Hærvejen sommer 2013

Viborg Domkirke

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg normalt er mere til vandring langs kysterne. Derfor holder jeg også så meget af Danmark, som jo bekendt har omkring 7300 km kyststrækning. Med mindre man er tilhænger af fraktalt kaos teori, for så kan man jo slet ikke måle sådan noget og kyststrækningen vil være uendelig, men det er vist et andet indlæg, som nok hører mere hjemme på en matematik blog.

Jeg har i mine unge dage gået Hærvejsmarch i grønt tøj, derudover er jeg selvfølgelig bekendt med vejen, som et kulturelt og historisk mindesmærke for Danmarks udvikling igennem tiderne. Hærvejen har heddet mange forskellige ting, og burde måske i dag hedde studevejen i stedet, men det lyder ikke helt så hipt. Der regnes med at i 1600 og 1700 tallet blev der drevet mellem 30.000 og 50.000 stykker kvæg langs vejen om året. Det har været lukrativt både for befolkningen men også staten (kongen) har nydt godt af denne trafik. Med fremkomsten af jernbanen forsvandt grundlaget for denne praksis.

På vej ud af Viborg 

Ruten følger Danmarks vandskel og den Jyske højderyg. Rent geologisk har istiden skubbet store mængder jord, grus og sand foran sig. Når isen trak sig tilbage blev dette liggende. I dag udspringer både Gudenåen og Skjern å (Danmarks mest vandrige) meget tæt på Hærvejen. Den ene løber mod vest og den anden mod øst. Hærvejens beliggenhed har betydet at man som rejsende eller som handlende kunne rejse langs den uden at få våde fødder.

Kulturelt og økonomisk har hærvejen været et meget brugt trafik knudepunkt for alskens handel. Militært havde den også strategisk betydning hvilke mange mindesmærker langs den også vidner om. Der findes militære fortidslevn helt tilbage til Vikingetiden. Selv Vikingkongerne havde behov for at understøtte infrastrukturen i landet for at konsolidere deres magt over Danerne.

Tarptent Moment DW omkring Hald

Sommeren 2013 skulle vise sig som en god dansk sommer med høj sol og høje temperaturer. Jeg kunne på ingen måde have ønsket mig bedre vejr på vandringen. Min pakning var justeret til dette i det jeg slet ikke medbragte regntøj. Derudover havde jeg kun en meget tynd og let sommer dun quilt med, der indeholdt små 150 gram gåsedun, godt nok i fineste kvalitet, men det skulle vise sig at næsten være for lidt en enkelt nat. Her faldt temperaturen for meget og jeg måtte i løbet af natten tage mere tøj på for at holde varmen. Jeg har ikke styr på hvor lange mine dagsetaper var, og gider heller ikke måle dem op på kort. Jeg gik det meste af dagene fra morgen til aften. I alt nåede jeg næsten til Vejen på 4½ dags vandring. I alt en distance på ca. 165 kilometer. Det giver 36,8 kilometer i gennemsnit hver dag. Grundlæggende er den nordlige del af Hærvejen mere interessant grundet større områder hvor ruten går i skov eller plantager. Den sydlige del følger som oftest veje, hvilket ikke er min favorit kost. Specielt efter Givskud dukkede der mere og mere asfalt op.

Forfatteren undervejs

Viborg til Hald Hovedgård.

Jeg steg af toget i Viborg hen på eftermiddagen, med intentionen om at tage en slapper og ikke gå særligt langt denne aften. Lige når du står af toget kan du dreje til højre, krydse togsporene og være afsted på Hærvejen. Det var nu ikke hvad jeg gjorde. I min optik starter ruten ved domkirken. Jeg traskede derfor den ”forkerte” vej indtil kirken, hvor jeg stak hovedet indenfor, kiggede mig lidt omkring, tog et billede, vendte rundt og gik tilbage mod togstationen. På tilbagevejen købte jeg en is, en sandwich og en dåseøl. Sandwichen og øllen røg i rygsækken, da det skulle udgøre aftensmad senere. Hærvejen snor sig ud af byen og ud mod Viborg Hedeplantage. Lige inden Hald Hovedgård ligger der en primitiv lejrplads med vand hvor jeg slog mit Tarptent, konsumerede sandwich og øl, sluttende med at nyde den utrolige flotte aften og måne der stod op.

Dollerup Bakker

Hald Hovedgård til Bølling Sø.

Min vane er tidligt op og afsted. Vejret var utroligt smukt men varmt. Efter kort tid kom jeg ind i området kendt som Dollerup Bakker, som er skabt under istiden. Ruten går op og ned af bakkerne med smuk udsigt udover Hald sø. Derefter gav jeg den gas ned igennem Skelhøje. Jeg havde så meget fart på at jeg missede et venstredrej og gik for langt sydover. Først da jeg stod i udkanten af byen opdagede jeg min fejl. Typisk! Tilbage på sporet gik det ned i gennem Ulvedal plantage med Jens Langeknivs Hule. Videre gennem Grathede hvor Valdemar den Store besejrede Svend Grathe i 1157 i en af de mange kongefejder. Herefter drejer ruten sydvest mod Bølling sø, som var mit endemål for i dag. Lige nord for søen lå en shelterplads, hvor jeg slog mit Tarptent op og gik til ro. Bølling sø er kendt for at have huset bopladser allerede inden Bondestenalderen. I dag er søen fredet og genskabt som natur område.

Som veteran skal man tage sådan nogle billeder

Bølling sø til Boest mose.

Endnu en smuk dag gryede. Stedet hvor Tollund manden blev fundet er lige ved siden af Bølling sø, men ikke på ruten. Jeg afvigede derfor fra ruten of fulgte søen ned til hans tørvegravsted. Hans relativt velbevarede rester blev fundet i maj 1950 efter at have ligget i tørven i over 2000 år. Tæt på er også fundet Ellingpigen. Begge var hængt, i hvad man tror, har været religiøse ofringer til guderne.

Smuk natur

Efter Bølling sø præges ruten af nogle store naturområder. Her ligger både plantager, heder og nogle af Danmarks reneste søer. Vrads indsande med lyng og store klitter vil jeg dog mest huske for den Hugorm jeg trådte på i siden af sporet. Jeg ved ikke hvem der blev mest forskrækket den eller mig. Tingdal søerne er fællesnavnet på en stribe rene søer i området. Søerne er så rene at man ikke må bade i dem? Jeg havde en halv tanke med at overnatte på herberget Nørhovede, hvor der var en del mennesker. Jeg havde bare ikke noget pilgrimspas, så derfor skulle jeg betale er højere pris. I stedet blev der stealth campet ude omkring Boest mose. Inden turen næste dag gik ind til morgenmad i Nørre Snede.

Ikke alle sheltere er lige grimme

Boest mose til Jelling skov.

Efter at have spist nogle gode boller og drukket en kop kaffe fra den lokale i Nørre Snede drog jeg videre sydpå ud af byen. Denne dag ville bringe mig tæt på guderne i bogstavelig forstand. Lige efter Rørbæk sø står du direkte på Danmarks vandskel. Her udspringer Skjern å og løber mod øst. Og Gudenåen udspringer og løber mod vest. Jeg havde hørt man fik gudernes styrke hvis man drak direkte fra Gudenåens udspring, så det skulle prøves. Virkede ikke så jeg vaskede mig også og slog en streg i åen. Virkede heller ikke, men det var et forsøg værd. Opfrisket af gudernes nektar fortsatte jeg langs den støvede grusvej sydpå. 

Danmarks vandskel med Pacerpoles og ULA Ohm rygsæk

Et stykke nede rammer du ind i Øster Nykirke, der ligger højt på en bakketop men den fineste udsigt. Det var temmelig varmt så jeg benyttet skyggen af det store træ ved kirken til at tørre og lufte grej, mens jeg tog mig en lur. Graveren vækkede mig efter kort tid. Han ville ikke have jeg teltede her sagde han, mens han pegede på mit opslåede telt. Jeg forsikrede ham om at jeg ikke havde planer om det, og ville fortsætte inden for kort tid. Lige ved siden af kirken ligger der en hellig kilde hvor de valfartende søgte helbredelse. Ruten fortsætter på asfalt ned mod Givskud og videre ind mod Jelling by. Her røg der musik i ørerne, da der bare skulle traskes varm asfalt. Ikke særligt spændende. Ikke engang Knudshøje kunne hidse mig op. De er gravhøje fra Jernalderen. Inde i Jelling besøgte jeg selvfølgelig kirken og Jellingstenen inden jeg fandt et udendørsbord på den lokale cafe. Aftensmaden var en lækker Jelling burger med lokalbrygget øl. Jeg kunne efter det solide måltid lige slæbe mig ud til Jelling skov, hvor jeg stealth campede ved siden af golfbanen.

De lokale vilddyr ser mig an

Jelling til Vejen (næsten)

Jelling var tidligere konge by, i hvert fald når kongen besøgte det jyske. De to sten kaldes for Danmarks dåbsattest. Den ene proklamerer at Harald gjorde Danerne kristne. Den anden omtaler Thyra, som var Gorms frue. Hun kaldes for Danmarks pryd på stenen. Vi var derfor Daner og boede i Danmark. Det er første gang det nævnes på skrift. Syd for Jelling ude i Fårup sø lå der et vikingskib for anker, det så meget autentisk ud. Derefter går ruten ned i gennem Vejle å dal langs bindeballestien. Lækkert sted, men hvorfor i den hede hule helvede har man asfalteret stien? En meget interessant bygningsværk jeg kom forbi var resterne af den kæmpestore vikingbro der var anlagt ved Ravning Enge for man kunne krydse å dalen tørskoet. Broen var 5 meter bred og 730 meter lang! Allerede under Harald Blåtand har det været vigtigt at bygge infrastruktur. 

Vikingerne kommer!

En anden interessant ting jeg passerede selvom det lå e stykke fra ruten var Egtved pigens grav. Jeg fortsatte mod Bække og Vejen. Det var min sidste dag og jeg var lidt i tvivl om jeg skulle blive og overnatte i det fri eller satse på et sent tog hjem mod Nordsjælland. Det løste sig selv, da jeg et stykke inden Vejen blev tilbudt et lift ind til Vejle af en flink mand. Jeg tog i mod tilbuddet og ankom hjemme sent om aftenen efter at have bippet mit rejsekort nogle gang.

Selv tak!

Hvorfor er vi så grebet af friluftslivet?

Hjemme hos mig er det tradition, at vi lytter til Dronningens nytårstale. Jeg vil ikke gå så langt som at kalde mig selv for royalist, men det er meget svært at undslippe sin fortid, og min indeholder i tidernes morgen 12 års tro tjeneste i grønt tøj ved Gardehusarregimentet. Alt andet lige har det vel sat sine royale spor i mig.  

Nuvel hendes tale er fuld af floskler og generelt blottet for en hver form for kontrovers. Normalt lytter jeg også kun med et enkelt øre, mens jeg fører en samtale med hvem der nu end er vores gæster dette år. I år var ingen undtagelse. Jeg sippede champagne og talte om vind og vejr, indtil jeg hørte vores Dronning sige, og jeg citerer:

Vores moderne liv giver os mange fordele, som vi ikke ville være foruden. Vi har en frihed og en velstand, som de forrige generationer aldrig har kendt magen til. Men udviklingen har også sin pris. Nogle gange glemmer vi at nyde den smukke dag, solen og blæsten og de skiftende årstider.

Nødebo Holt i min baghave

Det der fik mig til at studse i hendes ordvalg var, at her sidder vores fælles monark, som er indbegrebet af dansk kultur, kilden til vores nationale selvforståelse, hende vis billede pryder stort set alle publikationer der bare nævner landet Danmark. Hendes budskab er, at vi skal huske at stoppe op og nyde den friske natur. Det er ikke fordi jeg ikke synes hun har ret i det hun siger med, at du kan finde fred og ro i naturen.

Paradokset, der får mig til at stoppe med at sippe champagne og lytte, opstår i mit hoved fordi jeg altid har ment at friluftsliv er et overskudsliv, en slags overbygning og naturlig videreudvikling på arbejdslivet. Friluftsliv er et produkt at netop frihed og velstand. Hvordan kan det ene så være modpolen til det andet som Dronningen mere end antyder? For mig hænger de to uløseligt sammen.

Hvis jeg skal vende tilbage til overskriften, så er der på baggrund af mine egne refleksioner og erfaringer, fire hovedelementer der knytter sig til den kvalitet og oplevelsespotentiale friluftslivet rummer for os danskere.

Det kropslige knytter sig til handlingen, som kan variere fra det, at tålmodigt stå med sin fiskestang. Til at gå oppe under himlens tag i de højeste bjerge man kan finde. De mange mulige handleformer inden for friluftsliv er ligeså rige og varieret, som der er mennesker der udøver dem. Fælles for dem er at kropslig kundskab kræves både i handlingen og bevægelsen, der er knyttet til udøvelsen af handlingen. Handlingen skal altid indeholde et vist potentiale for spænding, fascination, forventning, uvished, glæde og fordybelse.

Det mentale knytter sig til, at vi gennem mestring af friluftslivets handling og aktiviteter får frihed til at være os selv, komme nærmere os selv og møde os selv i nye sammenhænge. Vi oplever en intensitet og glæde der kan beskrives som en Flow lignende tilstand. Når jeg vandrer alene med mig selv, og har fundet en god rytme kan jeg fornemme mine tanker flyde. I stilheden løfter min sjæl sig og der opstår måske en flow lignende lykketilstand hvor min bevidsthed udvides. Jeg hørte engang en kemiker fortælle mig at vores naturlige endorphiner er kraftigere end det værste narkotikum.

Esrum Sø med foretrukken fiskebro i min baghave

Naturen er rammen for handlingerne og selvoplevelsen. Kvaliteten af friluftslivet afhænger af den symbolværdi vi tillægger den. Ofte bruger vi naturen til at beskrive vores egne stemninger og følelser. Bare tænk på Dronningens brug af ”smukke dag”. Jeg hører tit mig selv sige ”naturens stilhed” eller ”vindens susen i træerne”. Naturen udgør en samhørig helhed der giver os rum til en meditiativ rytmisk proces som ikke kræver speciel tilrettelægning. Jeg kunne rejse mig fra computeren, som jeg skriver disse ord på, for at gå en tur ned til Esrum sø. Naturen i denne sammenhæng kunne ligeså vel være en stor park i København eller en tur langs stranden.

Det sidste element i min erfaring er konteksten. Friluftsliv foregår som oftest i en afgrænset og overskuelig virkelighed, som jeg oplever som værende ægte, enkel og meningsfuld. Altså noget der ofte står i stor kontrast til mit dagligdagsliv. Når jeg vandrer eller begår friluftsliv, så er det ikke med et rationelt udbytte for øje. Min vandring drives af en indre motivation og et indre udbytte ikke ussel mammon.

Friluftsliv skal derfor, i mine øjne, foregå i en kontekst af frihed og velvære, den skal indeholde en kropslig og mental dimension og rammen er et landskab der minder om natur. Alt er derfor sammenhængende, det giver ikke så meget mening at udfolde de fire elementer som nogle enestående, da de overlapper og definerer hinanden.

Løkken til Ålbæk henover Grenen langs Nordsøstien

 Vandring i kystens kulturhistorie

Aftensol over Vesterhavet nord for Løkken

Nogen af jer læsere ved måske at jeg har et projekt Danmark rundet langs kysterne til fods. Jeg har nu været i gang i en 5-6 år. Projektet går ud på jeg tager en weekend + nogen dage når jeg kan og går en bid af kystlinjen. Jeg følger som oftest etablerede stier.

Tysk bunker gledet ned fra skrænten grundet erosion. Menneskene i baggrunden giver en god fornemmelse af størrelse.

Projektet er et lille modsvar til dem, der mener at friluftsliv er noget man kun kan opleve i vildmarken. Der er masser af friluftsliv og gode kulturelle oplevelser i din baghave. Derudover er det også et projekt, der giver mig muligheden for at opnå kontakt med mig selv, samt et kulturelt og historisk Danmark jeg ikke kan læse mig til.

Vraggods på stranden helt fra Aberdeen. Håber ikke der var nogen i den.

Jeg skulle til Slette Strand i forbindelse med mit Master studie på KU. Jeg besluttede mig for at blive lidt længere, og gå fra Løkken mod Frederikshavn henover Grenen. Jeg læser sammen med en, der bor omkring Hjørring, så det krævede ikke meget overtalelse, for at få hende til at deponere mig i Løkken lørdag eftermiddag. Klokken var tre og solen stod allerede lavt på himlen. Jeg bevægede mig ud mod stranden, fandt den første markør med, det for mig, efterhånden velkendte bølgede N der signalerer en del af Nordsøstien. Lad mig med det samme slå fast at al færdsel langs Vestkysten af Danmark er forbundet med vind. Jeg har aldrig oplevede en vindstille dag derude, men de findes nok. Til gengæld var det fremragende solskin, hvilket holdt det meste af turen. Minussiden af ingen skyer og vind er kulde på denne årstid, men det var jeg forberedt på. Jeg havde vinter udstyret med, da der var varslet ned mod en minus 4-5 grader om natten.

Sandfygning

Jeg gik helt ude på skrænten med et 20 meters fald på venstre side ned mod den brede sandstrand, som er fast nok til at biler kan køre på den. Hvilket for mange er en oplevelse og for andre en forbandelse over man tillader kørsel på sandet. Jeg så ikke nogen biler på stranden og i det hele taget meget få mennesker på hele turen.

Tornby Klitplantage med udsigt mod havet op gennem kløften

Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at gå så langt da det var sent på dagen, men det ene skridt tog det andet, kroppen faldt ind i en ”groove”. Omkring Rugbjerg Knude Fyr sænkede mørket sig totalt og pandelampen kom på, for jeg var egentligt ikke parat til at stoppe. Fyret er i dag opgivet grundet sandflugt.

Så forstår man godt, at skiltningen skal vedligeholdes

Det gav en særlig oplevelse at passere igennem Mårup Kirke i mørke mens du tydeligt hørte havets brusen nedenfor stranden. Mårup Kirke er fra det 13. Århundrede men blev taget ud af brug i 1928. Kirken blev oprindeligt opført to kilometer fra havet. I dag er dele af den og gravene faldet i havet. Kort tid efter kommer man ind til Lønstrup by og manglen på ”stealth” camp muligheder tvang mig helt op lige nord for Skallerup Klit hvor et tomt sommmerhus fik en overnattende gæst i haven helt ude mod vandet.

Indgangen til Hirtshals

Den, for området, normale vind tog til i løbet af natten og vendte sig i nord, hvilket gjorde at mit telt larmede gevaldigt i vinden. Kl. 5.30 gav jeg op på at sove mere, pakkede ned og vandrede videre igen i pandelampens skær. Vinden var så stærk at sandfygning gjorde de næste mange kilometer i åbent terræn langs Kærsgård Strand op til Tornby Plantage til noget knap så morsomt. Jeg overvejede at søge længere ind i land og følge cykelruten. Det blev ved overvejelsen og efter en time var jeg i læ i Tornby Klitplantage. Solen stod op ligesom jeg gik i en kløft ud mod vandet igen. Resten af ruten mod Hirtshals var direkte på stranden i stærk vind og med god sandfygning, det meste dog denne gang ikke højere end knæene. Hvor det tidligere havde været i hovedhøjde fra de store klitter.

They mean business around here!

I løbet af formiddagen drejede jeg østpå og passerede gennem Hirtshals for at fortsætte mod Tversted Plantage som jeg havde udset som et passende mål for dagens vandring. Lige før Skiveren ligger en primitiv overnatningsplads. Jeg regnede med, at kunne nå den lige inden mørket sænkede sig totalt omkring kl. 16.30. Eftermiddagen bød på en del vandring gennem sommerhus områder og vekslede mellem grusvej og sti i klitterne. Ruten fører op til Tversted by men i retrospekt skulle jeg bare have fortsat via stranden, da jeg ikke skulle noget inde i byen. Tverstedsøerne er et lille kunstigt sø område indrettet som udflugtsmål og Østerklitmølle var skuffende da selv møllen stod ved siden af laden. Jeg slog mit telt op, fik lavet noget aftensmads og læste på min Kindle indtil kl. 21 hvor jeg blev overmandet af træthed. Jeg havde også gået langt og havde været tidligt oppe. Denne nat var der ingen vind der forstyrrede. Jeg sov dejligt indtil kl. 6 næste dag.

Ensomt træ på heden og i klitterne.

Jeg er hvad jeg vil kalde en organiseret vandrer. Jeg efterlader ikke noget ”flydende rod” i teltet. Det tager mig derfor ikke lang tid at pakke ned når jeg først har tvunget mig ud af den varme sovepose. Jeg er til gengæld en frossen pind om natten. Derfor havde jeg også medbragt min nye vintersovepose. Jeg skal blankt erkende den var svær at forlade. Jeg vil gætte på at temperaturen var omkring 0 til minus 2 den morgen. Det skulle dog blive koldere den næste nat.

Lille mand i Danmarks Wilderness omkring Råbjerg Mile.

Jeg var afsted mod Skiveren en time inden morgengryet. Omkring campingpladsen mødte jeg den lokale opsynsmand. Han havde lyst til at snakke lidt med ”den tossede Københavner” der dukkede op her før kl. 7 i mørke. Mens jeg fyldte vand på min flaske udvekslede vi lidt smalltalk. Han fortalte om den bindegale nordmand der havde sejlet kajak fra Norge og til Skiveren på 36 timer tværs over havet.  Noget af en bedrift må man sige.

Råbjerg Miles ørkenlandskab i baggrunden

Efter Skiveren begynder Danmarks ”wilderness”. Grenen er ikke det mest befolkede område i Danmark.  Udover det lille sommerhus område Kandestederne ville jeg stort set ikke støde på et hus før jeg ramte Gamle Skagen. Hvilket også var grunden til jeg lige skulle tanke op i Skiveren inden afgang. Jeg kom videre og spiste morgenmad lige inden jeg igen kom helt ud på stranden, for at fortsætte op mod Danmarks største vandreklit kaldet Råbjerg Mile. Denne strækning er øde og smuk. Solen kommer på denne årstid ikke højt på himlen, men lidt varme kunne man godt fornemme når jeg kom fri af klitterne og den skinnede på mig.  Råbjerg Mile dukkede op i horisonten som et ørkenlandskab. Jeg skulle ikke op på selve Milen, men lige inden drejede jeg nord vestpå ud mod stranden, som ville tage mig hele vejen op til selve Grenen. Råbjerg Mile rummer omkring 4 millioner m3 sand og er optil 40 meter høje sandklitter der former et miniørken landskab. Selve Milen bevæger sig ca. 15 meter om året i en nordøstlig retning som vinden blæser oftest. I år 2230 vil den nå Kattegat.

Mølle i Kandestederne

Det var koldt og jeg holdt ikke mange pauser undervejs. Jeg var lidt i tvivl om hvor langt der var til spidsen og hvad min fart ville være i sandet langs stranden. Vil lige indskyde at vandrestave bare er guld værd i halvløst sand.

Danmarks nordligste markør på Nordsø Stien med Pacerpoles og Hyperlite Pack

Plan A var at nå frem lige inden solnedgang, for at fortsætte indtil Skagen, hvor en god øl og en gang pizza/burger ville være en lækker belønning.  Plan B var at slå lejr lige inden Grenen for at besøge den ved solopgang og potentielt spise en tidlig brunch i Skagen som belønning. Det blev til plan A efter en spurt langs Nordstranden. Jacobs Cafe inde i Skagen bød på burger og juleøl serveret af en sød pige, der lige skulle høre hvad jeg lavede med den rygsæk på. Efter et godt måltid, lidt juice på telefonen og en frisk kop kaffe trissede jeg mod Den Tilsandede Kirke for at slå mit telt op i plantagen og sove længe.

Skagen set fra Grenen i nedgående aftensol

Som tirsdagen gryede, fik jeg nogle super billeder af kirken. Planen for dagen i dag var at nå så langt mod Frederikshavn som muligt, så jeg ville kunne vandre indtil banegården onsdag morgen og tage toget hjem. Jeg passerede Hulsig hede, og Bunken Plantage. Fik hilst på Råbjerg Mile (igen). 

Den Tilsandede Kirke i morgengry med måne over.

Omkring Ålbæk blev jeg ringet op og informeret om at min søn havde fået en akuttid hos tandlægen til to rodbehandlinger af hans fortænder (han har været involveret i et trafikuheld tidligere på året). Det ønskede jeg at være sammen med ham om, så længe leve rejseplanens app, der fortalte mig at jeg kunne nå et tog fra Ålbæk kl. 15.10 og være i Hillerød kl. 22.30. 

Gaardbo Birk Tingsten minder om at Skagen odde er et landskab i konstant forandring grundet naturen

Jeg slog et venstresving mod Ålbæk, forsynede mig med proviant til togturen fra det lokale supermarked. Bippede mit rejsekort og slog mig ned i toget med min Kindle. Bon voyage.

Brede strande langs det meste af ruten

Jeg har regnet lidt på antal kilometer fra Løkken til Ålbæk og når frem til 145 kilometer tilbagelagt fra lørdag kl. 15 til tirsdag kl. 15. Det er sgu meget godt gået.

Nogle har spurgt efter pakkeliste, så ved lejlighed lægger jeg den under linket pakkelister.

Som en frø i vandet?

Jeg har en klar romantisk side til mit friluftsliv. Jeg er overbevist om, jeg gennem mine naturoplevelser kan opnå indsigt i mig selv, lære nogle vigtige ting om livet, og dermed blive et bedre menneske. Har jeg overhovedet noget at have mine forestillinger i? Og i så fald hvad har jeg lært?

Ideen om at søge visdom i naturen er bestemt ikke ny.  Jesus, Moses, Mohammed og Buddha havde alle nogle af deres livs højdepunkter mens de var i naturen. Lidt mere jordnært har personer som Henry David Thoreau og John Muir være en stor inspirationskilde med deres spirituelle tekster, der ofte kan tolkes som værende imod at lægge for stor vægt på materiel velstand. De to er nok mest kendt i USA, men deres værker er klart et litterært besøg værd, hvis du er interesseret i noget sådant. 

På vores breddegrader er det ofte folk som Roald Amundsen, Fridtjoff Nansen og ikke mindst vores egen Knud Rasmussen, som de fleste har hørt om for deres store mod i at udforske, opleve og mestre det ukendte men også deres hjemlige natur. Sidstnævnte har vel egentligt aldrig fået den anerkendelse i Danmark, han måske burde have haft.

Jeg skal ikke på nogen som helst måde forsøge at påstå, jeg er i deres liga med hensyn til formåen, men mindre kan jo også godt gøre det. For mig indeholder det at vandre og sove i naturen altid noget meditativt og spirituelt. En forenkling af livet helt ned i det mest basale. Madonna sang engang ”into the Groove” og det passer metaforisk meget godt på, hvordan jeg mener vandring kan opleves. Ikke at jeg er Madonna fan som sådan. Der er bare en fred og ro i hovedet på en når man ”groover”. Jean-Jaques Rosseau en fransk filosof har engang sagt. ”Jeg kan kun meditere når jeg går. Hvis jeg standser holder jeg op med at tænke. Min hjerne fungerer kun sammen med mine ben”. Rosseau mente måske, at vi kun gennem kroppens sanser kan skabe mening i tilværelsen. Vi skal sanse inden vi kan erkende mening, mestre naturen og dens udfordringer.

Herhjemme er vores egen Søren Kierkegaard citeret for at sige. ”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom. Jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den”.  Kierkegaard mente i sin filosofi, at vi adskiller os fra dyrene og planterne fordi vi har en bevidsthed og en ånd. Han postulerede også, at vi fornægter denne ånd ved overdrevent forbrug og ødselhed. Vi fastlåser os for nemt i faste vaner og er ofte for konforme i vore livsvalg. 

Det er lidt som frøen, hvis du smider den i en gryde med kogende vand, så springer den ud med det samme. Hvorimod, hvis du langsomt varmer vandet op til kogepunktet, så bliver den siddende og møder til sidst en smertefuld skæbne. Kierkegaard er også kendt for at mene, at for meget selvindsigt i sidste ende vil føre til en slags eksistentiel angst. Kan det være noget af en forklaring på alle vores krumspring for at realisere os selv på den ene eller den anden måde.  Det giver i hvert fald stof til ironisk eftertanke, når jeg ligefrem sidder, og skriver en klumme om det at opnå selvindsigt gennem vandring, men det er vist en anden klumme.

Tilbage til mit første spørgsmål. Hvad er det så jeg oplever at få ud af at gå? Grundlæggende er det tre ting.

• Jeg tillader mig selv at give mig tid til en aktivitet, jeg holder af meget af. 
• Jeg er sammen med mig selv i så lang tid, at jeg ofte ”groover” i en slags flowlignende tilstand (mediterer) mens jeg går. 
• Less is more bliver min pejlestok i livet, og jeg undgår derfor at blive som frøen i gryden, der bliver siddende indtil det er for sent.

En gå tur bliver derfor nogen gange det skridt tilbage, den til frysning af ens tilværelse og arbejde, som man mentalt har behov for bedre at kunne overskue, analysere og se kritisk på ens liv. Er man midt i det hele, er det det bare hektisk og hurtigt, en dag tager en anden, og man sidder fast i dalbunden fremfor at bevæge sig på bakkekammen. Gå en tur, det giver mening.

Sovposen, dun eller fiber?

Cumulus Liteline 400 dunpose

Sovepose junglen

Alle friluftsmennesker holder af at krybe i sin sovepose efter en god lang dag i naturen og på sporet. En god nats søvn er alfa omega for jeg kan præstere igen dagen efter. Det er et af de vigtigste stykker udstyr du har med dig, og det eneste der bare ikke må blive gennemblødt.

Skal du til at købe en sovepose kan det nogen gange være en jungle. Grundlæggende skal du vide at vi alle sover forskelligt, at komfort er ikke ens for alle og at alle producenter lyver i større eller mindre grad. Det er ikke nødvendigvis med vilje, de udnytter bare at der ikke findes så mange standarder på området. Min erfaring er der er to primære ting du skal holde for øje. Det er mængden af fyld i gram og kvaliteten af fyldet.  Jo større kvalitet jo mindre fyld kan du slippe af sted med for samme varme egenskab.

Dun, fjer eller syntetisk fyld.

Dun er små løse fjer fra gæs eller ænder. Dun sidder helt inde på kroppen ved dækfjerene, deres hovedopgave på fuglen er at virke varmeisolerende og det gør de fremragende. Dun fra gæs er at foretrække fremfor and, da de er finere end and. Dun kvalitet måles i ”fill power” eller dunenes bæreevne, nogen gange også kaldet ”loft”. Feks. 900 cm3/gram eller 300 cm3/gram, jo højere værdi, jo mindre dun skal der til for at skabe samme varmeisolerende egenskab. Der kan altså skabes samme varme af forskellige kvaliteter dun, en lavere kvalitet er bare meget tungere og indeholder flere fjer end dun. Bagsiden af medaljen er selvfølgelig, at jo finere dun desto mere koster processen og dermed soveposen. Vægt og volumen er jo meget interessant for os der drager af sted med vores hjem på ryggen.

Gode ting ved dun:

Vejer mindst, kan komprimeres mest, meget holdbar, mest åndbar, duns bærevne holder i længere tid end tilsvarende for syntetisk fyld.

Negative sider ved dun:

Koster mere (ikke på den lange bane), gennemvåde dun klasker sammen og mister dets isolerende egenskab.

Syntetisk fyld kan groft sagt deles i to. Korte fibre som feks. Primaloft og lange fibre som feks. Climashield. Korte fibre er mest udbredt og ofte lidt billigere. De korte fibre skaber deres varmeisolerende egenskab ved at være pakket tæt sammen og dermed skabe det ”loft” der isolerer og fanger luft. De kan komprimeres en del, men de degraderer hurtigere og kan knække hvis komprimeret for meget i længere tid.

De lange fibre er typisk stærkere og mere holdbare da selve fiberen er tykkere. Denne egenskab giver et bedre ”loft”, men det betyder også at en sovepose med lange fibre fylder mere og kan ikke komprimeres så meget. De degraderer heller ikke helt så hurtigt.

Fordele ved syntetisk fyld:

Billigere end dun, Fyldet er bedre fordelt i soveposen, Isolerer bedre vådt end dun (men ikke prangende, så lad være med at teste det).

Negative sider ved syntetisk fyld:

Tungere end dun, lavere varme effekt for samme vægt, Kan ikke komprimeres lige så meget , syntetisk lavet med petroleum og derfor ikke bæredygtigt, holder ikke lige så lang tid som dun, da fiber degraderes over tid.

Yderligere om soveposer

Gennemgå for dig selv hvilken temperatur du mest skal bruge soveposen i og vælg derefter, du kan varmeforstærke en ”tyndere” pose, det er sværere den anden vej.

Soveposer kan være syet på et hav af forskellige måder. Generelt ønsker producenten at optimere ”loft” og undgå kuldebroer. Derfor syes der på en sådan måde at der er overlap mellem de enkelte dun celler. Soveposer der er syet igennem skal være enten til sommerbrug, eller anden minimalistisk brug.

Den ydre skal i soveposen er ofte i en vandafvisende ripstop nylon. Nogle producenter tilbyder endda soveposer med vandtætte ydre. Dette kan være til god effekt i f.eks. top eller bund hvis man kommer til at røre kondensfyldte teltsider eller andet der er vådt. Helt vandtætte soveposer er mere specialiserede soveposer til specielle miljøer.

Cumulus Quilt 350

Af andre typer soveposer vil jeg lige nævne Quilten, som er en hybrid mellem et tæppe og en sovepose. Du skal forestille dig at bunden er taget ud af en traditionel mumieformet sovepose. Det giver nogle begrænsninger men bestemt også nogle fordele. Teorien bag det at fjerne bunden er god nok. De dun du ligger oven på bliver alligevel presset flade og isolerer derfor minimalt, så dem kan man ligeså godt fjerne helt. Det er meget producent afhængigt hvor stor en del der fjernes, men ens for alle er at der beholdes en fodboks omkring under benene og fødderne. Er man minimalist (som mig) så har Quilten den store fordel at den vejer og fylder mindre end en tilsvarende traditionel sovepose. Det jeg mister, er en hætte så den kræver god og varm hovedbeklædning når det er koldt.

Hjemvendt fra Hærvejen

Selv tak!

Jeg er netop hjemvendt fra 5 dages vandring fra Viborg til Vejen langs Hærvejen. Ruten følger stort set det Jyske vandskel hvorfra bla. Gudenåen og Skjern å har sit udspring, de løber henholdsvis mod øst og mod vest. Undervejs passerer man mange historisk interessante steder. På mange måder en tilbagerejse i det danske landskab.

Jeg havde varme og sol alle dage med temperaturer helt op til 30 grader. Jeg vil senere komme med et fuldt indlæg om turen og lægge min pakkeliste op.

Jeg skylder også et indlæg fra min maj tur langs Stevns Klint til Vordingborg ;-)

Naturstyrelsens Idestorm for friluftsliv

Ja, så røg min ide online på deres hjemmeside. Kvag mit studie har jeg gennem et stykke tid gået og tygget på hvad mit Masterspeciale skulle være. Det oplagte ville selvfølgelig være at lave et speciale om Udeskole udervisning på Hillerød 10. Klasse Skole eller om min Outdoor linje på Hillerød Ungdoms Center. Jeg har bare kunne mærke at hjertet var et andet sted. Efter en af vores forelæsninger af Anette Bischoff på Høgskolen i Telemark, hvor hun tog udgangspunkt i hendes Phd afhandling med det "catchy" navn "Mellom meg og det andre er der stier... En afhandling om natur, mennesker og stier" var jeg hooked.

Jeg har altid elsket følgende indgravering på "The Forgotten Army's" mindesmærke, som siger "When you go home, tell them of us and say, for your tomorrow we gave our today". Det er ikke for at minde om at vi skylder dem noget specielt tak, men mere at deres villighed til at ofre noget af dem selv skal ses som noget vi alle skal stræbe i mod for at skabe et bedre liv for alle. Her mener jeg ikke nødvendigvis med krig, for der er mange veteraner indenfor Politi, Beredskab og andre organisationer.

Jeg er selv veteran, jeg har det godt. Det er ikke alle veteraner der har det godt ligesom mig, men alle har vi givet af sig selv på et tidspunkt og jeg vil gerne give noget tilbage til mine "Brothers (and Sisters) in Arms".

Du kan finde mit foreslag her.

http://idestorm.naturstyrelsen.dk/friluftspolitik/ideas/243