsa.es og Monbus.es er selskaberne der kører, du kan booke billetter og se køreplaner online. Klokken 11.10 stod vi af bussen i Sarria, og gik ind på den nærmeste Cafe for at få vores første Sello, eller stempel i vores pilgrimspas eller Credencial del Peregrino. Dem havde jeg købt hjemmefra hos Danske Santiago Pilgrimme hjemmeside santiagopilgrimme.dk. Stemplerne dokumenterer din rejse. Meningen er du viser dit pas med alle stemplerne på det officielle pilgrimskontor i Santiago, bliver dette godkendt modtager du et certifikat på pilgrimsturen.

Ankomst Santiago de Compostela sent om aftenen

I Sarria var det jo næsten frokosttid, og efter en formiddag i en bus lød et måltid mad som en god ide. Vi tankede op på snacks i et supermarked. Efter at havde gået 500 meter op i byen Sarria, stødte vi på Jakobsvejen, som var tydeligt markeret med en Muslingskal.

Muslingskallen bruges som symbol på Camino De Santiago, fortællingen siger at pilgrimme tog den med hjem som bevis på de havde gået turen og samlet den op ved ankomsten til kysten ude ved Verdens ende på latin kaldet Finis Terra. I Danmark kalder vi den også en Ibskal, da Ib åbenbart er dansk for Jacob, det er jo logisk. Min far har for en del år siden cyklet fra Danmark og hjembragt en Ibskal. Da han hørte om vores pilgrimstur synes han, den skulle gå i arv til os. Vi havde derfor vores egen med hjemmefra. De kan dog købes overalt på ruten og mange pilgrimme har en monteret på rygsæk eller andet.

Startstedet i Sarria med nedarvet Ibskal

Vores første stop på grund af sult var derfor allerede 500 meter inden på ruten. Maison Papas ved ruinerne af Sarrias Slot tilbød en enkel Menu del Peregrino, som bestod af 2 retter mad, og en flaske husets rødvin til den fystelige sum af 10 Euro per person. Gennemgående på hele turen kan du overalt købe disse pilgrimsmenuer til overkommelig pris. Det er ikke gourmet mad, men du bliver mæt, og der følger som oftest en flaske husets vin med, lidt pudsigt skal du dog betale for øl hvis du ønsker det i stedet.

Slottet i Sarria blev ødelagt i 1500 tallet ved en lokal revolte, hvor bønderne udfordrede de lokale aristokrater. Der er kun et enkelt tårn tilbage. Efter slottet passerer man Mosterio da Madalena, krydser Ponte Aspera (Den Grove Bro) for derefter at bevæge sig opad gennem bittesmå samfund, der hovedsageligt erhverver sig ved smålandbrug.

Sten der viser afstanden til Santiago

Generelt går ruten over en flod, op af en bakketop, henover toppen, ned til en ny flod eller å, over denne o.s.v. Her på første dagen hed toppen Alto Paramo i 660 meters højde. Da vi først var kommet sent afsted efter bus og frokost var vi lidt i tvivl om hvor langt vi ville nå her på første dagen. Vi var dog ikke nervøse. Der ligger rigtig mange Alberques lige på eller tæt på ruten. Disse tilbyder enkel overnatning fra mellem 5 Euro og opefter, det afhænger af hvor luksuriøst du vil have det.

Pit stop henover Alto Paramo, det regnede en del de to første dage

Min kone var et ubeskrevet blad i forbindelse med vandring. Ingen af os vidste hvordan hendes krop ville reagere på mange kilometers vandring hver dag. Jeg havde derfor langt temmelig konservativt ud, og lod hende bestemme farten, hvilket var en indbyrdes aftale. Det var hendes tur og hun bestemte. Hun kværnede derud af, og vores første holdt var efter 12 kilometer på en lille bar kaldet Casa Morgade. Vi fortsatte opover toppen, som tidligere nævnt og ned gennem en lille landsby kaldet Vilchá. Herefter kommer man til floden Miño. På den anden side ligger byen Portomarin. Området her har haft stor strategisk betydning, da floden har dannet en naturlig barriere. Både Romerne og andre har sloges om dette vigtige område.

Dagens endestation, floden Mino og Portomarin, læg mærke til den gamle lave bro

For os blev Portomarin dagens endestation. Sammenlagt denne dag havde vi gået 23,9 kilometer, så jeg var pænt stolt af min frue. Vi indlogerede os på et Alberque med udsigt over floden. Der var en restaurant oven på, som udover at servere god mad og kold øl, også bød på Spansk foldbold på stor skærm.

Vi gik til ro på en 6 mands sovesal, hvilket var okay, indtil vi allerede tidligt næste morgen stiftede bekendtskab med et andet Camino fænomen nemlig larmende franskmænd.

Cafe 88 km i Portomarin

Dag 2, Portomarin til Palas de Rei 23 kilometer

Dagen startede grå og regnfuld lidt ligesom den foregående. On and off regnede det på os de tre første dage. Derefter blev vejret gradvist bedre og bedre. De føromtalte franskmænd sørgede for vi var tidligt oppe, så der var ikke meget andet at gøre, end at hoppe i tøjet, pakke sammen og se at komme afsted.

Livs filosofi på turen

Jeg havde købt en guidebog af John Brierley, som hed ”A pligrim’s guide to the Camino de Santiago. Den kan klart anbefales. Masser af information, overnatningssteder og kort i den. Bogen sagde at dagens rute ville begynde med at klatre opad mod Sierra Ligonde 750 meter over havets overfalde. Morgenmaden bestående af kaffe, te, toast og croissanter blev indtaget i Portomarins hyggelige centrum.

Stigning og regn på vej ud af Portomarin

Der var mange pilgrimme af meget blandet nationaliteter og herkomst. En del ville vi se igen senere på dagen, andre ville vi se flere dage senere. Det er et af Caminoens mysterier, denne måde hvor man væver ind og ud af hinandens livsøjeblikke, måske ses man hurtigt igen, måske ses man aldrig igen, det er nok derfor man gør meget ud af at hilse med et ”Buen Camino” når man passerer hinanden. Jo mere jeg hørte og sagde de to enkle ord, jo mere gik det op for mig hvor meget positiv energi der lå i de to ord.  Det var både anerkendelse og energi juice i et kort øjeblik.

De gule Ibskaller viser vejen

Tilbage på ruten steg terrænet fra 300 til 600 meter på 8 km, det trak nogle tænder ud, specielt på fruen. Tempoet blev holdt nede, så vi ikke brændte alt krudtet af i starten. At det øsede ned hjalp heller ikke, men vi var ok tilpas inden under vores regn ponchoer. Vi passerede en lille cafe omkring Hospital efter 11 km, en kombination af ly for regnen og duften af friskbrygget kaffe trak os ind på den, sammen med en del andre pilgrimme eller peregrinoer, som en pilgrim kaldes på spansk.

Hvor der ikke er Ibskaller eller anden markering, kan du finde en gul pil (ikke kønt).

Lidt længere oppe ad vejen ligger Ventas de Narón, hvor det siges at Kejser Karl den V og hans søn Kong Filip af Spanien har overnattet i 1554, da de var på vej til England, for at Filip kunne gifte sig med Mary Tudor. Hun var dronning af England, og havde vundet tilnavnet Bloody Mary, men der er vist en anden historie. Allerede i 840 var området skueplads for et stort slag mellem Mauerne og Kristne styrker. I dag er her temmelig fredligt.

Jettes bedste venner på turen, mine Pacerpoles

Hen på eftermiddagen blev vejret markant bedre, vejene og stierne vi gik på lå meget stille hen. Antallet af pilgrimme var blevet spredt ud i løbet af dagen. Der var ikke andre i syne ligegyldigt hvilken retning vi så i. Noget af det smukke ved sydligere himmelstrøg er deres blomster. Min favorit blomst er Hortensiaen, hvilket nok stammer fra vores bryllupsrejse til Azorerne , hvor de vokser overalt. De er også meget udbredt i Spanien. Denne dag passerede vi masser af dem i vejkanterne. Specielt ved afstikkeren til Vilar de Donas voksede der en hel hæk af dem. Vilar de Donas er en 5 km afstikker fra ruten til hovedsædet for Ridderne af Santiago.

Smukke hortensiaer

Hen under seneftermiddagen nærmede vi os byen Palas de Rei. Vi indlogerede os på hotellet La Cabana med tilhørende bar og restaurant. Vi trængte til et langt varmt bad og ingen larmende franskmænd. Selv hotel priserne er ok. Vi gav 55 Euro for en nat inkluderet morgenmad. Aftensmaden var en peregrino menu del dia med vin til 10 Euro (dagens pilgrims menu). 

Meget af ruten er på små grus eller asfalt veje

Om aftenen skrev jeg i min journal. En vane jeg har gjort mig på ture. Det giver mig en ro og refleksion, at gennemgå dagens gøremål. Et yderligere plus er man kan skrive dette blogindlæg flere måneder senere, og lige få genopfrisket turen. Det er ikke så ringe endda. Turens mange indtryk og tid til tanker gjorde jeg havde svært ved at falde i søvn denne aften. Hjernen kørte det meste af natten med ideer, tanker og indtryk. Jeg var derfor en anelse træt næste morgen.

Overalt på ruten støder man på monumenter der husker end på fortiden

Dag 3, Alto do Rosario til Melide 16 kilometer

Til alt held fik jeg lov til at sove længe. Vi kom afsted i løbet af formiddagen. Ruten førte os ind gennem den lille by Palas de Rei med en befolkning på omkring 4500 sjæle. Det var efterhånden blevet vores vane, at stoppe i kirker for at få et sello (stempel i pilgrimspasset). Du kan få de her stempler stort set overalt på ruten. Nogen gange står de endda på frit ude, så du selv kan stemple på vej forbi en lille cafe eller gadesælger. I Plasa de Rei bevogtede en ældre mand kirken, da vi kom forbi. Jeg sagde sello til ham og smilede, hvorefter han startede en veritabel strøm af spansk til os. Han gestikulerede os indenfor, viste os rundt i kirken, til slut stemplede han vores pas med stor omhu og ønskede os ”Buen Camino”. Under hele mødet snakkede han til os, selv om det var åbenlyst vi ikke forstod et pløk. Super hyggeligt.

Ridderne af Santiagos sværd

Vi havde allerede fra morgenstunden besluttet os for en kort dag. Jette var godt gående uden vabler, men hun kunne godt mærke muskler og senerne i bentøjet. Der var ingen grund til at risikere noget, så Melide 16 km fremme var dagens tentative mål. Vejret i dag er skyet, men holder for det meste tørt.

Jette som er godt gående

Dagens rute bød på passage af flere mindre floder/åer flere af den var bygget i fin Romersk middelalderstil. Halvejs stopper vi ved en lille hyggelig cafe som ligger på dagens bakketop kaldet O´Coto. Udenfor sidder flere andre peregrinoer, som vi falder i snak med over kaffe og croissanter. De er fra flere forskellige lande, blandt andet en engelsk herre med det ikke så hørte navn Wulfstun. Ham følges vi ad med i en kort periode. Han er advokat der blev fyret, og trængte til lidt tid for sig selv. Han får sin baggage fragtet fra hotel til hotel.

Middelalderlig romersk bro

Vi støder også på en gruppe af pilgrimme, som vi sidst havde set på dag 1. Vi møder samme gruppe på¨den næstsidste dag. Det er bare Caminoen i en nøddeskal, vi glider ind og ud af hinandens liv med et ”Buen Camino”. Meget af ruten i dag går gennem bittesmå samfund med urgamle huse og kirker, nogen af dem kan dateres tilbage til 1200 tallet. Vi rammer Melide omkring kl. 15, hvor vi indlogerer os, og smider vores ting på et alberques sovesal til den fyrstlige sum af 8 Euro. Hvorefter vi går tilbage til byens centrum for at spise frokost og slappe af. Vi møder igen Wulfstun, og får en sludder med ham på en af byens cafer. Henunder aften går jagten på en restaurant. Endnu engang beviser jeg overfor mig selv at ordene ”Entrecoté og Fritas” er universelle.

Vejviser i Melide

Dag 4, Melide til Salceda 25 kilometer

Efter en typisk Camino morgenmad af kaffe, toast og en croissant drager vi afsted. Vejret er smukt med en dejlig sol. Ruten er meget kuperet i dag med passage af mange små åer. Ultreya! Sagde pilgrimmene i gamle dage, så det gør vi også. Ordet er latin og betyder ”fremad”. Indforstået hold humøret højt og bevæg dig fremad hele tiden. Egentligt et meget godt motto.

Magisk sol over Melide

I Boente får vi både et sello og en velsignelse. Hvorefter vi når til Ribadiso til en frokost bestående af Huevos (æg) og Chorizo pølse. Mums. Vi passerer igennem en større by Arzuá, som er den sidste større by inden Santiago. Ruten går derefter igen op og ned, over åer og i gennem gamle eukalyptus skove, med deres allestedsværende duft. På Bar Lino som ejes af, hvad jeg ville karakterisere, som en ældre hippie med hund, får vi lidt koldt at drikke. Ejeren kommer rundt med kastanjer til alle de tre gæster, atmosfæren er sådan, at jeg ikke ville undre mig, hvis jeg også fik stukket en joint i munden, det sker dog ikke. På baren sidder en Irer, som fortæller os at han har gået den nordlige Camino rute tidligere, kaldet Camino Del Norte. Vi støder senere ind i ham lige uden for Santiago.

Krydsning af en af de utallige små åer eller floder

Vi stopper i en lille flække med navnet Salceda, der er et sted at spise, som lukker kl. 20, vi er derfor tidligt i vores senge. Stedet vi sover, er uden varme, og da det er en kold nat er vi glade for vores soveposer, samt det faktum du de fleste steder kan låne et tæppe.

Typisk lille samfund med tilhørende kirke

Dag 5, Salceda til Monte do Gozo 23 kilometer

Jeg elsker at være tidligt afsted. Der er noget magisk over at opleve verdenen stå op, og se solen bryde horisonten mens man er ude i naturen. Vejret var smukt, så jeg havde fået lokket fruen afsted tidligt denne dag. Lige uden for Salceda passerer man et mindesmærke for pilgrimmen Guillermo Watt, der døde her så kort fra målet i Santiago. Det er meget tydeligt i terrænet at man nærmer sig en storby. Vi spiser vores desayones (morgenmad) sammen med en 76 årig amerikansk dame, der har gået hele ruten. Sej dame!

Morgendis og sol

Vi møder mange endags pilgrimme så tæt på Santiago. Ruten snor sig rundt om Santiagos lufthavn, og ind igennem den lange stille by Lavacolla. Dagens endestation er Monte do Gozo (glædens bjerg), kaldet sådan fordi det var fra denne bakke, at pilgrimmene først kunne se spirerne fra katedralen. Et kæmpe monument der fejrer Pave John Pauls d. II’s besøg står på toppen.

Paveligt monument på toppen af Monte do Gozo

Lige neden for bakken ligger der et megastort alberque med 500 pladser i separate små blokhuse, med 4 køjesenge per værelse. Vi har med vilje valgt at stoppe her, selvom vi sagtens kunne være fortsat ind til Santiago. Vi synes begge at den største oplevelse, må være at gå ind næste morgen (en søndag), og nå pilgrimsmessen klokken tolv i katedralen (den afholdes hver dag). Dette giver os stadig masser af tid i Santiago. Vi spiser aftensmad i den nærliggende lille by San Marcos, mens vi taler om at der kun er 5 km ind til centrum den næste morgen. Turen er ved at være slut.

Typisk udsigt fra Caminoen

Dag 6, Monte do Gozo til katedralen i Santiago

Solen skinner fra en skyfri himmel, det kunne ikke være bedre for vores indtog mod Santiago. Vi er tidligt afsted sammen med os er flere andre peregrinoer. Efterhånden som vi nærmer os centrum overtages rute føringen af små indlagte Ibskaller i cementen på fortovet. Fra afstand kan vi se tårnene på katedralen, de står badet i lys, mens resten af byen ligger i skygge fra de omkringliggende bakker. Det er ren følelsesporno men totalt fedt. Vi passerer igennem Porta do Caminó (vejens port), der giver adgang til den middelalderlige del af Santiago. Overalt er der storslåede bygninger og smalle stræder, der så småt er ved at vågne.

Ibskallerne viser vejen i Santiago

Flere havde fortalt os, at man skulle give sig god tid til at ankomme på pladsen foran katedralen og god tid inde i selve katedralen. Vi havde så god tid inden pilgrimsmessen klokken tolv, så vi betragtede katedralen i nogen tid. Derefter besluttede vi os for at gå over og få vores Compostela bevis på at have gennemført mindst 100 kilometer pilgrimsvandring. En lille stykke fra katedralen ligger det officielle kontor for den slags. Her skal du fremvise dit pilgrimspas med alle dine selloer. Godkendes dette får du et bevis på gennemførelse, og kan kalde dig en ”ægte” pilgrim. Udmærket detalje for nogen, for mig er papiret en sjov souvenir, men på kosmisk målestok betyder det ikke noget. 

Katedralens to tårne til højre i billedet badet i sol

Herefter gik vi over i katedralen. Vi havde stadig god tid inden messen, så vi tog den store rundtur. Knælede foran Apostlens grav i krypten og takked ham for sikker ankomst. Krammede hans statue bag alteret som traditionen foreskriver. Lige indenfor hovedindgangen i katedralen er det berømte Tree of Jesse, som udgør den centrale søjle i Portico de Gloria (ærens port). Millioner af tidligere pilgrimme har sat hånden på dette kunstværk i marmor, så der er slidt en hånd i det. For ikke at slide yderligere på mesterværket er det nu spæret af, så man ikke kan nå det, altså med mindre man har mine lange arme. Syret fornemmelse at sætte sin hånd over i et håndaftryk efterladt af slitage fra så mange andre pilgrimme. Jeg måtte dog indkassere flere kritisk løftede øjenbryn fra de omkringstående for min helligbrøde. Det skulle gøres!

Tree of Jesse med håndaftryk fra millioner af pilgrimme

Pilgrimsmessen var en stor oplevelse i en fyldt katedral. Jeg er ikke religiøs i ordets forstand, men det her var en mere inkluderende og hyggelig måde at være sammen i en kirke. Traditionen forskriver at alle de lande pilgrimmene kommer fra nævnes fra alteret, og ganske rigtigt der sneg sig et Dinamarca ind. En anden tradition er man giver hånd og hilser på de omkringstående. Jeg har aldrig gået til nadver i en kirke før. Af uforklarlige årsager gjorde jeg det her i katedralen i Santiago. Det virkede naturligt, og som nogen måske vil sige, også på tide. En sidste tradition er under denne pilgrimsmesse er svingningen af det gigantiske røgelseskar kaldet Botafumeiro, en helt unik oplevelse.

Efter messen var slut da vi var på vej ud af katedralen, bliver vi omfavnet og kindkysset af en lille gruppe på 3 spaniere fra Granada, som vi havde mødt nogle gange undervejs, og talt kort med sidst for 2 dage siden. De havde undret sig over hvor vi var blevet af. Et udtryk for lidt mere Camino magi.

Praza do Obradoiro, den gyldne plads set fra katedralens hovedindgang

Udenfor katedralen løber vi ind i den 76 årige amerikaner fra dagen før. Hun havde givet den gas for at nå ind til søndagsmessen. Hun har besluttet sig for at gå de sidste små 87 km ud til kysten ved Finisterra. Jeg er straks misundelig. Ankomsten til Santiago har slet ikke været endestationen for mig. Jeg har lyst til at tage tilbage til startstedet i Pyrenæerne og begynde der, eller i det mindste fortsætte til Finisterra. Inde i mig brænder en mærkelig lyst til at se havet, jeg kan levende sætte mig ind i hvorfor nogen fortsætter til kysten. Finisterra, Del Norte, Mesetaen, Roncesvalles er alle navne der pludseligt kalder på mig.

Alter med statue af Apostelen Jacob, som traditionen siger du skal kramme

Resten af dagen tilbringer vi i Santiago. Vi har indlogeret os i Hosperia San Martin Pinario, som er et ombygget munkekloster. Værelserne er gamle munkeceller, prisen er 70 Euro for en nat med morgenmad, og det ligger lige ved siden af katedralen. Klart anbefalelsesværdigt. Aftensmaden var en lækker lokal Arroz på Saxto II, den var som alt andet denne dag guddommelig.

Aften himmel

Dagen efter fløj vi hjem om morgenen, dog ikke uden en ekstra overnatning i Madrid grundet flyforsinkelser, men det er en anden historie.

Refleksioner over turen.

Jeg havde ikke nogen motiver for at gå denne tur udover en dejlig måde at holde ferie på med min kone. Klart jeg forventede en oplevelse, men jeg forventede ikke at turen ville påvirke mig så meget som den har gjort. På mange måder lever den stadig i min erindring, og mange øjeblikke på turen er stadig noget jeg tænker på næsten dagligt. Noget af det der har berørt mig er ikke det religiøse aspekt, men når det er sagt så kan jeg alligevel ikke slippe tanken om denne her fælles energi strøm eller flod af pilgrimme, der har flydt mod Santiago de Compostela i gennem mange århundreder. 

Jeg er glad for jeg kom derned og oplevede denne fornemmelse på egen sjæl. Jeg tror der er ligeså mange grunde til at gå en Camino, som der er mennesker der går langs den. Fra Wulfstun den overflødige engelsk advokat til den amerikanske spinster der stadig hårdnakket nægter at blive konform, og dermed miste sin nysgerrighed på livet. Fik jeg nævnt hun er 76 år gammel. Henover det amerikanske eller var det canadiske bøssepar, det tyske venindepar, den unge koreanske pige på dannelsesrejse, ja jeg kunne blive ved. Alle fandt vi noget at være fælles om, og det min kære læser er en magtfuld oplevelse.

Dejlig tur

Friluftsliv som et kropskulturelt fænomen

Filosofisering på højt plan

Jeg læser til Master i Friluftsliv på KU, og som led i eksamen på modul 1 har jeg bl.a. forfattet denne refleksion over Friluftsliv som en kultur videnskab i det senmoderne videnssamfund præget af individualisering og globalisering.

Friluftsliv for mine tanker skrev Henrik Ibsen i digtet ”Paa Vidderne” fra 1859, digtet handler om menneskets opdagen af dets individuelle særegenskaber i naturen, hovedpersonen trækker sig fra samfundet for at finde styrke og opnå personlig indsigt i livet. Det siges, at det er første gang ordet friluftsliv fremkommer i litteratur, og allerede dengang var personlig udvikling det væsentlige element i friluftslivstanken.

Friluftsliv engagerer kroppen, følelseslivet og tankerne. Det lader os opleve nye måder at være menneske på der adskiller sig fra hverdagen. Vi lærer at sætte pris på de enkle ting. Naturmødet spiller på alle vores sanser, stilheden, roen, meningsfuldtheden og det at udtrykke os ved hjælp af kroppen. Erfaringer i naturen giver os nyt perspektiv på det liv vi lever. Vi opdager måske nye sider af os selv og andre. Om hvad der kendetegner det samfund vi lever i, vores livsvilkår, idealer, livsvalg og meninger, måske kommer vi til at reflektere over de mønstre vi gentager og tvinges til. Om oplevelsen af frihed og mening.

Bevægelse og vores relation til naturen har en central rolle i betydningen for vores udvikling, livsglæde og sindstilstand. Friluftslivet, herunder vandring i naturen, spiller en ikke betydningsløs rolle i den sammenhæng. Hvordan kan bevægelse langs en rute åbne for en dyb relations opbygning mellem menneske og natur, og kan det have en helende effekt på os som individer.

Fænomenologien siger, at det er igennem kroppen vores verden erfares (Merleau-Ponty). Krop og sanser bliver erkendelsesveje, hvor målet er et erfare alle tings enhed og sammensathed. Vi skal gennem kroppen trænge igennem illusionen af adskilthed i tilværelsen og livet. Vi er ikke løsrevet fra resten af verdenen, vi står ikke udenfor, vi er en del af den. Verdenen skal ikke besejres, verdenen skal sanses.

Gennem det at vandre i naturen erfarer vi først og fremmest at ruten vi vælger er kropslig, vi går, ser, lugter, mærker underlaget, solen, vinden, naturen, regnen, kulturen, historien kort sagt vi fornemmer vores verden og dermed os selv. Vores kropslighed formes gennem vandringen, og gennem kroppen og vores sanser svarer vi naturen igen. Vi strukturerer virkeligheden efter vores sanselige og fysiske erfaringer. Vi ræsonnerer og træffer livsvalg på baggrund af de erfaringer.

Det er et grundlæggende paradoks, at vi mennesker oplever os selv som individer adskilt fra verdenen, men samtidigt er vi vidende om, at vi er stadig en del af den.

Den enkelte friluftslivsudøver er formet af sine sociale, kulturelle og individuelle erfaringer, samt sine oplevelser. Dette danner grundlag for ens møde med naturen. Natur og friluftsliv vil opfattes forskelligt af forskellige individer, og vores forskellige forudsætninger og erfaringer vil præge hvordan vi oplever friluftslivet og naturen.

Gennem vores kropslige sansning er vi forbundet med omgivelserne, vi kan ikke løsrive os, kroppen er tilstede på ethvert tidspunkt, den er allestedsværende, vi kan ikke slå kroppen og dens sanseapparat fra ligesom vi kan med feks. en computer eller et TV.

Måske kan Friluftslivet med dets enkle midler, ”Less is more”, som man siger i min branche, hjælpe os med at reflektere over hvad som dybest set betyder mest for os. Kan vi ved hjælp af friluftslivet kvalificere og gøre os værdige til den individuelle frihed, så vi tør at vælge vores egen vej? Kan vores mod og valg af vej bidrage til en fælles vej? Kan vi skabe en fælles vision om en meningsfuld fremtid?

God jul.

Niels



Jeg ønsker dig tilpas!

Sol og regn på samme tid

Jeg bruger Facebook, så er det sagt. Jeg indrømmer det, der er mange gode og positive ting ved Facebook, også noget hø, men det er en anden snak. Jeg bruger Facebook til at holde mig i kontakt med en række mennesker, jeg ikke ser så tit. Kritikere vil påpege, det er overfladisk og uden reel personlig relation, og fred være med det. Jeg er ikke uenig med kritikerne. Tværtimod, jeg har bare den overbevisning at kontakt med gamle skolekammerater eller soldatervenner via Facebook er skisme da bedre end ingen kontakt overhovedet. Så jeg bruger Facebook. Jeg er endda hvad du ville kalde en aktiv bruger, ikke en såkaldt ”lurker”. Jeg kommenterer, ”liker” og poster gerne ofte. Du er velkommen til at friende mig, hvis du synes vi har samme værdier, en lille advarsel, jeg skriver ikke nødvendigvis meget om friluftsliv på min personlige profil, men det er op til dig. Hvis du hellere vil holde dig til cool business, så find mig på linkedin i stedet.

Nå, nu til hvad den opdatering egentligt skulle handle om. På Facebook florer der tit en del ”pop” visdom og psykologi, billeder, statusopdateringer o.s.v. De er ofte designet til at gøre dig glad, eller reflektere lidt over livet og dets indhold. Lidt ligesom min blog her. Enkelte gange er der en, der bare rammer dig lige i hjertet, det er ikke tit, men det er da sket før i mit Facebook liv at jeg er blevet rørt. Ja, så nogen gange rammer visdom fra en uventet kant.

For mig er friluftsliv et spørgsmål om følelsesmæssig balance, om psykisk og fysisk velvære, derfor elsker jeg udtrykket ”Less is more”. Følgende punkter beskriver meget rammende for mig hvad følelsesmæssig balance er, og tro det eller ej, det stammer fra Facebook. Jeg kan kun tage æren eller skammen i forhold til oversættelsen.

• Jeg ønsker dig tilpas sol, til at holde dit ydre lyst.
• Jeg ønsker dig tilpas regn, til du værdsætter solen mere.
• Jeg ønsker dig tilpas glæde, til du holder din sjæl i live.
• Jeg ønsker dig tilpas smerte, til du værdsætter de små glæder i livet.
  
• Jeg ønsker dig tilpas udvikling, til at værdsætte dine mangler.
  
• Jeg ønsker dig nok tab, til du værdsætter alt hvad du ejer.
  
• Jeg ønsker dig så mange goddag, så du kan klare det sidste farvel.

Man siger det tager et minut, at finde en særlig person, en time til at værdsætte personen, en dag for at elske personen, og en livstid at glemme personen.

God jul og godt nytår (i tilfælde af at jeg ikke får opdateret mere, jeg har bl.a. en eksamen her i december, der krvæver lidt af min tid).

Hilsen

Niels

The Last Englishman

For nogen år siden sad jeg og surfede på internettet. Undervejs stødte jeg på en interessant blog om Pacific Crest Trail. Bloggens ejer hedder Keith Foskett, kaldet Fozzie eller Fozz af venner (det er også hans trailname), så jeg kalder ham Keith ;-)

Det, der fangede min nysgerrighed, var at han skrev han netop havde ødelagt sit 6. glas solbriller, og han var kun halvvejs. Jeg skrev en email til ham og tilbød at sende et par Numa Sportbriller med mottoet ”Tough as you are”. Dem blev han rigtig glad for, som du også kan læse i hans nyeste bog ”The Last Englishman”. Han var ikke vant til at sponsorer henvendte sig selv. Da Fozzie kom tilbage til England sendte han mig en kopi af hans lidt ældre bog om El Camino ”The Journey In Between”. Vi har holdt kontakten siden på email og facebook, og Fozzie har lige gennemført Appalachian Trail, men det er en helt anden historie.

Ud af hans PCT hike kom bogen ”The Last Englishman”, som han var rar at sende til mig da den blev udgivet, den er endda signeret, så glæder mig til han bliver mega kendt! Det er et stykke tid siden jeg læste den, og dette blog indlæg som er en anmeldelse af bogen, har ladet vente på sig i et stykke tid, du ved hvordan det er kære læser.

For mig kendetegnes en god bog ved at jeg læser den færdig hurtigt. Jeg tror jeg var 1½ dag om at læse den 345 sider lange ”The Last Englishman”. Fozzie skriver humoristisk og med en god portion selvironi. Læseren følger hans rejse lige fra, den næsten ikke kommer i gang på grund af en Islandsk vulkan til han kan løfte vandrestavene og kalde sig selv PCT Thruhiker.

Det der gør bogen til noget særligt, er ikke kun, at det skinner igennem at Fozzie har hjertet på rette sted, men også hans nogle gange lidt dybsindige kommetarerer fra den Trail Journal han førte undervejs. De rammer til tider helt rigtigt, man sidder som læser og kan levende sætte sig ind i situationen. Derudover er der et farverigt persongalleri af rigtige mennesker, samt levende beskrivelser fra de steder der vandres i.

Er man til bøger om eventyr og vandring, så kan jeg varmt anbefale den, og til prisen synes jeg ikke du kan sige nej. Derudover støtter man Fozzie så han ikke kan lade være med at skrive en ny bog om hans nye eventyr på Appalachian Trail.

Køb bogen her og følg Keith på hans web her