Rutland til Hanover paa AT

Jeg sidder her i byen Hanover New Hampshire paa biblioteket, og har lidt tid at slaa ihjel inden, jeg skal moede Warrior Hikerne og fortsaette paa Appalachian Trail. Taenkte jeg lige saa godt kunne skrive lidt om turen indtil nu.
 

For det foerste saa undskylder jeg for de manglende bogstaver som kendetegner det nordiske alfabet, men saadan er det over here. Derudover kan jeg ikke overfoere billeder fra mit kamera, saa dem maa du ogsaa undvaere. (fik et par stykker fra min telefon med dropbox).
 

Jeg ankom til Boston i torsdags med Iceland Air kl. 12.33 lokal tid (jeg er 6 timer fremme i forhold til DK tid). Desvaerre var flyveren omkring 30 minutter forsinket, og velvidende at US Immigration kan tage sin tid var jeg lidt nervoes for, om jeg havde nok tid til at naa min Cape Air flyver kl. 15.05. Ganske rigtigt var koen kaempe lang, og med kun 4 stationer aaben og alt den tagen fingeraftryk og billeder, saa tod det sin tid at komme igennem. Jeg havde frysetoerret mad med hjemmefra, saa jeg havde vaeret noed til at krydse den rubrik af paa tolddeklarationen. Endelig igennem Immigration, dog med roedt maerke paa min seddel, som selvfoelgelig drog en tolder til mig til "routine inspection". Han var nu flink nok, og et rigtig sludderhoved da, han opdagede at jeg var "Danish Vet". Han havde gjort tjeneste i Tyskland tidligere. Han snakkede, jeg trippede, mens jeg kiggede nervoest paa mit ur. Til sidst var jeg noed til at skynde paa ham, noget som ellers er no-no overfor amerikanske told- og immigrationspoliti.

Rygsaek og stave hvor jeg kom paa sporet

For at goere en lang historie kort var min sidste flyver en smule forsinket, saa alt var godt indtil jeg saa hvad det var, jeg skulle flyve med videre. Jeg havde regnet ud, at det nok ikke var en Boeing 767 der floej Boston til Rutland, meeen alligevel blev jeg lidt overrasket af at blive kostet ind i en lille to motors Cessna med plads til 8 passagere og en pilot, som gav "safety instructions" henkastet over sin skulder. Hans sidste melding var noget om en "weather front" og "bumpy up there". No Shit! Det var bumpy. Vi var 7 passagere ombord, de 2 af dem bad hoejlydt undervejs, som vi blev smidt lidt rundt paa himlen af regn og vind. Piloten saa rolig ud, saa det var jeg ogsaa, men jeg synes ikke det var sjovt. Manden ved siden af mig sov hele turen som tog omkring 55 minutter, eller ogsaa spilled han bare doed.

Vel ankommet til Rutland skulle jeg videre til Inn At The Long Trail, som jeg var blevet anbefalet af Sean Gobin fra Warrior Hike. Den ligger naesten lige ved siden af trailet hvor det krydser route 4 ud af Rutland. Lufthavnen i Rutland havde ingen busser og der var mindst 15 miles. Heldigvis havde en soed amerikansk kvinde der boede i Rutland sagt, at hun ville blive hentet af mand og boern, og de ville med glaede give mig et lift. Hendes boern skulle da moede og udsaettes for en vaske aegte europaer som mig. Jeg foelte mig lidt som et freakshow, men de var rigtig soede og satte mig af lige udenfor kroen.
 

Klokken var omkring 17, hvilket var 23 ifoelge min krop. Jeg indlogerede mig og satte mig ned i den tilhoerende irske bar, og fik en Guiness Stew og en lokal omgang draft beer. Ved siden af mig sad en 67 aarig mand, som introducerede sig som Ace, hvilket var hans trail name. Han var tidligere Vietnam veteran, nu var han pensioneret og bosat i Ohio. Han brugte to til tre maaneder om aaret paa at koere rundt og vandre forskellige stier. Nu var turen igen kommet til ruten Rutland til Hanover. Han havde tidligere thru hiket AT tilbage i 2003. Vi fik en lang snak og et par oel. Omkring kl. 21 var jeg segne faerdig og gik i seng.
 

Naeste morgen ringede jeg til min kontaktperson hos Warrior Hike, som jeg skulle moedes med for at hoere hvor de var henne. Det sidste jeg havde hoert var at de naermede sig Rutland. Nummeret var selvfoelgelig ikke det rigtige. Jeg emailede dem, men da jeg ikke vidste hvornaar de ville se emailen og jeg ikke gad at vente paa kroen, mens de maaske passerede Rutland, skrev jeg at jeg ville begive mig af sted for at komme igang. Saa ville jeg enten blive indhentet eller vente paa dem i naeste by, som var Hanover 45 miles laengere fremme. Omkring kl. 11 begav jeg mig saa afsted paa Applachian Trail.
 

Trailet startede med at gaa op af, saa gik det ned for derefter at gaa op igen. Stilen var lagt. Hidsige stejle stigninger med saakaldte switchbacks hvor man traverserer lidt paa tvaers for at zig-zagge op til toppen. Sveden haglede af mig i varmen og luftfugtigheden. Selve sporet er oftest smalt og kun med plads til en person. Skoven er vild og lukker sig om dig. Efter nogle miles begyndte opstigningen til Quimby (ham fra Simpsons) Mountain, og der paa sporet laa der fanden galme en lille gulbrun slange med zig-zag paa ryggen. Jeg hader slanger, specielt dem jeg ikke kender. Den smutted ind i skoven og jeg trippede let videre (fik billede).

Saadan ser AT typisk ud med white blaze

Efter at have hiket en 10-11 miles kom jeg til et shelter, der hed Stony Brook. Her var Ace fra aftenen foer. Derudover ankom der en 4-5 andre, men saa interessante navne som Freeman, Predator, Motown, Archangel og til sidst dukkede Mellow og hans hund Yellow op, de to sidste var saakaldte SOBOs, altsaa south bound modsatte os andre der var NOBOs. Snakken gik og jeg besluttede mig for at blive ved shelteret, dog i mit telt. Ens mad og

andre ting der lugter kraftig haenges op for at undgaa "critters" (mest mus).

 

Loerdagen gryede varm og fugtig. Jeg var afsted paa sporet omkring kl. 6.30 stadig med lidt jetlag. Jeg indhentede hurtigt to fra aftenen foer, men det meste af dagen var jeg alene. Sporet er nemt at foelge, der er saakaldte white blazes der viser ruten. Derudover havde jeg den loadet paa min Viewranger app, som jeg kunne starte op hvis jeg kom i tvivl, det gjorde jeg ikke, men tjekkede alligevel en gang i mellem.

Efter at have hiket omkring 15 miles slog jeg mit telt op ved en lille aa, lavede aftensmad og hang derefter min mad om i et trae. Foerste nat alene i en kaempeskov i Vermont. Det tog mig lidt tid at falde i soevn. Klokken tre om natten vaagnede jeg ved at noget kom i mod mig i gennem skovbunden, det var stort nok til at larme og knaekke kviste, men ingen lys, saa det var ikke et menneske. Jeg satte mig op og fumlede efter min lygte. Siderne paa teltet var oppe grundet varmen og jeg lyste lige ud paa enten en graevling eller et meget stort pindsvin. Hvad det en var saa luntede det vaek og kravlede op i et trae mens min lyskegle fulgte det. Tog mig omkring 30 minutter at falde i soevn igen.
 

Jeg var tidligt afsted igen om soendagen. I loebet af dagen moedtes jeg med flere jeg havde moedt tidligere og en enkelt eller to jeg ikke havde. Jeg spiste frokost med Freeman, og hoerte noget af hans livshistorie. Han havde levet uden indkomst siden 2003, hvor han havde "unplugged" sig selv. Hans sommere gik med at vandre og laese sin bibel, hans vintre gik med at sidde i et selvbygget skur i Maine og laese sin bibel. Senere oplevede jeg for foerste gang faenoment "Trail Magic". En dame stod et sted hvor sporet krydsede en vej og udelte sodavand og snacks til hikere. Motown og Archangel var der ogsaa. Mens vi drak sodavand snakkede vi, og jeg fortalte om denne tysker jeg kendte der havde thru hiket AT for nogle aar siden. Han var blevet doebt Sauerkraut som hans trail name. Det grinede de lidt af og prompte doebte dig saa mig til Danish, som det soede modsvar til de sure tyskere. Saa Danish jeg er fra nu af, og til jeg exiter fra trailet. Denne dag gik jeg 18-20 miles og overnattede igen i skoven naesten alene. Freeman sov nogle hundred meter fra mig.
 

Mandag krydsede jeg Conneticut floden og befandt mig i New Hampshire. Byen Hanover ligger lige paa den anden side. Paa bibliotektet laante jeg en computer, og fik kontakt til Warrior Hikers, som var en dag bag mig. Jeg indlogerede mig derfor paa et hotel her og venter paa dem. Dagen gik med stor amerikansk morgenmad, en tur rundt i byen og aftensmad paa Murphys hvor de skulle servere en af top ti burgere i USA. Den var god!
 

I dag tirsdag skriver jeg blog indlaeg, har handlet mad og venter paa at linke up med Warrior Hikers. Regner med at starte ud igen paa sporet her i eftermiddag. Der er ca. 50 miles (3-4 dage) til naeste  forsyningspunkt, og derefter er der en uge gennem White Mountains.

Warrior Hike og Applachian Trail

Warrior HIke logo.

I morgen flyver jeg til Boston, for derefter at flyve videre til Rutland i Vermont. Derinde skal jeg linke op med 10 amerikanske krigsveteraner, som har gået på Applachian Trail siden den 18. marts. De er en del af et projekt der hedder Warrior Hike. Projektet handler om at gå krigen af sig og blev startet sidste år af en tidligere US Marine kaptajn ved navn Sean Gobin. Jeg har, som nogen måske ved, netop afsluttet min Master med et speciale omkring netop krigsveteraner. Specialet hedder "Ingen Efterladt - et feltstudie af danske krigsveteraners erfaringer med friluftsliv". Det kan downloades her, hvis man skulle være interesseret i at læse det. 

Applachian Trail ruten.

Jeg skal i tre uger være en del af projektet mens vi går fra Vermont til Maine langs Applachian Trail. Denne del af ruten regnes blandt den smukkeste og hårdeste. Vi skal feks. igennem White Mountains i New Hampshire. Der er flere grunde til min deltagelse, som den eneste "outsider" indtil nu.

• Jeg er selv veteran.
• Kan jeg starte et lignende projekt op i Danmark og måske resten af Skandinavien.
• Danne grundlag for en videnskabelig artikel der sammenligner mit eget speciale, med de observationer jeg gør undervejs hos de amerikanske veteraner.
• Det er et mega fedt sted at vandre, som jeg har drømt om i mange år.
• Giver mig en mulighed for at hilse på de flinke fyre hos Hyperlite Mountain Gear, da de holder til i Maine.

Jeg ser meget frem til turen, som bliver spændende på så mange måder. Slutteligt lidt om det udstyr jeg tager med. Jeg vil ikke nævne det hele men her er det mest essentielle hvor noget er nyt til denne tur.

Alt mit udstyr jeg skal have med.

• Hyperlite Mountain Gear 55 liter Windrider rygsæk
• Pacerpoles vandrestave
• Trail Designs Caldera Cone med sprit stove og backup i form af esbit tabletter
• 900 ml Evernew gryde og 450 ml Evernew kop
• Canon G16 Powershot med Velbon ultralight stativ
• Hjemmelavet kit til "Bear Hang" af madpose
• Madpose er en stor OPSAK og en Hyperlite Mountain Gear jumbo stuff sack læsset med 5 dages mad hjemmefra.
• Fenix LD02 lampe
• Sawyer Mini vandrensnings system
• Tarptent Notch
• Nemo Zor Pad
• Hyperlite Mountain Gear stuff sack pillow
• Montbell Downhugger 900 #5 sovepose
• Inov8 Roclite 295 sko
• Anker 10.000 mHa External Battery
• Samsung S4 med downloadet Viewranger app og kort over Applachian Trail
• Papirkort over White Mountains og AT Guide fra David Miller
• Garmin Fenix ur til backup navigering
• Kindle til læsning
• Diverse tøj kan skimtes på billedet. Berghaus Mount Asgaard smock, Montbell Ex-light dunjakke og Golite Visor. 
• Derudover PHD Ultralight merino sokker, Montane Featherlite pants, Golite Mesa shorts, Golite merino LS trøje, Aclima merino SS trøje, Aclima merino boxers, hue, buff, handsker, Westcomb wind hoody, ULA Rain kilt, Dirty Girl gaiters.

Jeg skal forsøge at opdatere både min personlige og Backpackinglights facebook profil undervejs, så følg mig der hvis du har lyst, ellers kommer der en fuld rapport når jeg engang kommer hjem igen.

Gendarmstien

"Yours truly" kigger fra Broagerland over på Dybbøl Banke. I 1864 var det tyske kanoner i stedet.

Gendarm stammer fra fransk og betyder egentligt "mænd uden våben". Oprindeligt var de elitesoldater og livvagter for den franske konge, i Danmark var de mere politifolk og toldere. Deres opgave var at patruljere den danske grænse og give bistand til toldembedsfolkene, hvilket de gjorde fra 1839 til 1959. I 1920 ved genforeningen var grænsen til Tyskland fastlagt og gendarmerne patruljerede grænsen fra Vadehavet i vest til Als sydspids i øst. i 1959 overgik grænsekontrollen til politiet og gendarmkorpset blev nedlagt. I dag kan du gå gendarmstien fra Padborg til Høruphav på Als i alt ca. 74 km langs en smuk del af Danmarks kyst. Der ligger masser af information og kort online på diverse offentlige hjemmesider fra områdets kommuner. Bare lav en google søgning.

Gendarm ca. 1930-1940

Jeg sprang af toget i Padborg i bagende solskin efter ca. 5 timers rejse med tog, tog, bus og tog. Jeg havde for 70 kroner i mer-billetpris siddet på DSB 1st og nydt gratis kaffe og ostemadder ad libitum. Jeg havde endda hugget et par af deres "Espresso kopper" hvilket jeg senere skulle blive glad for, da jeg havde, viste det sig, glemt min egen kop derhjemme. Noget skal man jo glemme.

Hærvejen eller Oksevejen, her set på ind ind i Tyskland, krydses også.

Efter at have spændt skoene og rygsækken ordentligt begav jeg mig sydpå mod grænsen og starten på gendarmstien. Tydelige skilte fører en frem, men alligevel lykkedes det mig at gå 500 meter ind i Tyskland ,inden jeg indså, at jeg skulle den anden vej. En god start er halvt fuldendt siger man, så jeg var åbenbart meget langt hjemmefra og ikke en god begyndelse. Selve stien snor sig gennem skov og landbrugsland ud mod Flensborg Fjord. Jeg passerede i gennem grænseovergangen ved Kruså komplet med sex-shop og andre "traditionelle" danske forretninger.

Overblik over ruten

Ligeefter kommer man ind i Kollundskov og efter få kilometer rammes kysten med fin udsigt til Flensburg og en bar røv, da lige netop denne del af kysten åbenbart benyttes af nudister, men hey jeg er en fri sjæl og nyder gerne en nøgen kvindenumse, selvom sådan nogen var i klart mindretal. Kollundskov er i øvrigt meget kuperet.

Udsigt over Flenburg Fjord fra Kollundskov.

Derefter går ruten op mod og igennem Kollund og langs Kollund strand. Det var meget varmt, og jeg benyttede lejligheden til at svale mig i bølgerne sammen med en masse andre. Ved Sønderhav spiser jeg mig en is mens jeg kigger ud på de to små øer lige ud for kysten. Der går en lille færge, og kort overvejer jeg at tage ud og gå rundt om den store af dem. Jeg ved nemlig, der er en sti hele vejen rundt. Øerne hedder store og lille Okseø. Et sagn fortæller, at de er skabt af ler, der faldt fra en Jættes sko. En anden historie fortæller at Margrethe d. 1 døde af sygdom på lille Okseø, efter hun var på vej hjem fra fredsforhandlinger i Flensburg i 1412.

Store og Lille Okseø

Jeg havde fra starten ikke tænkt mig at gå så forfærdeligt langt denne dag, men, som altid for mig, gik det jo fint fremad i et godt tempo. Før jeg fik set mig om, var jeg i nærheden af Gråsten, og klokken var omkring 19. Frysetørret eller finde en cafe at spise på blev pludseligt et valg, og det var et nemt valg. Kan derfor anbefale cafe Feodoera i Gråstens pasta med laks og en kold Fuglsang Nightinggale fadøl. Den aften blev der stealth campet i en lille skov nord for marinaen i Egernssund efter ca. 31 kilometer effektiv vandring på gendarmstien med en 2-3 kilometer afstikker til cafebesøg i Gråsten havn.

Aftensol over Gråsten og Egernsund.

Næste morgen søgte jeg ned mod kysten, og fyldte vand på ved marinaen, og fortsatte østpå. Udsigtspunktet på Rendbjerg blev brugt til første stop med morgenmad og kaffe. Flot sol og dejlig udsigt over fjorden med sejlskibe og et enkelt stort pram der blev skubbet afsted.

Stubrest på stranden.

Derefter går ruten forbi Broager og sydpå hvor resterne af en storindustri kan opleves. Hele området husede en meget stor teglværksindustri med 8 af slagsen i hele området ved Iller strand. Informationstavler langs ruten fortæller mange historier omkring, hvem der ejede dem, og hvordan forholdene var i området. Meget interessant.

Eventyrskov ved Kragesand.

Efter Brunsnæs går det igen øst på. Her er ruten småkedelig, der er en del asfalt og grusveje langs store gårde. Det var også mega varmt og ikke meget vind rørte sig gennem de levende hegn langs vejene. Ved Kragesand holdt jeg en længere pause. Min højre fod havde udviklet en lille vabel lige i trædepuden. Det er heldigvis ikke så tit jeg får vabler, og det eneste jeg kan pege på, som var anderledes var de nye PHD Ultralight strømper jeg havde på, men jeg tror nu bare det var "bad luck" og ikke sokkens skyld, for min anden fod var rigtig godt kørende.

Disse små fyrtårne står langs hele kysten.

I Kobbelskoven standsede jeg, for at spise en frokost bestående af den frysetørret jeg ikke havde konsumeret dagen før. Stoppet blev til tre timer, for jeg lå en i en smuk lysning lige ved skrænten til vandet, og livet var bare godt. Til sidst overvejet jeg endda at blive natten over, men klokken var kun 16 og der var mange timers lys tilbage. Foden var også bedre, så jeg traskede videre nordpå mod Dynt Hovede og Gratelund, hvorfra der er den smukkeste udsigt til Sønderborg og Dybbøl Banke, hvor Dannebrog tydeligt vejede og møllen skimtes i det fjerne.

Tarptent Notch og Hyperlite rygsæk i solnedgang på Dybbøl Banke

Preusserne synes også udsigten mod Dybbøl var god dengang i 1864. Området var perfekt til placering af kanon batterier, der kunne sønderskyde de danske skanser omkring Dybbøl. Specielt skanse 1 og 2 var nemme at ramme (se senere billede af skanse to), og grundet deres lave placering på Dybbøl Banke kunne de ikke returnere ilden.Jeg fortsatte ind mod Vemmingbund hvor jeg spiste en meget velfortjent is ved stranden. Derefter vandrede jeg de sidste tre kilometer mod en primitivlejrplads på Dybbøl Banke, hvilket ville betyde jeg næste morgen kunne være ved Dybbøl Mølle når flaget gik til tops klokken 8, man er vel tidligere soldat og sergentelev i netop Sønderborg, og går derfor lidt op i sådan noget.

Skanse to på Dybbøl Banke med udsigt over til Broagerland.

Aftenen og natten var ekstrem lummer og endelig kom der lidt regn for at tage toppen af varmen, selvom det ikke var meget. Jeg var afsted tidligt, og vandrede rundt på Dybbøl Banke. Det er altid interessant at følge historien, og den 18. april 1864 er stadig en dato, der fylder meget i dansk selvforståelse. I dag kan man se tragisk og bedrevidende på placeringen af skanserne, og hvordan den danske regering selv bar en stor del af skylden for krigen, men for de enkelte mænd i skanserne har det været noget helt andet. Der er mange mindesmærker både for danskere men også for preusserne. 

Dybbøl Mølle om morgenen inden flaget blev hejst.

Faktisk havde de opstillet et sejrsmonument, som efter genforeneningen i 1920 fik lov til at blive stående. Formodede modstandsfolk sprængte det i luften efter 2. verdenskrig, det kan man så mene om hvad man vil, men faktum er, at vi fik på munden dengang i 1864. Ikke kun ved stormen på Dybbøl hvor tabene var omkring 1400 mand, men også ved slaget om Als, som var senere d. 29. juni da preusserne satte over Als sund og overraskede den 12.000 mand store danske styrke på Als. Her mistede vi omkring 3000 mand på få timer, ikke vores mest stolte øjeblik i krigshistorien.

Så kom Dannebrog også op over Dybbøl Mølle

Efter morgenmad og en snak med de to mand der hejste Dannebrog (to gange fordi de klumrede i linen, men jeg lovede ikke at sige noget) fortsatte jeg mod Sønderborg by. Jeg krydsede over Christian d. X bro ved Als sund og fortsatte langs havnen, forbi Sønderborg slot og ud mod marinaen. Det regnede sådan on and off. Det ene øjeblik varmt og bagende sol, det næste væltede en ordentligt skylle ned over en, for der igen at blive bagt af sol.

Høruphav komplet med lille gendarmhus og mannequin.

Resten af turen var relativt hurtig gået gennem skov og kyst. Da jeg nåede Høruphav glædede jeg mig lidt over, at man havde et lille gendarmhus, som var komplet med mannequin og udstyr. Eneste minus er bussen stort set ikke kører om lørdagen så langt ude på landet. Jeg tror dog nok, jeg satte ny personlig rekord, da jeg på femte tommel blev samlet op af en flink dame, der tog mig ind til stationen i Sønderborg. Jeg må have set til forladelig ud. Jeg var lige i tid til at nå en hurtigt etagevask på toilettet, inden toget kørte, så resten af tog passagerne kunne holde mig ud på rejsen hjem til Nødebo.

Lidt grej observationer:

Nemo Zor Pad regular.

Stadig tilfreds med den. Ligger forbavsende komfortabelt når man tænker på tykkelsen. Fylder lige for meget i rygsækken. Jeg tror den korte version vil være bedre til mig på sådanne ture som denne. Stort plus er den føles ikke klistrende at sove på, selvom man kun ligger i underbukser med soveposen på som tæppe. Den kommer med til USA.

Hyperlite Mountain Gear Windrider 55 liter version.

Har nu brugt den on and off i halvandet år. Stadig komfortabel og stor nok til at jeg kan bo i den med mad til omkring en uges tid. Den kommer med til USA.

PHD Ultralight Merino korte sokker.

Sidder godt og omsluttende på foden. Føltes lidt kunstige og jeg synes de var lidt varme. Kæmpe minus var en vabel på den ene fod. På den anden side var den anden fod slet ikke tapet, det plejer den ellers at være. De kommer med til USA, men tager et par Defeet Wooleators med for en sikkerheds skyld.

Tarptent Notch.

Efter at have brugt Moment i flere år, var det her min første tur med Notch, som groft sagt er et Moment uden buestang. Det skal sættes med vandrestave i stedet. Meget tilfreds med det, enormt nemt at sætte op og et ekstra plus i varmen var muligheden for helt at åben siderne op på det. Det kommer helt sikkert med til USA og mange ture i fremtiden.

Ps. Har nu et brugt Moment DW (Mesh) til salg, så send en mail hvis interesseret.

Montbell Downhugger 900 #5 sovepose.

Var glad for den kan lynes op og kun bruges som tæppe ellers var jeg død i varmen. Stadig tilfreds med den. Den fylder og vejer ikke meget. Den kommer med til USA.

First look Nemo Zor 20R selvoppusteligt underlag

Nemo Zor 20R Pad på vægten

Nemo er, i Danmark, et relativt ukendt mærke, der stammer fra USA. Firmaet begyndte i 2002 at lave nye telt designs hvor teltets stænger skulle pustes op. I dag er Nemo en etableret virksomhed der primært laver telte, soveposer og liggeunderlag. Nemo har vundet flere priser bl.a. Backpackers Editors Choice 2013 Award for deres Nocturne soveposer.

Jeg har været så heldig at få tilsendt en Nemo Zor 20R Pad fra den danske importør STM Sport A/S til test henover sommer og efteråret. Lige nu har jeg sovet seks nætter på underlaget, og tænkte derfor jeg ville give udtryk for mine første indtryk med Zor'en. Ikke at forveksle med Zorglub fra Splint & Co.

Nemo siger selv om underlaget at det er "ultralight to the core". De ville lave det letteste selvoppustelige underlag uden at gå på kompromis med liggekomfort, holdbarhed og tre sæsoners brug. For at kunne gøre dette har Nemo lavet to innovative løsninger. 

Skumkernen er skåret både horisontalt og vertikalt, som billedet angiver. Dette eliminerer ekstra vægt men beholder komfort og isolering. Derudover udviklede de et nyt ydrestof kaldet Airlock Elite. Stoffet holder luftæt selv under stort pres grundet dets multilags laminerede design der holdes sammen af plastic svejsede sømme. Det lyder alt sammen meget godt, men jeg er pragmatiker så selvom det lyder fancy, så er jeg mere interesseret i, hvordan det virker, og om det virker efter hensigten.

Lidt data på Nemo Zor 20R:

Vægten angives af Nemo til 405 gram, mit vejer 406 gram på vægten, hvilket inkluderer en lille rem til at holde på det, det må derfor siges at være korrekt angivet. Formen er mummy, hvilket betyder det er smallere i bunden. Det er 51 cm bredt i toppen, 183 cm langt og 2,5 cm tykt. Sammenpakket fylder det 20 cm x 10 cm. Nemo vælger at opgive en temperatur zone som hedder -3 grader til -9 grader. De vælger bevidst ikke at opgive en decideret R værdi fordi, som de siger, R værdi målinger er ikke tilstrækkeligt standardiserede til at være andet end retningsgivende alligevel. Min erfaring med underlag af denne type og tykkelse fortæller mig at -9 nok er lige "happy" nok, men jeg betvivler ikke underlagets duelighed til tre sæsoner hvilket betyder lige omkring minus grader, som det også er markedsført som.

Underlaget har som sagt været brugt tre nætter indtil nu. Jeg var allerede positivt stemt ved modtagelsen. Materialerne er kvalitet, produktet fremstår som godt designet og produceret uden defekter. Jeg rullede det ud og åbnede ventilen, hvorefter jeg lod det ligge under sengen natten over for at den langsomt kunne puste sig selv op. Om morgenen pustede jeg det manuelt helt op med 1-2 indblæsninger og lukkede ventilen. Det er min erfaring at underlag i starten skal have lang tid til at udfolde sin kerne, der har været sammenmast siden produktionen. Når jeg ikke bruger det opbevarer jeg det under min seng med åben ventil. Så det er udfoldet helt og kan "ånde". Dette gælder forøvrigt for alle mine underlag.

Silikone mønster på undersiden

Dem, der kender mig, ved jeg gerne ofrer lidt ekstra vægt på underlaget for at ligge godt, man er vel blevet lidt gammel og magelig. Jeg var derfor lidt betænkelig ved Zor'ns kun 2,5 cm tykkelse, læg her til at jeg sover på siden, jeg forudså derfor, at jeg ville flytte mig fra side til side efterhånden, som min hofte blev "knust" af den tynde skumkerne i underlaget. Min tvivl blev gjort til skamme. Jeg sov fint uden problemer alle tre nætter. Zor underlaget er det mest komfortable 2,5 cm underlag jeg nogen sinde har ligget på. En anden design detalje jeg godt kan lide er de silikone striber som Nemo har lavet et mønster af på undersiden af underlaget, de sørger for det ikke glider rundt på feks. en nylon bund i løbet af natten, og de virker. 

Bottom line er, indtil nu er jeg så tilfreds, at underlaget kommer med på min næste 3 dages tur, og hvis jeg stadig er glad, så kommer det også med på min tre ugers vandretur langs Appalachian Trail til august. Hvorpå en mere udførlig anmeldelse følger til efteråret.

Natur! What is it good for?

Jeg voksede op og lyttede en del til et meget populært band I 90’erne. De hed Frankie Goes to Hollywood. Nogen nyere (læs yngre) læsere vil ikke ane hvem de er. Andre vil nikke indforstået og måske allerede have genkendt en af deres mere kendte sange i min overskrift. Frankie Goes to Hollywood var, så vidt jeg ved, ikke specielle friluftsmennesker selvom de skrev sange som ”Welcome to the Pleasuredome”, ”The World is my Oyster” og ”Relax”, som alt andet lige passer meget godt på hvordan jeg anskuer fænomenet natur. Den sang jeg alluderer til i overskriften har nu et helt andet tema. Sangen hedder ”War” og indledes med ordene ”Man has a sense for the discovery of beauty”, de fortsætter med at synge “Beauty must have power over man”. Frankie Goes to Hollywood stiller i sangen skønhed og det naturlige overfor krig, som en af menneskets mest destruktive sider. Ja krig er vel i menneskets natur, men skønheden ligger over krigen. Et eller andet sted i os er altså indlejret fornemmelsen af at natur er noget smukt, og den kan være god for os. Det rejser jo det helt relevante spørgsmål om hvad er egentligt natur?

Mange vil nok svare at natur er det modsatte af byen. Hvorfor er det at vi mennesker tit beskriver ting ved at omtale deres modsætning? Frankie Goes to Hollywood gør det samme når de roser skønheden ved at lave en sang om krig. Du hører mange sige ”kom lad os gå en tur ud i naturen”. Natur bliver her til noget der eksisterer uden for mit hjem. Noget der ligger på min cykelvej når jeg pendler på arbejde mellem mit hus og byen. Natur bliver et konkret begreb jeg kan afgrænse og modstille mod noget andet. Det kan være natur mod by. Natur mod kultur. Natur mod struktur o.s.v.

Franske lænker smides under revolutionen

Den franske filosof Jean-Jaques Rosseau mente endda, at naturen var kilden til alt der var sandt og harmonisk, modsat naturen stod selvfølgelig civilisationen. Der indeholdt alt hvad der var kilden til hensynsløshed, grådighed og egoisme. Rosseau er nok mest kendt for følgende citat ”Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker". Han mente, at vi havde indrettet vores kultursystemer (politiske og religiøse) på en sådan måde at konceptet om fri vilje var ikke eksisterende. Dette skulle løses ved at bringe os tilbage til en naturtilstand. Han blev naturligvis kritiseret for ikke at have overvejet, at hvis mennesket kom i naturtilstand, så ville vi nok være som Frankie Goes to Hollywood synger om, nemlig i konstant konflikt og krig om hvem der kan få fingrene i flest ressourcer. Rosseau parerede kritikken ved at tale om sociale kontrakter hvor individet underkastede sig fælleskabet.

Romantikken nærmest drypper i dette billede

Nu skal man huske, at læse ting i deres kontekst. Rosseau levede i romantikken, hvor det var mere moderigtigt, at skrive om tingenes tilstand end rent faktisk, at efterleve det man skrev om. Nu, når jeg tænker lidt over det, så har det jo ikke ændret sig meget til vores tid. Det er stadig højeste mode at tale i stedet for at handle, siger manden mens han skriver på sin blog. Ja selvironi er en god ting. Ret skal være ret, og Rosseau har på mange måder stået fader til den frie opdragelse og dermed efterladt et gigantisk fingeraftryk på vestlig kultur.

For at vende tilbage til overskriften. Jeg kan jo også påstå at natur starter der hvor kulturen hører op. Vil det så være mere dækkende? Problemet her bliver jo at så er der ikke noget natur i Danmark eller for den sags skyld i resten af verden. Mennesket har været i de dybeste afgrunde og de højeste bjerge, og stort set alt ind i mellem de to. Så den går heller ikke.

Tilbage står at natur må være noget grænseløst. Natur er alt oprindelig. Alt hvad jeg siger, gør og tænker er en del af verdenen, virkeligheden og kosmos. Natur er altså et fænomen der omfatter alt, så hvis vi skal beskrive det kan jeg ikke se anden løsning, end at natur er en arena for vores levet erfaring. En genstand der i en særlig grad tiltrækker vores opmærksomhed og vækker vores interesse. Vidste du for øvrigt at ordet natur stammer fra ordet fødsel, det er jo lidt pudsigt.

Montbell Downhugger 900 #5

Min datter tester min nye sovepose på gulvet i stuen.

Første kig på mit nye stykke übergrej! Jeg har længe kigget og savlet efter Montbells soveposer. Hvis ikke du kender navnet Montbell, så er det en japansk producent af tøj og udstyr til den seriøse letvægtsfeinschmencker, og det er jo lige mig. Jeg mødte første gang Montbell på Outdoor messen i Friedrichshafen. Det var "love at first sight" efter jeg skruede mig ned i deres spiral stretch system. Kort fortalt så er spiral stretch en måde at sy soveposen på i en spiral med sømme, der kan give sig. Effekten er at soveposen smyger sig om dig, og udvider sig eller sammentrækker sig efter din krop og dine bevægelser. Salgsgas hører jeg dig sige?..... Nej, det virker faktisk! Jeg kan næsten sidde med benene overkors inde i den, min datter ligger i på billedet, mens den er lukket. Når jeg strækker benene igen, så trækker soveposen sig ind til kroppen igen. Det er smart.

Hvorfor har jeg så først købt en Montbell sovepose nu? Det enkle svar er at de var for tunge og dyre. Indtil for kort tid siden. Montbell er begyndt, som nogen af de første at lave deres dunposer i 900 cuin kvalitet på deres gåsedun. Det er ret godt, og betyder der kan bruges mindre dun for at opnå samme varmeeffekt. Den på billedet er deres Downhugger 900 #5. 

Det er en "long" version da jeg er 187 cm. Samlet vægt er 513 gram hvoraf de 230 gram er dun. Hvilket betyder en EN rating på 3 grader i "lower limit", som er komfort temperaturen for en mand. Selve ydreskallen er en 8 denier Airlight Nylon med en vægt på 22 gram pr. m2. Lige her bliver det spændende at se, hvordan det holder på de fine dun på den lange bane. Montbell siger dunene er fra Tyskland, så ingen livepluck her, selvom posen er "Kina" made. Umiddelbart har jeg intet at udsætte på kvaliteten.

For mig er soveposen tiltænkt en rolle som 2 sæsoners brug. Den kan varmeforstærkes til brug længere ind i ydersæsonerne, men i de situationer ville jeg nok vælge storebroderen i stedet, som hedder  Downhugger 900 #2, den har så en lower limit på -5 grader med 370 gram 900 cuin gåsedun. 

Downhugger 900 #5 er en sovepose jeg ser frem til at teste henover sommeren, og hvis den, som forventet, performer rigtig godt, så er det nok også den sovepose jeg tager med til Applachian Trail i 3 uger til august. Det vilde er, at den er faktisk lettere end min gamle GoLite Ultralite 1+ Quilt, hvad sker der lige for det? Hold øje med bloggen, så giver jeg en fuld anmeldelse engang i efteråret når den er prøvet ordentligt.

Disclaimer. Jeg har selv købt soveposen for mine egne penge, jeg har dog fået noget rabat på den gennem The Good Karma Company, som er skandinavisk importør af Montbell, mod at jeg ville anmelde den objektivt her på min blog.

Hvad tager jeg med på en 5 dages vandretur?

Tur på Hallandsleden

Det nemme svar på overskriftens spørgsmål er selvfølgelig. Det samme som jeg tager med på en 1 dages tur, bare plus ekstra mad, brændstof og ikke mindst toiletpapir. I princippet er det lige meget hvor lang min tur er. Mit grej behov er næsten det samme uafhængigt af distancen og antal dage væk.

Grundlæggende er der 10 ting, udover  rygsækken til at putte det alt sammen ned i.

1. 1.      Noget at navigere med og ud fra.
   ·         Altid; Kort i vandtæt mappe, kompas, ur og telefon.
   ·         Sommetider; GPS (husk ekstra sæt batterier).
   
   
   2.      Beskyttelse.
   ·         Altid; Vindtæt lag i buks og jakke (våd og nedkølet af vind er bare øv!)
   ·         Sommetider; Solcreme, solbriller, myggenet, lange bukser (mod tæger og andre insekter).
   
   
   3.      Isolering.
   ·         Altid på kroppen; Sokker, kort eller lang trøje (hverken sokker eller trøje i bomuld), syntetiske bukser til årstiden, Buff, kasket med skygge.
   ·         Altid pakket ned; Skaljakke med hætte og buks, let og tyndt sæt langt undertøj til at sove i, ekstra par sokker.
   ·         Altid; Soveposer der er beregnet til de temperaturer jeg vil møde på turen, liggeunderlag så jeg ikke mister varme i direkte kontakt med jorden.
   ·         Altid; Handsker og hue.
   ·         Altid; Andet letvægts underlag eller bivibag til at beskytte mit grej mod fugt fra jorden.
   ·         Sommetider; En let dun, syntetisk jakke eller trøje afhængig af årstid (selv sommeren kan godt byde på kølige aftener)
   
   
   4.      Lys
   ·         Altid; En pandelampe med ekstra sæt batterier.
   
   
   5.      Førstehjælp og hygiejne
   ·         Altid; Ibruprofen eller panodil, steril kompresforbinding, plaster til sår og fødder, pincet, nødfløjte, vandrensningssæt.
   ·         Altid; Blyant og notesbog til nødhjælpsbeskeder (men også til journal).
   ·         Altid; Bionedbrydelig sæbe til at vaske mig og mit tøj i.
   
   
   6.      Ild
   ·         Altid; Ildstål, lille lighter og en æske tændstikker.
   ·         Sommetider; Vatkugler smurt i vaseline til at starte bål med.
   
   
   7.      Reperationssæt og kniv
   ·         Altid; Lille Schweizerkniv med saks, 3 meter gaffa tape, 6 meter 2mm snor til snørebånd           eller barduner.
   
   
   8.      Mad og energi
   ·         Altid; Minimum 750 gram mad per fulde dag (godt med fedt og kulhydrater).
   ·         Altid; Kogesæt, nok brændstof til hele turen, gryde og en lang ske.
   ·         Altid; Vandrestave som gør, at hele kroppen kan bruges til at bevæge sig med
   
   
   9.      Væske
   ·         Altid; 2 plastic flasker, vandet kan filtreres gennem buff hvis det er meget snavset.
   ·         Altid; Vandrensnings tabletter eller SteriPEN (hvis jeg er i tvivl om kvaliteten)
   
   
   10.  Telt eller Tarp
   ·         Altid; Telt eller tarp med nok pløkke til også at kunne sætte barduner op.
   
   
   Hvad jeg ikke tager med under nogen omstændigheder.
   
   
   ·         Ekstra tøj. Hvis jeg lugter for grimt, så vasker jeg mit tøj og tørrer det ved at tage det på. Min hovedregel er, at du skal kunne have alt dit tøj på på en gang.
   ·         Ekstra sko eller crocs det er bare dødvægt og fylder for meget. Tag 2 fryseposer med hvis du ikke vil stikke tørre aften strømper i våde sko.
   ·         Tunge vandrestøvler. De er en evighed om at tørre og jeg skal bruge forholdsvis meget energi på at trave i dem. 1 kg på foden svarer til 5 kg i rygsækken i energi forbrug. I stedet bruger jeg lette trail sko. De tørrer hurtigt og føles mere naturlige at gå i.