Bare jeg var hjemme foran brændeovnen....

GoLite Shangri-La 1 ydertelt på Nordsøstien

Solo vandring er lidt ligesom at efterleve mottoet, ”Can’t Complain, because nobody listens anyway.”

Et af de helt basale behov når man er på tur, er muligheden for at søge læ for vejr og vind. Ligesom næsten alt andet er definitionen læ meget åben for fortolkning, nogen sværger til  telt, andre lever fint med bivuakker, tarps eller andre typer af konstruktioner.

Personligt vil jeg gerne have mit valg af læ beskytter mig mod ting som vand (både fra oven og neden), vind, og diverse kryb. Jeg er endda ekstra krævende, det skal også veje så lidt som muligt, af netop den grund har jeg også nogle yderst realistiske forventninger til hvad mit valg af læ nødvendigvis ikke kan. Jeg er afklaret med, at mit hjem væk fra hjemmet ikke yder samme standard for beskyttelse, som ”Home Sweet murstens  Home”.

Der er nogen valg jeg kan træffe, der kan hjælpe mig og mine muligheder for læ og beskyttelse. Eksempelvis ved at vælge en tør god plads, at slå mit læ op på, så jeg nedsætter kondensation og vind. Jeg har derudover et tøj system, og et sovesystem der kan holde mig varm, også på den tredje regn dag i træk.

Jeg skal selv bære mit læ, så det skal være så let som muligt, og fylde så lidt som muligt. Det skal beskytte mig mod det miljø jeg begiver mig ud i og forventer på turen. Jeg gør meget ud af at undersøge vejrdata for det område jeg skal være i, så jeg er så godt forberedt som muligt. Jeg forventer ikke mit læ skal beskytte mig mod alle eventualiteter eller hele tiden, jeg accepterer det kan blive nødvendigt, at eventuelt flytte mit læ hvis vind eller regn tager til, eller skifter retning, eller andre grænse tilstande som kan karakteriseres som ekstreme eller nødstilfælde.

Skal jeg over trægrænsen, så skal mit læ være vindstabilt, det skal kunne tåle vand fra oven som muligvis bliver drevet sidelæns med vinden. Hvis jeg forventer snefald skal det kunne tåle vægten af dette i en moderat størrelse. Hvis jeg forventer kryb i form af myg, knoter eller andet, så er det en prioritet for at få en god nats søvn, at jeg kan komme ind bag et net, hvis plagen ikke er så stor, så kan jeg måske nøjes med at sove med et net over hovedet, andre tider på året behøver jeg måske ikke et decideret indernet i mit læ, og så kan det jo blive hjemme med nogle gram sparet.

Kondensation opstår på inder eller ydersiden af eksempelvis en nylondug, dette sker når luften ikke kan absorbere mere vanddamp og denne kondenserer. Der er to måder du kan nedsætte luftfugtigheden i dit ly. Dette er ved at maksimere ventilationen inden i lyet, men vådt udstyr, din ånde og jorden bidrager alt sammen til den indre luftfugtighed. Den anden er ved at vælge din lejrplads med omhu, undgå huller hvor kulde eller fugt samler sig, gerne lidt højt i terrænet, på tør jord og hvis muligt under et skærmende træ eller anden læ fra vind.

Jeg forventer ikke at mit læ skal beskytte mig mod kulde, det har jeg sovesystem og tøj til, jeg vil formentlig få mere varme ud af, at tage et ekstra lag tøj med i stedet for det tungere dobbeltlags telt.

Den sidste overvejelse jeg gør mig om mit læ er hvor fleksibelt det er, og hvor mange af mine behov det dækker til det terræn jeg skal bruge det i. En tur i bjerge i efteråret stiller nogle andre krav end en tur på Bohusleden om sommeren.

Hike your own Hike

Jeg følger med på flere forskellige forum inden for vandring, friluftsliv og outdoor, jeg læser bøger og artikler om emnet, i det hele taget så gør jeg en del for at være ’up to speed’ på emnet. Har det lært mig en ting, så er det, at der findes ligeså mange tilgange til friluftsliv, som der findes mennesker der praktiserer det. Hurra for det!

Nu er jeg selv proklameret lighthiker og fastpacker i denne verden af mange tilgange og definitioner til friluftslivet, men det gør ikke min tilgang, metode eller stil til noget der er moralsk bedre end det andre mere traditionelle vandrere gør, og det er en tynd linje man vandrer når man forsøger at vejlede og inspirere andre uden at fremstå som en ’know it all’.

I de senere år, specielt med den indflydelse der er kommet med hele ultralight konceptet, synes jeg der har indsneget sig en intolerance overfor hinanden i vandreverdenen. Vi er blevet opdelt og splittet i vores verdensbillede, der er næsten opstået en art hierarki hvor, dem der suser afsted, traver mange kilometer med en lille rygsæk er mere i et med naturen end dem der traver langsomt, går få kilometer med en tung traditionel oppakning. Det passer ikke! De fleste vandrere falder nok i midten af de to yderpunkter jeg lige har nævnt.

Nogen mennesker primært i USA har for en del år siden udtænkt nogle definitioner omkring basis vægt, som er din rygsæk med alt indhold minus det du konsumerer undervejs, som mad, vand og andre ting (myggebalsam, toiletpair o.s.v.). Kan du klemme denne vægt under 10 lbs eller ca. 4,5 kg, så er du en Ultralighter…. Men det er jo bare et arbitrært tal, min solnedgang bliver ikke pænere af det, det regner ikke mindre på mig af den grund, mit liggeunderlag bliver ikke blødere o.s.v.Definitionerne er blevet udvandet med tiden. Nu er ord som ultralight, letvægt og andre ord i samme boldgade blevet noget der skal sælge i en butik.

Jeg hører bestemt til dem der synes vægt er vigtigt, men kun som et redskab til at gøre min tur komfortabel, så er jeg egentligt fuldstændig hamrende ligeglad med hvilken definition jeg falder ind under, om det er UL, SUL eller whatever. Jeg er ikke bedre fordi jeg sover under en Tarp tættere på jorden og naturen, end ham der sover inde i sit 2 lags telt.

Hike your own Hike er en talemåde jeg har hørt som rammer hvad jeg står for meget godt. Meningen med talemåden er, at du principielt kan vandre med og hvordan det passer dig, bare du ikke generer, fordømmer andre eller bryder nogen love. Vi skal ikke kategorisere os selv, men mere opmuntre, inspirere og anerkende vores fælles kærlighed til et udendørsliv. Det er på en kosmisk målestok ligegyldigt om jeg går 5-10-15 eller 40 kilometer hverdag, eller om jeg slår lejr tidligt, og holder af at sidde i min lejr til langt ud på formiddagen.

Det handler om turglæde, nydelsen ved naturen, bjergene, bakkerne, skovene, kysten og ikke mindst det at komme afsted, så er vægten af min rygsæk sekundært.

Hilsen

Niels

Åndbarhed! Det nye sort eller salgsgas?

Skaljakke tid på Nordsøstien i en Efterårsstorm

”Guaranteed to keep you dry”, siger sloganet for en af de største leverandører inden for åndbare membraner, jeg er ked af, at skulle sige det, men det passer ikke.  I hvert fald ikke under alle forhold.

Affødt lidt af en diskussion på Outsite.org omhandlende åndbarhed og vandtæthed på skaljakker og tilhørende bukser, synes jeg egentligt det var på sin plads at skrive lidt om det på bloggen. De fleste af os har en lægmands ide, om hvad en åndbar membran kan, og hvad den ikke kan. Jeg er ikke ekspert, men her er hvad jeg har lært.

Mange stoffer beskrives som åndbar, og der bruges gerne ord som ekstrem, meget eller ultra til ligesom at sætte på plads HVOR åndbart stoffet er.

Der er ikke nogen standard for måling af åndbarhed i stof, der er dog en standard for hvordan man udtrykker denne. MVTR som står for moisture vapour transmission rate, denne måler hvor hurtigt, eller hvor langsomt vandamp trænger igennem en kvadratmeter af stoffet på 24 timer. Vanddamp måles i gram, så endelsen er g/m2/dag. Jo højere, jo mere åndbart er stoffet, men husk lige at forskellige producenter kan nå forskellige MVTR for, der er ikke en endegyldig standard for hvordan man måler det i laboratoriet, for det er ikke en måling, der foretages ude på sporet / bjerget. Hvis et stof har en MVTR på 0 så kan vanddamp ikke trænge igennem det , modsat skal det bare have en MVTR på 1 for at kunne blive kaldt åndbart.

Vanddamp kan trænge igennem stoffer på to måder.

• Den ene er ved ventilation, altså luft der blæser vandamp væk. Hvor den største ventilationsåbning i en skaljakke er lynlåsen foran, men det kan også være måden stoffet er vævet på, et godt eksempel er en løbetrøje der er meget åndbar p.g.a. dens vævning tillader høj ventilation. 

• Den anden er diffusion, hvor stoffer der normalt afviser vand, bliver kemisk behandlet (ikke godt for miljøet), således de kan absorbere vanddamp ligesom en svamp, og tillade molekylerne at vandre til den anden side af stoffet, hvor de så kan fordampe igen. Dette er hvad der sker i de typiske membraner brugt i skaljakker.

Grundlæggende funktion af vandtæt og åndbar membran

Svagheden i dette er at for at et stof kan ånde, så skal der være forskel på luftfugtigheden på den ene, og den anden side af stoffet. Forestil dig din skaljakke. Inden under den er luftfugtigheden 90%, uden for den er den på 30%. Hvis dette er tilfældet så vil vanddamp naturligt ville trænge igennem til ydersiden.  I tilfældet hvor luftfugtigheden er den samme både inde og ude, så vil du overhovedet ikke kunne mærke stoffets åndbarhed.Skrækscenariet er, hvis nu luftfugtigheden er lavere inden under jakken end udenfor, så vil vanddamp faktisk bevæge sig fra yderside til inderside. Av for den, det var ikke godt.

Selvfølgelig er åndbarhed en god ting til det tøj, vi gerne vil bruge udendørs i vores lag på lag tøjsystem. Hvis ikke mit tøjsystem tillader kroppen at komme af med fugten i form af sved, så bliver jeg våd og kold indefra, og vil have problemer med at holde på varmen, når jeg står stille.

Hvis ikke min soveposes yderskal er åndbar vil fugt blive fanget i det isolerende lag, hvilket for en sovepose er katastrofalt, måske mere for dun end syntetisk, men lad dig ikke narre af dem der siger at en syntetisk sovepose holder på varmen, selv når den er våd. De har tydeligvis aldrig sovet i en våd sovepose.

I et telt vil vandamp fra din ånde, sved, bar jord og vådt udstyr samle sig som kondensation på indervæggen, i ekstreme tilfælde kan det nærmest regne ned indvendigt.

Har du læst så langt, så vil jeg lige minde om jeg startede med at sige, at ”Guaranteed to keep you dry”, var noget fis, og det er der tre grunde til.

1. Vanddamp kan ikke bevæge sig gennem stoffet hurtigt nok, og du vil blive våd indvendigt afhængigt af dit energi niveau. Dette gælder mere i meget fugtige miljøer hvor membranerne slet ikke kan følge med.
2. Hvis luftfugtigheden er høj, så kan luften ikke absorbere mere vanddamp, og den har ingen steder at gå hen, og bliver hvor den er.
3. Hvis ydersiden af din skaljakke mættes med vand, så svarer det til at luftfugtigheden på ydersiden er 100%. Dermed kan vanddamp faktisk vandre igennem fra yderside til inderside (some nævnt ovenover). Dette sker oftest hvis jakkens DWR (Durable Water Repellant) er slidt væk, dårlig kvalitet eller failer, denne sørger for at vand perler af på ydersiden af stoffet, og dermed ikke kan mætte det.

At købe en skaljakke kan være en jungle for der er et hav af forskellige producenter, og de reklamerer alle med det samme, jeg skal derfor lige give et par gode råd hvis du skal navigere i denne jungle. Det handler om hvor aktiv du forventer at være på din tur.

• Fuld skrue, højenergi, kortere ture, cykling, løb = Event, neoshell, activeshell o.s.v.

• Mellem brug, skal kunne lidt af hvert (de fleste af os lander her) = Derzimax, Performance, Paclite, de fleste inhouse membraner fra velrenommerede firmaer.

• Ekspeditionsbrug, alle forhold, dyreste = Proshell og tilsvarende top end membraner.

• Billigste, men ofte ok på en lidt so-so måde = PU Coated jakker.

Bedste råd og min erfaring:

Du får hvad du betaler for, og kig efter sidste års modeller nedsat, en skaljakke behøver ikke koste det blege!

Leave No Trace

Leave no trace lejr 

Lyder det ofte fra min mund, når jeg omtaler mine og andres aktiviteter i naturen. Det er et stort princip for mig. Jeg efterlader højst fodspor, og måske noget græs der forhåbentligt rejser sig igen i løbet af kort tid. Naturen er ikke min, den er fælles for os alle, det er mit og dit ansvar, at den også er der i morgen, og i fremtiden når kommende generationer, ligesom os, ønsker at søge ud i den og finde den ro og oplevelser, du og jeg sætter pris på.

Leave no trace er en række principper, samt en organisation der støtter konceptet. I Danmark er der ikke nogen officiel afdeling endnu. Tanken bagved LNT er, at minimere vores påvirkning af naturen under udøvelse af friluftsaktiviteter, og det er alt lige fra en gåtur med hunden til lange ekspeditioner. Det handler om at påtage sig et ansvar, og lære andre at tage det samme ansvar. Leave no trace er for alle, der benytter naturen! Det er ikke en undskyldning at være uvidende. Hvis du og jeg efterlever følgende principper, så er vi allerede nået langt i mine øjne. 

Please?

Planlæg nøje din tur.
- Kend reglerne for det område du skal besøge eller vandre i
- Medbring udstyr til årstid og miljø
- Besøg området uden for høj sæson hvis du kan
- Gå i små grupper
- Pak mad og udstyr om så du minimerer emballage på turen
- Lær at bruge GPS eller kompas, så naturen undgår unødige markeringer af ruter

Bevæg dig og slå kun lejr på fast og holdbar grund.
- Brug eksisterende lejre og ildsteder
- Slå lejr min. 200m fra søer, floder og åer
- En god lejr bliver fundet ikke lavet
- Bliv kun en nat og spred jer ud, undgå at koncentrere sig i et lille område

Ryd op efter dig selv.
- Har du det med ind, har du det også med ud igen, gælder også toiletpapir
- Grav dine efterladenskaber ned hvis du kan og camoufler det
- Brug bionedbrydelig sæbe til opvask og vask
- Undgå parfumerede toiletsager i naturen

Efterlad alt som du finder det.
- Saml ikke blomster, sten eller andet op
- Undgå at beskadige træer og buske med økser, knive eller save
- Lad være med at bygge ting eller grave grøfter

Et bål efterlader et ar i naturen.
- Brug kun faste ildsteder og byg så små bål som muligt
- Brænd bålet helt ned og spred asken
- Brug små og lette køkkener til madlavning og kogning af vand

Respekter alle naturens dyr.
- Observer kun dyr, følg ikke efter dem, skræm dem ikke eller gå for tæt på
- Undgå at fodre dyr
- Undgå at besøge et område når de lokale dyr er i parringssæson
- Følg reglerne for dit eget kæledyr
- Pak dit affald og mad forsvarligt ind så dyr ikke kan lugte eller komme til det

 Respekter andre besøgende.

      - Naturen er for alle også Mountainbikere
-    - Hjælp andre og træd til side på stier eller spor
-    - Undgå megen støj og råb

I Snaphanernes fodspor på Hallandsleden

5 dage på Hallandsleden

Efterhånden, har jeg vil gået i det meste af Skåne, ihvertfald de dele jeg umiddelbart har fundet mest interessante. Det var derfor naturligt for mig at kigge længere nordpå mod Halland, som udflugtsmål for næste vandretur i det syd Svenske.

'Det Danske Vandfald' på Hallandsleden med Pacerpoles

Hallandleden er i alt en 380 km lang vandrerute, der udspringer på Hallandsåsen, der er grænse mellem Skåne og Halland, for derefter at sno sig nordpå. Undervejs deler den sig i to grene, en østlig og en vestlig, der samles igen omkring Varberg, for derefter at fortsætte mod Göteborg. Ruten er blandet terræn, mest skov blandet med åbent land. Du vil passere mange idylliske skovsøer, og andre overraskende små perler undervejs. Ruten er forholdsvis let vandret men kuperet.

Når det ikke var nåleskov fremstod leden meget forårsagtig i lysegrønne farver.

Halland var Dansk område, indtil vi måtte afstå det i 30 år til Svenskerne i freden ved Brömsebro i 1645, denne afståelse blev sidenhen gjort permanent ved freden i Roskilde i 1658. Området skulle nu Svenskificeres, forstået på den måde, at alt var der lugtede af Dansk skulle væk. Denne udrensning blev ofte gjort ved yderst grove metoder. Dette var befolkningen ikke udpræget tilfredse med, og mange Danske bønder og tidligere soldater dannede derfor små bander af Snaphaner. I nutidens sprog ville de være partisaner eller sågar frihedskæmpere. De var ikke specielt godt organiserede eller udrustet, men de var kendt for deres vildhed og råhed. Feks. siges det, at de skar næserne af de Svenske soldater. Navnet fik de for låsen på de bøsser de ofte brugte, en såkaldt snaphanelås. Der fortælles mange historier om Snaphanerne, hvor den mest kendte nok er Carit Etlars bøger om Gøngehøvdingen. Idag når man bevæger sig langs Hallandsleden, ser man stadig spor af denne historie, og man kan til tider forestille sig, hvordan Snaphanerne levede under devisen om 'hit and run' på de Svenske soldater og forsynings kolonner, der fortælles endda om den gang de stak af med hele den Svenske konge Karl d. XI krigskasse ved Kuppet i Loshult.

Pudsige menneskeskabte ting man støder på i naturen.

Roger Nielsen Brown fra NielsenBrown Outdoors og jeg havde i en tid talt om, at slå pjalterne sammen på endnu en vandretur, som vi havde gjort sidste år på en etape af Nordsøstien. Roger er Australier men dansk gift og bosat i Danmark. Han har været, og er på mange måder stadig en inspiration for mig, i min transitionering til en endnu lettere oppakning. I dette tilfælde havde eleven dog overgået mesteren, da min rygsæk var både mindre og lettere end Rogers fra turens start, hvilket han var pænt træt af, at blive mindet om de næste 4 dage. Vi havde udpeget de på papiret 115 km mellem Ätran i nord til Knäred i syd til at udgøre ruten vi ville følge. Denne skulle udgøre Hallandsledens mest spændende og interessante tur. Ruten skulle dog vise sig at være lidt længere end angivet, ihvertfald i følge vores GPS'er løb hele turen op på 125 km på 4 dages vandring.

Lejr ved Holmsjön den første aften.

Onsdag dag 1,Ätran til Holmsjön, 8 km.

Grundet så kedelige ting som arbejde, var vi først i Ätran ved Esseredjön kl. 18.15 om aftenen, turen var togbus, tog, taxa, og til sidst bus. Grundet sporarbejde mellem Helsingborg og Laholm blev den indsatte bus så forsinket, at vi måtte ty til taxa fra Falkenberg til Ullared, for at nå sidste bus til Ätran. Dette skulle ikke ødelægge den gode stemning. Den blev dog alligevel ødelagt lige syd for byen, hvor store entreprenør maskiner havde hærget et stort område fladt og mudret, med våde sko og fødder til følge. Dette skulle dog ikke være sidste gang fusserne blev våde. Jeg var dog forberedt på dette, og kunne inden jeg gik til ro skifte til tørre strømper i quilten. Efter 8 km varieret og afvekslende terræn slog vi lejr til lyden af gæs og svaner ved Holmsjön.

Torsdagen bød på regn, sol og til slut en haglstorm.

Torsdag dag 2, Holmsjön til Sandsjön, 35 km.

Vi var undervejs kl. 7.30 om morgenen, hvilket er sent i min bog, men når man er to skal man jo indrette sig, og Roger i er ikke til stå op, pakke sammen og afsted, som jeg er. Hele formiddagen og det meste af eftermiddagen bød på grå skyer, blæst og en skøn blanding mellem regn, sol, støvregn og til slut haglstorm i en time. Svært at klæde sig korrekt på, så der blev skiftet mellem Windshirt og Skaljakke flittigt. Hallandsleden i dette område er meget skov og småstier, til tider virkede stien helt væk, og der måtte læses kort for at finde korrekt vejfinding. Den byder også på en smule asfalt, men dette er primært omkring de små Torps, man passerer fra tid til anden. Der passeres mange små og store søer, disse er meget flotte, som de ligger skruet ind i skovene, du skal dog være forberedt på våde fødder specielt omkring Lyngsjön havde skovhugst gjort området næsten impassabelt, så enten skal du have de store høje vandtætte støvler på eller lette vandresko der tørrer hurtigt. Jeg havde valgt det sidste, hvilket betød våde fødder hele torsdagen, men efterhånden, som vejret blev bedre på turen tørrede min sko også.

Inov 8 Terrocs holder ikke meget vand ude, men var tørre igen dagen efter.

Vi havde udpeget Sandsjön som vores mål for denne dag, ifølge vores oplysninger skulle dagens etape være ca. 30 km, dette var ikke i overensstemmelse med virkligheden, på jorden langs ruten skulle denne vise sig at være 5 km længere. Sandsjön var hellere ikke det idylliske mål, vi var blevet stillet i udsigt. Toilette ved shelteret var låst, vandkilden var en langsomt flydende bæk, der ikke så specielt appetitlig ud, så er det godt man har vandrensning med i form af en SteriPEN og kunne koge vandet. Dagen var dog langtfra øv, for undervejs løb vi ind i en af de perler man ikke forventer på en rute som Hallandsleden. Ligefør den lille by Rydöbruk efter at have passeret en hovedvej, bliver man ledt over en halvstor å, og derefter ned langs denne. Ligepludselig står man i en canyon med klippesider og brusende vand. Meget smuk!

Canyon ved Rydöbruk.

Fredag dag 3, Sandjön til Fylleån nord for Gyltige, 27 km.

Dagen bød på tørvejr fra morgenstunden, men stadig en anelse køligt. Dette skulle dog ændre sig, og vejret på turen ville fra nu af kun blive bedre. Det skulle vise sig at holde stik. Ruten klatrer over Baggåsen inden du kommer ned til Kvarnforsen ved de to søer Nordsjön og Mjälasjön, her er mange fiskemuligheder. Friluftsliv 101 fastslå at man altid skal have et kompas på sig, ruter der som oftest er så velmarkerede som Hallandsleden, kan godt få en til at efterlade det hjemme. På denne dag skulle Roger og jeg blive glade for at vi havde et med os. Vi var dybt i en samtale, da vi pludselig opdager at vi har gået forbi det sted vi skulle dreje mod vest. Istedet for at returnere kigger vi lidt kort og beslutter os for lidt off trail igennem skoven tilbage ind på ruten, som også indebar krydsning af større vandløb ved sten hop. Så var der også lidt spænding den dag.

I Sverige såvel som Danmark er der steder, der for lov til at forfalde.

Dagen bød på mange højdemeter specielt mellem Ynnabo og Arnaböke, samlet set henover alle dagene gik vi over 2000 højdemeter. Undervejs på vandringen støder man på skilte der fortæller en lokalhistorie, eller giver en et praj om stedets fortid. Feks. at stien man bevæger sig på tidligere gik mellem to små landsbyer (Torps) og kaldes 11 stigninger, små ting som dette er med til at pirre ens underbevidsthed og give liv til en ellers småkedelig skovsti. Henmod aften skar vi væk fra ruten mod Fylleån for at finde et idyllisk sted ved flodbredden at slå lejr.

Campsite ved Fylleån, to Tarptents, Notch og Moment

Det lykkedes os at finde et nogenlunde fladt sted vi kunne snorke side om side. Aftenen blev tilbragt på en lille skråning ned mod Fylleån i den nedgående aftensol, der kastede sin sidste varme på os, mens vi nød det frysetørrede skyllet ned med kaffe, så bliver livet ikke meget bedre.

Lørdag dag 4, Fylleån til Mästocka 37 km.

Jeg er stor tilhænger af, at være tidligt ude af fjerene og afsted. Roger er ikke så stor tilhænger af dette, han kan godt lide at fedte rundt om morgenen. Vi havde derfor indgået et kompromis denne morgen, da vi vidste det ville være en lang dag, og vi ville ikke skynde os. Jeg var vågen 5.45 og kl. 6.01 var jeg klar til at gå! Roger kiggede vantro på mig, og sagde jeg skulle bare gå i forvejen, så ville han indhente mig, så afsted jeg gik. Der er noget magisk over at være på sporet når alle andre sover, hvis ikke du har prøvet det, så skylder du dig selv en oplevelse. Denne morgen skinnede solen bag mig og kastede skygger foran mig.

Udsigt over Store Algünnen søen.

Inden vi nåede Gyltige var vi samlet igen. Vi stoppede ved Simlångs gården, der huser et mindre museum over et Stenalder bosted. Ved siden af ligger en shelterplads med udsigt over de tre søer der ligger ned i dalen af samme navn. Imponerende nok havde shelterne indbyggede liggeunderlag, det har jeg ikke set før. Vi spiste vores morgenmad, fik en kop kaffe og drog afsted ned igennem Simlångsdalen.

Morgenmad ved Gyltige, udsigt over søerne i Simlångsdalen.

Ruten ned i gennem Simlångsdalen følger Bannvallsleden, som er en cykelrute langs den nedlagte Bolmens Järnväger. Langt lige stræk på spor ved siden af asfalt vej, men heldigvis kan man nyde udsigten over søerne.

Bannvallsleden langs Simlångsdalens tre søer.

Efter at have passeret byen klatrer ruten opad mod Danska Fall. Vandfaldet falder 36 meter på en kort distance, og er meget imponerende. Navnet på floden fik os til at små smile, set i lyset af at Roger taler engelsk. Til de uindviede hedder den Assman.

Danska Fall i baggrunden, billedet taget med The StickPic, ham i midten kan jeg ikke gøre noget ved :-)

Efter Danska Fall fortsætter man med at klatre opad mod Gårdshult. Ruten følger nu den gamle 'Hærvej', som Karl XI tropper brugte til at bringe forstærkninger og forsyninger frem mod krigen mod Danskerne. Der fortælles en historie om en Snaphane, der var hjemme på besøg, da han blev forrådt af sin nabo. De Svenske soldater omringede hans hus, men det lykkedes ham at stikke af med dem lige i hælene på ham. Jagten gik over stok og sten, til ligepludselig var han som sunket i jorden. Soldaterne ledte og ledte, men kunne ikke finde ham, og de måtte returnere tomhændet. Flere år gik og ingen så eller hørte mere til den forsvundne Snaphane. Indtil den gamle hule eg vætede i en storm og de fandt hans lig inden i den. Tilsyneladende havde den været så godt et gemmested, at han ikke kunne komme ud igen.

Mästocka naturreservat med en lille område med urørt lynghede, Björsjön i baggrunden.

Ligefør Mästocka kommer vi væk fra den markerede rute, der har været enkelte strækninger undervejs på ruten hvor markeringerne nærmest forsvinder. Andre steder er der næsten latterlig mange markeringer. Her efterfølgende har jeg ladet mig fortæller at officielt vedligeholdes ruten ikke mere, men er overladt til lokal samfundene.Endestationen for os denne dag var shelterpladsen ved søen i Mästocka hvor vi slog vores Tarptents op og nød den rolige aften inden vi gik til ro i solnedgangen over søen.

Solnedgang over Mästocka set gennem åbningen på mit Tarptent Moment.

Søndag dag 5, Mästocka til Knäred 19 km.

Denne dag bød igen på varieret terræn, alt fra vej, ås, stier til offtrail. Undervejs passeres Bollaltebygget, som er et totalfredet kulturminde. Ikke langt derfra kommer vi overraskende ind på noget der hedder art Trail. Ideen har været at udsmykke en lille den af ruten med kunstværker fra lokale kunstnere. Vi så dog kun dette ene.

Sværm af plastic kampfly i stedet for sværme af myg.

Dagen bød på nogle halvlange stræk af plankevandring henover vådområder, derudover var det også dagen jeg så flest dyr på af forskellige slags, nogen var mere farlige end andre.

Krokodille ved vejkanten.

Og denne, som tog sig god tid med at komme af vejen.

Hugorm på ruten.

På sidste stræk ind om Knäred passerer man Krokån, der lige gav os den sidste visuelle perle inden vi nåede ind i byen. Vejret var varmt og skønt hele dagen, så det var lige før jeg tog en dukkert i det kolde vand.

Fosser og vandfald ved Krokån i Knäred.

Istedet blev det til en kold øl og en is på en bænk mens vi ventede på Rogers frue skulle komme og hente os. Dagen sluttede med fælles mad hjemme hos mig. 

Grej pakket til hjemtransport, bare tæer, kold øl og is på en bænk i Knäred.

Det var en god tur, og det er ikke sidste gang Roger og jeg går sammen.

Hilsen

Niels

Er du en Fasthiker?

Jeg kigger ud over Jammerbugten, taget af NielsenBrown Outdoors

I USA florer udtrykket ”Fasthiker” eller "Fastpacker", som beskriver en person der vil gå langt, lettere og hurtigt. Egentligt handler det ikke om at gå  hurtigt i bogstaveligste forstand, men mere om at nå langt i løbet af dagen.

Skulle man beskrive det med en formel, så hedder den Distance = Hastighed * Tid, hvor distance måles i kilometer, hastighed måles i kilometer i timen og tid er i timer. Et eksempel kunne være, hvis jeg vil gå 40 kilometer i løbet af dagen, hvilket ikke er urealistisk. Ja, så skal jeg enten gå 4 km/t i 10 timer eller 2 km/t i 20 timer…. Eller en eller anden variation deraf. Dette forudsætter selvfølgelig jeg er fysisk i stand til at gå 40 kilometer, men det er jo en helt anden blogpost. 

Præmissen for Fasthiking er lysten til, at gå langt, følelsen af at bevæge sig, både fysisk og mentalt. Holy Smokes, det er jo lige mig. Jeg kan lide at gå, se nye ting og også den fysiske udfordring. Fasthiking er i mine øjne, tanken om at fastsætte sig et mål, og hele tiden bevæge mig fremad mod det, effektivt og enkelt. Hvordan gør jeg så det?

Jeg starter tidligt om morgenen, gerne før det bliver lyst. Specielt når det er koldt, nyder jeg at være hurtigt ude af fjerene, og i gang, dermed har jeg hurtigt varmen igen. Hvis man ikke har prøvet at være på sporet inden solopgang før, så er det en stor oplevelse at være med når naturen vågner. Oftest behøver man ikke lys i timen før solopgang.  At være i gang tidligt giver mig også en større fleksibilitet i løbet af dagen, jeg kan snuppe en ”morfar” hvis jeg vil, nyde en udsigt, tage en top eller en afstikker til et interessant sted hvis jeg vil, og stadig nå min fastsatte dags distance.

Jeg er mere effektiv.  Jeg organiserer mig selv og mit grej aftnen før, så det ikke tager mig lang tid at pakke det ned om morgenen. Selv vand til morgenkaffen kan være klargjort aftenen før, så der bare skal tændes for spritblusset, eller hvad man nu bruger. Morgenmad spiser jeg, når jeg har været igang i en time eller to, oftest involverer det dagens anden kop kaffe, noget müesli med vand og skummetmælkspulver, ikke nogen store armbevægelser her. Tit er det mit mål, at jeg skal nå 20 kilometer inden frokost. Jeg går ofte indtil det bliver mørkt, og har måske spist aftensmads på sporet en time eller to inden jeg stopper, slår teltet op, og går til ro.

Jeg bevæger mig fremad og minimerer mine pauser. Tricket ved at bevæge sig langt, er en effektiv og konstant fart.  Du bevæger dig ikke så hurtigt, at du bliver forpustet eller sveder for meget, og derfor skal stoppe hele tiden, for at genopbygge energien. Her kunne undtagelsen snildt være en siesta på en solrig dag, den er guld værd. Modsat så skal du heller ikke gå så langsomt, at man nærmest kan kalde det campering hele dagen. En vandretur er også for mig en fysisk ferie med udfordringer, jeg holder mig derfor i en god fysisk form, for det er en del af et godt velvære ikke kun på vandreturen, men hele livet. En god form betyder også mindre kilo omkring maven, og de skal jo også skal slæbes.

Jeg bruger vandrestave. For mig betyder de, at jeg går længere og hurtigere med mindre energiforbrug. Jeg har ikke noget specifikt tal, for jeg tror det er meget individuelt, men nogen steder nævnes op til 20% mindre energi forbrug, ved at armene hjælper til med at propellere kroppen i fremdrift.

Jeg tager mindre med. Pak let og effektivt, men det har jeg skrevet om i en tidligere blogpost.

Hvad gør du?

Hilsen
Niels

Fri mig fra den onde vabel

Vabler på fødder eller tæer? De fleste der vandrer, løber eller på anden måde tilbringer mange timer ved at bevæge sig,  har været der på et eller andet tidspunkt. Det gør som oftest  rigtigt ondt, det tager ens fokus, og fremmer på ingen måde, den gode oplevelse du gerne vil have. 

Vabler opstår på grund af friktion, altså den bevægelse der opstår mellem den levende underhud og den hårdere overhud. De to hudlag er forbundet ved hjælp af små bindinger, men ved friktion brister disse bindinger, og væske trækkes til udsatte område, som en af kroppens naturlige beskyttelses foranstaltninger, og voila, og du er nu den ulykkelige ejer af en vabel! 

Hvad hulen gør jeg så nu? Reager på ubehaget. Stop med det samme, og gør noget ved det. Det er desværre en af livets uomtvistelige regler, at den går ikke væk af sig selv. Den bliver heller ikke mindre smertefuld, af at fortsætte med at gå på den, den bliver kun værre! Din gangart mere gakket fordi du helt naturligt vil undgå smerten, der kommer hver gang du sætter foden i jorden. Så gør noget ved smerten/ubehaget og gerne inden det bliver til en vabel. Der er hundredvis hvis ikke tusindvis af mere eller mindre gode råd til hvordan man behandler en vabel, og det uden for rammen af dette blogindlæg, som handler mere om forebyggelse, for det er trods alt bedst at undgå vabler, ved ikke at få nogen....n'est-ce pas?

Min liste for forebyggelse af vabler.

Mit fodtøj passer mine fødder, ikke den anden vej rundt. For mig betyder det, at jeg kan skyde min fod helt frem i skoen og få plads til en finger i hælen. Når jeg står normalt kan jeg vrikke med mine tæer. Skoen omslutter min fod og holder den fast, uden at klemme nogen steder. Mine fødder er hævet minimum en halv størrelse efter 35 kilometer, og måske mere, hvis det er en varm dag, så det er vigtigt.

Læg mærke til afslutningen i loops, det holder hælen fast i skoen.

Jeg snører min sko på en speciel måde (se billedet) hvor jeg låser min hæl mere fast i skoen, dette modvirker friktion ved hælen, og giver mig bedre kontakt med underlaget. Hvilket er mere vigtigt for mig, hvis det er et løst underlag, eller jeg går meget op og ned. På gode stier eller asfalt løsner jeg ofte mine snører, så skoen sidder mere løst. Står du, og skal købe nye sko, og er i tvivl om størrelsen? Så vælg den store størrelse, en for lille sko er dømt til at mislykkedes, hver gang!

Vælg sko efter forholdene. De skal være de letteste og mest åndbare til de forhold, du skal bruge dem under. Goretex membran eller andre typer membraner er, for mig, kun til kold brug, hvor du er glad for den øget vind og vandtæthed. Til tre sæsoners brug er lette trailsko med masser af net og ventilation en vinder.

Brug lette ankel Gaiters. De holder skidt og snavs ude af skoen, dermed reducerer du også friktion. Skulle du få en sten eller andet i skoen, så fjern det med det samme.

Hold dine strømper rene for skidt og snavs. Jeg har oftest to par med, så jeg kan skifte dem om aftenen, hvilket giver mine fødder god mulighed for at restituere, inden jeg slider på dem igen næste dag. Hvis jeg har mulighed for det, kan jeg vaske det ene par, og tørre dem i løbet af næste dag, ved at hænge dem uden på min rygsæk. Jeg har nogen gange et par vandtætte strømper med, som jeg kan bruge om aftenen hvis mine sko er gennemvåde, en lille luksus som kan være de ekstra 100 gram værd.

Jeg bruger ikke tykke vandrestrømper, for de er for varme, hvilket får mine fødder til at svede, de er for polstreret hvilket holder på den fugtige sved, og endelig er de en evighed om at tørre. Hellere tynde strømper, der ånder godt og tørrer hurtigt. Er det koldt kan jeg tage begge par på, på samme tid. Jeg foretrækker strømper med et højt indhold af Merino uld. Defeet og Teko er to producenter der laver fremragende strømper til mit behov.

Klip dine negle på tæerne korte. Sørg for der ikke er nogen skarpe kanter der skærer en anden tå, eller hænger fast i strømpen.

Brug sportstape på erkendte problem områder inden disse opstår. Jeg taper ofte et par af mine tæer på begge fødder, og når først tapen er lagt godt, så lader jeg det sidde. Har jeg fået en vabel, hvilket heldigvis er meget sjældent, så skal den behandles med det samme. Der er masser af gode husmoder råd til at behandle vabler, men essensen er, at den skal tømmes for væske, lad eventuel hudrest blive siddende, og sæt vabelplaster på. Der findes mange gode vabel "kits" med renseservietter, vabel plaster og salve til at forebygge med, hvis man vandrer i længere tid eller er tilbøjelig til at få vabler, er de 70 gram givet godt ud.

Hilsen

Niels