Friluftsliv som et kropskulturelt fænomen

Filosofisering på højt plan

Jeg læser til Master i Friluftsliv på KU, og som led i eksamen på modul 1 har jeg bl.a. forfattet denne refleksion over Friluftsliv som en kultur videnskab i det senmoderne videnssamfund præget af individualisering og globalisering.

Friluftsliv for mine tanker skrev Henrik Ibsen i digtet ”Paa Vidderne” fra 1859, digtet handler om menneskets opdagen af dets individuelle særegenskaber i naturen, hovedpersonen trækker sig fra samfundet for at finde styrke og opnå personlig indsigt i livet. Det siges, at det er første gang ordet friluftsliv fremkommer i litteratur, og allerede dengang var personlig udvikling det væsentlige element i friluftslivstanken.

Friluftsliv engagerer kroppen, følelseslivet og tankerne. Det lader os opleve nye måder at være menneske på der adskiller sig fra hverdagen. Vi lærer at sætte pris på de enkle ting. Naturmødet spiller på alle vores sanser, stilheden, roen, meningsfuldtheden og det at udtrykke os ved hjælp af kroppen. Erfaringer i naturen giver os nyt perspektiv på det liv vi lever. Vi opdager måske nye sider af os selv og andre. Om hvad der kendetegner det samfund vi lever i, vores livsvilkår, idealer, livsvalg og meninger, måske kommer vi til at reflektere over de mønstre vi gentager og tvinges til. Om oplevelsen af frihed og mening.

Bevægelse og vores relation til naturen har en central rolle i betydningen for vores udvikling, livsglæde og sindstilstand. Friluftslivet, herunder vandring i naturen, spiller en ikke betydningsløs rolle i den sammenhæng. Hvordan kan bevægelse langs en rute åbne for en dyb relations opbygning mellem menneske og natur, og kan det have en helende effekt på os som individer.

Fænomenologien siger, at det er igennem kroppen vores verden erfares (Merleau-Ponty). Krop og sanser bliver erkendelsesveje, hvor målet er et erfare alle tings enhed og sammensathed. Vi skal gennem kroppen trænge igennem illusionen af adskilthed i tilværelsen og livet. Vi er ikke løsrevet fra resten af verdenen, vi står ikke udenfor, vi er en del af den. Verdenen skal ikke besejres, verdenen skal sanses.

Gennem det at vandre i naturen erfarer vi først og fremmest at ruten vi vælger er kropslig, vi går, ser, lugter, mærker underlaget, solen, vinden, naturen, regnen, kulturen, historien kort sagt vi fornemmer vores verden og dermed os selv. Vores kropslighed formes gennem vandringen, og gennem kroppen og vores sanser svarer vi naturen igen. Vi strukturerer virkeligheden efter vores sanselige og fysiske erfaringer. Vi ræsonnerer og træffer livsvalg på baggrund af de erfaringer.

Det er et grundlæggende paradoks, at vi mennesker oplever os selv som individer adskilt fra verdenen, men samtidigt er vi vidende om, at vi er stadig en del af den.

Den enkelte friluftslivsudøver er formet af sine sociale, kulturelle og individuelle erfaringer, samt sine oplevelser. Dette danner grundlag for ens møde med naturen. Natur og friluftsliv vil opfattes forskelligt af forskellige individer, og vores forskellige forudsætninger og erfaringer vil præge hvordan vi oplever friluftslivet og naturen.

Gennem vores kropslige sansning er vi forbundet med omgivelserne, vi kan ikke løsrive os, kroppen er tilstede på ethvert tidspunkt, den er allestedsværende, vi kan ikke slå kroppen og dens sanseapparat fra ligesom vi kan med feks. en computer eller et TV.

Måske kan Friluftslivet med dets enkle midler, ”Less is more”, som man siger i min branche, hjælpe os med at reflektere over hvad som dybest set betyder mest for os. Kan vi ved hjælp af friluftslivet kvalificere og gøre os værdige til den individuelle frihed, så vi tør at vælge vores egen vej? Kan vores mod og valg af vej bidrage til en fælles vej? Kan vi skabe en fælles vision om en meningsfuld fremtid?

God jul.

Niels



Jeg ønsker dig tilpas!

Sol og regn på samme tid

Jeg bruger Facebook, så er det sagt. Jeg indrømmer det, der er mange gode og positive ting ved Facebook, også noget hø, men det er en anden snak. Jeg bruger Facebook til at holde mig i kontakt med en række mennesker, jeg ikke ser så tit. Kritikere vil påpege, det er overfladisk og uden reel personlig relation, og fred være med det. Jeg er ikke uenig med kritikerne. Tværtimod, jeg har bare den overbevisning at kontakt med gamle skolekammerater eller soldatervenner via Facebook er skisme da bedre end ingen kontakt overhovedet. Så jeg bruger Facebook. Jeg er endda hvad du ville kalde en aktiv bruger, ikke en såkaldt ”lurker”. Jeg kommenterer, ”liker” og poster gerne ofte. Du er velkommen til at friende mig, hvis du synes vi har samme værdier, en lille advarsel, jeg skriver ikke nødvendigvis meget om friluftsliv på min personlige profil, men det er op til dig. Hvis du hellere vil holde dig til cool business, så find mig på linkedin i stedet.

Nå, nu til hvad den opdatering egentligt skulle handle om. På Facebook florer der tit en del ”pop” visdom og psykologi, billeder, statusopdateringer o.s.v. De er ofte designet til at gøre dig glad, eller reflektere lidt over livet og dets indhold. Lidt ligesom min blog her. Enkelte gange er der en, der bare rammer dig lige i hjertet, det er ikke tit, men det er da sket før i mit Facebook liv at jeg er blevet rørt. Ja, så nogen gange rammer visdom fra en uventet kant.

For mig er friluftsliv et spørgsmål om følelsesmæssig balance, om psykisk og fysisk velvære, derfor elsker jeg udtrykket ”Less is more”. Følgende punkter beskriver meget rammende for mig hvad følelsesmæssig balance er, og tro det eller ej, det stammer fra Facebook. Jeg kan kun tage æren eller skammen i forhold til oversættelsen.

• Jeg ønsker dig tilpas sol, til at holde dit ydre lyst.
• Jeg ønsker dig tilpas regn, til du værdsætter solen mere.
• Jeg ønsker dig tilpas glæde, til du holder din sjæl i live.
• Jeg ønsker dig tilpas smerte, til du værdsætter de små glæder i livet.
  
• Jeg ønsker dig tilpas udvikling, til at værdsætte dine mangler.
  
• Jeg ønsker dig nok tab, til du værdsætter alt hvad du ejer.
  
• Jeg ønsker dig så mange goddag, så du kan klare det sidste farvel.

Man siger det tager et minut, at finde en særlig person, en time til at værdsætte personen, en dag for at elske personen, og en livstid at glemme personen.

God jul og godt nytår (i tilfælde af at jeg ikke får opdateret mere, jeg har bl.a. en eksamen her i december, der krvæver lidt af min tid).

Hilsen

Niels

The Last Englishman

For nogen år siden sad jeg og surfede på internettet. Undervejs stødte jeg på en interessant blog om Pacific Crest Trail. Bloggens ejer hedder Keith Foskett, kaldet Fozzie eller Fozz af venner (det er også hans trailname), så jeg kalder ham Keith ;-)

Det, der fangede min nysgerrighed, var at han skrev han netop havde ødelagt sit 6. glas solbriller, og han var kun halvvejs. Jeg skrev en email til ham og tilbød at sende et par Numa Sportbriller med mottoet ”Tough as you are”. Dem blev han rigtig glad for, som du også kan læse i hans nyeste bog ”The Last Englishman”. Han var ikke vant til at sponsorer henvendte sig selv. Da Fozzie kom tilbage til England sendte han mig en kopi af hans lidt ældre bog om El Camino ”The Journey In Between”. Vi har holdt kontakten siden på email og facebook, og Fozzie har lige gennemført Appalachian Trail, men det er en helt anden historie.

Ud af hans PCT hike kom bogen ”The Last Englishman”, som han var rar at sende til mig da den blev udgivet, den er endda signeret, så glæder mig til han bliver mega kendt! Det er et stykke tid siden jeg læste den, og dette blog indlæg som er en anmeldelse af bogen, har ladet vente på sig i et stykke tid, du ved hvordan det er kære læser.

For mig kendetegnes en god bog ved at jeg læser den færdig hurtigt. Jeg tror jeg var 1½ dag om at læse den 345 sider lange ”The Last Englishman”. Fozzie skriver humoristisk og med en god portion selvironi. Læseren følger hans rejse lige fra, den næsten ikke kommer i gang på grund af en Islandsk vulkan til han kan løfte vandrestavene og kalde sig selv PCT Thruhiker.

Det der gør bogen til noget særligt, er ikke kun, at det skinner igennem at Fozzie har hjertet på rette sted, men også hans nogle gange lidt dybsindige kommetarerer fra den Trail Journal han førte undervejs. De rammer til tider helt rigtigt, man sidder som læser og kan levende sætte sig ind i situationen. Derudover er der et farverigt persongalleri af rigtige mennesker, samt levende beskrivelser fra de steder der vandres i.

Er man til bøger om eventyr og vandring, så kan jeg varmt anbefale den, og til prisen synes jeg ikke du kan sige nej. Derudover støtter man Fozzie så han ikke kan lade være med at skrive en ny bog om hans nye eventyr på Appalachian Trail.

Køb bogen her og følg Keith på hans web her

El Camino og sjælen

Hvad er mere enkelt i verdenen, end at putte den ene fod foran den anden? At vandre i mange dage omtales tit som en spirituel rejse ind i dig selv. Jeg er ikke et religiøst menneske i ordets forstand, men jeg accepterer at der findes mere mellem himmel og jord. Jeg kan til tider godt finde på, at beskrive dette fænomen, som en del af min og andres sjæl. Spørgsmålet er så, om jeg er mere i kontakt med min sjæl, når jeg eksempelvis er i naturen og vandrer, end når jeg sidder her foran computeren og skriver dette?

Jeg har et meget afklaret forhold til min egen sjæl, herunder min egen motivation. Jeg ved hvad der skal til for at jeg er i min komfort zone. Om kort tid kommer der dog en vandretur, som jeg glæder mig meget til. Den vil kræve at jeg afdækker andet end bare mine egen behov og motiver. Ser du kære læser. Jeg har giftet mig med en kvinde, som, for at sige det mildt, ikke er det største Outdoor menneske jeg kender. Misforstå mig ikke, hun elsker frisk luft, samt at være omgivet af smuk natur. Så længe det ikke er for primitivt, hvilket for hende er alt der lugter af overnatning i telt.  Så det aspekt af friluftslivet får jeg lov til at nyde i fred. Til gengæld er hun meget spirituel, altså på den fede måde, med Yoga, Simple Living og, tro det eller ej, hun hylder også mine letvægts begreber, som less is more o.s.v.

For efterhånden en del år siden faldt der en kommentar fra min kone, som lød noget i retning af. ”Den der spirituelle pilgrims vandrerute i Spanien, hvad er det?”. Citatet er ikke helt korrekt, men det er som jeg husker det. Straks spidsede jeg mine ører, og begyndte at kalkulere på hvor var denne samtale på vej hen, og hvad var mine muligheder, inden jeg lidt henkastet svarede.  ”Er det Caminoen til Santiago De Compostela du mener? Skat”. Det er vigtigt at sige skat, når man fornemmer en positiv retning på samtalen.  For at gøre en lang historie kort, bliver vi enige om at det kunne være et spændende projekt for fruen og jeg sammen. Den umiddelbare stopklods var vores to dejlige børn og vores job. Begge er lidt svære, sådan lige at få en måned fri fra, til at gå hele ruten ud i et. Vi taler trods alt om ca. 800 km fra St. Jean De Port, som er startpunktet i Pyrenæerne.

Projektet strander lidt der indtil, bliver vi enige om, vores børn er gamle nok til at klare sig selv. Det vil sige indtil en dag her i foråret, hvor jeg, affødt lidt af desperation, hun bliver nemlig 40 år, og jeg mangler en virkelig god gave ide, foreslår at når nu vi ikke kan tage den hele på engang, hvad så med, at dele den i etaper, og tage en uges vandring på Caminoen om året? Voila til oktober skal vi til Spanien for at gå sammen en uge på El Camino.

Hvad har min sjæl så at gøre med det og hvad er det så for nogle tanker jeg gør mig om en sådan tur. Jeg vil med det samme understrege at vandring, for mig, altid er en fysisk rejse, men i høj grad også en mental rejse ind i dig selv. Jeg har det fint i selskab med ingen andre end mig selv. Jeg kan sagtens føre dybe samtaler med mit ego, afdække den politiske verdensorden, opdigte sange, redde planeten og få prinsessen til slut. Min fantasi fejler ikke noget.

Det her bliver noget helt andet. Denne vandretur handler overhovedet ikke om mig og mine behov, dette er et fælles projekt mellem min sjæl og min bedre halvdels sjæl. Andre pilgrimme beskriver tit Pilgrimsruten til Santiago, som en spirituel og sjælelig rejse en søgen efter ”The Way”.

Du kan altid genkende en der har vandret i flere dage, og er på ”The Way”. De har en rolighed og en fredfyldthed der omgiver dem. Intet haster særligt meget. De klager ikke over maden eller vejret, for de ved at der alligevel ikke er nogen der gider lytte. De er åbne for andre input. De fordømmer ikke andre mennesker, og giver plads til hinanden.

Jeg vil i hvert fald gøre mit for at vores fælles sjæl rammer ”The Way” på vejen til Santiago De Compostela.

Nyt (seriøst) legetøj i form af et Garmin Fenix ur

Okay! 

Jeg indrømmer, jeg er en "sucker" for et fedt ur. Jeg havde derfor ikke svært ved at overtale mig selv, da Garmin Fenix uret kom i salg her i Danmark. Det er måske det (for tiden) ultimative Outdoor ur. Officiel reklame neden for, men pas på, at se den kan koste dit 3200 spir, når du bliver enig med dig selv i, at det kan du simpelthen ikke undvære.

Er jeg så faldet i svime over det? Jeg skal lige indskyde, at jeg kun har haft det i en uges tid, så det er ikke testet over lang tid, ej heller på længere ture endnu. Så tag lige hvad jeg siger med et gran salt.

Likes:

Fungerer som et stort og godt armbåndsur, folk lægger mærke til det, og giver en mulighed for at blære sig med hvor Outdoor man er, klare plusser her!

Skærm er stor og letlæselig, knapperne er tydelige og nemme at bruge.

Navigationen virker sikker under de tre løbeture jeg har haft, masser af logpunkter i sporloggen, du kan markere waypoints ved tryk på en knap. Du kan gratis downloade software der hedder Basecamp, hvor du i ro og mag kan planlægge din tur, og uploade til uret. Jeg har dog ikke nær studeret Basecamp softwaren endnu, måske findes der andre og bedre alternativer.

Kompas er det bedste ur kompas jeg nogensinde har haft med både retning og grader.Garmin siger 3 akset  kompas der registrerer din bevægelse, jeg har ikke noget at udsætte på den funktion.

Barometer ikke seriøst afprøvet endnu.

Højdemåler ser ud til at virke fint, men det er en akilleshæl for de fleste instrumenter, jeg har heller ikke afprøvet den seriøst endnu.

Temperaturmåler er fuldstændig off, så længe det sidder på armen, hvis det tages af og lægges i et stykke tid, kommer en mere realistisk temperatur frem, men hvis det er noget du vil feinschemekke så skal du tilkøbe ekstra udstyr.

Vandtæt i regnvejr og bad, Garmin siger ned til 50 meter, det har jeg ikke testet (endnu).

ANT teknologi kommunikerer fint med mit pulsbælte.

Batteritid jeg har haft det på i 7 dage i ur funktion. GPS funktion har kørt sammenlagt i ca. 7 timer med kontinuerlig sporlogging.  Det har kort været koblet på usb 2 gange, hvilket har opladet det ganske lidt. Batteriet siger 52% tilbage, det synes jeg er helt okay strøm forbrug. Garmin siger ca. 16 timer i fuld GPS med kontinuerlig sporlogging funktion. Jeg ville overveje at købe Garmins officielle ekstra batteri og opladnings kit, hvis jeg skulle på længere ture med svær navigation.

Vægt, det vejer 82 gram, men endnu bedre betyder det, at jeg ikke behøver at medbringe GPS og ekstra batterier på vandreture i fremtiden, så det er ca. 140 gram sparet i rygsækken.

Dislikes:

Ikke helt intuitiv brugergrænseflade, specielt da jeg skulle ændre på mine dataskærme, men det kommer nok med øvelse, og det er jo ikke noget man skifter ofte.

Flimsy oplader, har fungeret upåklageligt, men virker lidt tøset, og jeg er påpasselig med at klikke den på uret, så den ikke knækker, men "time will tell".

Kræver at du starter med en software opdatering, men sådan er det snart altid med elektroniske dimser.

Konklusion:

Jeg er fuldt ud tilfreds indtil nu, det fungerer som lovet, jeg glæder mig til at teste det yderligere på tur i Spanien her til oktober og i de kommende måneder.

Det ser også godt ud på min arm

Ekspert i Friluftsliv, kan man være det?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget interesseret i Friluftliv, og rigtig meget omkring oplevelsesbaseret læring i naturen.

Gradvist henover de sidste år har jeg bevæget mig mere og mere mod et arbejdsliv baseret på Friluftsliv. Først 12 år i forsvaret, derefter som lærer, og for 6 år siden startede jeg så en Outdoor linje på Hillerød Ungdomscenter, som stadig kører som et tilvalg på Hillerød 10. klasse skole. I år er det så 4 år siden jeg stiftede Outlandia, som dog i dag hedder Backpackinglight Danmark, hvor import og salg af frilufts udstyr til ”letvægts” folket er formålet.

Nu er jeg så startet på en Master uddannelse på Københavns Universitet med titlen Friluftsliv, uddannelsen er et 2 årigt forløb ved siden af havende arbejde. Om uddannelsen skrives der bl.a.

”Forskningsbaserede masterkursus på kandidatniveau til dig, der ønsker at forbedre dine kompetencer i arbejdet med friluftsliv. Friluftsliv, natur, landskab og byens grønne områder vil fremover danne en væsentlig ramme om læring, sundhed, formidling, oplevelser og aktiviteter, og du kan med nye kompetencer være med i denne udvikling.”

Det der ramte mig lige i solar plexus var den sidste pind med, at være med til denne udvikling. Det er noget jeg brænder for. Hvordan skaber vi sunde mennesker med en livslang lyst til motion i en friluftsliv ramme. Det vil jeg goddamn være med til at fremme og udvikle!

Ps. Hvis det har fanget din interesse så læs mere her, måske skal vi studere sammen? Eller måske kender du nogen der skal bruge sådan en som mig om 2 år..... J

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 2

En af de mange søer på vej op mod Vaktarekullen

Onsdag d. 1. august, Kynneälv til Örevättnet i nærheden af Svarteborg, 42 kilometer

Onsdagen gryede med flot vejr, som kan ses på billede op over. Benene var gode, fødderne havde ingen vabler, stort set alt virkede, bortset fra et lille problem (eller opgave). Den var blevet værre og værre henover de sidste par dage. En neglerod på min højre storetå var blevet betændt. En lillebitte ting der på en normal dag ikke ville betyde en hujende fis. Alt betyder bare noget når man skal præstere en hel dag gåen på fødderne op ad stolpe, og ned ad sten. Betændelses tilstanden gjorde, at min tå hævede på ydersiden mod skoen, og derfor stødte i mod siden af skoen. Hvilket ikke var behageligt, for at sige det mildt. Jeg havde derfor vasket mine fødder flere gange, de sidste dage for ikke, det skulle blive værre. Jeg havde også spist ibuprofen, ikke mod smerterne, men mere for at holde hævelsen nede. Jeg var noget ærgerlig hvis denne skade skulle koste mig resten af turen. Jeg vidste, at denne dag, ville være dagen der afgjorde,om jeg kunne gennemføre til Uddevalla eller måtte smide håndklædet inden.

Menneske skabt stenbro mellem Sjökärrsjön og Sälesjön

Kort efter start på dagen etape blev mine sko og fødder våde, dette gav en lidt dulmende fornemmelse i tåen, og der var alligevel ikke andet, at gøre end at klø på. Jeg var startet tidligt denne morgen omkring kl. 6. Efter nogen kilometer passerede jeg et shelter ved Sjökärrsjön, hvor der kom højlydte snorkelyde fra. Jeg listede bare videre. Det skal lige indskydes, at jeg mødte omkring 10-12 mennesker på hele turen, der også gik på Bohusleden eller benyttede de sheltere jeg passerede. Kun en anden person der solo vandrerede, han var fra Tyskland.

Torp ruin i Björnedalen hvor Anna Maja Andersdotter var sidste beboer, hun døde  27. april  1929

Etape 20 op mod Vaktarekullen, som er højeste punk på Kynnefjäll, var beskrevet som let vandret, igen synes jeg måske, at dette ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, eller i hvertfald en modificeret sandhed. Ruten var smuk, jeg passerede masser af idylliske søer, med højtliggende udsigtspunkter langs bredden, hvor man lige kunne snuppe sig et velfortjent break. I beskrivelsen af etapen står der, at det er her på Kynnefjäll at det sydlige Sverige møder det Nordlige Sverige, set med naturens øjne.

Udsigt over St. Holmvatten på en smuk dag

Kynnefjäll er et ca. 20 kilometer langt og 10 kilometer bredt høj plateau. Højeste punkt er Vaktarekullen der strækker sig 206 meter over havets overfalde, så det er måske nok lidt meget at kalde det et fjeld, men så ihvertfald et lille et. Toppen har tidligere været brugt, som brand og luftovervågnings plads, der findes også et altid åbent stuehus med plads til 12 overnattende personer. 

Kynnefjäll et meget besøgt natur område året rundt

Området har spillet en stor rolle igennem Sveriges historie med utallige grænsestridigheder, og der findes mange stier og vandreruter på fjeldet. På et tidspunkt besluttede den Svenske regering, at Kynnefjäll skulle være opbevaringssted for atomaffald, dette var ikke en populær beslutning, og fra 1980 til 2000 (20 år!) vogtede en aktionsgruppe i døgnet rundt for at afværge truslen mod området. Ved Lunden står deres hytte og en mindesten tilbage.

Mindesten for Kynnefjäll

Efter Lunden var der ca. 15 kilometer vej til Svarteborg. Jeg skal blankt erkende, at der røg høretelefoner på, og de kilometer blev gået til tonerne af Arctic Monkeys, Sting, U2 m.m. Aftenens hurtige stealth lejr blev på en lille tange ud i Örevattnet, hvor jeg blev "fundet" af 3 badende svenskere, som jeg fik en lille sludder med. De synes det var okay, jeg crashede her efter 42 kilometer, som var turens længste dag. Heldigvis ville min betændte storetå gradvis blive bedre fra nu af, og henmod slutningen af turen, så der var ikke flere tanker om at skulle smide nogen håndklæder før tid.

Torsdag d. 2. august, Örevattnet til Övre Trästickeln i Herrestads naturområde 37 kilometer

Blikstille Harska bukten om morgenen

Igen var jeg tidligt ude af fjerene, bogstaveligt talt, da jeg sover i en dun quilt. Klokken 6 var jeg på vejen mod Harska hvor etape 17 skifter til etape 16. Ruten går ud mod Kärnsjön og langs Harska bukten, som var blikstille denne morgen. Ved Harska passerede jeg endnu engang nogle sovende mennesker i et sheltere og helt inde i bugtens ende stod et familie telt. Efter Harska passerer ruten Lerbergsnäset hvor der ude på spidsen ligger Reorsgrottan. Opkaldt efter en fange der flygtede i 1600 tallet, han skulle, ifølge lokal historien, havde været en god træsnitter der bl.a. har snittet døbefonten i Håby Kyrka... Hvem sagde, mein vater var ein sehr berümter spurhund aus Dusseldorf :-)

Brålandsfallet over Örekilsälven komplet med laksetrapper, skulle eftersigende være et af syd Sveriges bedste fiskesteder

Efter at have krydset næsset, drejer ruten sydpå langs Örekilsälven, hvor der passeres flere interessante steder. Blandt andet Borgmästerbruket, som er et levn fra en storhedstid hvor vandvejene var vigtige transport ruter for den tidlige industrialisering. Her har ligget savværk, kværner, smedje og bosteder for arbejderne. Lige inden den halvstore by Munkedal drejer ruten østpå, men hvis man vil kan man fortsætte ind og "tanke" op i byen.

Udluftning og tørring i det dejlige vejr ved Kaserna etape 15

Vejret var i løbet af formiddagen gået hen og blevet høj solskin. Dette benyttede jeg mig af i frokostpausen til at vaske mig selv i Vassbotten ved Kaserna, samt tørre alt mit gear og mig selv i en times tid. Etape 15 følger  Munkedalsälven mod Viksjön i noget temmelig krævende og kuperet terræn. Området her har tidligere været genstand for mange blodige fejder mellem Sverige og Norge/Danmark. Älven krydses to gange, inden ruten drejer mod syd undervejs mod Herrestadsfjället, som også er et natur reservat. Omkring Viksjön ligger nogle ruiner, hvor dele af det er fra Jernalderen.

Bridge, not over the river Kwai, but Munkedalsälven

Jeg havde på forhånd udpeget området omkring søen Övre Trästickeln, som en potentiel lejrplads. Søen ligger ved indgangen til Herrestadsfjällets natur reservat, og ville betyde jeg ville have nogen og tyve kilometer tilbage til fredagens vandring. Søen og lejrpladsen jeg fandt var ren idyl, jeg slog mit telt op og kiggede lidt på skyerne der samlede sig inden en torden front i stor hastighed trak sig ind over mig, hvorefter det tordnede og regnede i en time, for efterfølgende at klare op til en smuk solnedgang i søens vestlige ende. Lige som det skal være.

Lejr ved Övre Trästickeln lige inden tordenfronten ramte mig

Fredag d. 3. august, Övre Trästickeln til tog station i Uddevalla 23 + 4 kilometer

Endnu engang var jeg afsted før 6 om morgenen, der er noget magisk over at være på sporet tidligt om morgenen. Fra starten af bevægede jeg mig ind og op i Herrestadsfjället, som er et meget brugt natur område med hytter og stier, både til vandring og langrend om vinteren.

Lappkåtan i Herrestadsfjället med plads til 15, og åben året rundt

Ruten for dagen var blandet trail med skovveje, så jeg opretholdt et rimeligt tempo. Området er også et militært område, så en del skilte advarer mod at samle ammunitions genstande op. Lige inden Uddevalla passerer man "Havskuren", som er en stor mose. Mine fødder var dog allerede drivvåde af det høje våde græs og krat, man ikke kan undgå at gå igennem. Hvilket lige får mig til at slå et slag for små Gaiters. De var uundværlige til at holde sten og ral ude af skoene. Thumbs up på den front.

Ruin omkring Åleslån naturskole i Herrestadsfjället

Tilbage resterede kun ca. 4 kilometer asfalt ind til stationen i Uddevalla, så på med høretelefonerne, skru op for musikken, så blev de også tilbagelagt i fin stil. Ved ankomst til stationen nåede jeg lige en kop kaffe og en Snickers inden jeg sprang ombord på toget til Göteborg, for der at skifte til tog til Helsingborg.

Når jeg ser tilbage på turen nu, er der få ting jeg ville gøre anderledes med hensyn til grej og mad. Etaperne var generelt hårdere end jeg havde troet (læs kuperet), og der var meget mere "trail" og "bushwhacking" end jeg havde turde håbet på. Meget lidt af ruten var på decideret asfalt. Det er ikke udelukket, jeg vender tilbage og går ruten Uddevalla til Göteborg, som er den anden halvdel af Bohusleden.

Hilsen 

Niels