The Last Englishman

For nogen år siden sad jeg og surfede på internettet. Undervejs stødte jeg på en interessant blog om Pacific Crest Trail. Bloggens ejer hedder Keith Foskett, kaldet Fozzie eller Fozz af venner (det er også hans trailname), så jeg kalder ham Keith ;-)

Det, der fangede min nysgerrighed, var at han skrev han netop havde ødelagt sit 6. glas solbriller, og han var kun halvvejs. Jeg skrev en email til ham og tilbød at sende et par Numa Sportbriller med mottoet ”Tough as you are”. Dem blev han rigtig glad for, som du også kan læse i hans nyeste bog ”The Last Englishman”. Han var ikke vant til at sponsorer henvendte sig selv. Da Fozzie kom tilbage til England sendte han mig en kopi af hans lidt ældre bog om El Camino ”The Journey In Between”. Vi har holdt kontakten siden på email og facebook, og Fozzie har lige gennemført Appalachian Trail, men det er en helt anden historie.

Ud af hans PCT hike kom bogen ”The Last Englishman”, som han var rar at sende til mig da den blev udgivet, den er endda signeret, så glæder mig til han bliver mega kendt! Det er et stykke tid siden jeg læste den, og dette blog indlæg som er en anmeldelse af bogen, har ladet vente på sig i et stykke tid, du ved hvordan det er kære læser.

For mig kendetegnes en god bog ved at jeg læser den færdig hurtigt. Jeg tror jeg var 1½ dag om at læse den 345 sider lange ”The Last Englishman”. Fozzie skriver humoristisk og med en god portion selvironi. Læseren følger hans rejse lige fra, den næsten ikke kommer i gang på grund af en Islandsk vulkan til han kan løfte vandrestavene og kalde sig selv PCT Thruhiker.

Det der gør bogen til noget særligt, er ikke kun, at det skinner igennem at Fozzie har hjertet på rette sted, men også hans nogle gange lidt dybsindige kommetarerer fra den Trail Journal han førte undervejs. De rammer til tider helt rigtigt, man sidder som læser og kan levende sætte sig ind i situationen. Derudover er der et farverigt persongalleri af rigtige mennesker, samt levende beskrivelser fra de steder der vandres i.

Er man til bøger om eventyr og vandring, så kan jeg varmt anbefale den, og til prisen synes jeg ikke du kan sige nej. Derudover støtter man Fozzie så han ikke kan lade være med at skrive en ny bog om hans nye eventyr på Appalachian Trail.

Køb bogen her og følg Keith på hans web her

El Camino og sjælen

Hvad er mere enkelt i verdenen, end at putte den ene fod foran den anden? At vandre i mange dage omtales tit som en spirituel rejse ind i dig selv. Jeg er ikke et religiøst menneske i ordets forstand, men jeg accepterer at der findes mere mellem himmel og jord. Jeg kan til tider godt finde på, at beskrive dette fænomen, som en del af min og andres sjæl. Spørgsmålet er så, om jeg er mere i kontakt med min sjæl, når jeg eksempelvis er i naturen og vandrer, end når jeg sidder her foran computeren og skriver dette?

Jeg har et meget afklaret forhold til min egen sjæl, herunder min egen motivation. Jeg ved hvad der skal til for at jeg er i min komfort zone. Om kort tid kommer der dog en vandretur, som jeg glæder mig meget til. Den vil kræve at jeg afdækker andet end bare mine egen behov og motiver. Ser du kære læser. Jeg har giftet mig med en kvinde, som, for at sige det mildt, ikke er det største Outdoor menneske jeg kender. Misforstå mig ikke, hun elsker frisk luft, samt at være omgivet af smuk natur. Så længe det ikke er for primitivt, hvilket for hende er alt der lugter af overnatning i telt.  Så det aspekt af friluftslivet får jeg lov til at nyde i fred. Til gengæld er hun meget spirituel, altså på den fede måde, med Yoga, Simple Living og, tro det eller ej, hun hylder også mine letvægts begreber, som less is more o.s.v.

For efterhånden en del år siden faldt der en kommentar fra min kone, som lød noget i retning af. ”Den der spirituelle pilgrims vandrerute i Spanien, hvad er det?”. Citatet er ikke helt korrekt, men det er som jeg husker det. Straks spidsede jeg mine ører, og begyndte at kalkulere på hvor var denne samtale på vej hen, og hvad var mine muligheder, inden jeg lidt henkastet svarede.  ”Er det Caminoen til Santiago De Compostela du mener? Skat”. Det er vigtigt at sige skat, når man fornemmer en positiv retning på samtalen.  For at gøre en lang historie kort, bliver vi enige om at det kunne være et spændende projekt for fruen og jeg sammen. Den umiddelbare stopklods var vores to dejlige børn og vores job. Begge er lidt svære, sådan lige at få en måned fri fra, til at gå hele ruten ud i et. Vi taler trods alt om ca. 800 km fra St. Jean De Port, som er startpunktet i Pyrenæerne.

Projektet strander lidt der indtil, bliver vi enige om, vores børn er gamle nok til at klare sig selv. Det vil sige indtil en dag her i foråret, hvor jeg, affødt lidt af desperation, hun bliver nemlig 40 år, og jeg mangler en virkelig god gave ide, foreslår at når nu vi ikke kan tage den hele på engang, hvad så med, at dele den i etaper, og tage en uges vandring på Caminoen om året? Voila til oktober skal vi til Spanien for at gå sammen en uge på El Camino.

Hvad har min sjæl så at gøre med det og hvad er det så for nogle tanker jeg gør mig om en sådan tur. Jeg vil med det samme understrege at vandring, for mig, altid er en fysisk rejse, men i høj grad også en mental rejse ind i dig selv. Jeg har det fint i selskab med ingen andre end mig selv. Jeg kan sagtens føre dybe samtaler med mit ego, afdække den politiske verdensorden, opdigte sange, redde planeten og få prinsessen til slut. Min fantasi fejler ikke noget.

Det her bliver noget helt andet. Denne vandretur handler overhovedet ikke om mig og mine behov, dette er et fælles projekt mellem min sjæl og min bedre halvdels sjæl. Andre pilgrimme beskriver tit Pilgrimsruten til Santiago, som en spirituel og sjælelig rejse en søgen efter ”The Way”.

Du kan altid genkende en der har vandret i flere dage, og er på ”The Way”. De har en rolighed og en fredfyldthed der omgiver dem. Intet haster særligt meget. De klager ikke over maden eller vejret, for de ved at der alligevel ikke er nogen der gider lytte. De er åbne for andre input. De fordømmer ikke andre mennesker, og giver plads til hinanden.

Jeg vil i hvert fald gøre mit for at vores fælles sjæl rammer ”The Way” på vejen til Santiago De Compostela.

Nyt (seriøst) legetøj i form af et Garmin Fenix ur

Okay! 

Jeg indrømmer, jeg er en "sucker" for et fedt ur. Jeg havde derfor ikke svært ved at overtale mig selv, da Garmin Fenix uret kom i salg her i Danmark. Det er måske det (for tiden) ultimative Outdoor ur. Officiel reklame neden for, men pas på, at se den kan koste dit 3200 spir, når du bliver enig med dig selv i, at det kan du simpelthen ikke undvære.

Er jeg så faldet i svime over det? Jeg skal lige indskyde, at jeg kun har haft det i en uges tid, så det er ikke testet over lang tid, ej heller på længere ture endnu. Så tag lige hvad jeg siger med et gran salt.

Likes:

Fungerer som et stort og godt armbåndsur, folk lægger mærke til det, og giver en mulighed for at blære sig med hvor Outdoor man er, klare plusser her!

Skærm er stor og letlæselig, knapperne er tydelige og nemme at bruge.

Navigationen virker sikker under de tre løbeture jeg har haft, masser af logpunkter i sporloggen, du kan markere waypoints ved tryk på en knap. Du kan gratis downloade software der hedder Basecamp, hvor du i ro og mag kan planlægge din tur, og uploade til uret. Jeg har dog ikke nær studeret Basecamp softwaren endnu, måske findes der andre og bedre alternativer.

Kompas er det bedste ur kompas jeg nogensinde har haft med både retning og grader.Garmin siger 3 akset  kompas der registrerer din bevægelse, jeg har ikke noget at udsætte på den funktion.

Barometer ikke seriøst afprøvet endnu.

Højdemåler ser ud til at virke fint, men det er en akilleshæl for de fleste instrumenter, jeg har heller ikke afprøvet den seriøst endnu.

Temperaturmåler er fuldstændig off, så længe det sidder på armen, hvis det tages af og lægges i et stykke tid, kommer en mere realistisk temperatur frem, men hvis det er noget du vil feinschemekke så skal du tilkøbe ekstra udstyr.

Vandtæt i regnvejr og bad, Garmin siger ned til 50 meter, det har jeg ikke testet (endnu).

ANT teknologi kommunikerer fint med mit pulsbælte.

Batteritid jeg har haft det på i 7 dage i ur funktion. GPS funktion har kørt sammenlagt i ca. 7 timer med kontinuerlig sporlogging.  Det har kort været koblet på usb 2 gange, hvilket har opladet det ganske lidt. Batteriet siger 52% tilbage, det synes jeg er helt okay strøm forbrug. Garmin siger ca. 16 timer i fuld GPS med kontinuerlig sporlogging funktion. Jeg ville overveje at købe Garmins officielle ekstra batteri og opladnings kit, hvis jeg skulle på længere ture med svær navigation.

Vægt, det vejer 82 gram, men endnu bedre betyder det, at jeg ikke behøver at medbringe GPS og ekstra batterier på vandreture i fremtiden, så det er ca. 140 gram sparet i rygsækken.

Dislikes:

Ikke helt intuitiv brugergrænseflade, specielt da jeg skulle ændre på mine dataskærme, men det kommer nok med øvelse, og det er jo ikke noget man skifter ofte.

Flimsy oplader, har fungeret upåklageligt, men virker lidt tøset, og jeg er påpasselig med at klikke den på uret, så den ikke knækker, men "time will tell".

Kræver at du starter med en software opdatering, men sådan er det snart altid med elektroniske dimser.

Konklusion:

Jeg er fuldt ud tilfreds indtil nu, det fungerer som lovet, jeg glæder mig til at teste det yderligere på tur i Spanien her til oktober og i de kommende måneder.

Det ser også godt ud på min arm

Ekspert i Friluftsliv, kan man være det?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget interesseret i Friluftliv, og rigtig meget omkring oplevelsesbaseret læring i naturen.

Gradvist henover de sidste år har jeg bevæget mig mere og mere mod et arbejdsliv baseret på Friluftsliv. Først 12 år i forsvaret, derefter som lærer, og for 6 år siden startede jeg så en Outdoor linje på Hillerød Ungdomscenter, som stadig kører som et tilvalg på Hillerød 10. klasse skole. I år er det så 4 år siden jeg stiftede Outlandia, som dog i dag hedder Backpackinglight Danmark, hvor import og salg af frilufts udstyr til ”letvægts” folket er formålet.

Nu er jeg så startet på en Master uddannelse på Københavns Universitet med titlen Friluftsliv, uddannelsen er et 2 årigt forløb ved siden af havende arbejde. Om uddannelsen skrives der bl.a.

”Forskningsbaserede masterkursus på kandidatniveau til dig, der ønsker at forbedre dine kompetencer i arbejdet med friluftsliv. Friluftsliv, natur, landskab og byens grønne områder vil fremover danne en væsentlig ramme om læring, sundhed, formidling, oplevelser og aktiviteter, og du kan med nye kompetencer være med i denne udvikling.”

Det der ramte mig lige i solar plexus var den sidste pind med, at være med til denne udvikling. Det er noget jeg brænder for. Hvordan skaber vi sunde mennesker med en livslang lyst til motion i en friluftsliv ramme. Det vil jeg goddamn være med til at fremme og udvikle!

Ps. Hvis det har fanget din interesse så læs mere her, måske skal vi studere sammen? Eller måske kender du nogen der skal bruge sådan en som mig om 2 år..... J

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 2

En af de mange søer på vej op mod Vaktarekullen

Onsdag d. 1. august, Kynneälv til Örevättnet i nærheden af Svarteborg, 42 kilometer

Onsdagen gryede med flot vejr, som kan ses på billede op over. Benene var gode, fødderne havde ingen vabler, stort set alt virkede, bortset fra et lille problem (eller opgave). Den var blevet værre og værre henover de sidste par dage. En neglerod på min højre storetå var blevet betændt. En lillebitte ting der på en normal dag ikke ville betyde en hujende fis. Alt betyder bare noget når man skal præstere en hel dag gåen på fødderne op ad stolpe, og ned ad sten. Betændelses tilstanden gjorde, at min tå hævede på ydersiden mod skoen, og derfor stødte i mod siden af skoen. Hvilket ikke var behageligt, for at sige det mildt. Jeg havde derfor vasket mine fødder flere gange, de sidste dage for ikke, det skulle blive værre. Jeg havde også spist ibuprofen, ikke mod smerterne, men mere for at holde hævelsen nede. Jeg var noget ærgerlig hvis denne skade skulle koste mig resten af turen. Jeg vidste, at denne dag, ville være dagen der afgjorde,om jeg kunne gennemføre til Uddevalla eller måtte smide håndklædet inden.

Menneske skabt stenbro mellem Sjökärrsjön og Sälesjön

Kort efter start på dagen etape blev mine sko og fødder våde, dette gav en lidt dulmende fornemmelse i tåen, og der var alligevel ikke andet, at gøre end at klø på. Jeg var startet tidligt denne morgen omkring kl. 6. Efter nogen kilometer passerede jeg et shelter ved Sjökärrsjön, hvor der kom højlydte snorkelyde fra. Jeg listede bare videre. Det skal lige indskydes, at jeg mødte omkring 10-12 mennesker på hele turen, der også gik på Bohusleden eller benyttede de sheltere jeg passerede. Kun en anden person der solo vandrerede, han var fra Tyskland.

Torp ruin i Björnedalen hvor Anna Maja Andersdotter var sidste beboer, hun døde  27. april  1929

Etape 20 op mod Vaktarekullen, som er højeste punk på Kynnefjäll, var beskrevet som let vandret, igen synes jeg måske, at dette ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, eller i hvertfald en modificeret sandhed. Ruten var smuk, jeg passerede masser af idylliske søer, med højtliggende udsigtspunkter langs bredden, hvor man lige kunne snuppe sig et velfortjent break. I beskrivelsen af etapen står der, at det er her på Kynnefjäll at det sydlige Sverige møder det Nordlige Sverige, set med naturens øjne.

Udsigt over St. Holmvatten på en smuk dag

Kynnefjäll er et ca. 20 kilometer langt og 10 kilometer bredt høj plateau. Højeste punkt er Vaktarekullen der strækker sig 206 meter over havets overfalde, så det er måske nok lidt meget at kalde det et fjeld, men så ihvertfald et lille et. Toppen har tidligere været brugt, som brand og luftovervågnings plads, der findes også et altid åbent stuehus med plads til 12 overnattende personer. 

Kynnefjäll et meget besøgt natur område året rundt

Området har spillet en stor rolle igennem Sveriges historie med utallige grænsestridigheder, og der findes mange stier og vandreruter på fjeldet. På et tidspunkt besluttede den Svenske regering, at Kynnefjäll skulle være opbevaringssted for atomaffald, dette var ikke en populær beslutning, og fra 1980 til 2000 (20 år!) vogtede en aktionsgruppe i døgnet rundt for at afværge truslen mod området. Ved Lunden står deres hytte og en mindesten tilbage.

Mindesten for Kynnefjäll

Efter Lunden var der ca. 15 kilometer vej til Svarteborg. Jeg skal blankt erkende, at der røg høretelefoner på, og de kilometer blev gået til tonerne af Arctic Monkeys, Sting, U2 m.m. Aftenens hurtige stealth lejr blev på en lille tange ud i Örevattnet, hvor jeg blev "fundet" af 3 badende svenskere, som jeg fik en lille sludder med. De synes det var okay, jeg crashede her efter 42 kilometer, som var turens længste dag. Heldigvis ville min betændte storetå gradvis blive bedre fra nu af, og henmod slutningen af turen, så der var ikke flere tanker om at skulle smide nogen håndklæder før tid.

Torsdag d. 2. august, Örevattnet til Övre Trästickeln i Herrestads naturområde 37 kilometer

Blikstille Harska bukten om morgenen

Igen var jeg tidligt ude af fjerene, bogstaveligt talt, da jeg sover i en dun quilt. Klokken 6 var jeg på vejen mod Harska hvor etape 17 skifter til etape 16. Ruten går ud mod Kärnsjön og langs Harska bukten, som var blikstille denne morgen. Ved Harska passerede jeg endnu engang nogle sovende mennesker i et sheltere og helt inde i bugtens ende stod et familie telt. Efter Harska passerer ruten Lerbergsnäset hvor der ude på spidsen ligger Reorsgrottan. Opkaldt efter en fange der flygtede i 1600 tallet, han skulle, ifølge lokal historien, havde været en god træsnitter der bl.a. har snittet døbefonten i Håby Kyrka... Hvem sagde, mein vater var ein sehr berümter spurhund aus Dusseldorf :-)

Brålandsfallet over Örekilsälven komplet med laksetrapper, skulle eftersigende være et af syd Sveriges bedste fiskesteder

Efter at have krydset næsset, drejer ruten sydpå langs Örekilsälven, hvor der passeres flere interessante steder. Blandt andet Borgmästerbruket, som er et levn fra en storhedstid hvor vandvejene var vigtige transport ruter for den tidlige industrialisering. Her har ligget savværk, kværner, smedje og bosteder for arbejderne. Lige inden den halvstore by Munkedal drejer ruten østpå, men hvis man vil kan man fortsætte ind og "tanke" op i byen.

Udluftning og tørring i det dejlige vejr ved Kaserna etape 15

Vejret var i løbet af formiddagen gået hen og blevet høj solskin. Dette benyttede jeg mig af i frokostpausen til at vaske mig selv i Vassbotten ved Kaserna, samt tørre alt mit gear og mig selv i en times tid. Etape 15 følger  Munkedalsälven mod Viksjön i noget temmelig krævende og kuperet terræn. Området her har tidligere været genstand for mange blodige fejder mellem Sverige og Norge/Danmark. Älven krydses to gange, inden ruten drejer mod syd undervejs mod Herrestadsfjället, som også er et natur reservat. Omkring Viksjön ligger nogle ruiner, hvor dele af det er fra Jernalderen.

Bridge, not over the river Kwai, but Munkedalsälven

Jeg havde på forhånd udpeget området omkring søen Övre Trästickeln, som en potentiel lejrplads. Søen ligger ved indgangen til Herrestadsfjällets natur reservat, og ville betyde jeg ville have nogen og tyve kilometer tilbage til fredagens vandring. Søen og lejrpladsen jeg fandt var ren idyl, jeg slog mit telt op og kiggede lidt på skyerne der samlede sig inden en torden front i stor hastighed trak sig ind over mig, hvorefter det tordnede og regnede i en time, for efterfølgende at klare op til en smuk solnedgang i søens vestlige ende. Lige som det skal være.

Lejr ved Övre Trästickeln lige inden tordenfronten ramte mig

Fredag d. 3. august, Övre Trästickeln til tog station i Uddevalla 23 + 4 kilometer

Endnu engang var jeg afsted før 6 om morgenen, der er noget magisk over at være på sporet tidligt om morgenen. Fra starten af bevægede jeg mig ind og op i Herrestadsfjället, som er et meget brugt natur område med hytter og stier, både til vandring og langrend om vinteren.

Lappkåtan i Herrestadsfjället med plads til 15, og åben året rundt

Ruten for dagen var blandet trail med skovveje, så jeg opretholdt et rimeligt tempo. Området er også et militært område, så en del skilte advarer mod at samle ammunitions genstande op. Lige inden Uddevalla passerer man "Havskuren", som er en stor mose. Mine fødder var dog allerede drivvåde af det høje våde græs og krat, man ikke kan undgå at gå igennem. Hvilket lige får mig til at slå et slag for små Gaiters. De var uundværlige til at holde sten og ral ude af skoene. Thumbs up på den front.

Ruin omkring Åleslån naturskole i Herrestadsfjället

Tilbage resterede kun ca. 4 kilometer asfalt ind til stationen i Uddevalla, så på med høretelefonerne, skru op for musikken, så blev de også tilbagelagt i fin stil. Ved ankomst til stationen nåede jeg lige en kop kaffe og en Snickers inden jeg sprang ombord på toget til Göteborg, for der at skifte til tog til Helsingborg.

Når jeg ser tilbage på turen nu, er der få ting jeg ville gøre anderledes med hensyn til grej og mad. Etaperne var generelt hårdere end jeg havde troet (læs kuperet), og der var meget mere "trail" og "bushwhacking" end jeg havde turde håbet på. Meget lidt af ruten var på decideret asfalt. Det er ikke udelukket, jeg vender tilbage og går ruten Uddevalla til Göteborg, som er den anden halvdel af Bohusleden.

Hilsen 

Niels

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 1

En overraskende velmarkerede rute hele vejen

Jeg havde en plan om en sommertur i Lapland i år, men alle planer ændres, og muligheden blev derfor i stedet denne tur på Bohusleden, som også er en del af Nordsøstien. Ruten er velbeskrevet på hjemmesiden, med tilhørende kort som pdf filer, lige til at downloade og udprinting. Du kan også henvende dig til turistinformationerne i nogle af byerne i nærheden, og de sender med glæde rutebogen for en sum penge, omkring 50 svenske + porto, tror jeg. Supernemt og tilgængeligt, thumbs up til Svensken for det.

Björnerödspiggen som er højeste punkt på Bohusleden

Efter at have studeret hjemmesiden indgående og alle etaperne, besluttede jeg mig for ruten mellem Uddevalla og Strömstad. Jeg printede de relevante kort og rutebeskrivelser. Jeg var grundlæggende meget ambitiøs i hvor langt jeg ville gå, turen skulle være ferie, men samtidig også en fysisk udfordring. Fra Strömstad til Uddevalla er der i følge Bohusledens kort 203,5 kilometer, jeg havde tiden fra søndag til fredag, med en mulighed for at blive til lørdag, men det ville jeg kun i tilfælde af yderste nødvendighed, samt det faktum, at jeg kun havde mad til og med fredag, men det bekymrede mig nu ikke. Jeg havde lidt ekstra energi barrer og nok fedt på sidebenene til at overleve en dag ekstra.

Med planlagt ankomst Strömstad søndag kl. 14, og med planlagt hjemtur fredag sen eftermiddag, gav det mig 5½ dag til vandring, jeg ville derfor gennemsnitligt skulle bevæge mig fremad ca.  37 kilometer hver dag, bestemt ikke, tænkte jeg, urealistisk, tilbage var at overveje hvor fremkommelig og kuperet ruten ville være (her blev jeg lidt snydt). Jeg mente ikke den ville være svær at navigere (og fik ret).

Masser af idylliske søer undervejs

Tilbage var at beslutte om jeg skulle gå nord til syd eller omvendt, i sidste ende udgjorde vejrudsigten og mulighederne for exit punkter (byer med bus eller tog tæt på ruten) langs ruten udslaget for, at jeg valgte nord til syd. Hensynet til exit punkter var mest i tilfælde af min fysik, mod forventning, ikke ville være op til udfordringen.

Første "lille" fjeld kaldet Hoppareberget, med kig tilbage mod Strömstad

Søndag d. 29 juli, Strömstad til Björnerödpiggen 32 kilometer.

Afgang med tog meeeeget tidligt for en søndag, dagen viste sig at være store rejsedag i Sverige med fyldte toge til følge, men det var okay, de var til tiden, og jeg tilbragte de ca. 8 timer med at læse på min Kindle. Ankom til Strömstad omkring kl. 14 og gik de 2-3 kilometer ud mod startstedet på leden. Hver etape er markeret med et skilt og ruten skulle vise sig at være uhyre velafmærket hele tiden, jeg gik kun forkert en gang på hele turen, men det var på grund af min egen uopmærksomhed, ikke fordi ruten ikke var afmærket.

Sjov figur på vej op mod Björnerödpiggen

Bohusleden starter med at gå op af, derefter nedad, dette skulle vise sig at være normen resten af turen, med nogle til tider rimelige hidsige stigninger. Efter 15 km gik jeg fra Etape 27 ind på kortet over etape 26, kun 13 etaper mere indtil Uddevalla, tænkte jeg. Det var ikke planlagt med så lang en første dag, som det endte med at blive, men, som de siger i cykelsproget, jeg havde gode ben. Derfor endte jeg med at gå hele vejen op til Bohusledens højeste punkt. Selvom der lå et fint shelter og udsigtstårn, så bemærkede jeg de summende myg, og slog troligt mit Tarptent Moment, så jeg kunne kom ind bag dets myggenet til en summe fri og rolig nat.

Tarptent Moment i solnedgangen

Der er ikke noget vand på toppen, og der havde ikke været nogen vandsteder på vejen op, så jeg var tvunget til at gå ca. 1 kilometer for at fylde min 2 liters plasticflaske fra en lidt tvivlsom sø, men efter lidt UV vandrensning blev det både drukket og brugt til mad. Fra udsigtstårnet tilbage på toppen, havde jeg et dejligt udsyn mod vest og nord til en nedgående sol, som altid får mit hjerte til at slå lidt hurtigere i tilfredsstillelse over at være i live. Aftenen foreløb med god frysetørret mad og en kop varm kakao. Hvilket første til en yderst rolig nat, hvor jeg sov forbavsende godt. Jeg plejer ellers skulle have en eller to tilvænnings nætter til , at være alene i naturen, men ikke denne gang. Det var i quilten og godnat, nåede slet ikke at læse på min Kindle.

Flot, flot udsigt

Mandag d. 30 juli, Björnerödpiggen til Axlebergen øst for Vasbotten 33,5 kilometer

Jeg var igang og på vej nedad kl. 7 om morgenen mod Iddefjordens bred og byen Krokstrand, som er en gammel stenhugger by. I byen findes Sveriges første "Folkets hus" en slags fælles medborgerhus. Herfra området blev der udskibet sten af forskellige typer til hele verden. Det siges at den Argentinske tango kom til Sverige med sømænd fra skibe der lastede sten i Krokstrand. Derfor afholdes der også hvert år en tango festival i den meget lille by. Overalt ser man levn fra Krokstrands fortid, om det er den kæmpe kaj nede ved fjorden eller de store "rest" dynger af sten der lægger omkring det lille samfund. Ved indgangen til byen hænger der skilte der beskriver samfundets fortid.

Gammel rusten sten knuser omkring Krokstrand

Efter Krokstrand går ruten sydpå langs den Svenske og Norske grænse over højdedrag med udsigt over Iddefjorden.Vælger du at gå Bohusleden skal du være forberedt på, det går en del op og ned, og store dele af etape ruterne er på skov spor ikke skovveje, men det synes jeg jo kun er fedt. Undervejs ligger en del sheltere, disse er afmærket på kortene, men stødte også på enkelte der ikke var. Ved Sandvatten efter Krokstrand lå denne perle.Det var formiddag, men jeg overvejede da at snuppe en lur.

Shelter ved Sandvatten mellem Krokstrand og Hävedalen

Efter Hävedalen bliver terrænet barskt med dybe dale og høje bjerge (for området), ruten går stadig langs grænsen, og det er tydeligt at området ikke er, det mest beboede i verdenen. Omkring Vammen søerne føres du ad et snoede og meget krinklet spor, der giver dig mulighed for at øve din bushwhacking evner, op mod Tolvmanstegen, hvor træerne tynder ud i det klipperige landskab. På toppen mødes du af en formidabel udsigt..... Desværre står der også lige 10-15 Vestas vindmøller mod vest. Hey, jeg er pro alternativ energi, men det er sgu en ommer.

Ruten drejer nu mod øst stadig sammen med grænsen til Norge. Undervejs passerer man så den på billede viste bro (hvis man tør kan man jo lave en smagsprøve), den ligger tæt på Farlighögen, det skal jo passe sammen.

Jeg prøvede at sippe vandet, men der var ikke opstillet en Spritbolaget i nærheden

Ligeefter deler ruten sig i to. En nordlig del, der går ind i Norge, eller en sydlig en mod Vassbotten. Begge mødes igen ved Älgafallet, som er det største vandfald i Bohuslän med et fald på 46 meter. Jeg valgte den sydlige fordi den fører en forbi ruinerne af hvad der regnes som et af de få permanente bosteder hvor "Det Rejsende Folk" (Romaer eller Sigøjnere) har været bosat i Sverige. Stedet blev kaldt Snarsmon og har været beboet så sent som 1920'erne med ca. 30 familier. Det at bo permanent var meget atypisk for De Rejsende, der er flere skilte og en mindeplade der gennemgår stedets historie. I like, for det giver en ny dimension i din vandring, hvis man bare har lidt fantasi. Idag har ca. 25000 mennesker i Sverige "Roma" baggrund.

Skilt ved grænsen som udgøres af åen her ved Vassbotten

24 etape slutter i Vassbotten, som er et lille samfund, der tidligere har været en vigtig grænse overgang til Norge. Skilte ved grænsen fortæller om den lokale historie. Specielt under 2. Verdenskrig var der heftig smugling i området. På et tidspunkt var der endda stationeret 5000 soldater i byen, hvilket var godt for handlen. Smugler historien går helt tilbage til 1700 tallet, hvor det var tobak der blev smuglet.

Lige nord for Vassbotten ligger Älgafallet, som er en større og flot turist attraktion med udsigtspunkter og informations skilte. Efter at have været op og ned, og taget et hav af billeder, fortsatte jeg østpå på udkig efter en god lejrplads, da det var ved at være sent. Jeg endte op på en vest vendt skråning, der igen gav mig en fin solnedgang til aftensmaden, og en god nats hvile, hvilket jeg ville få brug for næste dag.

Älgafallet med et 46 meter fald

Tirsdag d. 31 juli, Axlebergen til Kynneälv ved foden af Kynnefjeld 36 kilometer

Dagen gryede en anelse grå, diset og småkold. Jeg var igen afsted omkring kl. 7. Etapen var nummer 23, som stod på 14 km middelsvær vandring øst på mod Nordre Kornsjön. Sporet ville følge grænsen, og beskrivelsen sagde henover åser i et bjerg og dalagtigt terræn. En garanteret afvekslende tur lovede beskrivelsen.... Det skal jeg love for, det var den hårdeste etape på hele turen, som ikke blev hjulpet af, at sporet var næsten tilvokset på store dele af etapen, samt det storregnede hele formiddagen. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været nede i en så lav en gennemsnitlig fart, som her, men som jeg har skrevet i et andet indlæg her på bloggen engang, så er solo vandring lig med mottoet, "Can't complain, because nobody listens anyway". Så smil og nyd turen, men jeg skal indrømme at jeg tænkte på Andrew Skurka, som har et mantra der lyder "continuous forward motion" eller CFM, for mig blev det til KBF, eller kontinuerlig bevægelse fremad, det er nøglen til at vandre langt.

Morgenmad lige inden regnen væltede ned resten af formiddagen

Undervejs i dette "vildnis" på grænsen støder man på flere ruiner af bygninger. Svenskerne er gode til at sætte et lille skilt op, der giver de sidste kendte detaljer for stedet. Feks. fortæller et lille skilt, om den "Fredløse" der boede her i grænseområdet i 1700 tallet, eller om den sidste familie der boede i resterne af en Torp ruin. Efter at have slidt mig igennem vildt terræn og regn brød jeg ud af skoven til et velfortjent hvil ved dette perle belligende shelter med egen sandstrand ned mod Kornsjön.Vejret var også blevet lidt bedre, men det fortsatte med at små regne on and off resten af dagen.

Shelter ved Nornäs på Kornsjön

Mens jeg hvilede en smule, studerede jeg kortet over næste etape, og glædede mig straks over at den bød på 8,5 kilometer "lätt" terræn, jeg nærlæste ikke beskrivelserne. Hvilket, kort tid efter, fik mig til at bande over ham der havde anmeldt etapen til "lätt", da det begyndte at gå opad mod Bufjällets højeste punkt, efter at have været i gennem Göpadalen. Ordet Göpa er et gammelt ord for Lods, jeg så dog ikke nogen af disse ekstremt sky dyr, selvom de lever i området i bedste velgående. Jeg prustede nok for meget :-)

Efter Bufjället ligger denne kirkeruin og tilhørende gravplads ved Ormelund

Hen på eftermiddagen kom jeg til Flötemarksön med et "vildmarks center", som jeg dog ikke gik hen til, så ved ikke helt hvad det betød. Jeg var mere fokuseret på, at nå frem Roslund og Kynneälv ved foden af Kynnefjäll, der havde jeg sat mig for at campere, og jeg var noget træt her sidst på denne dag. For mig på vandringer er tredje dagen den hårdeste, efter det vænner kroppen sig langsomt til den fysiske udfordring. det havde ikke hjulpet med en udfordrende formiddag, så jeg så frem til at slå mit telt op, få noget mad, og en god nats hvile inden onsdagens nye udfordring mod Vakterekullen, som er toppen af Kynnefjäll, ægte vildmark lovede ruten beskrivelsen, og det så jeg frem til, selvom jeg synes at dagen idag, også havde budt på masser af god vandring.

Del 2 kommer om nogen dage, så vend endelig tilbage.

Ømt men uhyre effektiv

ÜLA Rain Wrap

Et meget specialiseret stykke grej, som man ikke ser mange af i de Nordiske lande. Det er egentligt lidt ærgerligt, men hvis man går op i sit visuelle ydre, så forstår jeg det måske nok. Det gør jeg ikke, som billede tydeligt viser, skal lige indskydes, at i billede situationen bruger jeg skørtet som beskyttelse mod regnvåde buske og træer, uden skaljakke,  fordi ruten, mere eller mindre, var bushwhacking fra tid til anden. Skørtet blev også brugt i regnvejr, men det har jeg af gode grunde ikke noget billede af, da mit kamera ikke er vandtæt.

ÜLA Rain Wrap hedder den lille sag, på dansk ville vi nok sige regn skørt. Hvorfor udsætte sig selv for latterliggørelse af sine med vandrere? Det er der faktisk forbavsende mange grunde til.

1. Nem regn og vind beskyttelse
2. Billigere end skalbukser
3. Langt mere åndebart end enhver skalbuks
4. Dækker de "vitale" dele man ikke ønsker skal blive våde
5. Vejer og fylder ikke meget i forhold til en skalbuks
6. Super nem at tage af og på
7. Ingen typiske svage punkter som lynlåse eller andet
8. Kan tages på uden den sædvanlige sko/støvle dans
9. Kan også bruges som underlag under en tarp eller andet shelter
10. Er den perfekte samtale åbner når man møder fremmede mennesker
11. Dine med mennesker er oftere i godt humør, specielt i regnvejr, for intet kan være værre end at bære en kjole
12. Kan dække af når du skifter underbukser eller vasker tøj

Kan du finde på flere?

Hilsen

Niels