6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 1

En overraskende velmarkerede rute hele vejen

Jeg havde en plan om en sommertur i Lapland i år, men alle planer ændres, og muligheden blev derfor i stedet denne tur på Bohusleden, som også er en del af Nordsøstien. Ruten er velbeskrevet på hjemmesiden, med tilhørende kort som pdf filer, lige til at downloade og udprinting. Du kan også henvende dig til turistinformationerne i nogle af byerne i nærheden, og de sender med glæde rutebogen for en sum penge, omkring 50 svenske + porto, tror jeg. Supernemt og tilgængeligt, thumbs up til Svensken for det.

Björnerödspiggen som er højeste punkt på Bohusleden

Efter at have studeret hjemmesiden indgående og alle etaperne, besluttede jeg mig for ruten mellem Uddevalla og Strömstad. Jeg printede de relevante kort og rutebeskrivelser. Jeg var grundlæggende meget ambitiøs i hvor langt jeg ville gå, turen skulle være ferie, men samtidig også en fysisk udfordring. Fra Strömstad til Uddevalla er der i følge Bohusledens kort 203,5 kilometer, jeg havde tiden fra søndag til fredag, med en mulighed for at blive til lørdag, men det ville jeg kun i tilfælde af yderste nødvendighed, samt det faktum, at jeg kun havde mad til og med fredag, men det bekymrede mig nu ikke. Jeg havde lidt ekstra energi barrer og nok fedt på sidebenene til at overleve en dag ekstra.

Med planlagt ankomst Strömstad søndag kl. 14, og med planlagt hjemtur fredag sen eftermiddag, gav det mig 5½ dag til vandring, jeg ville derfor gennemsnitligt skulle bevæge mig fremad ca.  37 kilometer hver dag, bestemt ikke, tænkte jeg, urealistisk, tilbage var at overveje hvor fremkommelig og kuperet ruten ville være (her blev jeg lidt snydt). Jeg mente ikke den ville være svær at navigere (og fik ret).

Masser af idylliske søer undervejs

Tilbage var at beslutte om jeg skulle gå nord til syd eller omvendt, i sidste ende udgjorde vejrudsigten og mulighederne for exit punkter (byer med bus eller tog tæt på ruten) langs ruten udslaget for, at jeg valgte nord til syd. Hensynet til exit punkter var mest i tilfælde af min fysik, mod forventning, ikke ville være op til udfordringen.

Første "lille" fjeld kaldet Hoppareberget, med kig tilbage mod Strömstad

Søndag d. 29 juli, Strömstad til Björnerödpiggen 32 kilometer.

Afgang med tog meeeeget tidligt for en søndag, dagen viste sig at være store rejsedag i Sverige med fyldte toge til følge, men det var okay, de var til tiden, og jeg tilbragte de ca. 8 timer med at læse på min Kindle. Ankom til Strömstad omkring kl. 14 og gik de 2-3 kilometer ud mod startstedet på leden. Hver etape er markeret med et skilt og ruten skulle vise sig at være uhyre velafmærket hele tiden, jeg gik kun forkert en gang på hele turen, men det var på grund af min egen uopmærksomhed, ikke fordi ruten ikke var afmærket.

Sjov figur på vej op mod Björnerödpiggen

Bohusleden starter med at gå op af, derefter nedad, dette skulle vise sig at være normen resten af turen, med nogle til tider rimelige hidsige stigninger. Efter 15 km gik jeg fra Etape 27 ind på kortet over etape 26, kun 13 etaper mere indtil Uddevalla, tænkte jeg. Det var ikke planlagt med så lang en første dag, som det endte med at blive, men, som de siger i cykelsproget, jeg havde gode ben. Derfor endte jeg med at gå hele vejen op til Bohusledens højeste punkt. Selvom der lå et fint shelter og udsigtstårn, så bemærkede jeg de summende myg, og slog troligt mit Tarptent Moment, så jeg kunne kom ind bag dets myggenet til en summe fri og rolig nat.

Tarptent Moment i solnedgangen

Der er ikke noget vand på toppen, og der havde ikke været nogen vandsteder på vejen op, så jeg var tvunget til at gå ca. 1 kilometer for at fylde min 2 liters plasticflaske fra en lidt tvivlsom sø, men efter lidt UV vandrensning blev det både drukket og brugt til mad. Fra udsigtstårnet tilbage på toppen, havde jeg et dejligt udsyn mod vest og nord til en nedgående sol, som altid får mit hjerte til at slå lidt hurtigere i tilfredsstillelse over at være i live. Aftenen foreløb med god frysetørret mad og en kop varm kakao. Hvilket første til en yderst rolig nat, hvor jeg sov forbavsende godt. Jeg plejer ellers skulle have en eller to tilvænnings nætter til , at være alene i naturen, men ikke denne gang. Det var i quilten og godnat, nåede slet ikke at læse på min Kindle.

Flot, flot udsigt

Mandag d. 30 juli, Björnerödpiggen til Axlebergen øst for Vasbotten 33,5 kilometer

Jeg var igang og på vej nedad kl. 7 om morgenen mod Iddefjordens bred og byen Krokstrand, som er en gammel stenhugger by. I byen findes Sveriges første "Folkets hus" en slags fælles medborgerhus. Herfra området blev der udskibet sten af forskellige typer til hele verden. Det siges at den Argentinske tango kom til Sverige med sømænd fra skibe der lastede sten i Krokstrand. Derfor afholdes der også hvert år en tango festival i den meget lille by. Overalt ser man levn fra Krokstrands fortid, om det er den kæmpe kaj nede ved fjorden eller de store "rest" dynger af sten der lægger omkring det lille samfund. Ved indgangen til byen hænger der skilte der beskriver samfundets fortid.

Gammel rusten sten knuser omkring Krokstrand

Efter Krokstrand går ruten sydpå langs den Svenske og Norske grænse over højdedrag med udsigt over Iddefjorden.Vælger du at gå Bohusleden skal du være forberedt på, det går en del op og ned, og store dele af etape ruterne er på skov spor ikke skovveje, men det synes jeg jo kun er fedt. Undervejs ligger en del sheltere, disse er afmærket på kortene, men stødte også på enkelte der ikke var. Ved Sandvatten efter Krokstrand lå denne perle.Det var formiddag, men jeg overvejede da at snuppe en lur.

Shelter ved Sandvatten mellem Krokstrand og Hävedalen

Efter Hävedalen bliver terrænet barskt med dybe dale og høje bjerge (for området), ruten går stadig langs grænsen, og det er tydeligt at området ikke er, det mest beboede i verdenen. Omkring Vammen søerne føres du ad et snoede og meget krinklet spor, der giver dig mulighed for at øve din bushwhacking evner, op mod Tolvmanstegen, hvor træerne tynder ud i det klipperige landskab. På toppen mødes du af en formidabel udsigt..... Desværre står der også lige 10-15 Vestas vindmøller mod vest. Hey, jeg er pro alternativ energi, men det er sgu en ommer.

Ruten drejer nu mod øst stadig sammen med grænsen til Norge. Undervejs passerer man så den på billede viste bro (hvis man tør kan man jo lave en smagsprøve), den ligger tæt på Farlighögen, det skal jo passe sammen.

Jeg prøvede at sippe vandet, men der var ikke opstillet en Spritbolaget i nærheden

Ligeefter deler ruten sig i to. En nordlig del, der går ind i Norge, eller en sydlig en mod Vassbotten. Begge mødes igen ved Älgafallet, som er det største vandfald i Bohuslän med et fald på 46 meter. Jeg valgte den sydlige fordi den fører en forbi ruinerne af hvad der regnes som et af de få permanente bosteder hvor "Det Rejsende Folk" (Romaer eller Sigøjnere) har været bosat i Sverige. Stedet blev kaldt Snarsmon og har været beboet så sent som 1920'erne med ca. 30 familier. Det at bo permanent var meget atypisk for De Rejsende, der er flere skilte og en mindeplade der gennemgår stedets historie. I like, for det giver en ny dimension i din vandring, hvis man bare har lidt fantasi. Idag har ca. 25000 mennesker i Sverige "Roma" baggrund.

Skilt ved grænsen som udgøres af åen her ved Vassbotten

24 etape slutter i Vassbotten, som er et lille samfund, der tidligere har været en vigtig grænse overgang til Norge. Skilte ved grænsen fortæller om den lokale historie. Specielt under 2. Verdenskrig var der heftig smugling i området. På et tidspunkt var der endda stationeret 5000 soldater i byen, hvilket var godt for handlen. Smugler historien går helt tilbage til 1700 tallet, hvor det var tobak der blev smuglet.

Lige nord for Vassbotten ligger Älgafallet, som er en større og flot turist attraktion med udsigtspunkter og informations skilte. Efter at have været op og ned, og taget et hav af billeder, fortsatte jeg østpå på udkig efter en god lejrplads, da det var ved at være sent. Jeg endte op på en vest vendt skråning, der igen gav mig en fin solnedgang til aftensmaden, og en god nats hvile, hvilket jeg ville få brug for næste dag.

Älgafallet med et 46 meter fald

Tirsdag d. 31 juli, Axlebergen til Kynneälv ved foden af Kynnefjeld 36 kilometer

Dagen gryede en anelse grå, diset og småkold. Jeg var igen afsted omkring kl. 7. Etapen var nummer 23, som stod på 14 km middelsvær vandring øst på mod Nordre Kornsjön. Sporet ville følge grænsen, og beskrivelsen sagde henover åser i et bjerg og dalagtigt terræn. En garanteret afvekslende tur lovede beskrivelsen.... Det skal jeg love for, det var den hårdeste etape på hele turen, som ikke blev hjulpet af, at sporet var næsten tilvokset på store dele af etapen, samt det storregnede hele formiddagen. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været nede i en så lav en gennemsnitlig fart, som her, men som jeg har skrevet i et andet indlæg her på bloggen engang, så er solo vandring lig med mottoet, "Can't complain, because nobody listens anyway". Så smil og nyd turen, men jeg skal indrømme at jeg tænkte på Andrew Skurka, som har et mantra der lyder "continuous forward motion" eller CFM, for mig blev det til KBF, eller kontinuerlig bevægelse fremad, det er nøglen til at vandre langt.

Morgenmad lige inden regnen væltede ned resten af formiddagen

Undervejs i dette "vildnis" på grænsen støder man på flere ruiner af bygninger. Svenskerne er gode til at sætte et lille skilt op, der giver de sidste kendte detaljer for stedet. Feks. fortæller et lille skilt, om den "Fredløse" der boede her i grænseområdet i 1700 tallet, eller om den sidste familie der boede i resterne af en Torp ruin. Efter at have slidt mig igennem vildt terræn og regn brød jeg ud af skoven til et velfortjent hvil ved dette perle belligende shelter med egen sandstrand ned mod Kornsjön.Vejret var også blevet lidt bedre, men det fortsatte med at små regne on and off resten af dagen.

Shelter ved Nornäs på Kornsjön

Mens jeg hvilede en smule, studerede jeg kortet over næste etape, og glædede mig straks over at den bød på 8,5 kilometer "lätt" terræn, jeg nærlæste ikke beskrivelserne. Hvilket, kort tid efter, fik mig til at bande over ham der havde anmeldt etapen til "lätt", da det begyndte at gå opad mod Bufjällets højeste punkt, efter at have været i gennem Göpadalen. Ordet Göpa er et gammelt ord for Lods, jeg så dog ikke nogen af disse ekstremt sky dyr, selvom de lever i området i bedste velgående. Jeg prustede nok for meget :-)

Efter Bufjället ligger denne kirkeruin og tilhørende gravplads ved Ormelund

Hen på eftermiddagen kom jeg til Flötemarksön med et "vildmarks center", som jeg dog ikke gik hen til, så ved ikke helt hvad det betød. Jeg var mere fokuseret på, at nå frem Roslund og Kynneälv ved foden af Kynnefjäll, der havde jeg sat mig for at campere, og jeg var noget træt her sidst på denne dag. For mig på vandringer er tredje dagen den hårdeste, efter det vænner kroppen sig langsomt til den fysiske udfordring. det havde ikke hjulpet med en udfordrende formiddag, så jeg så frem til at slå mit telt op, få noget mad, og en god nats hvile inden onsdagens nye udfordring mod Vakterekullen, som er toppen af Kynnefjäll, ægte vildmark lovede ruten beskrivelsen, og det så jeg frem til, selvom jeg synes at dagen idag, også havde budt på masser af god vandring.

Del 2 kommer om nogen dage, så vend endelig tilbage.

Ømt men uhyre effektiv

ÜLA Rain Wrap

Et meget specialiseret stykke grej, som man ikke ser mange af i de Nordiske lande. Det er egentligt lidt ærgerligt, men hvis man går op i sit visuelle ydre, så forstår jeg det måske nok. Det gør jeg ikke, som billede tydeligt viser, skal lige indskydes, at i billede situationen bruger jeg skørtet som beskyttelse mod regnvåde buske og træer, uden skaljakke,  fordi ruten, mere eller mindre, var bushwhacking fra tid til anden. Skørtet blev også brugt i regnvejr, men det har jeg af gode grunde ikke noget billede af, da mit kamera ikke er vandtæt.

ÜLA Rain Wrap hedder den lille sag, på dansk ville vi nok sige regn skørt. Hvorfor udsætte sig selv for latterliggørelse af sine med vandrere? Det er der faktisk forbavsende mange grunde til.

1. Nem regn og vind beskyttelse
2. Billigere end skalbukser
3. Langt mere åndebart end enhver skalbuks
4. Dækker de "vitale" dele man ikke ønsker skal blive våde
5. Vejer og fylder ikke meget i forhold til en skalbuks
6. Super nem at tage af og på
7. Ingen typiske svage punkter som lynlåse eller andet
8. Kan tages på uden den sædvanlige sko/støvle dans
9. Kan også bruges som underlag under en tarp eller andet shelter
10. Er den perfekte samtale åbner når man møder fremmede mennesker
11. Dine med mennesker er oftere i godt humør, specielt i regnvejr, for intet kan være værre end at bære en kjole
12. Kan dække af når du skifter underbukser eller vasker tøj

Kan du finde på flere?

Hilsen

Niels

Bare jeg var hjemme foran brændeovnen....

GoLite Shangri-La 1 ydertelt på Nordsøstien

Solo vandring er lidt ligesom at efterleve mottoet, ”Can’t Complain, because nobody listens anyway.”

Et af de helt basale behov når man er på tur, er muligheden for at søge læ for vejr og vind. Ligesom næsten alt andet er definitionen læ meget åben for fortolkning, nogen sværger til  telt, andre lever fint med bivuakker, tarps eller andre typer af konstruktioner.

Personligt vil jeg gerne have mit valg af læ beskytter mig mod ting som vand (både fra oven og neden), vind, og diverse kryb. Jeg er endda ekstra krævende, det skal også veje så lidt som muligt, af netop den grund har jeg også nogle yderst realistiske forventninger til hvad mit valg af læ nødvendigvis ikke kan. Jeg er afklaret med, at mit hjem væk fra hjemmet ikke yder samme standard for beskyttelse, som ”Home Sweet murstens  Home”.

Der er nogen valg jeg kan træffe, der kan hjælpe mig og mine muligheder for læ og beskyttelse. Eksempelvis ved at vælge en tør god plads, at slå mit læ op på, så jeg nedsætter kondensation og vind. Jeg har derudover et tøj system, og et sovesystem der kan holde mig varm, også på den tredje regn dag i træk.

Jeg skal selv bære mit læ, så det skal være så let som muligt, og fylde så lidt som muligt. Det skal beskytte mig mod det miljø jeg begiver mig ud i og forventer på turen. Jeg gør meget ud af at undersøge vejrdata for det område jeg skal være i, så jeg er så godt forberedt som muligt. Jeg forventer ikke mit læ skal beskytte mig mod alle eventualiteter eller hele tiden, jeg accepterer det kan blive nødvendigt, at eventuelt flytte mit læ hvis vind eller regn tager til, eller skifter retning, eller andre grænse tilstande som kan karakteriseres som ekstreme eller nødstilfælde.

Skal jeg over trægrænsen, så skal mit læ være vindstabilt, det skal kunne tåle vand fra oven som muligvis bliver drevet sidelæns med vinden. Hvis jeg forventer snefald skal det kunne tåle vægten af dette i en moderat størrelse. Hvis jeg forventer kryb i form af myg, knoter eller andet, så er det en prioritet for at få en god nats søvn, at jeg kan komme ind bag et net, hvis plagen ikke er så stor, så kan jeg måske nøjes med at sove med et net over hovedet, andre tider på året behøver jeg måske ikke et decideret indernet i mit læ, og så kan det jo blive hjemme med nogle gram sparet.

Kondensation opstår på inder eller ydersiden af eksempelvis en nylondug, dette sker når luften ikke kan absorbere mere vanddamp og denne kondenserer. Der er to måder du kan nedsætte luftfugtigheden i dit ly. Dette er ved at maksimere ventilationen inden i lyet, men vådt udstyr, din ånde og jorden bidrager alt sammen til den indre luftfugtighed. Den anden er ved at vælge din lejrplads med omhu, undgå huller hvor kulde eller fugt samler sig, gerne lidt højt i terrænet, på tør jord og hvis muligt under et skærmende træ eller anden læ fra vind.

Jeg forventer ikke at mit læ skal beskytte mig mod kulde, det har jeg sovesystem og tøj til, jeg vil formentlig få mere varme ud af, at tage et ekstra lag tøj med i stedet for det tungere dobbeltlags telt.

Den sidste overvejelse jeg gør mig om mit læ er hvor fleksibelt det er, og hvor mange af mine behov det dækker til det terræn jeg skal bruge det i. En tur i bjerge i efteråret stiller nogle andre krav end en tur på Bohusleden om sommeren.

Hike your own Hike

Jeg følger med på flere forskellige forum inden for vandring, friluftsliv og outdoor, jeg læser bøger og artikler om emnet, i det hele taget så gør jeg en del for at være ’up to speed’ på emnet. Har det lært mig en ting, så er det, at der findes ligeså mange tilgange til friluftsliv, som der findes mennesker der praktiserer det. Hurra for det!

Nu er jeg selv proklameret lighthiker og fastpacker i denne verden af mange tilgange og definitioner til friluftslivet, men det gør ikke min tilgang, metode eller stil til noget der er moralsk bedre end det andre mere traditionelle vandrere gør, og det er en tynd linje man vandrer når man forsøger at vejlede og inspirere andre uden at fremstå som en ’know it all’.

I de senere år, specielt med den indflydelse der er kommet med hele ultralight konceptet, synes jeg der har indsneget sig en intolerance overfor hinanden i vandreverdenen. Vi er blevet opdelt og splittet i vores verdensbillede, der er næsten opstået en art hierarki hvor, dem der suser afsted, traver mange kilometer med en lille rygsæk er mere i et med naturen end dem der traver langsomt, går få kilometer med en tung traditionel oppakning. Det passer ikke! De fleste vandrere falder nok i midten af de to yderpunkter jeg lige har nævnt.

Nogen mennesker primært i USA har for en del år siden udtænkt nogle definitioner omkring basis vægt, som er din rygsæk med alt indhold minus det du konsumerer undervejs, som mad, vand og andre ting (myggebalsam, toiletpair o.s.v.). Kan du klemme denne vægt under 10 lbs eller ca. 4,5 kg, så er du en Ultralighter…. Men det er jo bare et arbitrært tal, min solnedgang bliver ikke pænere af det, det regner ikke mindre på mig af den grund, mit liggeunderlag bliver ikke blødere o.s.v.Definitionerne er blevet udvandet med tiden. Nu er ord som ultralight, letvægt og andre ord i samme boldgade blevet noget der skal sælge i en butik.

Jeg hører bestemt til dem der synes vægt er vigtigt, men kun som et redskab til at gøre min tur komfortabel, så er jeg egentligt fuldstændig hamrende ligeglad med hvilken definition jeg falder ind under, om det er UL, SUL eller whatever. Jeg er ikke bedre fordi jeg sover under en Tarp tættere på jorden og naturen, end ham der sover inde i sit 2 lags telt.

Hike your own Hike er en talemåde jeg har hørt som rammer hvad jeg står for meget godt. Meningen med talemåden er, at du principielt kan vandre med og hvordan det passer dig, bare du ikke generer, fordømmer andre eller bryder nogen love. Vi skal ikke kategorisere os selv, men mere opmuntre, inspirere og anerkende vores fælles kærlighed til et udendørsliv. Det er på en kosmisk målestok ligegyldigt om jeg går 5-10-15 eller 40 kilometer hverdag, eller om jeg slår lejr tidligt, og holder af at sidde i min lejr til langt ud på formiddagen.

Det handler om turglæde, nydelsen ved naturen, bjergene, bakkerne, skovene, kysten og ikke mindst det at komme afsted, så er vægten af min rygsæk sekundært.

Hilsen

Niels

Åndbarhed! Det nye sort eller salgsgas?

Skaljakke tid på Nordsøstien i en Efterårsstorm

”Guaranteed to keep you dry”, siger sloganet for en af de største leverandører inden for åndbare membraner, jeg er ked af, at skulle sige det, men det passer ikke.  I hvert fald ikke under alle forhold.

Affødt lidt af en diskussion på Outsite.org omhandlende åndbarhed og vandtæthed på skaljakker og tilhørende bukser, synes jeg egentligt det var på sin plads at skrive lidt om det på bloggen. De fleste af os har en lægmands ide, om hvad en åndbar membran kan, og hvad den ikke kan. Jeg er ikke ekspert, men her er hvad jeg har lært.

Mange stoffer beskrives som åndbar, og der bruges gerne ord som ekstrem, meget eller ultra til ligesom at sætte på plads HVOR åndbart stoffet er.

Der er ikke nogen standard for måling af åndbarhed i stof, der er dog en standard for hvordan man udtrykker denne. MVTR som står for moisture vapour transmission rate, denne måler hvor hurtigt, eller hvor langsomt vandamp trænger igennem en kvadratmeter af stoffet på 24 timer. Vanddamp måles i gram, så endelsen er g/m2/dag. Jo højere, jo mere åndbart er stoffet, men husk lige at forskellige producenter kan nå forskellige MVTR for, der er ikke en endegyldig standard for hvordan man måler det i laboratoriet, for det er ikke en måling, der foretages ude på sporet / bjerget. Hvis et stof har en MVTR på 0 så kan vanddamp ikke trænge igennem det , modsat skal det bare have en MVTR på 1 for at kunne blive kaldt åndbart.

Vanddamp kan trænge igennem stoffer på to måder.

• Den ene er ved ventilation, altså luft der blæser vandamp væk. Hvor den største ventilationsåbning i en skaljakke er lynlåsen foran, men det kan også være måden stoffet er vævet på, et godt eksempel er en løbetrøje der er meget åndbar p.g.a. dens vævning tillader høj ventilation. 

• Den anden er diffusion, hvor stoffer der normalt afviser vand, bliver kemisk behandlet (ikke godt for miljøet), således de kan absorbere vanddamp ligesom en svamp, og tillade molekylerne at vandre til den anden side af stoffet, hvor de så kan fordampe igen. Dette er hvad der sker i de typiske membraner brugt i skaljakker.

Grundlæggende funktion af vandtæt og åndbar membran

Svagheden i dette er at for at et stof kan ånde, så skal der være forskel på luftfugtigheden på den ene, og den anden side af stoffet. Forestil dig din skaljakke. Inden under den er luftfugtigheden 90%, uden for den er den på 30%. Hvis dette er tilfældet så vil vanddamp naturligt ville trænge igennem til ydersiden.  I tilfældet hvor luftfugtigheden er den samme både inde og ude, så vil du overhovedet ikke kunne mærke stoffets åndbarhed.Skrækscenariet er, hvis nu luftfugtigheden er lavere inden under jakken end udenfor, så vil vanddamp faktisk bevæge sig fra yderside til inderside. Av for den, det var ikke godt.

Selvfølgelig er åndbarhed en god ting til det tøj, vi gerne vil bruge udendørs i vores lag på lag tøjsystem. Hvis ikke mit tøjsystem tillader kroppen at komme af med fugten i form af sved, så bliver jeg våd og kold indefra, og vil have problemer med at holde på varmen, når jeg står stille.

Hvis ikke min soveposes yderskal er åndbar vil fugt blive fanget i det isolerende lag, hvilket for en sovepose er katastrofalt, måske mere for dun end syntetisk, men lad dig ikke narre af dem der siger at en syntetisk sovepose holder på varmen, selv når den er våd. De har tydeligvis aldrig sovet i en våd sovepose.

I et telt vil vandamp fra din ånde, sved, bar jord og vådt udstyr samle sig som kondensation på indervæggen, i ekstreme tilfælde kan det nærmest regne ned indvendigt.

Har du læst så langt, så vil jeg lige minde om jeg startede med at sige, at ”Guaranteed to keep you dry”, var noget fis, og det er der tre grunde til.

1. Vanddamp kan ikke bevæge sig gennem stoffet hurtigt nok, og du vil blive våd indvendigt afhængigt af dit energi niveau. Dette gælder mere i meget fugtige miljøer hvor membranerne slet ikke kan følge med.
2. Hvis luftfugtigheden er høj, så kan luften ikke absorbere mere vanddamp, og den har ingen steder at gå hen, og bliver hvor den er.
3. Hvis ydersiden af din skaljakke mættes med vand, så svarer det til at luftfugtigheden på ydersiden er 100%. Dermed kan vanddamp faktisk vandre igennem fra yderside til inderside (some nævnt ovenover). Dette sker oftest hvis jakkens DWR (Durable Water Repellant) er slidt væk, dårlig kvalitet eller failer, denne sørger for at vand perler af på ydersiden af stoffet, og dermed ikke kan mætte det.

At købe en skaljakke kan være en jungle for der er et hav af forskellige producenter, og de reklamerer alle med det samme, jeg skal derfor lige give et par gode råd hvis du skal navigere i denne jungle. Det handler om hvor aktiv du forventer at være på din tur.

• Fuld skrue, højenergi, kortere ture, cykling, løb = Event, neoshell, activeshell o.s.v.

• Mellem brug, skal kunne lidt af hvert (de fleste af os lander her) = Derzimax, Performance, Paclite, de fleste inhouse membraner fra velrenommerede firmaer.

• Ekspeditionsbrug, alle forhold, dyreste = Proshell og tilsvarende top end membraner.

• Billigste, men ofte ok på en lidt so-so måde = PU Coated jakker.

Bedste råd og min erfaring:

Du får hvad du betaler for, og kig efter sidste års modeller nedsat, en skaljakke behøver ikke koste det blege!

Leave No Trace

Leave no trace lejr 

Lyder det ofte fra min mund, når jeg omtaler mine og andres aktiviteter i naturen. Det er et stort princip for mig. Jeg efterlader højst fodspor, og måske noget græs der forhåbentligt rejser sig igen i løbet af kort tid. Naturen er ikke min, den er fælles for os alle, det er mit og dit ansvar, at den også er der i morgen, og i fremtiden når kommende generationer, ligesom os, ønsker at søge ud i den og finde den ro og oplevelser, du og jeg sætter pris på.

Leave no trace er en række principper, samt en organisation der støtter konceptet. I Danmark er der ikke nogen officiel afdeling endnu. Tanken bagved LNT er, at minimere vores påvirkning af naturen under udøvelse af friluftsaktiviteter, og det er alt lige fra en gåtur med hunden til lange ekspeditioner. Det handler om at påtage sig et ansvar, og lære andre at tage det samme ansvar. Leave no trace er for alle, der benytter naturen! Det er ikke en undskyldning at være uvidende. Hvis du og jeg efterlever følgende principper, så er vi allerede nået langt i mine øjne. 

Please?

Planlæg nøje din tur.
- Kend reglerne for det område du skal besøge eller vandre i
- Medbring udstyr til årstid og miljø
- Besøg området uden for høj sæson hvis du kan
- Gå i små grupper
- Pak mad og udstyr om så du minimerer emballage på turen
- Lær at bruge GPS eller kompas, så naturen undgår unødige markeringer af ruter

Bevæg dig og slå kun lejr på fast og holdbar grund.
- Brug eksisterende lejre og ildsteder
- Slå lejr min. 200m fra søer, floder og åer
- En god lejr bliver fundet ikke lavet
- Bliv kun en nat og spred jer ud, undgå at koncentrere sig i et lille område

Ryd op efter dig selv.
- Har du det med ind, har du det også med ud igen, gælder også toiletpapir
- Grav dine efterladenskaber ned hvis du kan og camoufler det
- Brug bionedbrydelig sæbe til opvask og vask
- Undgå parfumerede toiletsager i naturen

Efterlad alt som du finder det.
- Saml ikke blomster, sten eller andet op
- Undgå at beskadige træer og buske med økser, knive eller save
- Lad være med at bygge ting eller grave grøfter

Et bål efterlader et ar i naturen.
- Brug kun faste ildsteder og byg så små bål som muligt
- Brænd bålet helt ned og spred asken
- Brug små og lette køkkener til madlavning og kogning af vand

Respekter alle naturens dyr.
- Observer kun dyr, følg ikke efter dem, skræm dem ikke eller gå for tæt på
- Undgå at fodre dyr
- Undgå at besøge et område når de lokale dyr er i parringssæson
- Følg reglerne for dit eget kæledyr
- Pak dit affald og mad forsvarligt ind så dyr ikke kan lugte eller komme til det

 Respekter andre besøgende.

      - Naturen er for alle også Mountainbikere
-    - Hjælp andre og træd til side på stier eller spor
-    - Undgå megen støj og råb

I Snaphanernes fodspor på Hallandsleden

5 dage på Hallandsleden

Efterhånden, har jeg vil gået i det meste af Skåne, ihvertfald de dele jeg umiddelbart har fundet mest interessante. Det var derfor naturligt for mig at kigge længere nordpå mod Halland, som udflugtsmål for næste vandretur i det syd Svenske.

'Det Danske Vandfald' på Hallandsleden med Pacerpoles

Hallandleden er i alt en 380 km lang vandrerute, der udspringer på Hallandsåsen, der er grænse mellem Skåne og Halland, for derefter at sno sig nordpå. Undervejs deler den sig i to grene, en østlig og en vestlig, der samles igen omkring Varberg, for derefter at fortsætte mod Göteborg. Ruten er blandet terræn, mest skov blandet med åbent land. Du vil passere mange idylliske skovsøer, og andre overraskende små perler undervejs. Ruten er forholdsvis let vandret men kuperet.

Når det ikke var nåleskov fremstod leden meget forårsagtig i lysegrønne farver.

Halland var Dansk område, indtil vi måtte afstå det i 30 år til Svenskerne i freden ved Brömsebro i 1645, denne afståelse blev sidenhen gjort permanent ved freden i Roskilde i 1658. Området skulle nu Svenskificeres, forstået på den måde, at alt var der lugtede af Dansk skulle væk. Denne udrensning blev ofte gjort ved yderst grove metoder. Dette var befolkningen ikke udpræget tilfredse med, og mange Danske bønder og tidligere soldater dannede derfor små bander af Snaphaner. I nutidens sprog ville de være partisaner eller sågar frihedskæmpere. De var ikke specielt godt organiserede eller udrustet, men de var kendt for deres vildhed og råhed. Feks. siges det, at de skar næserne af de Svenske soldater. Navnet fik de for låsen på de bøsser de ofte brugte, en såkaldt snaphanelås. Der fortælles mange historier om Snaphanerne, hvor den mest kendte nok er Carit Etlars bøger om Gøngehøvdingen. Idag når man bevæger sig langs Hallandsleden, ser man stadig spor af denne historie, og man kan til tider forestille sig, hvordan Snaphanerne levede under devisen om 'hit and run' på de Svenske soldater og forsynings kolonner, der fortælles endda om den gang de stak af med hele den Svenske konge Karl d. XI krigskasse ved Kuppet i Loshult.

Pudsige menneskeskabte ting man støder på i naturen.

Roger Nielsen Brown fra NielsenBrown Outdoors og jeg havde i en tid talt om, at slå pjalterne sammen på endnu en vandretur, som vi havde gjort sidste år på en etape af Nordsøstien. Roger er Australier men dansk gift og bosat i Danmark. Han har været, og er på mange måder stadig en inspiration for mig, i min transitionering til en endnu lettere oppakning. I dette tilfælde havde eleven dog overgået mesteren, da min rygsæk var både mindre og lettere end Rogers fra turens start, hvilket han var pænt træt af, at blive mindet om de næste 4 dage. Vi havde udpeget de på papiret 115 km mellem Ätran i nord til Knäred i syd til at udgøre ruten vi ville følge. Denne skulle udgøre Hallandsledens mest spændende og interessante tur. Ruten skulle dog vise sig at være lidt længere end angivet, ihvertfald i følge vores GPS'er løb hele turen op på 125 km på 4 dages vandring.

Lejr ved Holmsjön den første aften.

Onsdag dag 1,Ätran til Holmsjön, 8 km.

Grundet så kedelige ting som arbejde, var vi først i Ätran ved Esseredjön kl. 18.15 om aftenen, turen var togbus, tog, taxa, og til sidst bus. Grundet sporarbejde mellem Helsingborg og Laholm blev den indsatte bus så forsinket, at vi måtte ty til taxa fra Falkenberg til Ullared, for at nå sidste bus til Ätran. Dette skulle ikke ødelægge den gode stemning. Den blev dog alligevel ødelagt lige syd for byen, hvor store entreprenør maskiner havde hærget et stort område fladt og mudret, med våde sko og fødder til følge. Dette skulle dog ikke være sidste gang fusserne blev våde. Jeg var dog forberedt på dette, og kunne inden jeg gik til ro skifte til tørre strømper i quilten. Efter 8 km varieret og afvekslende terræn slog vi lejr til lyden af gæs og svaner ved Holmsjön.

Torsdagen bød på regn, sol og til slut en haglstorm.

Torsdag dag 2, Holmsjön til Sandsjön, 35 km.

Vi var undervejs kl. 7.30 om morgenen, hvilket er sent i min bog, men når man er to skal man jo indrette sig, og Roger i er ikke til stå op, pakke sammen og afsted, som jeg er. Hele formiddagen og det meste af eftermiddagen bød på grå skyer, blæst og en skøn blanding mellem regn, sol, støvregn og til slut haglstorm i en time. Svært at klæde sig korrekt på, så der blev skiftet mellem Windshirt og Skaljakke flittigt. Hallandsleden i dette område er meget skov og småstier, til tider virkede stien helt væk, og der måtte læses kort for at finde korrekt vejfinding. Den byder også på en smule asfalt, men dette er primært omkring de små Torps, man passerer fra tid til anden. Der passeres mange små og store søer, disse er meget flotte, som de ligger skruet ind i skovene, du skal dog være forberedt på våde fødder specielt omkring Lyngsjön havde skovhugst gjort området næsten impassabelt, så enten skal du have de store høje vandtætte støvler på eller lette vandresko der tørrer hurtigt. Jeg havde valgt det sidste, hvilket betød våde fødder hele torsdagen, men efterhånden, som vejret blev bedre på turen tørrede min sko også.

Inov 8 Terrocs holder ikke meget vand ude, men var tørre igen dagen efter.

Vi havde udpeget Sandsjön som vores mål for denne dag, ifølge vores oplysninger skulle dagens etape være ca. 30 km, dette var ikke i overensstemmelse med virkligheden, på jorden langs ruten skulle denne vise sig at være 5 km længere. Sandsjön var hellere ikke det idylliske mål, vi var blevet stillet i udsigt. Toilette ved shelteret var låst, vandkilden var en langsomt flydende bæk, der ikke så specielt appetitlig ud, så er det godt man har vandrensning med i form af en SteriPEN og kunne koge vandet. Dagen var dog langtfra øv, for undervejs løb vi ind i en af de perler man ikke forventer på en rute som Hallandsleden. Ligefør den lille by Rydöbruk efter at have passeret en hovedvej, bliver man ledt over en halvstor å, og derefter ned langs denne. Ligepludselig står man i en canyon med klippesider og brusende vand. Meget smuk!

Canyon ved Rydöbruk.

Fredag dag 3, Sandjön til Fylleån nord for Gyltige, 27 km.

Dagen bød på tørvejr fra morgenstunden, men stadig en anelse køligt. Dette skulle dog ændre sig, og vejret på turen ville fra nu af kun blive bedre. Det skulle vise sig at holde stik. Ruten klatrer over Baggåsen inden du kommer ned til Kvarnforsen ved de to søer Nordsjön og Mjälasjön, her er mange fiskemuligheder. Friluftsliv 101 fastslå at man altid skal have et kompas på sig, ruter der som oftest er så velmarkerede som Hallandsleden, kan godt få en til at efterlade det hjemme. På denne dag skulle Roger og jeg blive glade for at vi havde et med os. Vi var dybt i en samtale, da vi pludselig opdager at vi har gået forbi det sted vi skulle dreje mod vest. Istedet for at returnere kigger vi lidt kort og beslutter os for lidt off trail igennem skoven tilbage ind på ruten, som også indebar krydsning af større vandløb ved sten hop. Så var der også lidt spænding den dag.

I Sverige såvel som Danmark er der steder, der for lov til at forfalde.

Dagen bød på mange højdemeter specielt mellem Ynnabo og Arnaböke, samlet set henover alle dagene gik vi over 2000 højdemeter. Undervejs på vandringen støder man på skilte der fortæller en lokalhistorie, eller giver en et praj om stedets fortid. Feks. at stien man bevæger sig på tidligere gik mellem to små landsbyer (Torps) og kaldes 11 stigninger, små ting som dette er med til at pirre ens underbevidsthed og give liv til en ellers småkedelig skovsti. Henmod aften skar vi væk fra ruten mod Fylleån for at finde et idyllisk sted ved flodbredden at slå lejr.

Campsite ved Fylleån, to Tarptents, Notch og Moment

Det lykkedes os at finde et nogenlunde fladt sted vi kunne snorke side om side. Aftenen blev tilbragt på en lille skråning ned mod Fylleån i den nedgående aftensol, der kastede sin sidste varme på os, mens vi nød det frysetørrede skyllet ned med kaffe, så bliver livet ikke meget bedre.

Lørdag dag 4, Fylleån til Mästocka 37 km.

Jeg er stor tilhænger af, at være tidligt ude af fjerene og afsted. Roger er ikke så stor tilhænger af dette, han kan godt lide at fedte rundt om morgenen. Vi havde derfor indgået et kompromis denne morgen, da vi vidste det ville være en lang dag, og vi ville ikke skynde os. Jeg var vågen 5.45 og kl. 6.01 var jeg klar til at gå! Roger kiggede vantro på mig, og sagde jeg skulle bare gå i forvejen, så ville han indhente mig, så afsted jeg gik. Der er noget magisk over at være på sporet når alle andre sover, hvis ikke du har prøvet det, så skylder du dig selv en oplevelse. Denne morgen skinnede solen bag mig og kastede skygger foran mig.

Udsigt over Store Algünnen søen.

Inden vi nåede Gyltige var vi samlet igen. Vi stoppede ved Simlångs gården, der huser et mindre museum over et Stenalder bosted. Ved siden af ligger en shelterplads med udsigt over de tre søer der ligger ned i dalen af samme navn. Imponerende nok havde shelterne indbyggede liggeunderlag, det har jeg ikke set før. Vi spiste vores morgenmad, fik en kop kaffe og drog afsted ned igennem Simlångsdalen.

Morgenmad ved Gyltige, udsigt over søerne i Simlångsdalen.

Ruten ned i gennem Simlångsdalen følger Bannvallsleden, som er en cykelrute langs den nedlagte Bolmens Järnväger. Langt lige stræk på spor ved siden af asfalt vej, men heldigvis kan man nyde udsigten over søerne.

Bannvallsleden langs Simlångsdalens tre søer.

Efter at have passeret byen klatrer ruten opad mod Danska Fall. Vandfaldet falder 36 meter på en kort distance, og er meget imponerende. Navnet på floden fik os til at små smile, set i lyset af at Roger taler engelsk. Til de uindviede hedder den Assman.

Danska Fall i baggrunden, billedet taget med The StickPic, ham i midten kan jeg ikke gøre noget ved :-)

Efter Danska Fall fortsætter man med at klatre opad mod Gårdshult. Ruten følger nu den gamle 'Hærvej', som Karl XI tropper brugte til at bringe forstærkninger og forsyninger frem mod krigen mod Danskerne. Der fortælles en historie om en Snaphane, der var hjemme på besøg, da han blev forrådt af sin nabo. De Svenske soldater omringede hans hus, men det lykkedes ham at stikke af med dem lige i hælene på ham. Jagten gik over stok og sten, til ligepludselig var han som sunket i jorden. Soldaterne ledte og ledte, men kunne ikke finde ham, og de måtte returnere tomhændet. Flere år gik og ingen så eller hørte mere til den forsvundne Snaphane. Indtil den gamle hule eg vætede i en storm og de fandt hans lig inden i den. Tilsyneladende havde den været så godt et gemmested, at han ikke kunne komme ud igen.

Mästocka naturreservat med en lille område med urørt lynghede, Björsjön i baggrunden.

Ligefør Mästocka kommer vi væk fra den markerede rute, der har været enkelte strækninger undervejs på ruten hvor markeringerne nærmest forsvinder. Andre steder er der næsten latterlig mange markeringer. Her efterfølgende har jeg ladet mig fortæller at officielt vedligeholdes ruten ikke mere, men er overladt til lokal samfundene.Endestationen for os denne dag var shelterpladsen ved søen i Mästocka hvor vi slog vores Tarptents op og nød den rolige aften inden vi gik til ro i solnedgangen over søen.

Solnedgang over Mästocka set gennem åbningen på mit Tarptent Moment.

Søndag dag 5, Mästocka til Knäred 19 km.

Denne dag bød igen på varieret terræn, alt fra vej, ås, stier til offtrail. Undervejs passeres Bollaltebygget, som er et totalfredet kulturminde. Ikke langt derfra kommer vi overraskende ind på noget der hedder art Trail. Ideen har været at udsmykke en lille den af ruten med kunstværker fra lokale kunstnere. Vi så dog kun dette ene.

Sværm af plastic kampfly i stedet for sværme af myg.

Dagen bød på nogle halvlange stræk af plankevandring henover vådområder, derudover var det også dagen jeg så flest dyr på af forskellige slags, nogen var mere farlige end andre.

Krokodille ved vejkanten.

Og denne, som tog sig god tid med at komme af vejen.

Hugorm på ruten.

På sidste stræk ind om Knäred passerer man Krokån, der lige gav os den sidste visuelle perle inden vi nåede ind i byen. Vejret var varmt og skønt hele dagen, så det var lige før jeg tog en dukkert i det kolde vand.

Fosser og vandfald ved Krokån i Knäred.

Istedet blev det til en kold øl og en is på en bænk mens vi ventede på Rogers frue skulle komme og hente os. Dagen sluttede med fælles mad hjemme hos mig. 

Grej pakket til hjemtransport, bare tæer, kold øl og is på en bænk i Knäred.

Det var en god tur, og det er ikke sidste gang Roger og jeg går sammen.

Hilsen

Niels